lørdag den 6. oktober 2018

Fed bane, træls fører

Flotte præmier til alle!

I dag gik turen til Høng og rallyprøver i Collie Klubben. Tak til Collie Klubben ved Conni for et flot arrangement!

Championklasse lå først, jeg kom helt som planlagt og gik med Max på området inden han kom i bilen.

Amanda havde designet en af de fedeste baner jeg har oplevet, her er banetegningen.


En ganske regulær bane, ikke specielt svær vil mange nok sige, men med nogle skønne finurligheder:
  • Efter slalom med rundtur kan man komme til at gå til skilt 7 i stedet for 3
  • Efter højrespiral kan man komme til at gå til skilt 9 i stedet for 7
  • Efter skilt 9 kan man komme til at glemme skilt 10 og gå direkte til skilt 11

Amanda havde opbygget banen helt efter DKKs regler, naturligvis vil de fleste sige, men det blev bemærket, at der var korrekt afstand mellem skiltene (3-5 meter som reglerne siger), hvilket ikke altid er tilfældet.

Jeg lærte den udenad og hentede, måske lidt for tidligt (?) Max, vi var nr. 5 ud af 8, og jeg synes det virkede som en nogenlunde hurtig bane. Måske varmede jeg lidt for meget op, måske, måske. Jeg synes det kørte som det skulle, og så alligevel ikke. Fordi Max var ikke helt, som han skulle være, da vi var lige ved at gå ind, og jeg var heller ikke. Han smuttede, jeg hentede ham og vi gik i gang.

Jeg var altså ikke tilfreds med mig selv. Jeg havde mentalt ikke haft den rette følelse, var vågnet et par gange i løbet af natten og tænkt på prøven, det er ikke sådan jeg plejer at have det op til en prøve. Måske har de gode træninger fået presset mine egne forventninger op, stik imod det jeg har trænet mentalt –jeg kom også til at tænke forbudte tanker om resultater ☹ Max ville ikke lege, da vi kom ud, kun have godbidder.

Efter Amandas fine feedback fik jeg feedback fra Sorø Hundevenners ekspertpanel, og Lone Rahbek var meget præcis med at jeg var blevet febrilsk mod afslutningen af banen, det var derfor skift side foran blev noget rod og Max rejste sig fra dæk gå fra (øvelse 16 og 17).

Jeg gik væk fra ringen og fik endelig leget med Max.

Forklaringer: Dårlig mental forberedelse fra førerens side, og måske lidt skydning tæt på, jeg bemærkede det ikke, men det var der andre der gjorde.

Max gjorde det fantastisk under omstændighederne. Ud over de to ovennævnte 3’ere mistede vi 3 på sit-stå-gå rundt på højre side, fordi føreren stillede sig for tæt ved skiltet og Max derfor måtte bakke, da jeg skulle rundt om ham. Derudover 5x1. 86 point og 5. vinder, hvad kunne det ikke være blevet til med en skarp fører? 😊

Jeg forsøger at være en bedre fører i morgen!

Ingen kommentarer: