Hukommelse og minder

Dejlig træning i Ringsted tirsdag aften

Den 28. oktober holdt professor Anders Nykjær et meget spændende foredrag hos Folkeuniversitet ”Få styr på hukommelsen”. Hjernen er et fascinerende emne og kompleksiteten næsten ufattelig. 

Fra Anders Nykjærs præsentation

Jeg noterede mig bl.a. de syv forskellige typer af hukommelse og bogen Hjernen og Hukommelsen  kom på ønskelisten. 

Det med hukommelse og minder kom jeg på forskellig vis til at tænke på i den forløbne uge, hvor jeg fyldte 70 år. Det blev bl.a. fejret med en hyggelig brunch/frokost i lørdags på Odd-fellowgaarden, hvor værtsparret Tine og Kristian Østergaard kælede om os. Vi var 24 i alt. De 5 var med til Kirstens og mit bryllup i 1979, det var alle os over 70 år😊 Gennemsnitsalderen var omkring 38 år, 29 år hvis vi så bort fra os seniorer. Det er lidt mærkeligt at tænke på, med også hurtigt fortrængt, at jeg er blevet en af de gamle.

Jeg synes det var vidunderligt livsbekræftende at der deltog 6 børn, 1-11 år, det giver en helt andet stemning, og skaber nogle situationer, som helt sikkert allerede er ved at lejre sig som gode minder.

Jeg fik nogle fantastiske gaver. Der var nogen, der i særlig grad udløste gode følelser, fordi de meget bevidst trak tråde til skønne minder. En dejlig tegning af Max og Otto baseret på et fantastisk foto i en ganske særlig sammenhæng. En Bourgogne, som skulle minde om en ganske særlig oplevelse med en tilsvarende vin. ,

Svenskerne kom naturligvis hjem til os bagefter, og det udløste en ny tradition gætter vi næsten på. Vi havde aftalt på forhånd, at vi ikke lavede mad, men vi ville gerne hente noget, så aftensmaden bestod af takeaway fra Sushi Amor samt champagne. Det var der stor begejstring for 😊

Selvom de ikke har en fremtrædende plads, så er der et par steder i huset hvor der er opstillinger af pokaler og rosetter, og Leo og Leah er meget fascineret af dem, der blev talt meget om, hvem der havde vundet dem og de fik også lov til at vælge nogen til sig selv.

Og det satte virkelig gang i minderne.

Otto 20. november 2021 (foto: Charlotte Lia)

Jeg havde sagt at de måtte vælge lige hvad de ville, men jeg kiggede lige en omgang, da Leah kom med en roset, som jeg ikke lige kunne placere. Det var dommerens valg, som jeg fik af Amanda da hun dømte sin allersidste prøve 20. november 2021, med den begrundelse at jeg havde udviklet mig så meget som fører. Den ville jeg alligevel ikke af med, men vi fandt et godt alternativ!

Pokalerne var det helt ikke nemt for dem at vælge blandt, men de endte med at de fandt en hver. Leah ville ellers have haft en, som Otto havde vundet, men han har jo ikke vundet nogen endnu. Men Leo kunne huske, at den der står på mit skrivebord, er den Otto vandt i Skurup!!! Lige den ville jeg heller ikke af med – utroligt som de børn husker alt 😉

Lille Bjørn 3. juni 2012 (foto: Annie Larsen)

Leah endte med at vælge en, som også fik minderne til at vælte frem, det var Lille Bjørns pokal fra 3. juni 2012, da han blev rally champion. Samme dag som Max debuterede i rally …

Det er så hyggeligt at tale med børnene om det, og gad vide hvilke minder de får om det?

Der har været andre oplevelser de sidste dage, hvor jeg tænkte, at det var dejligt livsbekræftende og motiverende.

Søndag havde jeg en træningsaftale med Liv i Hund360’s hal i Vipperød – primært skulle jeg træne indgange på fremmed underlag med Max. Vi gjorde det tre gange, med startskiltet forskellige steder og skift mellem højre og venstre – og de var alle fantastiske, hvor jeg bare nød hvert skridt på banen.

Mandag var jeg på Nørmark Privathospital bl.a. for at få udført en MR-scanning af lænden. Jeg brugte de godt 10 minutter på nogle fede visualiseringer af Max og mig i rally.

Mandag aften var jeg til fitness-træning, og for x’te gang i træk kunne jeg bare træne igennem, på en overskudsagtig måde. Der er altså noget ved den ny kiropraktors behandling der gør en forskel …

Rally med forstyrrelser

Og i går aftes, hvor jeg for første gang kun skulle træne med Otto hos Johanna, gik vi vores livs hidtil mest fantastiske bane. Det var en lang bane med masser af forstyrrelser, der var en fører, der var ekstremt fokuseret på Otto, jeg kom med kommandoer perfekt timet i forhold til forstyrrelser, støttede eminent, og havde en Otto som var på – en dejlig følelse hele vejen, og den skønneste feedback fra Johanna bagefter.

Jeg nyder det hele fuldt ud 💓💓💓

Such stuff, as dreams are made on

Max 10 uger (foto: Annie Larsen)

Max fyldte 10 i mandags, Otto fyldte 2 i dag. Hvor er årene blevet af? De flyver afsted, og heldigvis synes jeg, at jeg stadig kan følge med 😉 

Max er den hund jeg har arbejdet i flest discipliner med. LP, Rally, HTM, FS, 6+, NW og FP. Masser af gode minder, ingen nævnt, ingen glemt. Jeg ved, at hvis jeg går i gang, kan jeg ikke stoppe igen, så jeg har aftalt med mig selv, at jeg nævner tre ganske særlige minder. De tre i tilfældig orden: NM i 6+, dagen hvor vi fik DKRLSC-titlen og prøven hvor vi fik 100 i championklasse, og meget tæt på top-3, prøven hvor Mathilde fik 100 med Max i juniorklasse.

