Viser opslag med etiketten Hvalsø Hundevenner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvalsø Hundevenner. Vis alle opslag

søndag den 20. oktober 2024

Dejlige øjeblikke


Jeg fik lyst til at skrive om nogle af de små ting, som jeg virkelig værdsætter. 

Den daglige morgentur til Jacobshavn

Meget ofte en midt på dagen tur i Næbskoven og langs fjorden

Forrige lørdag en dejlig rallyprøve hos Hvalsø Hundevenner, et flot og hyggeligt arrangement med flotte præmier, og fine prøver af både Otto og Max (som ellers er gået på pension)

I mandags dejlig træning hos Shandi, som altid tre baner på forskelligt niveau og konstruktiv feedback

En tur til Vordingborg med bonustur til hundene, lækkerier hos Marina Fisk på havnen og kaffe og kage på Othello Konditoriet

Lørdag en dejlig dag som dommer hos DKK Ringsted. En masse flot førerarbejde, og også førere der virkelig fik testet mig, fx en der lavede en ommer på start, en ”ommer” som kunne opfattes som fejl bane, en ommer uden opmarch samt en ommer på mål (det kan man faktisk godt) – og i øvrigt det flotteste og gladeste samarbejde. 

Lørdag aften et dusin østers fra Bretagne og Champagne Jacques Sonnette – 2017, for at fejre livet

I dag en masse dejlige tilbagemeldinger efter at jeg af personlige årsager har aflyst nogle rallyprøver og meldt fra andre.

Og så fik Otto og jeg trænet vores Freestyle nummer, som vi skal debutere med næste weekend. Hold op hvor jeg nyder at træne med ham. Jeg glæder mig virkelig til at vende tilbage til Freestyle efter 3 års fravær og ovenikøbet hos min yndlingsarrangør Hornsherred HTM Klub. 

lørdag den 22. oktober 2022

Nose Work i Stigs Bjergby og Rally i Mørkøv

Det var for min skyld fotoet blev taget, Otto synes det er noget pjat!

I dag gik turen til Stigs Bjergby med begge hunde. Jeg havde fået plads med Otto på Hvalsø Hundevenners NW1-prøve formiddag, og havde en træningsaftale med Liv bagefter, så derfor var Max også med. 


Vi parkerede foran forsamlingshuset, kunne lufte i området ved gadekæret, fik en hyggelig snak med en lokal, som fortalte om navnet Stigs Bjergbys oprindelse og hundene og jeg nød de rolige omgivelser. 

Prøven blev afviklet på Den Røde Tråd, den gamle landsbyskole, som ligger lige overfor Stigs Bjergby Kirke, opført i det 12. århundrede. 

Otto og jeg gik en fantastisk prøve, som inkluderede to af vores bedste konkurrencesøg ever, og lidt læring – eller noget? 

Mine noter skrevet kort tid efter prøven: 

Det fede: perfekt opvarmning med rally ved gadekæret i Stigs Bjergby. Superflot køretøjssøg, rigtig start om første bil mod uret, startede nede som han skulle og hurtig, korrekt markering. Superflot beholdersøg, tjekkede tre og tydelig markering. ❤️❤️❤️ 

Læring: Udesøg, fik ikke fært i hjørnet af dørkarm, selv ikke da det blev udpeget. Indesøg, fejlmarkering og Otto tydeligt presset af meget begrænset plads, han fik ikke afstand til mig. I begge de sidste var han tæt på kilderne uden reaktion, helt tydeligt svære omgivelser og oplagte træningsområder.” 

Lidt uddybning:
  • Udesøg. Otto arbejdede, men det var tydeligt at det var svært. Han var forbi det sted, hvor kilden var placeret, men uden reaktion. Kun 1 ud af 20 fandt kilden.
  • Køretøjssøg. Jeg skrev til Mia, som har givet mig teknikken i denne øvelse, til aften: ”Vores bedste køretøjssøg ever, med Mia-metoden. Mod uret, jeg pegede ned og præcis og hurtig markering ❤️”. Vi blev 3. vinder i dette søg som flot bonus.
  • Beholdersøg. Otto var i gang fra start, jeg fulgte ham, og han brugte 12:47 sekunder på at finde og få mig til markere. Lækker følelse (5. hurtigste).
  • Indesøg, det var åbenlyst svært for Otto, og helt uvant for ham, at jeg stod så tæt på ham (det var svært ikke at gøre det). 9 ud af 20 fandt kilden. 
Jeg var meget tilfreds med Ottos og min indsats! Jeg har rost os begge for køretøjssøg og beholdersøg, og funderet lidt over det med træningsområder, som jeg skrev umiddelbart efter prøven. 

Jeg har mentalt vendt det om:
  • Udesøget, det mindede meget om det, vi har trænet masser af gange hos Merete, og ja, en gang imellem er der nogen der driller, og det kan jeg godt leve med. 
  • Indesøget, jeg har trænet ihærdigt for at få afstand på, og det er specielt i forhold til Otto nødvendigt, at han ikke føler sig presset af mig. Det gjorde han i dag. Jeg kunne have stillet mig mere hensigtsmæssigt (det har jeg noteret, som husker hvis vi kommer i et snævert område en anden gang), men ellers er det ikke umiddelbart noget jeg vil gøre noget ved. 
Vindere af Køretøjssøg

Det er svært at se på fotoet, men jeg havde både Otto og Max med til præmieoverrækkelsen, men de havde travlt med noget bagved mig, da fotoet skulle tages 😉 

Jeg havde en træningsaftale med Liv i Mørkøv bagefter. Vi skulle mødes ved Mørkøv Station, for at træne med forstyrrelser, men – med al respekt for Mørkøv – så var der MEGET stille ved stationen, så vi mødtes i stedet ved Netto, hvor der var fine forstyrrelser og et godt træningsareal. 

Mine ønsker til træningen: ”Det jeg godt kunne tænke mig er at de mentalt krævende øvelser for mig (sidestep med sitter først, sidestep mod hund, samt øvelserne med 2-3 skridt imellem vendinger) bliver udfordret under sværere vilkår. Jeg vil bare have det godt med at blive presset i dem.” 

Jeg havde også taget store kegler med og fik en fantastisk træningssession med sideskift om kegler (med afstand), alle mulige sidestepper, alle dobbeltsynkroner, dobbelttyskere og dobbelt 180 grader, samt det løse, herunder lidt nørderi med hvordan jeg styrer Max’ bakning væk fra mig. 

Jeg trænede max 20-25 minutter, det var supereffektivt og lige hvad jeg havde brug for. 

Vi sluttede af med en luftetur med alle hundene, hvilket fuldendte en dejlig hundetræningsdag i Stigs Bjergby og Mørkøv.

søndag den 24. oktober 2021

Gemyse og sidste NW-prøve

Danmarks største græskar 

Weekenden startede fredag eftermiddag i Tivoli hvor vi beundrede den Halloween-pyntede have.

Gemyses menukort

Derefter fik vi et fantastisk måltid på Gemyse: Haven rundt med 8 serveringer tror jeg og tilhørende saft-/vinmenu.

Et glas champagne hører sig til

Vi startede med et glas Champagne - "R" de Ruinart brut – mens vi valgte menuen, som vi havde besluttet på forhånd, den kan ses på ovenstående foto.

Tatar af gulerod med fermenterede cashewnødder og Tivoli honning

Det var et fantastisk måltid, hvor den ene servering overgik den anden i velgennemtænkt komposition, inspiration og velsmag. Det var en skøn totaloplevelse, som bare blev endnu bedre af at personalet (naturligvis) var topprofessionelt og entusiastisk og med tydelig stolthed fortalte om serveringerne og de tilhørende drikkevarer.

