tirsdag den 12. april 2022

Max drømme

Max 10 uger (foto: Annie Larsen)

Max er den hund, jeg har dyrket flest forskellige discipliner med. 

9. februar 2019, dagen Max blev DKRLSCH

Han har titler i LP, HTM, FS, NW og tricks. Og så er der lige rally, hvor vi har en del titler, et par svenske og en masse danske. Senest RLCHB, bronzetitlen i championklasse, som vi fik i oktober sidste år, og i år har vi fået to pinde til sølvtitlen. 

Om mindre end 6 uger ved vi, om vi er kvalificeret til det danske landshold i rally, som skal deltage i det nordiske mesterskab i Turku sidst i november. 

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg gerne ville kvalificere mig til landsholdet med Max. Vi er begyndt at gå stabilt på et højt niveau. Der er stadig smuttere indimellem, men de bliver håndteret konstruktivt, og vi er i vores livs form. Mentalt er jeg på toppen, og teknisk har vi ikke været bedre. 

Vi kommer toptunede til de sidste forberedelsesprøver i championklasse og mästerklass og er så klar til kvalifikationsprøverne. Jeg vil gøre mit allerbedste for at være den bedste fører for Max og hvis vi går tre fornuftige prøver og kommer i finalen, vil jeg være ovenud tilfreds. 

1. oktober 2017, NM-finalen i 6+ med Louise og Billie

Jeg var på landsholdet i 6+ i september 2017 med Max, det var stort, meget uventet og en kæmpeoplevelse. 

Hvis vi bliver udtaget til landsholdet i rally, vil det være en bonus af de helt store. 

Jeg har de sidste par uger spekuleret meget over det at tage til Turku med Max, som til den tid vil være tæt på 11½ år, og jeg selv 70 år. Mærkelige tanker om alderen. 

Jeg har i går besluttet, at det skal jeg ikke spekulere over. 

Hvis vi ikke bliver udtaget, så har vi gjort hvad vi kunne, men der var andre, der var bedre; det er ingen skam, for der er mange supergode rallyekvipager i Danmark. 

Hvis vi bliver udtaget, så tager vi med, og vil nyde hvert et sekund af turen sammen, Max og jeg. Det kan ikke blive større, og jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis jeg ikke sagde ja tak. 

PS: Jeg kunne også have kaldt indlægget Mine drømme bringer mig nærmere virkeligheden, det har jeg brugt før, og jeg mener stadig hvert et ord.

Ingen kommentarer: