Viser opslag med etiketten Fejre successer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fejre successer. Vis alle opslag

fredag den 4. juni 2021

Meget at fejre

Otto i Jersie


Vi fik Champagne til maden i går aftes, Gérin Brut Rosé. Officielt for at fejre Frasses 7-års fødselsdag … ja, vores første barnebarn blev 7 år i går. 

Vi skal til fødselsdag i morgen, og det er stort. Vi har ikke set svenskerne live siden september 2020, og vi glæder os vildt!!! 

Men der er altid noget fejre, og her vil jeg nævne nogle ganske få fra den forløbne uge. 

I søndags havde Max og jeg en enetime hos Amanda, men fokus på de områder jeg havde ønsket (se tidligere indlæg). Amanda havde tilrettelagt timen perfekt, så vi fik arbejdet med banegennemgange, starter, fokus, og detaljer i enkeltøvelser: fodstilling i vendinger, sidestep, højrehandling generelt. Jeg elsker enetimerne hos Amanda, som kender mig ud og ind, og kan give superpræcis feedback. 

Tirsdag var Otto, Max og jeg til Nose Work træning hos Merete ved Køge Nord station. Begge arbejdede fint, men der var også tydelige oplysninger til mig, om områder der skal arbejdes med. 

Otto startede med to superflotte markeringer, men da vi skulle arbejde i broen, var han tydeligt påvirket, og skulle vænne sig til omgivelserne, før han kom i gang. 

Max arbejde fint, men der kom nogle mærkelige markeringer i frustration, det er jeg vant til, og jeg afventer. Men problemet er, at jeg til en prøve uden tøven ville markere for fund…. Pointen er, at der er masser at lære endnu 😉 

I onsdags havde vi første møde i arbejdsgruppe under FCI’s rallyudvalg, hvor vi diskuterer uddannelse af rallydommere internationalt, altså dommere som kan dømme FCI-klassen, som vi er i gang med at beskrive. Rigtigt spændende og et vigtigt grundlag for det første verdensmesterskab i rally, når det kommer. 

Klar til andet stik ;-)

I går fik jeg min anden og sidste Covid-19 vaccination og det føles ret godt, men er egentlig ikke noget at fejre. Jeg har intet mærket. 

Jeg var i Jersie med Max og Otto om eftermiddagen, dels til luftning, dels til træning. Jeg har med stor fornøjelse haft en masse korte seancer i Jersie, hvor jeg arbejder med nogle ganske få momenter med hver hund, og derefter leger med dem. Det føles fantastisk og jeg kan se på hundene, at de synes ligesådan. 
Battle rope

I går aftes var Kirsten og jeg var til fitnesstræning hos Tina (denfittecoach.dk). Det var meget varmt og rigtigt dejligt 😉 Og en skøn bekræftelse af, hvor vigtigt det er for både vores fysiske og psykiske velbefindende, at deltage i den træning. 

Weekenden byder på rallyprøver hos Islandsk Fårehundeklub, hvor jeg skal op for 19. og 20. gang. 

Derefter går turen til svenskerne. 

Søndag tager Max og jeg til Gribskolen i Græsted, for at gå op i NW2 arrangeret af Nose Work Sjælland. 

Der er potentiale til den fantastisk weekend og også noget at fejre 😊

søndag den 9. april 2017

Om at fejre succeser


Tak for alle lykønskningerne efter dagens rallyprøver!

Jeg var supertilfreds med alle prøverne! Megans var god underholdning for tilskuerne, og Max’ og Lille Bjørns prøver var alle virkeligt gode, de tre også med flotte point.

Selvfølgelig skal man fejre sine succeser. Så vi åbnede en flaske champagne til aften og nød det første glas i drivhuset.

Det var først og fremmest følelsen inden i mig, der gjorde, at jeg synes vi skulle fejre.

Det er ikke noget jeg tænker over til daglig, men det er ret sjældent jeg vinder konkurrencer. Jeg har nogle mål, og det er længe siden at resultatmål forsvandt i den sammenhæng.