Kålterrine med blommer og sprød søsalat

Gastronomisk chef Mette Dahlgaard er kendt for at kunne få det mest fantastiske frem i årstidens frugt og grønt, og vi kan love for at vi blev overbevist både smagsmæssigt og visuelt, hvis vi overhovedet havde tvivlet. Vi har allerede lovet os selv et genbesøg før jul.

Gemyse har en Michelin Plate, og den kunne snildt veksles til en Michelin-stjerne, hvis vi blev spurgt 😉

Max og Otto efter rallytræning

I går var en af de sjældne weekenddage uden hundeaktiviteter. Det blev i stedet til nogle dejlige gåture i det skønne vejr, og lidt rallytræning i Målfeltet i Roskilde.

Ossobuco

Ossobuco stod på aftenmenuen, her indgik bl.a. gulerødder og løg fra Samsø.

I dag skulle Max og jeg til vores sidste Nose Work prøve sammen i Hvalsø, men det var først kl. 13, så der var god tid til en ordentlig morgentur.

Set ved køretøjssøget :-)

NW2-prøven var jeg meget tilfreds med. Max var på toppen, føreren haltede lidt bagefter, men samlet blev det til et pænt resultat og et ordentligt farvel til NW.

Max og jeg er stoppet i LP, HTM og FS, og det var i alle tre tilfælde på en lidt uforløst måde. I NW besluttede jeg på forhånd, at det skulle være netop prøven i dag, der var den sidste. Jeg gik til den med indstillingen: gå til prøven, som var det den sidste med Max … Det er derfor jeg er er begyndt at have hundene med til præmieoverrækkelsen, for tænk hvis det nu BLEV den sidste prøve, hvor fedt ville så lige være at tænke på, at Max (eller Otto) havde siddet i bilen til sidst?

Vi startede med beholdersøg, 18 beholdere, 2 kilder, det klarede vi uden problemer 😊 Bortset fra at jeg kludrede med linen.

Indesøget, Max arbejdede flot, og lavede en tydelig markering øverst på præmiepodiet (utilgængelig kilde). Den anden fandt vi ikke, jeg lavede en fejlmarkering.

Køretøjssøget, første markering på bilen super. Den anden, lige modsat, ligeså, bortset fra at en noget rundtosset fører troede, at det var samme markering og derfor ikke godkendte – men lavede en fejlmarkering et andet sted ☹

Udesøget, flot markering på lysstander, vi arbejde for at finde den sidste kilde, og jeg lavede en fejlmarkering.

Følelsen før, hele vejen igennem prøven og bagefter var helt som den skulle være. Max arbejdede, så jeg kun kunne være glad og stolt, og bortset fra min fejl ved køretøjssøget tror jeg ikke vi kunne gøre det bedre.

Selvom det ikke betyder noget, så kunne jeg godt se, da kilderne blev gennemgået efter prøven, at det udesøg havde vi IKKE fundet; det var under et vindue og præcis det har vi store problemer med, fordi Max søger efter ”noget” at markere på. Der var i øvrigt heller ikke andre der havde fundet det, så ingen 1. præmier til den prøve.

Vi endte med en 3. præmie med 65 point og blev placeret midt i feltet og jeg kørte meget tilfreds hjem.

Flæskesteg, rødkål og kartofler

Aftensmaden stod på flæskesteg samt rødkål og kartofler fra Samsø. Det er meget sjældent vi får flæskesteg, men en gang imellem er det nu ikke så tosset.

Vægtkurven det sidste halve år

Hvis nogen skulle undre sig over, at der ikke er noget vin på billederne af aftensmaden herhjemme, så er forklaringen, at jeg har givet mig selv et spark bagi og er i gang med at smide nogle kilo, jeg vil rigtigt gerne ned på 77 kg. igen. Så derfor står der kun vin og øl på menuen ved ganske særlige lejligheder.

søndag den 25. oktober 2020

Nose Work igen

Hundene slapper af efter flot NW-arbejde i weekenden

I dag gik turen igen til Hvalsø og Nose Work 2 prøver arrangeret af Hvalsø Hundevenner med Hanne Svejstrup Jensen i spidsen.

