Viser opslag med etiketten NW2. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten NW2. Vis alle opslag

søndag den 24. oktober 2021

Gemyse og sidste NW-prøve

Danmarks største græskar 

Weekenden startede fredag eftermiddag i Tivoli hvor vi beundrede den Halloween-pyntede have.

Gemyses menukort

Derefter fik vi et fantastisk måltid på Gemyse: Haven rundt med 8 serveringer tror jeg og tilhørende saft-/vinmenu.

Et glas champagne hører sig til

Vi startede med et glas Champagne - "R" de Ruinart brut – mens vi valgte menuen, som vi havde besluttet på forhånd, den kan ses på ovenstående foto.

Tatar af gulerod med fermenterede cashewnødder og Tivoli honning

Det var et fantastisk måltid, hvor den ene servering overgik den anden i velgennemtænkt komposition, inspiration og velsmag. Det var en skøn totaloplevelse, som bare blev endnu bedre af at personalet (naturligvis) var topprofessionelt og entusiastisk og med tydelig stolthed fortalte om serveringerne og de tilhørende drikkevarer.

Kålterrine med blommer og sprød søsalat

Gastronomisk chef Mette Dahlgaard er kendt for at kunne få det mest fantastiske frem i årstidens frugt og grønt, og vi kan love for at vi blev overbevist både smagsmæssigt og visuelt, hvis vi overhovedet havde tvivlet. Vi har allerede lovet os selv et genbesøg før jul.

Gemyse har en Michelin Plate, og den kunne snildt veksles til en Michelin-stjerne, hvis vi blev spurgt 😉

Max og Otto efter rallytræning

I går var en af de sjældne weekenddage uden hundeaktiviteter. Det blev i stedet til nogle dejlige gåture i det skønne vejr, og lidt rallytræning i Målfeltet i Roskilde.

Ossobuco

Ossobuco stod på aftenmenuen, her indgik bl.a. gulerødder og løg fra Samsø.

I dag skulle Max og jeg til vores sidste Nose Work prøve sammen i Hvalsø, men det var først kl. 13, så der var god tid til en ordentlig morgentur.

Set ved køretøjssøget :-)

NW2-prøven var jeg meget tilfreds med. Max var på toppen, føreren haltede lidt bagefter, men samlet blev det til et pænt resultat og et ordentligt farvel til NW.

Max og jeg er stoppet i LP, HTM og FS, og det var i alle tre tilfælde på en lidt uforløst måde. I NW besluttede jeg på forhånd, at det skulle være netop prøven i dag, der var den sidste. Jeg gik til den med indstillingen: gå til prøven, som var det den sidste med Max … Det er derfor jeg er er begyndt at have hundene med til præmieoverrækkelsen, for tænk hvis det nu BLEV den sidste prøve, hvor fedt ville så lige være at tænke på, at Max (eller Otto) havde siddet i bilen til sidst?

Vi startede med beholdersøg, 18 beholdere, 2 kilder, det klarede vi uden problemer 😊 Bortset fra at jeg kludrede med linen.

Indesøget, Max arbejdede flot, og lavede en tydelig markering øverst på præmiepodiet (utilgængelig kilde). Den anden fandt vi ikke, jeg lavede en fejlmarkering.

Køretøjssøget, første markering på bilen super. Den anden, lige modsat, ligeså, bortset fra at en noget rundtosset fører troede, at det var samme markering og derfor ikke godkendte – men lavede en fejlmarkering et andet sted ☹

Udesøget, flot markering på lysstander, vi arbejde for at finde den sidste kilde, og jeg lavede en fejlmarkering.

Følelsen før, hele vejen igennem prøven og bagefter var helt som den skulle være. Max arbejdede, så jeg kun kunne være glad og stolt, og bortset fra min fejl ved køretøjssøget tror jeg ikke vi kunne gøre det bedre.

Selvom det ikke betyder noget, så kunne jeg godt se, da kilderne blev gennemgået efter prøven, at det udesøg havde vi IKKE fundet; det var under et vindue og præcis det har vi store problemer med, fordi Max søger efter ”noget” at markere på. Der var i øvrigt heller ikke andre der havde fundet det, så ingen 1. præmier til den prøve.

Vi endte med en 3. præmie med 65 point og blev placeret midt i feltet og jeg kørte meget tilfreds hjem.

Flæskesteg, rødkål og kartofler

Aftensmaden stod på flæskesteg samt rødkål og kartofler fra Samsø. Det er meget sjældent vi får flæskesteg, men en gang imellem er det nu ikke så tosset.

Vægtkurven det sidste halve år

Hvis nogen skulle undre sig over, at der ikke er noget vin på billederne af aftensmaden herhjemme, så er forklaringen, at jeg har givet mig selv et spark bagi og er i gang med at smide nogle kilo, jeg vil rigtigt gerne ned på 77 kg. igen. Så derfor står der kun vin og øl på menuen ved ganske særlige lejligheder.

søndag den 23. maj 2021

Nose Work i Hvalsø

Udsigt fra parkeringsarealet - så flot!

Jeg var heldig og var kommet med til NW2-prøve i dag med Max hos Hvalsø Hundevenner. Jeg holder meget af at kommer til deres prøver, det er altid topprofessionelt arrangeret og et dejligt areal. 
Vi var til formiddagsprøven i dag med i alt 18 ekvipager. 

Min mentale træning virker på alle fronter, så jeg kom i total balance til dagens prøve, Max blev varmet op med rallyøvelser, og vi var klar til at gå ind i ventekæden, da det blev vores tur. 

Indesøget var i en 40 fods container, hvor de første meter af indgangen var sat af til, at hundene kunne vænne sig til at være i container. Max markerede den tilgængelige kilde flot, og vi arbejdede for at finde den anden. 

Da vi var i slutningen af de to minutter, arbejdede han på det, som vi senere fandt ud af, var det rigtige område, og jeg var fristet til at markere, men nærede mig, for Max’ markering var ikke tydelig. Pointmæssigt skulle jeg have markeret, men som Mia har formanet mig ”Hellere misse en kilde end at finde noget, der ikke er der!!!”, jeg var i tvivl og lod være. 

Køretøjssøget, der var næsten ikke noget slinger. Jo, der blev søgt lidt på græsset og vi kom tilbage igen, og flot markering og godkendt. Og plus: ingen fejlmarkering for at have poter oppe (DET har vi arbejdet med).
 
Beholdersøget

Beholdersøget. 14 bokse, fint arbejde, tydelig markering, ud og belønne, ind igen og ny markering. Flot!!! Vi fik 4. hurtigste tid kan jeg se af resultatlisten. 

Udesøget. Max var meget fokuseret på underlaget, og jeg måtte sætte ham i hang flere gange. Han gik i gang med søget, og lavede en fin markering, desværre ikke tæt nok på kilden, og fred være med det. 

Han arbejdede supergodt og at ende med 62½ point efter begrænset træning i en længere periode kan jeg kun være overordentlig tilfreds med … og det er jeg bestemt også 😉

søndag den 25. oktober 2020

Nose Work igen

Hundene slapper af efter flot NW-arbejde i weekenden

I dag gik turen igen til Hvalsø og Nose Work 2 prøver arrangeret af Hvalsø Hundevenner med Hanne Svejstrup Jensen i spidsen.

Det har været et kæmpe planlægningsarbejde at få 2 x 40 NW1 igennem lørdag og 40 NW2 søndag, og det hele kørte flot. Der skal lyde en kæmpestor tak til alle de involverede, for at binde an med så stort et arrangement, og gennemføre det med stor succes. Man kunne høre lettelsens i Hannes velkomsttale begge dage, over at ændringen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 først er med virkning fra i morgen.

Der var præmier til alle, og rosetter til 1-3 på hvert søg, og rosetter, foderpræmier til top-3 sammenlagt. Meget fornemt.

I dag var jeg afsted med Max, vi skulle for tredje gang prøve kræfter med NW2, og jeg følte mig i den helt rigtige balance. Og bevarede den hele dagen, selvom jeg kunne have ønsket lidt bedre resultater, det vender jeg tilbage til.

Jeg var nr. 12 i gruppe 1, og startede med køretøjssøg hos Carina. Max lagde ud med en fin markering (korrekt), og jeg burde være løbet ud og belønnet, men gav en videre kommando. Han søgte fint videre, der kom en ny, klar markering, men desværre vidste det sig, at det var for langt fra kilden. Æv og pyt.

Så var der udesøg hos Carina. Vi startede fint, var igennem det meste af det store område, og Max begyndte at arbejde i et område, og endte med at stå stille og markere opad. Fundet, og forkert. Måske var jeg ikke tålmodig nok, stod jeg lidt stille? Vi mistede i hvert fald søget.

Om eftermiddagen skulle vi have de sidste to søg hos Hanne.

Indesøget var i et omklædningsrum, og Max arbejdede supergodt. Flot markering under en dør, som kilden lå bag,ud og belønne (lidt havde jeg lært 😊), og derefter direkte markering på en klasse 1 kilde. Bingo. Bortset fra at en meget træg fører meget sent kom i tanker om sin færdig-markering ☹ Jeg havde ovenikøbet dobbelttjekket med Merete om morgenen, for at have helt styr på dette, og så glemte jeg det alligevel.

Beholdersøget. Igen flot arbejde af Max, en tydelig markering af en beholder lagt inde i et omklædningsrum. Ud og belønne og så tilbage. En flot markering af en anden boks, fundet …. Og forkert … Men som Hanne sagde, det var så tydelig en markering, at jeg ikke kunne andet end acceptere den.

Stemningsfoto fra ud på eftermiddagen

Jeg var meget tilfreds! 4 ud af 8 ok, 3 fejlmarkeringer, hvor mindst 2 var, så jeg skulle markere. Selvfølgelig skal der arbejdes med, at der kommer sådanne forkerte markeringer, men på dagen var det sådan det var, og Max var en stjerne.

Weekenden har i den grad haft fokus på Nose Work, og det har egentlig været en dejlig afveksling fra de mange rallyarrangementer, der ellers har fyldt godt på det sidste.

Otto har fået en flyvende start på sin NW-konkurrencekarriere og med Max er jeg blevet bestyrket i, at vi er godt på vej i den bestemt ikke helt nemme klasse 2.

50 point og en 3. pr. lyder ikke af så meget, men det var åbenbart ikke helt lette søg i dag, for der var en del, der blev kaldt op før mig, og der var kun én deltager på dagen som fik 100 point. Så den enkle konklusion er, at der bare skal trænes videre, og det gør vi så!

Konkurrencer kan det blive lidt sværere med. Max er tilmeldt en klasse 2 8.11, men med et forsamlingsforbud på 10 er det ret meget op ad bakke at arrangere NW-prøver.

Et PS om mine hofter. Jeg blev røntgenfotograferet i torsdags, og venter spændt på svar. Jeg er meget omhyggelig med at fastholde både fitness-træningen hos den fitte coach, og osteopatens styrke- og smidighedstræning. Det virker, så jeg halter kun lidt i forhold til tidligere (synes jeg selv), og det gør næsten ikke ondt. Og efter en weekend med 15.000+ skridt pr. dag er det ikke så tosset.

lørdag den 7. september 2019

Socialisering, Nose Work og alt, hvad der er godt

Otto og Max hygger :-)

Otto vågnede først kl. 6, og jeg gik i haven med ham og Max. Jeg synes ærligt talt at det var en anelse tidligt en lørdag morgen, hvor jeg først skulle være ved DKK ved 12-tiden, så han kom hurtigt i bur igen … og faldt i søvn 😊 Så vi sov til 7:30!!!

Fra morgenturen, vores hunde og Bølle

Efter hundenes morgenmad tog vi den sædvanlige morgentur til badebroen, og heldigvis mødte vi Bølle (Cavalier King Charles) og mor, som vi møder tit. Alle hundene fik lov at løbe løs og Otto og Bølle legede så fint sammen. Vi fik også hilst på Athena, en dejlig irsk setter, og Otto synes det hele var ret fedt.

Morgenmad og morgenkaffe indtager jeg under overdækningen foran hoveddøren, og hundene hygger imens, ikke mindst er det dejligt at se hvordan Max og Otto har det godt sammen.

Det motiv kunne jeg ikke stå for!

Ved 12-tiden kørte Max og jeg til DKK, vi gik en tur ned omkring Jersie Strandpark, og var derefter klar til at indskrive os til NW2-prøven.

Vi var i den første gruppe med 17 deltagere mener jeg, som skulle starte med beholdersøg og indesøg.

Beholdersøget var jeg ikke helt tilfreds med. Max var ikke på fra start (normalt), men slog næsen til da vi vendte. Der kom en fin markering (korrekt) og vi fortsatte, men Max slog aldrig rigtigt næsen til, og vi fik ikke markering nr. 2. Vi fik 12½ point for søget.

Kilden var placeret bag et af hullerne i ringbindene på øverste række 

Indesøget var på et af kontorerne. Max gik hurtigt i gang med at afsøge et område, og der kom en uklar markering, jeg lod ham fortsætte, og så kom der en ny markering, lidt tydeligere, som jeg valgte at godkende … desværre ikke korrekt. 0 point.

Under banegennemgangen efter prøven fik vi oplyst at ingen af de 35 (?) hunde til prøven havde fået indesøget. Der var åbenbart mange, der havde lavet samme fejlmarkering. Man kan sige, at vi var i godt selskab, når vi ikke fik søget, men det er alligevel bemærkelsesværdigt at ingen af klasse 2 hundene kunne markere korrekt.

Så var der pause, indtil anden runde, som omfattede køretøjssøg og udesøg, begge med én kilde.

Lonni bringer et at køretøjerne på plads :-)

Køretøjssøget gik superflot. Max arbejdede fint fra start og lavede hurtigt en markering, som jeg godkendte, og den var korrekt.

Udesøget var lidt mere kringlet. Bagefter kunne jeg konstatere, at vi havde afsøgt hele området, og først til sidst endte i nærheden af kilden. Max var meget tydelig i sin påvisning af en højt placeret kilde, yes korrekt!

Jeg kørte direkte hjem og byttede Max med Otto og tog tilbage til DKK, og så fik han en gevaldig en på opleveren! Han hilste på mange hunde og mennesker, blev klappet, fik godbidder, det var virkelig socialisering +++

Præmieoverrækkelsen: Vi fik 62½ point og en 3. præmie, og endte cirka midt i feltet. Var det godt eller skidt?

Jeg synes ikke Max var rigtigt på i beholdersøget, uden at kunne sige præcis hvorfor. Det plejer at være barnemad for ham, men det var det altså ikke i dag.

Min læring efter indesøget var, at jeg ikke havde været tålmodig nok, og skulle have sendt Max videre, når han markering kun var 95 %. Men ærligt talt, så trøstede det mig, at ingen andre havde fået indesøget, det var svært!

Hans arbejde i køretøjssøg og udesøg var eminent, jeg var supertilfreds!

Jeg er en meget tilfreds fører 😊

Otto er i den grad faldet til hos os, og jeg nyder alt ved og med ham. Han var verdensstjerne ved DKK i dag og han skal definitivt i gang med noget Nose Work snart, for han er som skabt til den disciplin!

I morgen går turen til Garbogaard, Max skal op i rally championklasse, og mon ikke Otto kommer med, så han kan opleve endnu mere konkurrencestemning?

lørdag den 29. juni 2019

Kulinarisk tur til Bornholm del 2, gamle hunde, rally og debut i Nose Work 2

Django, Anita, Osseau, Amanda, Dumle, Max, Paul, Lille Bjørn (foto: Grafiko.dk)


Torsdag på Bornholm startede med den traditionelle morgentur til Rønne og retur. Det er hyggeligt at møde nogle af de samme mennesker dag efter dag, og en fantastisk mental start at smile og hilse på alle og ønske god morgen 😊


Morgenmaden på Fredensborg er virkelig flot, og jeg fik nok taget lidt mere end jeg burde, men på den anden side får jeg gået rigtigt meget, så det er ikke noget vægtmæssigt problem.



Vi var i Nexø og kigge lidt, omkring Svaneke og endte i Listed til øl/kaffe/kage og jeg ville bare smage deres Tarte Flambée … den var skidegod!





Til aften havde vi booket bord på hotellet til den store fiskebuffet, som vi prøvede nogle gange for mange år siden. Det er en overdådig buffet med skaldyr, fisk, salater mv., kager og oste. Vi prøvede en masse forskelligt, og det var bestemt en god oplevelse.

Aftentur

Morgentur

Fredag gik turen hjemad, via Oxie, hvor vi fik en dejlig frokost hos Christian, Sandra og børnebørnene.

Turen til Terslev Hunde- og Kattepension tog noget længere end vi havde forventet, pga. myldretid, ferietrafik og trafikuheld, men hundene blev hentet og de siger de har haft det godt!


Det var allige3vel godt at komme hjem, synes de begge.

Jeg fik gjort papirer mv. klar til prøverne lørdag inden jeg gik ret tidligt i seng.

Lørdag ringede vækkeuret kl. 03:30, for jeg havde en aftale kl. 05:00 ved Trylleskoven med Amanda, Anita og Camilla. Anita, Amanda og jeg havde bestilt en fotosession hos Camilla, fordi vi synes vi havde brug for nogle minder, mens tid er. Vi har kendt hinanden i 10+ år, og selvom vi forsøger at fortrænge det, så bliver hundene ældre. Max er den yngste af vores 5 hunde, han er kun 8 år. Django er den ældste, han bliver snart 15 år…

Det var en vildt hyggelig fotosession i det skønneste vejr. Jeg glæder mig MEGET til at se resultaterne, billedet for oven er fra allersidst, hvor vi alle skulle fotograferes sammen.

Jeg tog hjem og fik morgenkaffe, og følte mig lidt træt, men det gik hurtigt over, og så tog Max og jeg til Lyngby, hvor Old English Sheepdog Klubben arrangerede deres traditionelle LP- og rallyprøver, i år suppleret med Nose Work.

Jeg havde oprindeligt tilmeldt Max i NW1, og siden tilmeldt rally, da jeg fandt ud af at Ditte skulle være dommer, det er ikke så tit jeg har mulighed for at gå hos hende. Da Max fik sin NW1-titel fik jeg ham rykket til NW2.

Det passede perfekt tidmæssigt. Championklasse startede kl. 11, vi var 7 i klassen, og Max var på som nr. 1.


Der var noget helt galt, han brød sig bestemt ikke om arealet. Vi fik en 13’er på første øvelse fremsending til kegle, fordi han satte sig begge gange – tydeligt tegn på at han dæmper – og der kom yderligere 3 ommere og 4x1. Det postive var at jeg holdt hovedet koldt og støttede ham fint. De 74 point rakte til en 4. plads, en fin rosette og et stykke legetøj.

Der var god tid til Nose Work, så jeg fik set lidt rally og præmieoverrækkelsen i NW1.

Jeg var i perfekt balance til Nose Work prøven, fuldstændig rolig og efter banegennemgangen var det bare at line op og være klar. Vi var nummer 3 i gruppe 1, som skulle starte med Indesøg og Beholdersøg hos Johanna.

Jeg var meget tilfreds med mit førerarbejde. Jeg fik støttet Max perfekt, lod ham gøre arbejdet, fik ham på sporet, når han røg ud af søgeområdet og det føltes virkeligt godt.

Vi fandt begge kilder uden problemer ved begge søg, og jeg var slet ikke i tvivl om Max’ markeringer.


Køretøjssøget og Udesøget var hos Hanne. Køretøjssøget gik fint, igen to tydelige markeringer, som var korrekte.

Udesøget blev dagens sværeste, Vi fandt én kilde, og der blev arbejdet ihærdigt for at finde den næste, men uden succes.