Men, når jeg vinder, er det da ekstra tilfredsstillende :-)

Jeg tjekkede lige statistikkerne efter at Max vandt championklassen hos Conni i dag.


Det er ottende gang Max vinder en rallyprøve og det er første gang i championklasse, og det er da værd at fejre ekstra meget.

Med dagens resultater kom Max også ind på top 10 på rally champion cup listen for 2016/2017 og det er da også lidt sejt.

torsdag den 23. februar 2017

It's time to drink champagne and dance on the table


Dagens ordveksling: ”Du ser glad ud!”. ”Jeg er også meget glad. Det er ligesom at vinde en hundeprøve … nej endnu bedre!!!”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ansat i Nets og arbejder som projektleder. På grund af nogle interne rokeringer skulle jeg overtage et kørende projekt fra en anden 2. januar i år, og i går og i dag skulle vi have vores første store leverance.

Jeg kan ikke komme med detaljer, men som det er normalt for projekter, er der mange mennesker involveret fra forskellige afdelinger, og vi havde flere forskellige udenlandske underleverandører: fra Indien, Rumænien og Belgien.

For at sikre størst muligt fokus og øjeblikkelig håndtering af fejl, havde vi de to implementeringsdage inviteret de væsentlige aktører til projektlokalet i Ballerup og vi var et meget internationalt team: to indere, to rumænere, en lette, en franskmand, en japaner, en dansk/kineser (mig selv) og fire danskere til stede. Meget internationalt og meget fokuseret – vi var der alle med det fælles mål, at få systemet succesfuldt i produktion.

Da vi stoppede først på aftenen i går, var det med en erkendelse af, at det meste var gået godt, men der var nogle ting, som vi ikke kunne komme videre med før i dag – vi manglede simpelthen adgang til de rigtige mennesker. Jeg må indrømme, at jeg bandede lidt, vi var så tæt på en 100 % succes. Men jeg huskede min mentale træning, og fokuserede på alt det, der var gået godt.

Til morgen faldt det hele i hak, og stor var glæden da vi lidt op ad dagen kunne konstatere, at alt var på plads, vi var i produktion og alt var, som det skulle være.

Ordvekslingen foroven kom lige efter et statusmøde, hvor vi kunne konstatere at alt var vel, og det var en af rumænerne, der sagde det til mig. I forlængelse af ordvekslingen fik hun et link til min hjemmeside og vi fik talt lidt om hundekonkurrencer.

En ret spontan fejring blev arrangeret, en hindbærmousse og en blåbærmousse kage og et par flasker Asti spumante, 9 glade mennesker samlet og ønske hinanden tillykke med veludført arbejde – det er en ÜBERFED fornemmelse!

Hvad har det med hundetræning at gøre? ALT!

Aktiviteterne i går og i dag (= prøven) er resultatet af lang tids arbejde, omhyggelig planlægning og forberedelse. Det er i virkeligheden meget sværere end en hundeprøve, for selv om vi alle véd, at alt muligt kan ske i den forbindelse, kan jeg garantere for, at endnu mere kan ske i et projektforløb.

Den gejst, den gensidige opbakning, den vilje til sammen at klare alle udfordringer, fik mit hjerte til at banke, som når det kører allerbedst til en hundekonkurrence.

Og så forløsningen, når det hele går op i en højere enhed og man sammen kan glæde sig over succesen. Det giver virkeligt livet værdi.

Det med champagnen var noget jeg fandt på at lægge på Facebook som hilsen til den ansvarlige for projektet, som ved et rent tilfælde var på ferie langt væk, mens ovenstående fandt sted. Jeg synes det var en god måde at fortælle hende, at det var gået godt.

Lige om et øjeblik går jeg i gang med noget hundeorienteret. Jeg skal nemlig lave nogle CD’er til Anita og mig selv, med vores HTM- og FS-musik i bidder, som grundlag for at vi træner passager af programmet, og ikke altid fra starten. Anita har skrevet, hvor hendes klip skal ligge, jeg skal lige overveje klippene i mine programmer. Det bliver sjovt!