Det er minder, som jeg kan forklare på meget kringlet vis, hvis jeg orkede, men den enkle forklaring var, at jeg følte mig lykkelig, det boblede indeni, jeg kunne mærke Max og jeg var ét. Det er derfor Mathildes prøve kun er tæt på, for det var en FED og tårefremkaldende oplevelse at se de to gå deres livs bane, men jeg var ”kun” tilskuer, ikke en del af det. Jeg har ikke spurgt Mathilde, men jeg er sikker på, at hun vil kunne huske den prøve resten af sit liv.

Otto, for hulen, er han allerede blevet to? Jeg har fået mange kærlige hilsener og undrende forespørgsler, har du ikke lige fået ham? Jo, det føles sådan, men der er gået to år, og jeg tror jeg har bygget et fundament, som kan bære mange års samarbejde, som vil overgå de fantastiske oplevelser, jeg har haft med mine andre hunde.

Vi har allerede en masse fantastiske oplevelser sammen, og jeg håber der kommer mange, mange flere. Nogle ganske særlige minder? Vores debutprøve i rally, en prøve til 99 hos Liv og vores første prøve i NW.

10 år og 2 år er jo ingenting. Max er stadig i udvikling og går fantastisk. Otto er ganske fantastisk, men naturligvis også i fuld udvikling, og som den første af mine hunde båret forsigtigt frem. Jeg drømmer om at nå stjernerne med dem begge.

Det er drømme, men bakket op af konkrete planer …

A propos drømme og visioner, så holdt jeg i går eftermiddags et ganske spontant planlagt Skype-møde, hvor jeg fortalte om NM 2021 i rally og udtagelse af det danske rallylandshold. Interesserede kan se præsentationen (både PowerPoint og video) på DKKs rally Facebookside.

Det, der specielt inspirerer mig i den sammenhæng, er at NM er det højest opnåelige for danske ekvipager og det må da være inspirerende?!

Op til kvalifikationsprøverne til det danske landshold i weekenden 14.-15. august er igangsat arbejde, som skal resultere i en konkret plan for deltagerne på landsholdet frem mod NM 11.-12. december i Sverige, og initiativer der skal skaffe midler til landsholdet, for det er bestemt ikke billigt at skulle være en del af landsholdet.

Jeg er privilegeret, at jeg er en del af dette spændende setup, som ansvarlig for udtagelsesprøverne og en del af delegationen til NM.

Oprydning, minder, undskyldninger & planer

De to bedste hunde i verden :-)

Der er nogle opgaver som bare bliver skubbet. De står ikke på todo-listen – det burde de gøre, så jeg forholdt mig aktivt til dem – og så kan de ganske usynligt bare blive glemt. I dag kom ånden over mig, og jeg begyndte at rydde op på mit gamle kontor.

I al den tid jeg havde Lysholdt Consulting, var det min faste arbejdsmæssige base (når jeg ikke var ude hos kunder) og der er en del materiale, som der godt kunne ryddes op i.

Regnskabsmateriale fra Lysholdt-tiden. Materiale udarbejdet til og med forskellige kunder. Materiale fra starten af Sydkystens Hundeskole. Slægtsforskningsmateriale. Gamle fotos. Mapper med mine artikler, læserbreve mv. om film, hunde, slægtsforskning, projektledelse osv. Der er rigtigt meget der bliver smidt ud, men også lidt der bliver gemt. Jeg nænner ikke at smide det hele ud. Der dukker minder op, som jeg havde glemt alt om. Artikler og læserbreve. Mit sponsorat af Danmarks bedste damebridgehold (Team Lysholdt Consulting). Projekter, det blev stoppet i tide. Og masser af succeshistorier. Kursusmateriale, som jeg ikke har kigget i 10+ år, og alligevel ikke nænner at kassere …

Der var bl.a. et brev til DKK fra 1994, hvor jeg kommenterede et indlæg i Hunden, om at det var et problem for DKK, at der var så mange der ringede til dem 😉 Så jeg har med sikkerhed været medlem af DKK i hvert fald siden 1994.

Blandt materialet, som er røget ud, er ambitiøse planer for udviklingen af Lysholdt Consulting, og for Sydkystens Hundeskole. Ingen af planerne blev realiserede, men i virkeligheden var det heller ikke vigtigt. Det var drømmene, der gav masser af god energi, og lidt af det blev virkelighed.

Set i bakspejlet er der ikke noget på virksomhedsplan, jeg har fortrudt. Der var ting, der gerne måtte være gået anderledes, men bundlinjen er, at det hele er gået ret godt.

Lysholdt Consulting blev afviklet på en god måde, da jeg blev fastansat i Nets i 2014, og det var virkelig perfekt timing.

Sydkystens Hundeskole er i dag en forening med meget begrænset aktivitet, men vi har lidt penge på kistebunden, og har rammerne til at gøre det, vi vil. Den 16.-17. januar 2021 har vi fx inviteret Ida Lindgren til at undervise i rally, og søndagen er kun for os i Sydkystens Hundeskole. Lørdag er det et åbent hold, og alle pladser er besat. Ida er en fantastisk instruktør og jeg glæder mig til at være på med Max lørdag og Otto søndag. Ellers holder vi rallyprøver, fordi vi synes det er sjovt. Katrine Bøg holder kurser i Sydkystens Hundeskole regi, og det er dejligt 😊

Så er der det med undskyldninger …

Jeg bliver snart 68 år, i dag bliver jeg 24.820 dage, og jeg har gjort meget, som har såret andre, i mit lange liv. Bevidst eller ubevidst. Jeg kan ikke gøre noget af det om, selvom jeg gerne ville. Men jeg har forsøgt at undskylde overfor de berørte. Jeg har også fået at vide, at det nogle gange er for nemt bare at sige undskyld …

Jeg vil gerne være perfekt, men er bare et menneske. Jeg gør mig umage for at være ordentlig, men jeg fejler, bander over det, og forsøger at agere mere fornuftigt næste gang. Jeg gentager nogle af mine fejl, og det gør det ikke nemmere.

I hundetræning tilgiver hundene mig med det samme. I værste fald kræver det lidt ekstra træning, hvis jeg har fejlet og opdager det.

Med mennesker er det mere komplekst. Jeg vil ikke miste mennesker, jeg holder af, fordi jeg opfører mig som et fjols indimellem, så jeg håber på de vil tilgive mig, og véd, at jeg gør mig umage for at bevare venskabet.

Solopgang lørdag morgen

En af effekterne af min oprydning er, at jeg er blevet meget bevidst om vigtige læringspunkter fra fortiden, og husker, at de kun giver mening, hvis de kan anvendes fremover.

En del af fortiden popper daglig op på Facebook som minder. Det betyder rigtigt meget for mig, faktisk en del mere, end jeg selv ved kendes ved, og det føles mentalt godt. Masser af gode minder. Det er dejligt at blive mindet om, hvor langt jeg nåede med Megan, Otto og Max, og erkende, at jeg kan nå lige så langt eller længere med Otto (og endnu videre med Max), for der er én og kun én person der har ansvaret for det hele.

Minder, læring og kærester

For over 8 år siden deltog Lille Bjørn og jeg i et vildt spændende kursus hos Kathy Sdao Cues and Behavior Chains Explained. Jeg kom til at genlæse blogindlæggene fra dengang, fordi jeg i morges kom til at tænke på hendes åbning af seminaret, hvor hun stillede spørgsmålet: Hvis vores hunde kunne tale, bare ganske kort tid, hvad ville de så sige til os? Der kom mange bud på svar, men det fremherskende var vist noget à lá: Bare du ville være tydelig med dine signaler!

Det er så sandt, så sandt.

Jeg kan i tæt på 100 % af de situationer, hvor der opstår fejl til prøver med Max, konstatere, at det er mig, der giver forkerte eller uklare signaler (eller der opstår noget, vi ikke har trænet).

Hvorfor kom jeg til at tænke på Kathys åbning af seminaret?

Det gjorde jeg, fordi jeg, da jeg vågnede i morges, kom til at tænke på: Hvis der er et liv efter døden, hvis Megan, Lille Bjørn, Max og Otto om mange år skulle mødes i hundehimlen, hvis de var i stand til at kommunikere, og hvis de kom til at tale om ham Paul, som havde trænet dem alle sammen, hvad de så ville sige om ham …

Der er en masse hvis’er, og hvis situationen skulle opstå, kan jeg i sagens natur ikke bruge resultatet til noget, medmindre jeg selv var til stede, og der også var hundetræning i hundehimlen 😉

Jeg tror og håber, at Otto ikke ville forstå, hvad de andre fortalte om træning, for han ville ikke kunne genkende det. Jeg er en helt anden fører i dag, og jeg har en helt anden tilgang til træning. Jeg er SIKKER på, at Otto har den allerbedste fører, som jeg kan tilbyde. De havde de andre hunde også, men Paul er altså blevet meget klogere.

Heldigvis kan Max også nyde godt af det, men Otto kan især, for han har aldrig kendt den gamle Paul …

Det er også andre discipliner jeg har fokus på i dag.

For 2½ år siden skrev jeg indlægget Gammel kærlighed … og nye kærester, hvor jeg fortalte, at jeg havde slået op med LP, og at mine nye kærester var HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

I dag ville jeg formulere det anderledes: jeg er smaskforelsket i Rally, og ret lun på NW og FS, og så kigger jeg ikke efter andre 😊

Kirsten har et par gange spurgt, om Otto ikke skulle lære næseprøve, og jeg har fortalt, at det var en del af LP-programmet, og det kommer han aldrig til at beskæftige sig med. Jeg stoppede i disciplinen for flere år siden, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg begynder på den igen.

Jeg skrev i mit blogindlæg i går Når tingene spiller, at mine discipliner med Max er Rally, NW og FS. Med Otto er det også Rally, NW og FS. Otto er lige fyldt ét år, og der kan ske så meget, men det giver mig mental ro, at have fokus på de tre discipliner med begge hunde, og have konkrete træningsplaner og konkrete mål med dem begge i de discipliner.

Jeg har også fået en mere livsnyder tilgang til træningen. Jeg træner meget mindre med Otto, end jeg gjorde med de andre.

I dag var en ren slapperdag. Morgentur. Morgenmad.

 2 timers cykeltur uden hunde. Frokost. 1 times luftetur med hundene. Afslapning. Grillmiddag. En skøn dag, som både menneske og hunde har nydt i fulde drag.

Minder, jubilæer, ritualer, ferie

'

Jeg læser naturligvis minderne på Facebook, og bliver ofte overrasket over, at det er så længe siden noget skete …

I går, da jeg brat måtte aflyse morgenturen, pga. styrtende regn og ikke mindst torden, valgte jeg ovenstående foto som dagens godmorgen foto.

Et skønt minde fra en weekendtur til Samsø for 10 år siden, hvor jeg boede hos Rikke og Dirch, og trænede LP med Gunilla og Tove. Det var en dejlig weekend.

I dag var der et minde, hvor Christina havde tagget mig, i anledning at jeg skulle dømme min første rallyprøve 21. juni 2013. Det er 7 år siden i morgen, og jeg er i dag den DKK-rallydommer som har næsthøjest anciennitet, overgået med 2 måneder og 1 dag af Helle Gadeberg. Det er blevet til 99 officielle dommeropgaver siden, 93 officielle prøver, 4 nordiske prøver og 2 svenske (Mästerklass). Jeg elsker at dømme, og har gjort baner klar til prøve nr. 100 (Rødovre Brugshundeklub 4. juli) og 101-102 (DKK Kreds 8., Bornholm, 12. juli).

I morgen skal jeg have en ganske uofficiel dommeropgave. Jeg har lovet min kollega Anette, som underviser i Rally i Schæferhundeklubben kreds 43 i Hvidovre, at dømme 6 ekvipager i begynderklasse i morgen. Det er i øvrigt præcis den bane, som Mathilde, Mette og jeg brugte til træningen i onsdags. Det bliver et helt konkurrencemæssigt setup, og jeg glæder mig til at dømme.

Derefter går turen videre til Vallensbæk Jagtforening, hvor Dansk Gravhundeklubs Københavnsudvalg afholder officiel rallyprøve, og Max og jeg er tilmeldt i championklasse. Jeg var oprindeligt inviteret til at dømme, men måtte takke nej, da jeg skulle dømme nordisk klasse i Vejen … Da det ikke blev til noget, kan jeg til gengæld gå til prøve.

Det er en jubilæumsprøve på 2 fronter. Det er 125. gang Max og jeg skal i championklasse, og det er 300. gang jeg går i championklasse (Megan 126, Max 125, Lille Bjørn 49).

Jeg har i mange år haft forskellige ritualer i forbindelse med alle former for (hunde)prøver. Noget af det, der er kommet ud af min coaching hos Anja, er, at der slet ikke er nogen ritualer tilbage, hvis der er, er de ganske ubevidste. Jeg tænkte over det i Løserup i søndags … der er ikke noget med at visualiseringer, bekymringer eller andet op til prøven. Der er ikke noget med at lære banen udenad, jeg ser banen første gang under banegennemgangen. Der er ikke noget med nerver, der er ikke noget med at tænke negative tanker, der er ikke noget med at blive irriteret på dommer, hjælpere, de andre, Max …

Der er at gå banegennemgang, varme op, og gå ind og nyde banen sammen med Max, fokus på nuet og næste øvelse.

Birgit, min sekretær i søndags, så ikke min bane med Max, men hun hørte den, og kunne høre, at den var gået godt. Ja, det var den da, fordi jeg kun sender positive signaler på banen, det var ret fedt at høre det fra Birgit.

I dag er første hele feriedag i denne ferie, på én uge. Pakningen til ferien på Bornholm er gået i gang.

Jeg gik en normal morgentur.

Middagsturen var ved Karlstrup Kalkgrav, lidt regn, så vi havde den næsten for os selv.

En skøn cykeltur.

Et fantastisk aftensmåltid, bøf bearnaise, pomfritter, asparges og Naranjuez Pinot Negra 2013.

Jeg læste Tehuset på Mulberry Street færdig i går – lidt til min egen overraskelse blev jeg fuldstændig revet med, jeg er ret vild med den, og har de to næste bind i Dublin-trilogien klar til ferielæsning.

Og så er jeg gået i gang med Der vokser et træ i Brooklyn, på Anitas anbefaling, den glæder jeg mig meget til at læse.

Det har været en vidunderlig dag.

Særlige minder

Hundefoto.nu

Ovenstående foto blev taget 28. december 2016 og betyder rigtigt meget for mig. Det har prydet min hundeblog indtil i forgårs. Baggrunden for netop det foto kan læses i dette indlæg Que reste-t-il de nos amours?

Kegle (Hundefoto.nu)

Både Megan og Lille Bjørn er døde, men jeg har ikke nænnet at skifte fotoet ud før nu, hvor jeg fik et andet perfekt billede, som man kan læse om i dette indlæg.

Twist (Hundefoto.nu)

Begge fotos er taget af Camilla Johannessen (Hundefoto.nu), hende kan jeg varmt anbefale, hvis man lige står og mangler nogle gode fotos af hundene 😉

Sit (Hundefoto.nu)

Udover de mange gode fotos (flere er med i dette indlæg), var det en superhyggelig fotosession, som er et dejligt minde i sig selv!

Target (Hundefoto.nu)

Vi havde håbet at vi skulle til svenskerne i pinsen, men det blev ikke til noget. Så det blev en dejlig hjemmedag i stedet.

Morgentur.

Cykeltur.

Havehygge.

Grillmad.

Minder & usikkerhed

Paul og Emmy (Borderhouse Emily Rose) (foto: Suste Bonnén)

Der dukker næsten hver dag minder op på Facebook, og tit tænker jeg: Hold da op, er det allerede så længe siden.