Det har været et kæmpe planlægningsarbejde at få 2 x 40 NW1 igennem lørdag og 40 NW2 søndag, og det hele kørte flot. Der skal lyde en kæmpestor tak til alle de involverede, for at binde an med så stort et arrangement, og gennemføre det med stor succes. Man kunne høre lettelsens i Hannes velkomsttale begge dage, over at ændringen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 først er med virkning fra i morgen.

Der var præmier til alle, og rosetter til 1-3 på hvert søg, og rosetter, foderpræmier til top-3 sammenlagt. Meget fornemt.

I dag var jeg afsted med Max, vi skulle for tredje gang prøve kræfter med NW2, og jeg følte mig i den helt rigtige balance. Og bevarede den hele dagen, selvom jeg kunne have ønsket lidt bedre resultater, det vender jeg tilbage til.

Jeg var nr. 12 i gruppe 1, og startede med køretøjssøg hos Carina. Max lagde ud med en fin markering (korrekt), og jeg burde være løbet ud og belønnet, men gav en videre kommando. Han søgte fint videre, der kom en ny, klar markering, men desværre vidste det sig, at det var for langt fra kilden. Æv og pyt.

Så var der udesøg hos Carina. Vi startede fint, var igennem det meste af det store område, og Max begyndte at arbejde i et område, og endte med at stå stille og markere opad. Fundet, og forkert. Måske var jeg ikke tålmodig nok, stod jeg lidt stille? Vi mistede i hvert fald søget.

Om eftermiddagen skulle vi have de sidste to søg hos Hanne.

Indesøget var i et omklædningsrum, og Max arbejdede supergodt. Flot markering under en dør, som kilden lå bag,ud og belønne (lidt havde jeg lært 😊), og derefter direkte markering på en klasse 1 kilde. Bingo. Bortset fra at en meget træg fører meget sent kom i tanker om sin færdig-markering ☹ Jeg havde ovenikøbet dobbelttjekket med Merete om morgenen, for at have helt styr på dette, og så glemte jeg det alligevel.

Beholdersøget. Igen flot arbejde af Max, en tydelig markering af en beholder lagt inde i et omklædningsrum. Ud og belønne og så tilbage. En flot markering af en anden boks, fundet …. Og forkert … Men som Hanne sagde, det var så tydelig en markering, at jeg ikke kunne andet end acceptere den.

Stemningsfoto fra ud på eftermiddagen

Jeg var meget tilfreds! 4 ud af 8 ok, 3 fejlmarkeringer, hvor mindst 2 var, så jeg skulle markere. Selvfølgelig skal der arbejdes med, at der kommer sådanne forkerte markeringer, men på dagen var det sådan det var, og Max var en stjerne.

Weekenden har i den grad haft fokus på Nose Work, og det har egentlig været en dejlig afveksling fra de mange rallyarrangementer, der ellers har fyldt godt på det sidste.

Otto har fået en flyvende start på sin NW-konkurrencekarriere og med Max er jeg blevet bestyrket i, at vi er godt på vej i den bestemt ikke helt nemme klasse 2.

50 point og en 3. pr. lyder ikke af så meget, men det var åbenbart ikke helt lette søg i dag, for der var en del, der blev kaldt op før mig, og der var kun én deltager på dagen som fik 100 point. Så den enkle konklusion er, at der bare skal trænes videre, og det gør vi så!

Konkurrencer kan det blive lidt sværere med. Max er tilmeldt en klasse 2 8.11, men med et forsamlingsforbud på 10 er det ret meget op ad bakke at arrangere NW-prøver.

Et PS om mine hofter. Jeg blev røntgenfotograferet i torsdags, og venter spændt på svar. Jeg er meget omhyggelig med at fastholde både fitness-træningen hos den fitte coach, og osteopatens styrke- og smidighedstræning. Det virker, så jeg halter kun lidt i forhold til tidligere (synes jeg selv), og det gør næsten ikke ondt. Og efter en weekend med 15.000+ skridt pr. dag er det ikke så tosset.

lørdag den 24. oktober 2020

Nose Work, rally og Corona

RBM NW1 Kali-Kama Flying High

Jeg har trænet Nose Work hos Merete med Lille Bjørn, Max og Otto gennem lang tid. Otto startede tidligt på et begynderhold, og han er rigtigt dygtig, så naturligvis skulle vi også til en officiel prøve. Vi var heldige at få en plads til en NW1-prøve hos Hvalsø Hundevenner i dag, og jeg havde regnet med en sidste træning hos Merete i tirsdags. Den runde blev desværre aflyst, så jeg måtte arrangere noget selvtræning, for at teste formen af.

I onsdags var det køretøjssøg og beholdersøg. Jeg glemmer ret ofte, at Otto har brug for opvarmning, så det noterede jeg som et særligt vigtigt punkt til i dag.

Jeg synes Otto arbejdede ret ufokuseret, bl.a. blev kasserne i beholdersøget brugt som balje, så jeg skiftede på et tidspunkt til Max. Han arbejdede supergodt og markerede alle kilder flot, puha, så var det ikke helt galt. I næste runde var Otto flot på igen, altså lige bortset fra boksene.

Vi var kommet i anden runde til prøven i dag, med start kl. 14:00, så jeg havde ud over en god luftetur med hundene om formiddagen og også planlagt et inde- og et udesøg med tre kilder hver, og det gik supergodt med begge hunde. Således beroliget tog Otto og jeg til Hvalsø.

Jeg kan ærligt sige, at jeg var totalt afslappet. Med lidt slap forberedelse og uden forventninger af nogen som helst art. Udover at sikre, at Otto var glad og på, som når vi går til rally. En ordentlig luftetur, lidt opvarmning med rally, så toppen af energien var reduceret.

Vi startede med køretøjssøg og udesøg hos Mia, vi var første ekvipage i gruppen.

Jeg lod Otto styre køretøjssøget, dirigerede en enkelt gang, hvor han var på vej væk, vi kom fra første til anden bil, det var tydeligt, da han fangede færten, og jeg lod ham gøre arbejdet færdigt. Tydelig markering og godkendt, og tre fejl for poter oppe … Fed feedback fra Mia, om at det var flot, at jeg lod ham arbejde færdigt.

Udesøget, græsområde op af et hegn. Jeg dirigerede ham hen til venstre, han søgte flot hele vejen langs hegnet, det var tydeligt, da han fangede færten, klar markering og bingo.

Så en lang pause. Otto kom ud i god tid inden anden runde, og vi var helt klar, da vi skulle på igen. Nu med Hanne som dommer.

Indesøget startede fint, vi var hurtigt på rette spor, og igen fik Otto mulighed for at arbejde sig frem til kilden.

Beholdersøget. Jeg lod ham gøre alt arbejdet. Selvom det virkede lidt tilfældigt, havde jeg helt styr på, hvor vi havde været. Hans markering var ikke til at tage fejl af, og igen korrekt.

Ja, hvad skal jeg sige? 100 point og 3 fejl, og dermed NW1-titlen. VI blev nr. 13 af 39, og ingen kunne være mere stolt end mig. Han er kun en stor dreng, når vi varmer op, hilser på de andre, og hilser på dommere og hjælpere. Men når der skal arbejdes, så bliver der arbejdet, og der er ingen tvivl om, at han véd præcis hvad opgaven går ud på.

Jeg siger tusind tak til Hvalsø Hundevenner for et fantastisk flot arrangement, og tak til Merete for supertræning, som har givet en bonus meget hurtigere end jeg havde turdet drømme om. Jeg glæder mig over den flotte debut, og vi bliver selvfølgelig i klasse 1 indtil videre!

Hundehygge

I tirsdags startede Otto og jeg på et rallyhold hos Johanna. Jeg arbejder med et bredt spektrum af øvelser med ham, for selvfølgelig er ambitionerne på langt sigt høje, selvom vi bliver i begynderklasse et godt stykke tid. Der var to momenter, jeg gerne ville have fokus på, og det kom der, og der var naturligvis gode ideer til at komme videre.

Stå foran, der har jeg fået indarbejdet en kæde, hvor Otto kommer fra venstre side, ind foran, belønnes for at stå, og bakker direkte tilbage, uden at stå stille. Johanna så straks kæden, og foreslog indgang fra højre side, og så stod han da lige så flot!

Stillingsskiftet sit-stå (Er det en god idé at kalde det stå?), blev flyttet fra gulvet til et bord, så jeg kan styre Otto bedre, og vi fik gode fremskridt.

Hundene slapper af, mens far er på online kursus

Ellers har fredag aften og lørdag formiddag været optaget af det ændrede forsamlingsforbud (fra 50 til 10), og konsekvensen for rallyprøver. Det er ikke godt, men vi har tilrettelagt næste prøve 7. november, så den lever op til alle krav. Det er ikke så festligt eller sjovt at være med til, men det er en prøve, som lever op til alle regler, og det er vigtigt synes jeg, at det kan lade sig gøre …

Ja, der kan argumenteres for at det er et luksusproblem osv. osv., men for mange af os, er det at træne og konkurrere med hunde en væsentlig livskvalitet, og vi vil gøre hvad vi kan, i fuld respekt for alle forholdsregler, at gennemføre prøver bedst muligt.

søndag den 28. oktober 2018

The Last Time

Aftentur på stranden

Well this could be the last time
This could be the last time
Maybe the last time
I don't know, oh no, oh no

(Keith Richards & Mick Jagger)

Lørdagen stod i rallyskiltenes tegn. DKK og DcH har sammen nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til nye skilte, flytning af skilte mellem klasserne, og strammere øvelsesbeskrivelser. Jeg var med som substitut, og var meget imponeret over det flotte arbejde udvalget har udført indtil dato. Jeg kan naturligvis ikke afsløre detaljer, men kan garantere at det samlede materiale vil blive offentliggjort i god tid (6+ måneder før de skal tages i brug), der vil blive afholdt introduktionsmøder også i god tid, og vi har også aftalt, at DM og Årets Hund 2019 i DKK skal gennemføres udelukkende med de gamle skilte. Jeg tør godt sige på udvalgets vegne, at vi glæder os vildt til at kunne offentliggøre materialet!

I sidste uge var jeg på Samsø til for mit eget vedkommende årets sidste HTM-prøver, og samtidig Lille Bjørns sidste officielle rallyprøve.

Dagens championbane

I dag skulle Max til sin sidste officielle rallyprøve, det var hos Hvalsø Hundevenner. Arrangementet var fint, Conni havde efter eget udsagn lavet en skiltemæssigt let bane, hvilket jeg var helt enig i. Men området og omgivelserne var bare ikke noget der passede Max. Opvarmningen gik fint, jeg tog linen af et stykke fra banen, småløb hen mod banen og gav en godbid et par meter fra kantbåndet, og så smuttede han hen til en afbundet hund. Jeg hentede ham, hans tænder klaprede = løbsk tæve på arealet.

Vi arbejdede hårdt for at komme igennem banen. Vi mistede skift side foran (13), og havde et par ommere (2x3) og så var der diverse snus og langsomme reaktioner, så vi endte med 73 point. Han var på nippet til at smutte et par gange fornemmede jeg, men synes jeg gjorde et godt stykke førerarbejde under omstændighederne. Men nej, det var ikke den fede oplevelse som det burde være, og det er godt at der ikke står nogen rallyprøver i kalenderen de næste 3 måneder.

Som jeg havde det, da jeg forlod banen, og som jeg har det, mens jeg skriver dette – og tro mig, den prøve har fyldt rigtigt meget i mit hoved i dag – skal Max pensioneres fra rally.

Ja, der var andre hunde der havde det svært, ja, vi har det bedre med at være indendørs end udendørs, men det ændrer ikke véd, at jeg er i samme situation, som jeg har været flere gange før, en masse prøver, en masse ok, en masse ikke helt ok, nogle langt fra ok, og bare ingen der er rigtigt gode – denne gang mangler der basalt set en rigtigt god prøve = noget positiv forstærkning af føreren, det skal komme noget positivt ind på kontoen for at det er sjovt at fortsætte.

Efter prøven havde jeg det ærligt talt ikke særligt godt, jeg havde mest lyst til at bare at køre, og det gjorde jeg også umiddelbart efter præmieoverrækkelsen. Hjemturen var fyldt med masser af dårlige følelser, jeg havde bare lyst til at sige røv til det hele.

Heldigvis skulle vi til Sverige 😊

Ventetiden bruges fornuftigt :-)
 
Så er der serveret!
  
Vi havde lovet at tage mad med fra LêLê, så turen gik omkring Vesterbrogade 40, og derfra videre til Oxie, og en hyggelig frokost og eftermiddag med svenskerne.

Hold da op hvor lillesøster – nu officielt Leah Elis Wäreby Dünweber, kaldet Leah – er vokset.

Blippis Halloween sang er et kæmpehit hos Frasse lige nu, så den kom vi til at høre en del gange. Vi regner med at Jingle Bells, sidste års stor hit, snart er tilbage igen 😉

Vi kom hjem inden det var helt mørkt, og jeg kunne gå en dejlig tur på stranden med hundene løs. Fedt med blæst og bølger og en mennesketom strand. Både for hundene og mig.

søndag den 18. oktober 2015

Lille Bjørn skal da ikke på pension!

Præmieoverrækkelse (foto: Lonni)

Jeg havde annonceret at det nok var Lille Bjørns sidste LP-prøve i dag. Det affødte flere kommentarer fra andre deltagere i dag og det har fået mig til at minde mig selv om, hvorfor jeg går til prøver.

Den korte udgave er, at jeg synes det er sjovt, når samspillet virkelig er til stede. Det har det i udpræget grad været med alle hundene til stort set alle prøver de seneste måneder.

Prøven i dag var ikke en undtagelse.

Opvarmningen var som den skulle være, fællesøvelserne gik fint, og han var godt på, da vi var på banen.

Rolige omgivelser

Halen kørte som den skulle.

Der var lidt rigelig snusen og han var ikke så vild med at dække i det våde græs. Vi mistede to positioner i stillingsskiftet fordi han ikke ville blive i dæk, vi mistede to positioner i positioner under gang, han ville ikke dække i feltet første gang.

Lidt småtteri, men han arbejdede godt hele vejen.

En hæderlig fri ved fod, han tog stillingsskiftene, han tog den store apport, han lavede et fantastisk stop i indkaldet og han kom med den rigtige næseprøve.

Det var en glad prøve, jeg havde det godt indeni hele vejen.

Tilbagemeldingerne var fine, det er sjovt at se os sammen.

Video af hele prøven (tak Lonni!)




Hvorfor skulle vi ikke tage en sæson til?

Præmieoverrækkelsen var også hyggelig, Lille Bjørn endte som nr. 3 ud af 9 med 202 point og en 3. præmie (se pointene her).

Tak til Hvalsø Hundevenner for et fortrinligt arrangement!

Turen gik videre til Dansk Hundeskole i Roskilde hvor jeg havde fornøjelsen at dømme 8 ekvipager i rally. Nogle rigtigt skarpe og en del der er godt på vej.

Banegennemgang begyndere


Det er altid hyggeligt at komme dér og dommergaven var som altid lige i øjet!!!