Viser opslag med etiketten NM 2023. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten NM 2023. Vis alle opslag

tirsdag den 31. oktober 2023

Every Raindrop Means a Lot

Foto: Pernille Tørnblad

Man skal være lidt risikovillig for at arrangere en udendørs rallyprøve 29. oktober, og hvis man tilmelder er man formentlig også opmærksom på risikoen.

Men naturligvis arrangerede Sydkystens Hundeskole en udendørs prøve ved Fuglebjerg-hallen den dag, og naturligvis blev den udsolgt. Det var en dobbeltprøve med 2 begynderklasser og 2 øvede klasser. Trods nogle ganske få afbud blev det alligevel til 18 dobbeltstarter i begynderklasse og 5 dobbeltstarter i øvet klasse.

Vejrudsigten var ikke lovende, men alligevel var der fuldt fremmøde i begynderklasse, og en enestående vilje til at hjælpe med alt det praktiske, så telt, ring og bane lynhurtigt kom op.

Efter ...

Som dommer må jeg indrømme, at regnvejr til en udendørs prøve ikke er noget hit, men i dette tilfælde kunne jeg kun sige, at jeg selv var ude om det, og hvad vigtigere var: deltagerne (både førere og hunde), tog det i stiv arm/pote. Der var nogle hunde, der ikke havde lyst til at sætte sig (der var INGEN dækøvelser), men der var NUL brok.

Der var point på hele skalaen, masser af positiv feedback undervejs og efter prøven og det var en fornøjelse at være dommer.

Prøven sluttede med øvet klasse sen, som for mig var helt exceptionel. Første ekvipage fik 87 point, med en 10’er, fordi fører i stedet for synkron lavede tulipan. De sidste fire ekvipager gik alle til 100 point.

Jeg nød det! Solen skinnede, jeg var blev lidt mere tør og hold da op en fornøjelse at se så mange dygtige ekvipager.

Tak til Pernille for det flotte foto af Britt og Macro med mig som dommer, det ser vådere ud end jeg følte det.

Det har været endnu en stribe dage med masser af gode oplevelser:
  • Dejlig træning med Max og Otto sammen med Liv i Hund360 i Vipperød 
  • 'Skønt møde i Møns Bank, hvor jeg fik kvalificerede råd om placering af overskudslikviditet og ideer til overvejelse inden næste møde om godt en måned
  • Et webforedrag: Grin dig sund
  • Frokost med tre gode kolleger på Skovlyst
  • Takeaway fra Muldiverset 
  • Nogle spændende aktiviteter på rallyfronten, bl.a. mød med et underudvalg, der arbejder med opdatering af skilte
Der var afdelingsmøde i går, hvor jeg blev mindet om, at jeg på næste mandag har sidste arbejdsdag, efterfulgt af ferie resten af november og derefter pension.

Ja, der er mange, der har spurgt hvordan jeg har det med. Og det ærlige svar er: Supergodt, jeg er helt forberedt på pensionstilværelsen. Jeg tror også mange af jer, der følger min blog, kan se, at det ikke bliver et meget brat stop.

Jeg ser frem til de første rallyprøver, som jeg skal dømme som pensionist, det bliver den 18.-19. november i Kongsvinger, NM 2023, og den første af prøverne bliver min officielle rallyprøve nr. 200 som dommer, og den sidste ekvipage på bane 1 er ekvipage nr. 300 jeg dømmer i nordisk klasse. Hvis det havde været en prøve i Danmark, havde jeg haft nogle ekstra præmier med.

Min bane til NM er officielt fremsendt til arrangørerne i går, og jeg kan kun krydse fingre for at den kommer i anvendelse. Reglerne er enkle: Hver dommer skal designe en bane og det bliver ved lodtrækning afgjort, hvilke 3 ud af 4 som skal anvendes.

Min bane blev udtrukket i 2019 og 2021, og jeg håber selvfølgelig den også bliver anvendt i 2023.

Jeg vil ikke skjule det: Selvfølgelig er NM noget ganske særligt. Jeg har haft æren at dømme (og arrangere) i 2019, dømme i 2021, deltage som udøver i 2022 og dømme igen i 2023. Med det flotte sponsorbidrag Sydkystens Hundeskole skaffede til landsholdet ved prøverne 6.-8. juli 2023 føler jeg mig også på den front lidt ekstra engageret.

tirsdag den 22. august 2023

DM, NM og perspektiver

(c) Hundefoto.nu

I dag fik jeg invitationen til at dømme NM 2023 i rally i Kongsvinger i Norge. Det passer selvfølgelig ikke helt, for det har ikke været nogen hemmelighed, at jeg skulle dømme. Men pga. nogle upræcise mails har jeg først i dag fået officiel besked om at jeg skal dømme, hvilket hotel jeg skal bo på og tidsplanen for arrangementet. 
Jeg blev også bedt om en kort præsentation af mig selv, og den følger her, jeg havde forberedt den, og billedet er genbrug, et af mine favoritfotos af Max og mig 😉 

”I participated in my first rally competition the 23rd June 2007, and since I have participated with four different dogs in more than 600 competitions.

I qualified for the Danish Championships 15 times with five top-10 results. I have been a judge since 21st June 2013, until now. 

I have judged close to 6.000 teams at close to 200 competitions, no. 200 being in Kongsvinger. 

I have been part of all Nordic Championships until now. I arranged and judged the first in 2019, judged in 2021, participated with my border terrier Max in 2022 and now am back as judge

In my professional life I’m a fulltime project manager in Nets/Nexi, retiring by end of the year, enabling me to use even more time on dogs and dog related activities 😊”

Jeg er I gang med at planlægge turen til og fra NM, og jeg må indrømme at den officielle tidsplan ser lidt konservativ ud. Søndagen, finaledagen, har seneste mødetid kl. 8:30 og præmieoverrækkelse 15:30. For deltagerne omfatter det interval en banegennemgang og at 20 deltagere skal gå én nordisk bane. 

Det var nærliggende at sammenligne med DM 2023, som jeg selv har fornøjelsen at være med til at arrangere, Velkomst 9:30 og præmieoverrækkelse 15:30. Der er så 5 ringe med 5 dommere og 20 deltagere i hver og en finale med 10 deltagere i hver, men det er helt sort for mig, hvordan NM kan trækkes så længe. 

Det korte af det lange er, at jeg kommer ”dryssende” fredag og skal af sted søndag lige efter at jeg har dømt færdig, fordi jeg prioriterer mit arbejde. 

På lørdag står den på DM 2023. Jeg har været med til langt de fleste, men dette bliver alligevel noget særligt. 

Jeg er ”kun” dommer. Jeg har lavet de mest fantastiske baner, en kvalifikationsbane til ekspertklasse, en finalebane til championklasse. De er testet ved en træningsseance, hvor Liv og jeg arbejdede hårdt med afstande, kombinationer mv. 

Ja, det er noget særligt at lave baner til DM, de skal være noget ekstra. Jeg kan roligt sige at begge baner er seriøst sjove og ikke nemme (håber jeg), for det ER altså DM. 

NM-banen er i samme kategori. Min NM-bane er den bedste ever, det eneste underlige er, at jeg ikke véd om den bliver brugt. Vi er fire dommere, der har designet én bane hver, og det bliver afgjort ved lodtrækning hvilke tre af de fire, som skal bruges. 

Tilbage til DM. Jeg har fået æren igen at skulle holde velkomsttalen til DM, det er en meget stor ære og meget forpligtende. Der er en masse jeg gerne vil sige, men med fuld respekt, så tror jeg langt de fleste deltageres fokus er på banegennemgangen lige om lidt. Og sådan skal det være. 

Jeg ville have skrevet en personlig hilsen til de DM-deltagere, som jeg kender mere end bare lidt. Det viste sig at være en hel del … 

Så her kommer i stedet en kollektiv "pøj pøj og må du få det DM du drømmer om" til ALLE deltagere. 

Jeg glæder mig til at være en del af dette fantastiske arrangement og nyde en masse flot førerarbejde som dommer.

lørdag den 3. december 2022

Nye mål og nyt liv ...

Vi er klar, lige før start på bane tre i søndags (foto: Brian Binnerup)

Længe inden NM havde jeg sat mål for perioden derefter, og eksekveringen gik i gang allerede mandag aften. 

Jeg vil gerne starte med noget så usexet som bedømmelserne, fordi det nu engang er dem der bruges til at rangordne i konkurrencer. Det jeg har gjort er ganske enkelt:
  • Alle baner er lagt i et regneark, med en linje pr. øvelse pr. prøve, og en kolonne pr. dommer
  • For hver øvelse på hver bane har jeg noteret det samlede fratræk pr. dommer, så jeg er endt med et ark hvor der står intet (ingen fratræk) eller et tal mellem 1 og 13 i en celle, som angiver dommerens fratræk for den pågældende øvelse
  • Jeg har gennemset alle videoer, og bedømt ekvipagen Max og Paul – udover at være god træning, er det meget nemmere at gøre det så ”objektivt” som det nu er muligt, fordi jeg ikke skulle bevise noget, jeg ville bare dømme, som hvis det var en fremmed ekvipage.
  • Mine resultater kan ses her:
  • Jeg kan ikke andet end være tilfreds med, at vi ligger pænt på niveau
  • Jeg har analyseret alle 10+ øvelser og jeg kan godkende alle afvigelser. Der er endog meget store forskelle i bedømmelserne, men jeg kan ud fra min vurdering forklare, hvorfor der er forskelle og jeg har INTET at indvende – faktisk vil jeg som generel kommentar skrive, at jeg synes arbejdet med at få strømlinet bedømmelserne er lykkedes. Stor ros til dommerteamet med overdommer Tytti i spidsen for det. Det bliver helt sikkert også et fokusområde frem mod NM 2023, at se på, hvordan man kan reducere usikkerheden yderligere.
  • Jeg har vurderet alle de øvelser, hvor jeg har fået betydelige fradrag, som ikke bare var uheld på dagen. Jeg er kommet frem til, at der skal være fokus på: skridtlængde (bagud), skarpe vendinger og sidestep – de har alle kostet rigtigt mange point. Så de er på træningsplanen med fornyet fokus.
Det er åbenbart for mig – og også for andre – at den dårlige udførelse ikke kun er fordi, jeg ikke har trænet tilstrækkeligt, for det mener jeg bestemt jeg har. Men jeg har nogle problemer med bentøjet. 

Jeg gider generelt ikke høre på undskyldninger for noget som i princippet er vilkår, men nu skriver jeg det så alligevel. Jeg fik lænden MR scannet 7. november, jeg fik 15. november diagnosen spinalstenose – det har været mistanken meget længe, men nu er der vished. Konsekvenser kan interesserede Google, men for mig betyder det bl.a. at mit venstre ben under knæet bliver følelsesløst indimellem, bl.a. lige før jeg skulle ind på banen på alle tre baner. 

Jeg skal leve med det og nu er jeg bevidst om, hvad jeg skal gøre i de situationer, så jeg mentalt aktivt imødegår konsekvenserne. 

Værre er det, at jeg har måtte acceptere at Max ikke er helt ung længere. I forbindelse med at han fik ormekur inden vi tog til Finland, blev han tjekket hos dyrlægen, der var noget med tænderne, og i går kom han i narkose og fik fjernet to tænder. 

Jeg havde det elendigt og fik noget, som man nok kan betegne som psykologisk krisehjælp … 

Max er helt frisk igen, og far er lettet, men det var altså lidt for meget for mig … 

De næste mål med Max er finalen i Årets Hund 2022 og de første kvalifikationsprøver til landsholdet 2023, alle tre prøver den 7. januar 2023 i Hangar 17. 

Jeg arbejder videre, som var vi på vej mod næste NM, hvad vi (jeg) også mentalt er 😊 

Jeg mener, og flere vil give mig ret, at Max og jeg aldrig har gået bedre, og så er der jo ingen grund til at drosle ned. Vi (jeg) skal bare være fornuftige, og huske at vi begge er lidt oppe i årene. 

Der sker også meget andet i mit liv. Jeg har lidt i hemmelighed været i kontakt med en Life coach, og fået rusket godt op i mine prioriteringer. 

Det er altid sundt … jeg bruger selv vendingen, som jeg har lært for en del år siden: ”Har du det liv, du gerne vil have?” Og hvis svaret ikke er ja, så gør noget ved det. 

Jeg er i processen nu, og svaret var ikke et fuldtonet ja, så der kommer til at ske noget. Men det er en anden sag. 

Mit helt kortsigtede fokus er, at Otto og jeg skal til Sverige i morgen med Anita & Girah for at deltage i vores tredje prøve i rally Nybörjarklass. Vi er frygteligt resultatorienterede denne gang, fordi vi ”kun” mangler ét kvalificerende resultat i at opnå titlen. 

Men ærligt talt. Til onsdagens træning hos Karina fortalte Otto mig, at han ikke havde trænet ret meget et stykke tid – og det måtte jeg give ham ret i, han var ved at eksplodere af energi. 

