Viser opslag med etiketten Vision DKK rally. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vision DKK rally. Vis alle opslag

fredag den 10. maj 2024

Nørderi: Rally, vin og Fransk forår

Rally 9. maj, Max og jeg fik 100 point

Nørderi er for mig et meget positivt udtryk. Det handler om at være interesseret i et område i udpræget grad og elske det 😉Dette blogindlæg handler om nørderi i den forløbne uge fra forskellige vinkler. 

I mandags havde jeg et virtuelt møde med Maiken og Charlotte, hvor jeg overdrog det sidste af mine hængepartier fra DKKs rallyudvalg, anden del af visionen. At bringe del 1, som er under udrulning lige nu, til verden, var et stort skridt. At bringe visionen videre er bestemt en ikke-triviel opgave. Jeg er rigtig glad for at kunne videregive mine ideer til netop de to, for de brænder (😊også) for rally, og har den nørdede tilgang, som gør, at der udover helhed OGSÅ tænkes i detaljer. Jeg glæder mig til at se hvordan det hele ender 😉 


I tirsdags var jeg til sjette runde af sommelieruddannelsen, som denne gang handlede om destillering (Lars Kragelund) og klassiske spirituosa (Jakob Bunch). Det var en på flere områder fantastisk dag. Begge undervisere mere end brændte for deres emner, de var udprægede nørder! Vi fik i løbet af dagen smagt 32 (!) forskellige spirituosa og bare rolig, der blev spyttet ud. Selvfølgelig var der nogle helt fantastiske oplevelser undervejs. Den største overraskelse var Paranubes white cane juice rum mexioco … hvis jeg havde smagt den blindt havde jeg sagt Bloody Mary, udpræget tomatduft. 

Onsdag havde jeg et virtuelt møde med en gruppe dataxxx-studerende (jeg kan ikke huske præcis hvad de arbejder med ☹) som har en semesteropgave, hvor de som en af mulighederne skal arbejde med IT-understøttelse af design af rallybaner. Jeg beskrev DKK/DcH/FCI, introducerede specifikt til DKK-rally og alle de kompleksiteter der ligger i at designe en bane – og fik en masse gode spørgsmål. Jeg har naturligvis lover at stå til rådighed for afklaring – det er en for mig vildt spændende opgave, og jeg håber så meget, at de finder frem til en anvendelige løsning. 

Onsdag aften var Kirsten og jeg for første gang til træning i Gymnastikforeningen Præstø Fjord, et fitness hold onsdage 16:45-17:45. Det var lige os! Det er første gang i meget lang tid jeg har trænet og det føltes fantastisk! Jeg kan stadig efter 3 dage mærke, hvilke muskler jeg specielt ikke har brugt så meget inden træningen, det gør ondt på en god måde! 


I går var jeg dommer hos Neel (Hundene på Bjerggaarden) med mulighed for at gå to seniorklasser med Max før jeg selv skulle dømme. ALT fungerede på den første bane, fed indgang og fantastisk fokus hele vejen … jeg rystede, da jeg kom ud af banen, det var så intenst. Den anden bane var indgangen ikke så god, der var lidt misforståelser undervejs; det blev en god oplevelse, men ikke samme intense oplevelse som på første bane. Derefter dømte jeg en masse skønne ekvipager. Dommergaven fra Neel var som altid velovervejet, jeg fik bl.a. en American Bastard Pinot Noir 2020. 


I dag oplevede jeg for første gang Fransk forår i Præstø, og det blev en stor, positiv overraskelse. Et stort varieret udbud af boder og vi kom hjem med oste, pølser, chokolade og kager, grundlaget for bl.a. en lækker aftensmad. 


Ledsageren til maden blev Fire Gully Shiraz Margaret River 2013, som jeg har beskrevet således: "Klar, medium, Tawny. Ren, medium+. Frugt (solbær, kirsebær), krydret (sort peber, tjære). Fad (vanilje, kokos). Tør, medium syre, medium tannin, medium- krop, medium smagsintensitet. Alkohol medium+, eftersmag lang. Frugt (kirsebær, solbær), krydret (sort peber, lakrids)" 91½. Et skønt glas vin!

onsdag den 3. april 2024

Rally & vin

Livs seniorklasse 30. marts 2024

Rally og vin har intet med hinanden at gøre, udover at det i mit hoved er to spændende områder, som jeg begge sætter voldsom pris på og prioriterer højt i hverdagen. 

Lørdag stod Sydkystens Hundeskole for en dobbelt rallyprøve i Ringsted, med Liv, Charlotte og mig som dommere, Conni og Birgit som sekretærer. 

Hvad gjorde prøven til noget særligt?
  • Overskuddet gik til Danske Hospitalsklovne, det blev flotte 10.900 kr. Birgit og hendes mor skaffede alene de 800 kr. ved salg af hjemmebagte kager
  • Det var næsten på datoen 3 måneder efter 31. december 2023, hvor jeg ikke kunne forlade huset, og måtte overlade nytårsprøven til andre – lørdag kunne jeg det hele …
  • Max og jeg gik en dejlig prøve hos Liv og fik den skønneste feedback, det får vi altid hos Liv …
  • Der var en dejlig stemning hele dagen
  • Der var pisket en stemning op – det var vist mest mig selv, men Liv stoppede mig ikke 😉 – om at det ville være skønt hvis slikket til officials var fra Anker Chokolade; det blev det, og de bøffer (2 pr. official) og den chokolade (mange!), var vildt lækker 
Mandag havde Helle og jeg kl. 16-18 et Webinar, hvor de nye rallyskilte og øvelsesbeskrivelser - som blev offentliggjort 27. marts og træder i kraft 1. september - blev introduceret. 

Det er lidt hjerteblod for mig, så jeg var glad for at fortælle om det, og Helles tak til sidst og de mange positive tilkendegivelser i øvrigt gjorde mig rigtig glad. 

Det betød naturligvis også meget, at jeg har en klar fornemmelse af, at den ændring der er foretaget, er blevet opfattet positivt af Rally Danmark. Det er i praksis ikke de store ændringer for udøverne, og der kommer lidt nye øvelser ind, som kan være sjove at indlære. 

Sommelieruddannelsen, italiensk vin

I går var jeg til tredje dag af sommelieruddannelsen, Thomas fortalte om Italien, det største vinproducerende land i verden, landet med størst markedsandel i Danmark, og landet med nogle af de stærkeste vinbrands i verden. 20 regioner og et utal af druesorter, der er meget at læse, smage og lære. 

Den korte udgave: vi kom igennem Piemonte (Barolo, Barbaresco, Barbera), Veneto (Valpolicella, Amarone, Soave, Bardolino), Toscana (Chianti, Brunello, Vino Nobile de Montepulciano, super-toscanere) og lidt Sicilien, Apulien, Friuli-Venezia Giulia og Marche. 

Diplom og pin

De 14 vine, vi smagte

I dag stod den på Capstone Level 2 (Intermediate), hvor René stod for en kommenteret smagning af 14 vine, som repræsenterede forskellige druesorter og stilarter. Jeg havde flere favoritter:
  • Frog’s Leap, Napa Valley Shale and Store Chardonnay 2021 i klassisk Bourgogne stil
  • Marimar Estate, Russian River Valley Pinot Noir La Maisa Don Miguel Vineyard 2018
  • Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel 2020, fremhævet som en referencevin for klassisk Zinfandel
  • Pine Ridge Vineyards, Napa Valley Cabernet Sauvignon 2021, en fantastisk CS i klassisk Bordeaux-stil, men prisen er også 745 kr. pr. flaske ...
  • Smagningens sidste vin Clayhouse Estate, Paso Robles Petite Sirah 2018, var ekstra spændende; det er sjældent jeg smager vine på REN Petite Sirah, og den var noget særligt. Jeg kunne smage den hele vejen hjem … 
Det er noget af det jeg har brugt de sidste 5 dage på. 

De kommende uger byder på en del rallyprøver som arrangør, deltager og dommer. 

Sommelieruddannelsen del 4 afholdes 16. april, det er René der underviser om oversøiske vine: Argentina, Chile, Australien, New Zealand, Sydafrika og USA. 

Jeg er tilmeldt Capstone Level 3, vi får materialet 6. maj og smagningen er 10. juni. Mindst 25 vine, livet kan være hårdt 😉

fredag den 2. februar 2024

Om at være glad pensionist


Jeg har haft den skønneste pensionistuge, hvor jeg virkelig har nydt at kunne lave en masse af det, jeg har drømt om som pensionist – mærke glæden over det alt sammen, det er noget som føles godt og gør mig glad indeni.

Jeg har været til forundersøgelse hos en lokal fysioterapeut, er kommet på hold med to ugentlige træninger, jeg kan mærke, hvordan jeg fysisk får det bedre og bedre, nu hvor jeg bl.a. kan gå normale ture med hundene igen.

Jeg er i gang med at læse to bøger – typisk at jeg (også) skal multitaske på den front; der kommer anmeldelser på et tidspunkt, både af Guds eget køkken, og af de fem første Tintin albums – fra Tintin i Sovjetunionen til Den Blå Lotus.

Jeg hører jævnligt livestreams fra folkeuniversitet i onsdags Kasper H. Andersen om Vikingernes togter.

Jeg har været på kursus i Ældre Sagen og lært nogle af deres systemer at kende, det er rigtigt nyttigt, nu hvor der er udsigt til at jeg kommer i bestyrelsen i afdelingen i Præstø.
 

På vinfronten ser jeg endelig frem til at det er alvor med sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, som går i gang 12. marts. Som opvarmning har jeg trænet lidt med Le Nez du Vin, og de to sidste dage har jeg gennemført et onlinekursus (California Wine Certification: Introduction Level 1), del 1 af 4 om californisk vin. Del er den mindste del, ca. 5 timers selvstudium og en eksamen – 50 multiple choice spørgsmål. Jeg bestod med 88 point ud af 100 og var vældig tilfreds. Jeg har straks meldt mig til del 2. Og jeg kan garantere for, at jeg nu begynder at interesse mig endnu mere for californisk vin.

Mit lille podcast-projekt, som blev lanceret 12. januar, er nu kommet om på 6 podcasts og 378 downloads, hvilket har overgået mine forventninger ret meget. Der er flere indlæg i pipelinen, nu begynder det også at handle om andet end rally, men hundetemaet er naturligvis uomgængeligt. Link er her.


I denne uge er det blevet til to optagelser. I onsdags med Maiken Egekvist – om at være rallydommer – og i dag med Heidi Bligaard – om at være ny i rallyverdenen. Jeg har fået dejlige tilbagemeldinger om, hvor godt de to virker på optagelserne, og det har også været superhyggeligt at planlægge de to optagelser og evaluere dem bagefter.
   


I morges havde jeg fornøjelsen at få lov at stå for et webinar arrangeret af Rallyudvalget i DKK, hvor der blev gjort status for 2023 og fortalt om planerne for 2024, ikke mindst annoncering af detaljer i forbindelse med visionsarbejdet. Der lanceres 27. marts 2024 et helt opdateret sæt øvelser, der træder i kraft 1. september 2024. Jeg synes ærligt talt, det er en ret gennemtænkt opdatering og perspektivrig i forhold til dansk rally – helt i tråd med visionen ”Fasthold bredden – styrk eliten”. Fx en meget vigtig detalje som, at man i det opdaterede DKK-skiltesæt, vil kunne plukke skilte ud, og lave baner udelukkende med FCI-øvelser.

Vi var lige omkring Køge midt på dagen, og jo det var planlagt, så tapas til i aften blev afhentet hos Den lille Gourmande, og dertil skal vi naturligvis have en californisk vin.

Jeg opdagede det helt tilfældigt: dette er blogindlæg nr. 2.600, et lille jubilæum, der er ingen planer om at stoppe.

lørdag den 18. marts 2023

Det går fremad ❤️

 

Management summary: Det går fremad, jeg ville ønske det gik hurtigere, men mange omsorgsfulde mennesker formaner mig, og jeg lytter og gør som de siger!

I søndags havde vi fjerde runde af den syvende omgang af Rallyinstruktøruddannelsen, det er lidt vemodigt at det snart er slut, det er et fantastisk hold! Og jo, det har de alle været 😉

Et af emnerne på dagen var Træning mod konkurrence, som jeg er lidt entusiastisk i forhold til (årets underdrivelse!!!). Der er lidt om mental træning, men jeg nævnte, at dét var et selvstændigt foredrag.

Der var flere der greb det oplæg, og mandag måtte jeg tage mig selv i at have lavet et oplæg. Og det blev hurtigt til en aftale med Jette, som går på holdet, om at HedelundHunde står for første præsentation af ”Mentaltræning” med undertitlen ”Sådan lærte jeg at elske at gå til prøver og være sikker på, at jeg ALTID kommer hjem med armene hævet over hovedet 😊”, det bliver der 28. marts.

Onsdag havde jeg en frokostaftale, hvor tiden fløj og jeg fik et mentalt boost af rang.

Torsdag havde vi den årlige generalforsamling i Sydkystens Hundeskole, et overskud på 15.000 kr. er der ingen der klager over, og når det ovenikøbet er i et år hvor vi har bidraget med 16.000 kr. til HMC og 11.281 kr. til landsholdet i rally, så kan vi kun være ovenud tilfredse. Der var genvalg over hele linjen, og jeg fortsætter som formand.

Jeg har nævnt, at jeg er tilmeldt Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge med både Max og Otto, og torsdag fik vi den anden opgave, med temaet Don’t Drink and Drive. Med hjælp fra Kirsten fik vi lavet søg, som forhåbentlig forklarer sig selv – vi havde forstået opgaven som, at dommeren ud fra videoen tydeligt skulle se temaet -ovenfor Kirstens og mit bidrag med Otto. Det blev filmet på parkeringspladsen overfor Trylleskoven, og Kirsten fortalte at der nogen, der gloede på ham den ældre herre, der tømte en flaske vin før middag!!! Begge videoer er godkendt i øvrigt.

I går aftes havde vi kickoff i den første arbejdsgruppe, som skal være med til at realisere visionen i DKK-rally. Jeg skal ikke her kede med detaljer, den korte udgave er: hvordan skal FCI-skiltene indpasses i DKK’s skiltesæt? Jeg var høj efter mødet, deltagerne var superentusiastiske!!!

I dag havde vi rallydommereksamen i DKK. Det er altid skønt at opleve en rallydommer til sidst, før den pågældende bliver sluppet løs i den ”rigtige” verden. Men, det jeg egentlig vil nævne er, at der var flere der spurgte til foredraget om Mental træning, holdt jeg flere, for de kunne ikke den 28. marts … 

Det endte med at jeg fandt et mødelokale på Solrød Bibliotek med plads til 10 den 11. april, og det bliver næste afvikling. 7 af deltagerne fra dommereksamen har allerede tilmeldt.

Så kunne jeg ligeså godt prøve endnu et opslag, og det bliver 1. maj, tilmelding her.

Hvad glæder jeg mig mest til i næste uge? At komme til kiropraktor på torsdag, for det er startskuddet til at træne og få opbygget musklerne i venstre ben.