I dag var ingen undtagelse 😊

Det er 11 år siden jeg bestod Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse.

Det er 9 år siden Lille Bjørn fik sit sidste klubcert og blev klubchampion.

Det er 4 år siden at jeg skrev blogindlægger Bobler om fantastisk træning med Anita og fantastiske fotos taget af Anne.

Og så var det fotoet ovenfor. Det blev taget i 1999 af Suste Bonnén. Det skulle bruges som forside på en brochure om Lysholdt Consulting. Vi var hjemme hos Suste, hun havde insisteret på at jeg skulle have Emmy med, og hun blev naturligvis midtpunkt i hele fotosessionen ❤️ Emmy blev født 20. marts 1995 og var vores første border terrier. Det foto fik mig til at mindes en masse skønne oplevelser.

I dag har vi Max og Otto som naturligvis er en sikker kilde til daglig glæde, og også er sikre leverandører af gode oplevelser, der med tiden bliver til gode minder.

For mig har ugen været som for rigtigt mange andre: en hjemmearbejdsuge. Masser af telefonmøder, masser af mails. Vi taler om, at vi ikke må miste momentum pga. situationen – men det med ikke at være sammen med kollegerne, det er noget jeg skal vænne mig til.

Der er virkelig meget at glæde sig over i denne usikre tid. Først og fremmest er stærkt lederskab helt afgørende, og det har vi til fulde fået demonstreret at det danske samfund med Mette Frederiksen i spidsen har. Masser af handlekraft, masser af kommunikation og det er betryggende.

På den private front kan vi glæde os over ,at vi er blevet forskånet for sygdom indtil videre, at jeg stadig har arbejde, kan gøre det hjemmefra og ikke umiddelbart er påvirket økonomisk.

Jeg kan tilrettelægge min dag, så arbejdet bliver udført, men der hvor det nu passer ind i forhold til alt muligt andet. Jeg véd ikke hvad hundene tænker, men jeg tror de egentlig synes, det er meget hyggeligt.

Lidt fotos fra den første hjemmearbejdsuge.

Mandag: Otto og Max på Megans bænk :-)

Mandag: Aftenfoto fra badebroen

Tirsdag: Paul på arbejde - bemærk plakaten! (foto: Kirsten)

Tirsdag: Tur med hundene i Karlslunde

Onsdag: Tup på Staunings Ø

Onsdag: Artikel om Rallyudvalget i Hunden

Torsdag: Den skønneste morgenudsig

Torsdag: Når man googler sin blog og Amanda, for at finde et foto til en fødselsdagshilsen :-)

Torsdag: Hundene følger interesseret med i mit arbejde ...

.

Torsdag: Grebet på fersk gerning! Flæskesvær og en af de sidste julebryg (foto: Kirsten)

Jeg har ikke taget fotos endnu i dag, men der er altså allerede nogle gode mentale fotos jf. minderne ovenfor.

Hundetræning og hundekonkurrencer virker som noget underligt fjernt noget lige nu, og dog ikke. I Rallyudvalget har vi officielt meldt ud, hvordan vi forholder os til DM, Årets Hund og landsholdskvalifikation i 2020. For selv om det kan virke ligegyldigt i forhold til så meget andet lige nu, så er det vigtigt at vi er på forkant med, at det en dag er normal hverdag igen. Ingen véd bare hvornår.

Så det vi har gjort er ganske enkelt: på baggrund af de første henvendelser om flytning af prøver, har vi fastlagt nogle principper for, hvad der skal til for at en prøve kan flyttes og fortsat tælle til DM, Årets Hund og landsholdskvalifikation. Vi håber så mange som muligt kan afholdes som planlagt eller flyttes, så de stadig kvalificerer som oprindeligt tænkt – men vi er nødt til at tænke på, at der fx skal være tid til at invitere til DM og Årets Hund, og det giver nogle naturlige deadlines.

Principperne ændrer ikke ved usikkerheden om, hvornår prøver kan afvikles, men det giver arrangører konkrete muligheder, hvis de vil flytte prøver og bevare kvalifikationsmulighederne, og det giver deltagerne mulighed for at revurdere deres planlægning.

Minder om den store Lille Bjørn

Den bedste Lille Bjørn i hele verden

I går var en meget sørgelig dag. Det er forfærdeligt at tage afsked med én, som har været en del af familien i næsten 13 år, og ovenikøbet været en markant personlighed.

For markant og en personlighed, det var Lille Bjørn bestemt.

Jeg fik vildt mange søde hilsener i går, og hold da op hvor betyder det meget på sådan en trist dag: at blive mindet om, at Lille Bjørn var så kendt og respekteret i hundeverdenen.

Hans logrende hale og hans selvstændige væsen tog man ikke fejl af.

Mette Andreassen mindede mig om, at Lille Bjørn var min hund på klikkerinstruktøruddannelsen … det burde jeg da have nævnt i går! Jeg kan huske, at jeg oprindeligt havde tænkt at Megan skulle være hunden på den uddannelse, men fandt ud af at det ville være meget mere lærerigt at have Lille Bjørn med. Så sådan blev det fra starten den 22. august 2008, da han var knapt 1½ år.