Vi satser på god opvarmning og at rutinen er med os. Hyggeligt og sjovt skal det nok blive.

fredag den 9. september 2022

Træning mod NM – planer og prioritering

© Hundefoto.nu


Siden Max og jeg blev udtaget til landsholdet til NM 2022 i rally har træningen været rettet mod NM.
DM var en del af træningen, og vores prøve i søndags har jeg skrevet om.

Den har ikke affødt ændringer i den planlagte træning mod NM om 78 dage.

Planen er fortsat:
  • Fokus på specifikke momenter, hvor jeg rapporterer ugentlig status til Liv, som er min uvurderlige sparringspartner, coach og inspirator i hele forløbet
  • Træning med forstyrrelser – hvor jeg skal blive meget mere specifik (og bliver det)
  • Bevidst træning med længere forløb – tirsdagens træning hos Johanna på en 30-skiltes kringlet bane afslørede tydelig frustration hos Max til sidst – selvom han blev belønnet undervejs. Max og jeg skal vænne os til formentlig relativt lange NM-baner. Det kunne godt være at lave 5 øvelser før vi går ind, og 5 efter, eller en kombination.
Flere af punkterne kommer naturligt med, når vi træner hos Johanna og Karina, og det fortsætter jeg naturligvis med.

© Hundefoto.nu


Så har jeg en del konkurrencer i kalenderen som træning, der er 6 konkurrencedage i kalenderen med i alt 12 prøver: 7 championklasse, 4 mästerklass og 1 nordisk klasse:
  • 10.9 en championklasse hos Sydkystens Hundeskole, Solrød
  • 11.9 to mästerklass i Helsingborg Brukshundklubb
  • 1.10 to championklasse og en nordisk klasse i DKK, Ringsted
  • 16.10 to championklasse på Samsø
  • 29.10 to mästerklass i Trelleborgs Brukshundklubb
  • 19.11 to championklasse i Sydkystens Hundeskole, Ringsted
For hver enkelt prøve (og træning) bliver kriterierne omhyggeligt beskrevet, og alt med det formål, at vi kan være bedst muligt forberedt til NM.

Rejsen til Finland og dagene i Finland er planlagt til det niveau det er muligt nu. Der er forskelligt før afrejse herunder ormekur og skift til vinterdæk. Selve rejsen, herunder maden på færgen. Muligheder for at spise godt i Turku. Træning torsdag i hallen. Holdtræning fredag 11-13, dyrlægetjek osv.

Det giver mig ro, at der er styr på planerne, ret detaljeret, og så kan jeg sagtens navigere, hvis der sker ændringer.

Hvad med Max efter NM?

Jeg har været inde på det før, og faktisk har jeg i går besluttet en vigtig ændring: Jeg vil ikke forsøge at kvalificere mig til DM 2023 med hverken Max eller Otto. Med mine planer i øvrigt får jeg simpelthen ikke mulighed for at gå til mere end to (2) DM-kvalifikationsprøver, og jeg har derfor mentalt indrettet mig på, at jeg gerne vil til DM som dommer. 

Landsholdet 2023 og Årets Hund 2023 går jeg efter 😊 Jeg vil deltage i kvalifikationsprøverne til landsholdet, og formatet for Årets Hund 2023 passer mig rigtigt godt.

* * *

Hvordan føles det ovenstående, føles det rigtigt?

Ja, det gør det!

HVIS det var mit mål at komme til DM 2023, kunne vi sikkert gøre det, men det betyder lige nu ikke ret meget for mig, så derfor er det ikke et mål.

At dømme DM 2023, tæt på 10-årsdagen for min debut som dommer, føles meget bedre, så det vil jeg rigtigt gerne.

Landsholdet 2023 er det realistisk? Jeg aner det ikke. Der er formentlig – og forhåbentlig – mange flere deltagere end i år, men hvis Max og jeg begge holder os fitte, så kan vi naturligvis kvalificere os.

Årets Hund 2023. Det er et spørgsmål om stabilitet over året, det skal vi nok klare.

Skal Max i seniorklasse? Det er der flere der har spurgt om. Svaret er ja, når Max fortæller mig, at han synes det er svært at sitte og dække, og han i øvrigt ikke fejler noget. Jeg mærker meget efter på mig selv, for jeg har træghed i leddene og aldersrelaterede symptomer … jeg arbejder med det.

Med Max kan jeg ikke afgøre det, men jeg kan love for, at tvivlen selvfølgelig vil komme ham til gode – jeg vil ALDRIG glemme, at jeg træner og konkurrerer for min egen skyld.

Max har givet mig alt, og jeg skylder ham alt 💓