Aftentur på stranden
Well this could be the last time
This could be the last time
Maybe the last time
I don't know, oh no, oh no
(Keith Richards & Mick Jagger)
Lørdagen stod i rallyskiltenes tegn. DKK og DcH har sammen nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til nye skilte, flytning af skilte mellem klasserne, og strammere øvelsesbeskrivelser. Jeg var med som substitut, og var meget imponeret over det flotte arbejde udvalget har udført indtil dato. Jeg kan naturligvis ikke afsløre detaljer, men kan garantere at det samlede materiale vil blive offentliggjort i god tid (6+ måneder før de skal tages i brug), der vil blive afholdt introduktionsmøder også i god tid, og vi har også aftalt, at DM og Årets Hund 2019 i DKK skal gennemføres udelukkende med de gamle skilte. Jeg tør godt sige på udvalgets vegne, at vi glæder os vildt til at kunne offentliggøre materialet!
I sidste uge var jeg på Samsø til for mit eget vedkommende årets sidste HTM-prøver, og samtidig Lille Bjørns sidste officielle rallyprøve.
Dagens championbane
I dag skulle Max til sin sidste officielle rallyprøve, det var hos Hvalsø Hundevenner. Arrangementet var fint, Conni havde efter eget udsagn lavet en skiltemæssigt let bane, hvilket jeg var helt enig i. Men området og omgivelserne var bare ikke noget der passede Max. Opvarmningen gik fint, jeg tog linen af et stykke fra banen, småløb hen mod banen og gav en godbid et par meter fra kantbåndet, og så smuttede han hen til en afbundet hund. Jeg hentede ham, hans tænder klaprede = løbsk tæve på arealet.
Vi arbejdede hårdt for at komme igennem banen. Vi mistede skift side foran (13), og havde et par ommere (2x3) og så var der diverse snus og langsomme reaktioner, så vi endte med 73 point. Han var på nippet til at smutte et par gange fornemmede jeg, men synes jeg gjorde et godt stykke førerarbejde under omstændighederne. Men nej, det var ikke den fede oplevelse som det burde være, og det er godt at der ikke står nogen rallyprøver i kalenderen de næste 3 måneder.
Som jeg havde det, da jeg forlod banen, og som jeg har det, mens jeg skriver dette – og tro mig, den prøve har fyldt rigtigt meget i mit hoved i dag – skal Max pensioneres fra rally.
Ja, der var andre hunde der havde det svært, ja, vi har det bedre med at være indendørs end udendørs, men det ændrer ikke véd, at jeg er i samme situation, som jeg har været flere gange før, en masse prøver, en masse ok, en masse ikke helt ok, nogle langt fra ok, og bare ingen der er rigtigt gode – denne gang mangler der basalt set en rigtigt god prøve = noget positiv forstærkning af føreren, det skal komme noget positivt ind på kontoen for at det er sjovt at fortsætte.
Efter prøven havde jeg det ærligt talt ikke særligt godt, jeg havde mest lyst til at bare at køre, og det gjorde jeg også umiddelbart efter præmieoverrækkelsen. Hjemturen var fyldt med masser af dårlige følelser, jeg havde bare lyst til at sige røv til det hele.
Heldigvis skulle vi til Sverige 😊
Ventetiden bruges fornuftigt :-)
Så er der serveret!
Hold da op hvor lillesøster – nu officielt Leah Elis Wäreby Dünweber, kaldet Leah – er vokset.
Blippis Halloween sang er et kæmpehit hos Frasse lige nu, så den kom vi til at høre en del gange. Vi regner med at Jingle Bells, sidste års stor hit, snart er tilbage igen 😉
Vi kom hjem inden det var helt mørkt, og jeg kunne gå en dejlig tur på stranden med hundene løs. Fedt med blæst og bølger og en mennesketom strand. Både for hundene og mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar