lørdag den 13. oktober 2018

Readiness is all



Det var planen at vi skulle have været til København i dag, det er længe siden vi bare har været på hyggetur. Men vi ombestemte os, mest pga. det gode vejr. Så det blev en stille og rolig hjemmedag.

Jeg gjorde baner og papirer klar til Rallydysten i morgen, herunder fik jeg lavet de sidste opdateringer af kataloget, så Lille Bjørn nu er med.

Begge hunde trængte til at blive trimmet, det blev så Lille Bjørn i dag, det klarede Kirsten, mens jeg tog til Jersie med Max. Han løb rundt og hyggede sig, vi sad og nød solskinnet, og vi fik trænet lidt rally og lidt tricks. Der var lige nogle ting, der skulle genopfriskes inden vi skal træne med Louise og Billie på onsdag og få styr på det sidste med 6+-programmet. Men mest fik vi leget og bare hygget.


Vejret var vidunderligt og vi fik frokost i haven, det er da fantastisk her midt i oktober.

Jeg fik Birgitte Dangaards ”Børn og elitesport” i torsdags, og i dag læste jeg første halvdel (Børn – Sport og Forældre). Anden del (Coaching og Mentaltræning) står på programmet i morgen. Spændende læsning, og en masse gode råd også for ”almindelige” mennesker.

Vi har igennem mange år abonneret på Politiken i papirudgave. Det stoppede vi med i år, men vi har savnet avisen lidt, og har nu et abonnement på den elektroniske udgave samt papirudgave lørdag og søndag.

I dag var der anmeldelse og omtale af 6. og sidste bind af Niels Brunses nyoversættelse af Shakespeares skuespil. Herunder kommenterede Niels Brunse ti egenudvalgte citater, bl.a. Readiness is all (”At være beredt er alt”), af Hamlet fra Hamlet. Det er et fantastisk motto for en prins, en projektleder - og for en hundetræner og konkurrenceudøver 😊

Jeg ved at min beredthed er 90+ % mental og jeg føler mig så klar til Samsø. I morgen skal jeg gå to rallyprøver med Max, og som man kan læse i Connis blog efter Ølstykke er fokus Ro på … Med Stine som dommer samt Susanne, Conni og Amanda som deltagere i samme klasse, så får jeg helt sikkert ikke lov til at glemme, hvad mit fokus skal være!

Lille Bjørn skal bare prøve at gå en rallybane. Han har ikke været oppe i championklasse siden den skrækkelige prøve i Osted 22.7 og har ikke bestået en championprøve siden 26.5., så en enkelt test inden Samsø er nok på sin plads.

Baseret på forløbet til Rallydysten i morgen beslutter jeg, om de er behov for mere rallytræning inden Samsø. HTM får en runde inden Nose Work-træningen på tirsdag, og onsdag træner Louise og jeg 6+.

Jeg mener, at vi er beredt 😉

Ingen kommentarer: