Viser opslag med etiketten Tivoli. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tivoli. Vis alle opslag

søndag den 24. oktober 2021

Gemyse og sidste NW-prøve

Danmarks største græskar 

Weekenden startede fredag eftermiddag i Tivoli hvor vi beundrede den Halloween-pyntede have.

Gemyses menukort

Derefter fik vi et fantastisk måltid på Gemyse: Haven rundt med 8 serveringer tror jeg og tilhørende saft-/vinmenu.

Et glas champagne hører sig til

Vi startede med et glas Champagne - "R" de Ruinart brut – mens vi valgte menuen, som vi havde besluttet på forhånd, den kan ses på ovenstående foto.

Tatar af gulerod med fermenterede cashewnødder og Tivoli honning

Det var et fantastisk måltid, hvor den ene servering overgik den anden i velgennemtænkt komposition, inspiration og velsmag. Det var en skøn totaloplevelse, som bare blev endnu bedre af at personalet (naturligvis) var topprofessionelt og entusiastisk og med tydelig stolthed fortalte om serveringerne og de tilhørende drikkevarer.

Kålterrine med blommer og sprød søsalat

Gastronomisk chef Mette Dahlgaard er kendt for at kunne få det mest fantastiske frem i årstidens frugt og grønt, og vi kan love for at vi blev overbevist både smagsmæssigt og visuelt, hvis vi overhovedet havde tvivlet. Vi har allerede lovet os selv et genbesøg før jul.

Gemyse har en Michelin Plate, og den kunne snildt veksles til en Michelin-stjerne, hvis vi blev spurgt 😉

Max og Otto efter rallytræning

I går var en af de sjældne weekenddage uden hundeaktiviteter. Det blev i stedet til nogle dejlige gåture i det skønne vejr, og lidt rallytræning i Målfeltet i Roskilde.

Ossobuco

Ossobuco stod på aftenmenuen, her indgik bl.a. gulerødder og løg fra Samsø.

I dag skulle Max og jeg til vores sidste Nose Work prøve sammen i Hvalsø, men det var først kl. 13, så der var god tid til en ordentlig morgentur.

Set ved køretøjssøget :-)

NW2-prøven var jeg meget tilfreds med. Max var på toppen, føreren haltede lidt bagefter, men samlet blev det til et pænt resultat og et ordentligt farvel til NW.

Max og jeg er stoppet i LP, HTM og FS, og det var i alle tre tilfælde på en lidt uforløst måde. I NW besluttede jeg på forhånd, at det skulle være netop prøven i dag, der var den sidste. Jeg gik til den med indstillingen: gå til prøven, som var det den sidste med Max … Det er derfor jeg er er begyndt at have hundene med til præmieoverrækkelsen, for tænk hvis det nu BLEV den sidste prøve, hvor fedt ville så lige være at tænke på, at Max (eller Otto) havde siddet i bilen til sidst?

Vi startede med beholdersøg, 18 beholdere, 2 kilder, det klarede vi uden problemer 😊 Bortset fra at jeg kludrede med linen.

Indesøget, Max arbejdede flot, og lavede en tydelig markering øverst på præmiepodiet (utilgængelig kilde). Den anden fandt vi ikke, jeg lavede en fejlmarkering.

Køretøjssøget, første markering på bilen super. Den anden, lige modsat, ligeså, bortset fra at en noget rundtosset fører troede, at det var samme markering og derfor ikke godkendte – men lavede en fejlmarkering et andet sted ☹

Udesøget, flot markering på lysstander, vi arbejde for at finde den sidste kilde, og jeg lavede en fejlmarkering.

Følelsen før, hele vejen igennem prøven og bagefter var helt som den skulle være. Max arbejdede, så jeg kun kunne være glad og stolt, og bortset fra min fejl ved køretøjssøget tror jeg ikke vi kunne gøre det bedre.

Selvom det ikke betyder noget, så kunne jeg godt se, da kilderne blev gennemgået efter prøven, at det udesøg havde vi IKKE fundet; det var under et vindue og præcis det har vi store problemer med, fordi Max søger efter ”noget” at markere på. Der var i øvrigt heller ikke andre der havde fundet det, så ingen 1. præmier til den prøve.

Vi endte med en 3. præmie med 65 point og blev placeret midt i feltet og jeg kørte meget tilfreds hjem.

Flæskesteg, rødkål og kartofler

Aftensmaden stod på flæskesteg samt rødkål og kartofler fra Samsø. Det er meget sjældent vi får flæskesteg, men en gang imellem er det nu ikke så tosset.

Vægtkurven det sidste halve år

Hvis nogen skulle undre sig over, at der ikke er noget vin på billederne af aftensmaden herhjemme, så er forklaringen, at jeg har givet mig selv et spark bagi og er i gang med at smide nogle kilo, jeg vil rigtigt gerne ned på 77 kg. igen. Så derfor står der kun vin og øl på menuen ved ganske særlige lejligheder.

søndag den 11. oktober 2015

The Great Pumpkin

Den store græskarmand :-) (foto: Kirsten)
 
Tak til Louise for titlen :-)

For små tre uger siden udarbejdede jeg en liste med i alt 14 resultatmål for hundene: 3 for Megan, 3 for Lille Bjørn og 8 for Max. Der var ingen tidshorisontDe første 2 er nået, Max’ FP3 og HTMF. Det var lidt for sjov at jeg gik i gang med at træne mod de to prøver, men Max er ret skrap til at lære nyt, så det er faktisk gået ret nemt.

Det vil da være synd og skam ikke at bruge det til noget, at han kan så mange tricks, så jeg har seriøst spekuleret på at anvende det til FS (Freestyle). Jeg jagter det rigtige stykke musik, og jeg har allerede nogle planer for programmet i hovedet.

På HTM-siden har For Sjov klassen fredag og demoen i går på Samsø givet mig en del at tænke over. Jeg véd jo godt, at jeg skal arbejde med Max’ motivation, men det var alligevel en dramatisk forskel i forhold til den officielle prøve. Så jeg klør på med at holde en ordentlig balance mellem præcision og motivation i træningen.

Jeg skal selvfølgelig arbejde med at gøre Walking the Dog meget mere præcist til årets sidste to prøver (25.10 og 21.11), og sideløbende går jeg i gang med Main Street, som jeg har besluttet at jeg skal prøve For Sjov 25.10. Det er kun starten og slutningen jeg har et præcist billede af, men der skal nok komme noget mere kød på.

Solrød Strand søndag morgen
 
Jeg sov længe til morgen, det trængte jeg godt nok til. Til gengæld kunne jeg så få taget et morgenfoto, hvilket ikke er muligt på hverdagsmorgener.

Stegt sild og pariserbøf à la Kähler

Kirsten og jeg besluttede ret spontant at tage i Tivoli og vi fik en pragtfuld frokost på Kähler i Tivoli, med nyfortolkninger af klassisk smørrebrød, så ikke et øje var tørt. Ikke mindre end fantastisk.

Mens Kirsten gik tur med Megan og >Lille Bjørn cyklede jeg en tur med Max, det er skønt med sådan en tur, hvor han kan få brændt lidt energi af, og jeg kan få klaret hjernen.

Næste uges program er meget tilforladeligt. Rallyholdet hos Johanna med Max i morgen, træning på Garbogård tirsdag med Lonni og Anita – vi skal træne inden prøven 25.10 samme sted – og ellers står den kun på LP-prøve med Lille Bjørn den 18.10 hos Hvalsø Hundevenner. Hans LP3 nummer 40 og muligvis hans sidste LP-prøve.

Og så kom jeg til at sige ja tak til at dømme kåring i rally i Dansk Hundeskole i Roskilde efter LP’en på søndag. Det er så hyggeligt at komme dér, så jeg kunne ikke sige nej :-)

søndag den 14. oktober 2012

Refleksion og afslapning


Der var dømt hundetræningsfri weekend efter den forløbne uges intensive arbejdsmæssige og hundemæssige aktivitet.

Jeg fik samlet mine noter om foredraget onsdag aften og kurset torsdag/fredag og opdateret min blog.


Lørdag formiddag tog vi til Tivoli som fredag åbnede for Halloween, og det var meget imponerende. Der er pyntet med mange tusinde græskar på meget kreativ vis, og det er hyggeligt at gå rundt i haven i solskinsvejr.

Frokosten fik vi på Italia, som er i familie med La Vecchia Signora i Grønnegade. Vi fik pizza og calzone bagt i stenovn og en halv flaske rødvin til – superlækker frokost.

Søndag kom vi igen i Tivoli, denne gang fordi vi skulle spise frokost med vores søn Christian og hans kæreste Sandra, som vi skulle møde for første gang.

Vi fik en herlig frokost hos Brdr. Price i Tivoli, og tror og håber vi ikke faldt igennem i forhold til Sandra.


Vejret var ikke med os i dag, men hvad betyder det, når man er sammen med to unge mennesker, som er glade for hinanden?!

Til aften har jeg læst en masse evalueringer af både foredrag og kursus. Masser af positive tilbagemeldinger, og også en række gode forslag til forbedringer. Det er fuldstændig som hundetræning: Det er dejligt at få at vide at man gør det godt, men det er også rigtigt værdifuldt at vide, hvad der måske skal ændres for at gøre det endnu bedre.