Så sent som i dag kom Kirsten og jeg til at tale om Fri shaping øvelsen, hvor Lille Bjørn lærte at kigge til venstre, når jeg stod foran ham. Det var smadderflot, men jeg må indrømme det gav lidt problemer, da vi skulle indøve bakke væk fra fører i rally 😉

Foto: Trine Rafn

Trine Rafn skrev ”jeg har et billede på min nethinde af en skøn Lille Bjørn, som sad stolt og rank inde i Fars bil - selvfølgelig på førersædet og kiggede ud på os andre”. Jeg fandt det, det er fra 9. april 2012.

Jeg husker rallyprøver, hvor han nedlagde arbejdet 😊 Jeg kan huske en video, hvor man hører Annie Larsens kommentarer, men jeg kan ikke finde den.


Jeg kan huske prøven, hvor han blev champion den 3. juni 2012, video ovenfor. Han fortjente bestemt titlen, men måske ikke lige på dagen 😊

Jeg husker Lizzie bisættelse, hvor jeg hilste på hendes søster Ulla, og præsenterede mig, fortalte at jeg var hvalpekøber og havde Lille Bjørn … og pludselig blev stemningen en helt anden, for Lille Bjørn havde alle hørt om ❤️

Jeg husker den LP-prøve, hvor han fik sin LP3-titel, og han lavede den flotteste fællesdæk i skønt solskinsvejr. Og min største bekymring var, at han skulle falde i søvn i solen, og vågne med et spjæt, når jeg kom tilbage.

Jeg husker træningen, hvor han gøede ad Knud Djernes som kælede med sin hund, og jeg måtte forklare Knud, at Lille Bjørn mente, at når nogen kælede andre end ham, var det noget han blev snydt for.

Lille Bjørn og Megan, vinter 29. januar 2010

Jeg husker vinteren for præcis 10 år siden, hvor jeg gik med ham og Megan på isen.

Jeg husker, at han elskede tomater, og Kirsten havde lovede ham hans egen tomatplante i drivhuset i år.

Jeg husker, at han var altid helt tæt på, når vi lavede mad, og elskede at få snutter af gulerødder, tomater, al slags kål mv. Det bliver ikke det samme at lave mad længere.

Jeg kunne fortsætte og fortsætte.

Hvor er det dejligt at have så mange glade minder om skønne oplevelser med en fantastisk hund. Alle hunde er noget særligt, men Lille Bjørn var noget ganske enestående særligt ❤️

Han var en skør skid på mange områder, fuldstændig som mig selv, og jeg elskede ham så højt ❤️❤️❤️

Åh, disse minder

13. september 2008: Megan DKLPCH (foto: Camilla Dinesen aka Johannesen)

Minderne (DDO: en i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling der engang har gjort et stort indtryk på én).

Et godt minde allerede: Max og Otto som de allerbedste venner :-)

Det er bestemt ikke noget jeg tænker på dagligt, som det jo så ofte er med minder. Men af og til sker det, og i går var det så fordi det var præcis 11 år siden Megan og jeg blev DKLPCH at mindet om den dag poppede op. Jeg har skrevet om prøven i dette blogindlæg. En uge efter blev Lille Bjørn i øvrigt DKCH, det var ikke engang et blogindlæg værd dengang?!

Men Megans DKLPCH, det var en ganske speciel dag, en dag som var kulminationen på en masse træning, for midt vedkommende den allerførste træning af en hund, ovenikøbet en crossover hund, i en lydighedsdisciplin i DKK. Det var vores 15. prøve i LP3, og marginalerne havde ikke altid været med os, men den dag spillede det hele, og jeg var stolt ud over alle grænser over Megan, og sikkert også lidt over mig selv.

En skøn eftermiddagstur med Max i dag

Vi har fået 13 championtitler med 5 hunde, heraf har de 7 været udstillingstitler: Emmys DKCH, Ottos DKCH, INTCH, KLBCH og SCH og Lille Bjørns DKCH og KLBCH.

Emmys DKCH – vores første championtitel - fik hun 21. september 1996, det er snart 23 år siden.

Men i mit hoved er udstillingstitlerne for intet at regne mod prøvetitlerne.

Det startede med Emmys DKJCH(G) for over 20 år siden (17. april 1999), som der virkelig blev kæmpet for.

Et vidunderligt aftensmåltid og en enestående vin ;-)

Så kom Megans DKLPCH og siden hendes DKRLCH 29. december 2010, som også var en helt speciel oplevelse, og som der bestemt også blev kæmpet for.

Lille Bjørn blev DKRLCH 3. juni 2012 og Max 4. april 2014.

Derefter drømte jeg om at en af hundene kunne blive DKRSCH. Hverken Megan eller Lille Bjørn var tæt på, ingen af dem fik supercerter., men sørme om Max ikke gjorde det i år, den 9. februar i år fik han to supercerter. samme dag og titlen.

Jeg kan huske alle dagene med prøvetitlerne ligeså tydeligt. Emmy som fik sine sidste to certer. med en uges mellemrum. LP-prøven med Megan i Albertslund. Rallyprøven med Megan ved den allerkoldeste rallyprøve nogensinde i Danmark (og en ommer i en spiral som næstsidste øvelse). Lille Bjørns rallytitel til en prøve i Osted, arrangeret af Sydkystens Hundeskole, hvor der vist var 6, der blev champions, og Max’ til en prøve ved Rishøjhallen (Dansk Collie Klub) med Anita som dommer og Amanda som sekretær.

Og så er der lige 9. februar 2019, som jeg med garanti heller aldrig glemmer, hvor Max først fik et supercert. hos Anita, og jeg tror vi gik vores livs prøve, og så gentog vi det lige efter hos Amanda 😊

Det fede er, at jeg nu er blevet meget bevidst om den mentale forstærkning der ligger i at rose sig selv for godt førerarbejde, og der er så mange prøver, hvor jeg har gjort det fantastisk, og sjovt nok har hundene altid været med på den, og gjort det mindst ligeså godt!

Det er bestemt og heldigvis ikke kun dagene med championtitler, der står klart i erindringen. Der er mange andre fantastiske oplevelser, som jeg tænker tilbage på med glæde, når jeg bliver mindet om dem. Og nogen gange popper de bare op.

Hver eneste dag er der nye muligheder, og der er hele tiden potentiale for øjeblikke, hvor situationer opstår, som vi kan mindes med glæde dagen efter eller mange år efter. Eller resten af livet.

I Orson Welles The Magnificent Ambersons (1942), en af mine yndlingsfilm, fortæller Joseph Cotten på et tidspunkt om en kvinde, som han engang har set, og han har tænkt på hende hver dag resten af sit liv. Sådan har jeg det næsten med nogle minder, og det føles ærligt talt ret godt.

Kommer de sådanne minder i resten af 2019?

Ha, det er det gode, det er ikke noget der kan forudses 😉

Minder, træning & mål

Torsdag morgen

Der er kommet mange stærke minder på Facebook de sidste dage.

For 4 år og 3 dage siden debuterede Max i HTM1, det var en meget speciel prøve, og mit første minde af efterhånden mange i en disciplin, som jeg er blevet totalt fascineret af.

For præcis to år siden i går tog vi afsked med Megan, en meget sørgelig dag og alligevel ikke, som man kunne læse i et indlæg dagen efter. Det første indlæg er i øvrigt det mest læste af mine blogindlæg nogensinde.

Minderne er en del af min historie, og nogen, jeg har fælles med en masse andre. Jeg har det ikke godt, når jeg læser om hundevenner, der tager afsked med deres hunde. Men det er en naturlig del af livets gang.

Jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste om Megan og min sidste dag sammen, og jeg har så mange fantastiske minder om og med Megan, men jeg må samtidig indrømme, at jeg ikke længere savner hende. Det vigtige er det levende og det kommende 😊

I torsdags stod der tre træningssessioner i kalenderen.

Fredagsaften luksusmiddag

Først 1 time hos min fitte coach.

Dernæst træning med Lonni hos DKK. Det var et win-win setup, hvor Lonni og Morgan trænede rally, og Max og jeg trænede Nose Work. Det var ualmindeligt lærerigt. Der var 4 klasse 2 setups, og det var rigtigt svært for Max. Han søgte virkelig ihærdigt, men Lonni mente han måske ikke har fået trænet på forskellige varianter af de forskellige dufte, så vi fik en håndfuld af fire forskellige med, så vi kan træne på det.

Torden over Jersie

Den sidste træningssession var træning i nordisk klasse i rally i Jersie, den blev aflyst tre kvarter inden pga. kraftig regn og torden. Fotoet er fra en Solrød Facebook-gruppe, og det var da godt, at vi ikke var ude i det vejr.

Fredagsaften start med Lillet Rosé

I går var jeg omkring Majbrit. Vi skulle sammen have holdt en introduktion til de nye rallyskilte på Askov Højskole i dag, men da der kun var 7 tilmeldinger aftalte vi, at Majbrit klarede det alene. Så vi mødtes for at gennemgå programmet og drøfte særlige detaljer.

Det er sjovt, nu hvor jeg har fået de ”nye” rallyskilte på afstand, er det åbenlyst hvor smart de næsten alle sammen passer ind i den røde tråd: opbygningen af øvelser fra klasse til klasse. Og hvor lidt nyindlæring der er, for rutinerede rallyudøvere.

Til træningen med Lonni og Morgan havde jeg taget alle de nye skilte fra (også to, som slet ikke er nye, fandt jeg ud af dagen efter!), og det var ganske få de var behov for at de skulle arbejde med. Resten var grundfærdigheder.

Det med målene er noget sværere, det hænger ret meget sammen med prioritering, som jeg har skrevet om mange gange, og det er jo noget bøvl, og et rigtigt luksusproblem.

Jeg har i et tidligere blogindlæg nævnt, at Amanda mener – ganske berettiget – at min hjerne er et stort Excel-ark, jeg har stort behov for og elsker at komme alting i kasser.

Nu, hvor Max’ og mit samarbejde har udviklet sig så fint, er jeg begyndt at drømme og resultater, og det skal jeg bestemt ikke. Jeg skal holde fokus på det gode samarbejde, og så er resultater en naturlig følge af det gode samarbejde … under hensyntagen til de øvrige deltagere.

Der er ingen der kender mig, som er i tvivl om, at DM, ÅH og NM i rally er noget jeg drømmer om og arbejder imod. Måske bliver det ikke i år, men så bliver det næste år.

Nose Work, det er noget ganske nyt og meget sværere at komme i klasse 2, vi er ganske nye i klassen, og har pt. to prøver i kalenderen. Vi skal lære og udvikle os, men den glæde Max viser i denne disciplin betyder definitivt, at den ikke bliver droppet.

Så er der FS2. Jeg fik talt med Lonni om det. Det er frygteligt følelsesladet. På den ene side véd jeg, at det er krævende med 3 forskellige discipliner på et fornuftigt niveau. På den anden vil jeg så gerne udvikle FS2-programmet, fordi Max og jeg har udviklet os rigtigt meget igennem den disciplin, og som man kan læse, vi har nu været fire år i HTM/FS og jeg kan ikke overskue pludselig ikke være en del af den del af hundesporten længere …

Pinsen står på ren afslapning. Ingen prøver, ingen træning.