Men ærligt talt, 7 ud af 8 kilder ved vores debut i NW2, det var lidt over mine forventninger, og jeg var supertilfreds, naturligvis især med Max, men også med min egen disciplinerede indsats. Jeg kunne virkeligt mærke, at jeg var en supergod fører.

En 2. pr. med 85 point, det er mere end godkendt!

Jeg må indrømme, at jeg var en anelse træt, da jeg kom hjem, og fik en morfar i haven.


Jeg har fået gjort alt klat til i morgen, hvor jeg skal dømme rally hos Brogaarden (PRO-NUTRITION CUP). Det tegner til en meget varm dag, og jeg er glad for at jeg ikke selv skal have hund med.

I morgen er sidste feriedag i denne omgang, og der er godt nok sket meget på de ni dage. To dage i Vejen herunder middag på Ti Trin Ned, fem dage på Bornholm, med masser af kulinariske (og andre) oplevelser, et dejligt besøg hos svenskerne, en vidunderlig fotosession, og en uforglemmelig debut i NW2.

En dejlig ferie på alle måder!!!

lørdag den 20. april 2019

Paul 100 %, planer og om at blive i Superligaen

Gamle danske, nye danske, svenske og nordiske skilte

Hvis jeg sagde, at jeg var meget tilfreds med min egen indsats til Nose Work prøven i går, ville det være en kæmpe underdrivelse. Jeg var ualmindeligt meget tilfreds, og som jeg skrev i går ”jeg følte mig i den grad ovenpå og som verdens bedste fører”.

Jeg havde nok ikke lige forestillet mig, at det skulle ske første gang til en Nose Work prøve, for det er trods alt ikke så tit, jeg kommer til dem, men timingen var præcis til det, og tak for det! Jo, jeg har været en god fører tidligere, men aldrig så udpræget som i går.

Det allerbedste er, at jeg præcis kan redegøre for den proces, jeg har været igennem, for at nå dertil. Jeg føler mig ret sikker på, at jeg kan genskabe følelsen og det er naturligvis mit hovedfokus til de kommende prøver.

I morges fik jeg en fantastisk mail, det var et svar på en af de mails jeg har udsendt, hvor jeg har bedt folk vende tilbage med eksempler på, hvornår de har oplevet mig som Paul 100 %. Mailen lyder:
”Igår lagde jeg mærke til dit smil og overskud da der var velkomst - afslappet og du nød øjeblikket.

Stilen fortsatte hele dagen igennem.....

Keep it up!!!!!!

Hvis jeg ikke var flyvende i forvejen, ville jeg være blevet det af at få den mail. Min selvtillid er blevet boostet i den grad 😊

I dag er der ikke sket det store, men hundemæssigt er der fuldt fokus på de kommende prøver.

Nå ja, jeg skal de lige nævne en skuffelse, som jeg ikke har omtalt. Vi var ret opsatte på at få en border terrier havlp, forventet fødsel 17. april, men der kom desværre ikke nogen levende hvalpe, så drømmen om næste hund er skubbet på ubestemt tid. Men ingen tvivl om, at jeg i den grad ønsker mig en ny hund!!!

Skøn påskelørdagmorgen

Tilbage til de kommende prøver.

Jeg har jo ”kun” Max tilbage at træne med, så bortset fra at Lille Bjørn skal op i juniorklasse i rally 11.-12. maj i Roskilde med Mathilde, så handler stort set alt nedenfor om Max og mig.

I Freestyle er vi debuteret i klasse 2, og vi klør på med at udvikle os i den klasse. Vi er tilmeldt et hold hos Johanna 10.5-12.7., hvor vi skal have fokus på at øge sikkerhed og sværhedsgrad, inden vi skal til prøve igen. Næste prøve er ikke engang booket, det er sørme svært at få indpasset i kalenderen, men jeg har kig på et par datoer før Samsø 19.10!

Frokost på nyindkøbt kongelig tallerken

I Nose Work har jeg først efter i går overvejet fremtiden seriøst. Det var i syvende forsøg, Max og jeg fik NW1-titlen, selvom jeg (og andre) længe synes vi har haft niveauet til det. Skal jeg blive i klasse 1 eller rykke i klasse 2? Der er argumenter for begge dele, men bl.a. med rådgivning fra Lonni og Merete har jeg i dag truffet beslutningen, at vi til næste prøve 29.6 rykker i klasse 2. Vi træner i forvejen på det niveau, og det tiltaler mig bestemt at skulle arbejde i denne meget sværere klasse.

Jeg har nærlæst Nose Work reglementet (igen), og vi er bare klar til at gå videre.

Træningen hos Merete fortsætter, kun har jeg måtte skifte tidpunkt, fordi det skal hænge sammen med noget rallytræning, som Amanda og jeg skal gennemføre.

Endelig er der rallyen, som fylder stort set alt i min kalender den kommende tid.

Jeg skal dømme fire prøver i maj, bl.a. de to første officielle seniorklasser den 3. og 4. maj. Den 12. maj bliver noget ganske særligt, der skal jeg dømme kvalifikationsprøve til det danske landshold – Nordisk klasse – i Roskilde. Det glæder jeg helt vildt til. 37 deltagere, det bliver så spændende.

Som udøver er der også nogle særlige prøver på planen.

Den 28. april skal Amanda og jeg til Lund, og deltage i en 3-dobbelt Mästerklass i Lunds Brukshundsklubb. Vi skal køre fra Solrød kl. 6:00, der er første banegennemgang 8:00, og med tre hunde til hver prøve kommer vi ikke til at kede os.

Som ”opvarmning” tager Max og jeg lige en dobbeltprøve i Nakskov den 27. april, så det bliver igen igen en weekend i rallyens tegn. Jeg HAR taget fri 29. april, jeg er sikker på at jeg trænger til at slappe af sammen med Max 😊

Forberedelse til svensk rally

Amanda og jeg har aftalt at mødes i morgen eftermiddag og træne svenske skilte, det skader ikke at være lidt forberedt. Jeg har gjort nogle baner klar i dag, og læst adskillige beskrivelser i Ida Lindgrens fremragende bog Rallylydnad.

Den 11.-12 maj i Roskilde er jeg prøveleder begge dage, søndag skal jeg som nævnt dømme nordisk klasse, og så skal jeg op med Max begge dage i championklasse og lørdag i nordisk klasse (og han skal også op i juniorklasse begge dage). Bare rolig, det er planlagt, så der bliver det helt rigtige fokus på Max begge dage.

Derudover står de er del andre rallyprøver i kalenderen, det bliver rigtigt hyggeligt.

Træningen på Amandas konkurrencetræningshold fortsætter, og sammen med Amanda gennemfører jeg en runde undervisning i nordisk klasse.

Der sker også en masse på den administrative side, vi arbejder intenst på at finpudse bedømmelser i det nordiske regelsæt og på den danske rallyfront er der også vigtige aktiviteter, der skal arbejdes med.

Så de kommende måneder bliver helt sikker ikke kedelige, heller.

Mit hovedfokus er til alle prøver, uanset disciplin, at fortsætte arbejdet, som er kommet så godt i gang i år, med at være i den rigtige mentale tilstand og støtte Max 100+ %. Teknisk kan han det hele, og han kan gøre det til konkurrencer, hvis hans fører er der HELT for ham.

Det har jeg været til årets rallyprøver, og til FS og til NW, og det er ikke bare mit hovedfokus, det er mit ENESTE fokus. Det har taget år for mig at komme hertil, og selvom det er blevet nemmere og nemmere (mere og mere styret ubevidst), så skal jeg ikke sløse med det.

Jeg får lyst til at citere en chef, som ønskede mig tillykke med mit vægttab, og tilføjede: ”Husk, at én ting er at komme i Superligaen, en helt anden er at blive i Superligaen.” Jeg vil så gerne bliver i Superligaen både fitnessmæssigt og hundemæssigt, så jeg kan garantere, at jeg ikke sløser med nogen af delene.