Dagens allerbedste minde, og et af de bedste fra min hundekarriere, var ovenstående. Præcis for 4 år siden vandt Max rally ekspertklasse med 96 point, fik sit sidste certifikat og blev DKRLCH.
Det er dejligt at dvæle ved de gode minder, og så kigge fremad – for der skal fremtidens gode minder skabes.
Lørdagens rallyprøve i Høng er ren træning med Max.
Søndag var det meningen jeg skulle have været oppe i Ølstykke, men desværre er min mail blevet overset, så umiddelbart, har jeg ikke fået lov.
Men Mathilde skal op med begge hundene i juniorklasse, målet er at hun skal til DM med begge hundene igen.
Mentalt er tankerne ved weekenden 19.-21. oktober, en forlænget weekend på Samsø med en ren afslapningsdag, en HTM-dag og en rallydag.
Jeg har netop bestilt ”noget” til HTM-dagen, noget, som skal bruges til Max’ nummer og noget til Lille Bjørns. Det er helt sikkert, at det er Max’ sidste HTM-prøve indtil videre, det er samarbejde og fokus, vi skal arbejde med og det bliver i rally.
Det er Lille Bjørns første HTM3-prøve og forhåbentlig ikke den sidste.
Søndagen står i rallyens tegn med fokus på Max. Lille Bjørn er tilmeldt begge prøver, men det bliver på dagen, jeg afgør om han skal op til 0, 1 eller 2 prøver. Uanset hvad, så bliver det afslutningen på hans danske rallykarriere, som startede den 27. april 2008, og hvor vi har været oppe til 101 officielle prøver … og DM og Årets Hund mv.
Jeg mangler i den grad at træne, hvilket ikke i sig selv behøver at være et problem i forhold til hundenes motivation. Men alligevel. Jeg har fået aftalt lidt træning med Christina og der er Amandas hold, som starter i næste uge.
HTM’en? Jeg må se at komme til Jersie og få trænet lidt.
Der skal nok komme nogle gode minder ud af denne måned også 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar