Jeg havde en fantastisk træningsdag i går eftermiddags og aftes.
Nose Work træningen med Otto. Udover forskellige selvtræningsområder var der et stort blindsøg ved træbygningen på Solrød Strand station (brugt som testcenter). Mellem 1-15 kilder. Vi fandt 6 kilder, inden vi gik lidt i stå, da vi mødte denne kat … heldigvis har vores hunde det afslappet med katte. Jeg prøvede at jage den væk, men det havde den ikke lige tænkt sig, så vi måtte vende tilbage lidt senere for at fortsætte.
Den lå nærmest oven på en kilde, men den fandt vi først da Merete gennemgik området bagefter. Vi fandt 7 ud af 9/10, og det var jeg ok tilfreds med, der var et par af de svære imellem, og Otto arbejdede supergodt.
Det ene selvtræningssøg var to kilder på en lille trailer, med ca. ½ meter imellem, dem tog han lige efter hinanden, på totalt blæret måde.
Det er sidste officielle træning inden vores næste prøve(r), 14.4 er vi med, 18.4 er vi nr. 1 på venteliste, og håber der bliver plads. Jeg har planer om lidt køretøjssøg inden, men ellers intet.
Træningen hos Johanna i går aftes var som altid fantastisk, men denne gang fik jeg ekstra bonus. Jeg kunne på ganske kort tid resumere udfordringer med begge hunde baseret på prøverne i Ølstykke i søndags, Johanna kom hurtigt med nogle konkrete diagnoser og forslag, vi prøvede dem af, og de virkede!!! (Naturligvis 😊).
Med Otto var det så oplagt, at det nærmest var pinligt, at jeg ikke havde tænkt på det – eller rettere, det har jeg, men jeg har ikke fået korrigeret. Der kommer mange ord ud af munden på mig, når jeg går med ham (og med Max for den sags skyld), og det skal der saneres i. Udover specifikke kommandoer i forhold til øvelserne, skal min ros/belønning reduceres til tre ord: et ord som roser og fortæller at adfærd skal fortsætte (keep going signal, fx flot), et ord som markerer belønning (verbal ækvivalent til klik) og et ord som markerer, at vi ikke arbejder længere (fri). Hvor svært kan det være?
Med Max var mit fokus halen oppe fra start og fokus de første tre skridt. Hvad er Max’ foretrukne FS-øvelse? spurgte Johanna. Det kunne jeg ikke lige svare på, men jeg tror han er vild med bakke væk, spin og twist på ren verbal; det prøvede vi af, og det gav godt nok en fed energi i vores starter, at vi havde lavet den øvelse først!!!
Så der masser at arbejde videre med, hvor er det skønt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar