fredag den 26. oktober 2018

Nye mål, ny energi


I dag havde jeg en enetime hos Johanna med fokus på Lille Bjørns HTM-program, den blev meget praktisk placeret lige inden Max’ og mit trickshold hos Johanna.

Max var helt uden for rækkevidde, Cherie var på 18. dagen af sin løbetid, og det var bare for meget ham. Jeg forsøgte to gange at have ham inde, men det blev ikke til neget i nærheden af træning med ham.

Så var det godt jeg havde Lille Bjørn med. En enetime, og det meste af tiden på træningsholdet, ikke noget problem for en frisk 11½ år gammel hund 😊

Der er en masse detaljer jeg har noteret fra træningen, men her kommer hun en meget kort opsummering, for der er virkelig meget jeg skal have tænkt over, før det kan udmønte sig i et program.

Johanna startede (selvfølgelig) med at spørge om, hvad mit mål var, og ingen slinger: at bestå klasse 3 med Lille Bjørn. Vi tog udgangspunkt i en demo af mit progran fra i lørdags, hvor en flaske var hund.

Og så gik Johanna ellers i gang med at genere ideer: Hvordan får vi en forståelig historie ud af det? Mange danskere har ikke noget forhold til Paddington, så scenen skal sættes til et mere forståeligt nummer. Hvad er Lille Bjørns rolle? Osv.

Vi fik talt om en masse elementer i historien, links i diverse variationer, og en effektfuld afslutning.

Vi talte om balance i programmet, både i form af positioner, retninger og tempi.

Og vi arbejdede med specifikke positioner og retninger.

Mit hoved er fyldt med ideer til udviklingen af det nuværende program. Der er så mange muligheder, og fundamentet er bestemt mere end på plads: Lille Bjørn elsker at træne, hans overskud og iver er fantastisk, og han kan i bund grund endnu mere, end jeg tror han kan.

Der kan siges rigtigt meget godt om at træne hos Johanna, men ikke mindst den sprudlende energi, idérigdom og det totalt positive syn på at se muligheder, smitter fantastisk, og jeg har bare så meget lyst til at arbejde videre med programmet.

Jeg kom til at nævne, at Samsø den 19. oktober 2019 kunne være et fint sted at stille op med et færdigt program. Der kommer uden tvivl prøver inden da, men definitivt ikke i år, for der er så meget vi skal have styr på først.

Lille Bjørn er helt med på den plan!

Ingen kommentarer: