Vigtige ting i livet

Emmy (Foto: Suste Bonnén)

Først på ugen var jeg seriøst bekymret for, om jeg var ved at blive stresset. Jeg har på forskellig vis håndteret det, bl.a. ved at fastholde fokus på nogle vigtige, prioriterede opgaver – som jeg véd modvirker stress jf. min blog i går.

I dag vågnede jeg med en virkelig god fornemmelse af, at det ville blive en fantastisk dag – og det er et rigtigt godt mentalt sted at være, inden man står ud af sengen.

Det mest stressende var at opdage, lige da jeg var gået ned ad stien mod stranden, at jeg ikke havde fået telefonen med – Megan var over alle bjerge og drengene (som er i flexline) ville bestemt ikke vende om, men tilbage skulle jeg, for dagens solopgangsfoto skulle tages.

Fredagens solopgang

Igen en storslået solopgang. Det er bare utroligt at der er så stor forskel dag for dag - og jeg tænker ofte på hvilket privilegium det er, at kunne have havet som nabo til morgenturen.

Max og legekammerat

Derefter et hyggeligt møde med Max’ golden ven. De legede så godt og jeg blev helt ked af det, da vi skulle gå igen.

Hjemme igen gik tankerne til Emmy, som blev født for 20 år siden og altid vil have en ganske særlig plads i mit hjerte. Hun har naturligvis sin egen side.

Suste Bonnéns dejlige foto blev taget til en firmabrochure i år 2000. Vi havde talt sammen om fotoet inden og da hun hørte om Emmy var hendes krav, at jeg tog hende med.

Emmy indtog lejlighed og atelier som det mest naturlige i verden, sprang op på bænken og lagde sig som man kan se på fotoet. Og så fik jeg besked på at sætte mig og holde armene på samme måde.

Hold da op en effekt det foto gav!

Jeg lagde fotoet på Facebook til morgen og jeg må indrømme at humøret var helt i top

… og så tog jeg en dyb indånding.

Der var en situation for et stykke tid siden, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. Men den nagede mig og jeg reagerede et stykke tid efter med en ret klar udmelding pr. mail. Jeg har ikke fortrudt indholdet, ikke sådan rigtigt, for jeg mente det jo, da jeg skrev det,, men jeg ville nok ikke have sendt mailen i dag.

Min coach mente jeg skulle have sagt ”pyt” til situationen og at der var vigtigere ting i livet.

Det har taget lidt tid at få dette ind under huden, men i dag hvor det mentale overskud var til at tage og føle på, røg der en ny mail afsted til dem, der havde modtaget den første.

Med et citat af Lady Macbeth: ”What's done cannot be undone" bad jeg modtagerne om at se bort fra den første mail.

Alle har kvitteret med ok og smil :-)

Det føles rigtigt godt at få perspektiverne på plads.

Tak til min dygtige coach lyder ikke af så meget, men den pågældende véd, at dette tak betyder alt.