Viser opslag med etiketten Thomas Ilkjær. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Thomas Ilkjær. Vis alle opslag

onsdag den 3. april 2024

Rally & vin

Livs seniorklasse 30. marts 2024

Rally og vin har intet med hinanden at gøre, udover at det i mit hoved er to spændende områder, som jeg begge sætter voldsom pris på og prioriterer højt i hverdagen. 

Lørdag stod Sydkystens Hundeskole for en dobbelt rallyprøve i Ringsted, med Liv, Charlotte og mig som dommere, Conni og Birgit som sekretærer. 

Hvad gjorde prøven til noget særligt?
  • Overskuddet gik til Danske Hospitalsklovne, det blev flotte 10.900 kr. Birgit og hendes mor skaffede alene de 800 kr. ved salg af hjemmebagte kager
  • Det var næsten på datoen 3 måneder efter 31. december 2023, hvor jeg ikke kunne forlade huset, og måtte overlade nytårsprøven til andre – lørdag kunne jeg det hele …
  • Max og jeg gik en dejlig prøve hos Liv og fik den skønneste feedback, det får vi altid hos Liv …
  • Der var en dejlig stemning hele dagen
  • Der var pisket en stemning op – det var vist mest mig selv, men Liv stoppede mig ikke 😉 – om at det ville være skønt hvis slikket til officials var fra Anker Chokolade; det blev det, og de bøffer (2 pr. official) og den chokolade (mange!), var vildt lækker 
Mandag havde Helle og jeg kl. 16-18 et Webinar, hvor de nye rallyskilte og øvelsesbeskrivelser - som blev offentliggjort 27. marts og træder i kraft 1. september - blev introduceret. 

Det er lidt hjerteblod for mig, så jeg var glad for at fortælle om det, og Helles tak til sidst og de mange positive tilkendegivelser i øvrigt gjorde mig rigtig glad. 

Det betød naturligvis også meget, at jeg har en klar fornemmelse af, at den ændring der er foretaget, er blevet opfattet positivt af Rally Danmark. Det er i praksis ikke de store ændringer for udøverne, og der kommer lidt nye øvelser ind, som kan være sjove at indlære. 

Sommelieruddannelsen, italiensk vin

I går var jeg til tredje dag af sommelieruddannelsen, Thomas fortalte om Italien, det største vinproducerende land i verden, landet med størst markedsandel i Danmark, og landet med nogle af de stærkeste vinbrands i verden. 20 regioner og et utal af druesorter, der er meget at læse, smage og lære. 

Den korte udgave: vi kom igennem Piemonte (Barolo, Barbaresco, Barbera), Veneto (Valpolicella, Amarone, Soave, Bardolino), Toscana (Chianti, Brunello, Vino Nobile de Montepulciano, super-toscanere) og lidt Sicilien, Apulien, Friuli-Venezia Giulia og Marche. 

Diplom og pin

De 14 vine, vi smagte

I dag stod den på Capstone Level 2 (Intermediate), hvor René stod for en kommenteret smagning af 14 vine, som repræsenterede forskellige druesorter og stilarter. Jeg havde flere favoritter:
  • Frog’s Leap, Napa Valley Shale and Store Chardonnay 2021 i klassisk Bourgogne stil
  • Marimar Estate, Russian River Valley Pinot Noir La Maisa Don Miguel Vineyard 2018
  • Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel 2020, fremhævet som en referencevin for klassisk Zinfandel
  • Pine Ridge Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon 2021, en fantastisk CS i klassisk Bordeaux-stil, men prisen er også 745 kr. pr. flaske ...
  • Smagningens sidste vin Clayhouse Estate, Paso Robles Petite Sirah 2018, var ekstra spændende; det er sjældent jeg smager vine på REN Petite Sirah, og den var noget særligt. Jeg kunne smage den hele vejen hjem … 
Det er noget af det jeg har brugt de sidste 5 dage på. 

De kommende uger byder på en del rallyprøver som arrangør, deltager og dommer. 

Sommelieruddannelsen del 4 afholdes 16. april, det er René der underviser om oversøiske vine: Argentina, Chile, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA. 

Jeg er tilmeldt Capstone Level 3, vi får materialet 6. maj og smagningen er 10. juni. Mindst 25 vine, livet kan være hårdt 😉

onsdag den 13. marts 2024

Sommelieruddannelsen dag 1

Første smagning

I går startede jeg på sommelieruddannelsen. Det var i tredje forsøg, de to første måtte jeg melde fra, men tredje gang er lykkens gang er jeg sikker på!

Jeg glædede mig meget til at gå i gang og mine forventninger blev mere end indfriet. Det bliver et meget spændende, formentlig ret krævende og helt sikkert lærerigt forløb.
 
Thomas Ilkjær underviser, Paul lytter på første parket :-)

Underviser er Thomas Ilkjær, som jeg inden i går ”kun” kendte som kyndig vinanmelder i Politiken. Han er involveret i en masse andet vinrelateret, bl.a. startede han i 2007 Vinakademiets sommelieruddannelse. I går var jeg sammen med 28 andre kursister med på første dag af den seneste runde af uddannelsen, som forløber over 21 hele dage.

Der bliver ikke lagt skjul på, at der skal arbejdes hårdt for at kunne gennemføre forløbet med succes. Der er meget stof og meget udenadslære, man skal kunne det godt og den enogtyvende dag bliver man eksamineret skriftlig og mundtligt i det uden hjælpemidler.

Dag 1 omfattede en lang række forskellige emner. Jeg kan fx nævne:
  • Grundlæggende information om vin (herunder EU’s definition), verdens vinbælter, vinproduktions omfang forskellige steder i verden
  • Vinens historie kort, fra Kaukasus via grækerne og siden romerne og derfra til resten af verden
  • Botanik, herunder:
    • At Vitis Vinifera (slægt og art) er grundlag for stort set al vin
    • Om Phylloxera vastatrix (vinlus), dens ødelæggende indtog i Europa 1864-65 og hvordan podning af de europæiske druesorter på amerikanske rødder reddede den europæiske vinproduktion
    • Noget om stiklinger/podning og krydsninger
  • Parametre der betyder noget for en vins stil og kvalitet: klima vejr, sted, druesort(er) og vinfremstilling
  • Om sammenhængen mellem klima vinens indhold af sukker og syre på høsttidspunktet
  • Om EU’s regler bl.a. vedrørende hvad der må/skal stå på etiketterne i forhold til oprindelse og geografi
  • Om fremstiligprocessen fra høst til aftapning, herunder væsentlige forskelle mellem hvid- og rødvin
Desuden havde vi de første to smagninger, 4 vine lige efter frokost og 2 som afslutning på dagen. Noget af de vigtige som vi skal arbejde meget med alle runder og helst også indimellem (yes!!!) er smageskemaet, som vi skal bruge som grundlag for at beskrive vinens udseende, duft og smag på en systematisk måde ud fra en række faste parametre. Det er afgørende for - at der kan kommunikeres meningsfyldt med andre om vinene - at kunne sætte en række i vidt omfang objektive kriterier på beskrivelserne. Herunder fik vi en række tips om bl.a. vurdering af sødmegrad, syre og tannin.

Thomas Ilkjær er virkelig dygtig til at formidle stoffet, så selvom noget af det kan lyde lidt tørt, så blev det formidlet på en meget pædagogisk måde. Jeg ser meget frem til at repetere materialet fra dag 1, arbejde med nogle af værktøjerne i praksis – tænk at være tvunget til at smage på vin som lektier 😊 – og læse alt materialet til dag 2, som er på næste tirsdag.