Eftermiddagsturen i dag gik vi i Vallø Slotspark i det skønneste vejr.

Minder & Følelser

10 år siden

Både før, under og efter HTM’en med Lille Bjørn i lørdags kunne jeg mærke, at jeg ikke var helt mig selv. Jeg var faktisk ret påvirket af det, selvom jeg naturligvis havde forsøgt at fortrænge det. Men det var og er meget mærkeligt fra den ene dag til den anden at skulle stoppe med at træne og konkurrere ”for alvor” med Lille Bjørn.

Vi har haft 14 hunde, men det er først med de sidste 3: Megan, Lille Bjørn og Max, at det at træne og konkurrere i lydighedsdiscipliner kom ind i billedet. For Megans vedkommende nærmest ved et tilfælde, og så udviklede det sig helt vildt. Med Lille Bjørn lidt for sjov, nu jeg var i gang med Megan, og først med Max ud fra et bevidst valg.

Lille Bjørn kom lidt på mellemhånd i processen, det var først Megan, siden Max, som jeg ”satsede” på, og Lille Bjørn blev bare trænet lidt for sjov ved siden af, og naturligvis kom han med til konkurrencer.

Jeg havde, ligesom til Megan og Max, urimeligt store forventninger til, hvor hurtigt han var klar til prøver, og mange hundevenner har hovedrystende lyttet til mine frustrationer og planer om at pensionere alle hundene i utide, Lille Bjørn allerede før han var blevet to år. Alle hundene skulle lidt op i årene, før de rigtigt var stabile, og det passede jo ikke deres utålmodige fører. Anita sagde for nogle år siden til Max, at han bare skulle holde ud et par år endnu, så ville han have en ordentlig fører, der forstod ham, og det er vist meget symptomatisk for mit arbejde med hundene …

Heldigvis blev det aldrig alvor med nogen af hundene med den tidlige pension, for sikken en masse fantastiske oplevelser, jeg så var gået glip af.

Rallytræning for 9 år siden (foto: Camilla Johannessen)

I dag var det to minder med Lille Bjørn, som poppede op. Det første var om den dag for præcis 10 år siden, da han fik sin LP1-titel, det andet var fra en nørdrallyprøve for præcis 9 år siden.

Det, der først (næsten for) sent gik op for mig, var, at Lille Bjørn var den mest stabile og pålidelige af dem alle. Det tog godt nok en nedsmeltning  at erkende det fuldt ud, men han var mere præcis og motiveret end Megan, og det var kun uheld der gjorde, at han ikke fik DKLPCH-titlen. I rally gjorde han det rigtigt godt. Jeg tøvede alt for længe med at rykke ham i championklasse, men da han endelig kom der op gik han fantastisk og kom til og med til DM.

I HTM debuterede han 10. oktober 2017 næsten 10½ år gammel, og det blev til 4 x HTM1, 7 x HTM2, 1 x HTM3 og 3 x HTM senior. En kort, gloværdig karriere, og nogle af mine bedste prøveoplevelser nogensinde har været i HTM med Lille Bjørn.

Så ja, det er bestemt vemodigt at skulle sige stop. Men en ting er helt sikker: De utallige gode minder vil altid være der. Og heldigvis er han stadig rask og rørig, og vi har forhåbentlig glæde af hinanden mange år endnu.

Alle de gode minder betinger jeg med henblik på at kunne genskabe dem, som beskrevet i forbindelse med min seneste coachingsession hos Anja. Jeg synes selv, jeg er blevet dygtig til at fremkalde følelserne kontrolleret, men det skal arbejdes meget mere igennem.

For mig er det vigtigste at jeg kan mærke udviklingen. Den har intet med point eller resultater at gøre. Den har noget med følelser at gøre. Har jeg den rigtige følelse indeni, før, under og efter en prøve (eller en træning for den sags skyld), så betyder point og placeringer ingenting. Jeg har været oppe til fem prøver siden coachingsessionen. De to rallyprøver på Bornholm, de var lige efter bogen, jeg gjorde alt rigtigt i forhold til Max, og jeg var glad for point og placeringer, selvom de ”ikke kunne bruges til noget” i forhold til DM og Årets Hund.

HTM-prøven med Lille Bjørn i lørdags, også her ros til mig som fører, Lille Bjørn var lidt træt, men jeg fik støttet ham fint, og det gik ganske fortrinligt.

Max’ debut i FS2; han var bestemt ikke glad for at være på stedet, men jeg støttede ham virkelig godt, og han arbejdede bedre og bedre i løbet af nummeret.

Endelig Nose Work prøven søndag. Det var da træls at miste først udesøg, så beholdersøg og dernæst indesøg. Men jeg gjorde det rigtige, havde fokus på næste søg hele tiden. Det kan godt være, at vi på resultatlisten endte som nr. 38 ud af 38, men for mig vil dagen blive husket for det fantastiske køretøjssøg, hvor Max og mit samarbejde var perfekt: en meget hurtig markering fra Max, en meget cool fører som straks markerede og dermed fik dagens hurtigste køretøjssøg.

Når alt andet er glemt, vil jeg huske det køretøjssøg, som ét højdepunkt i Max’ Nose Work karriere.

Noget af det herlige ved at være menneske og hundefører er, at vi ikke aner noget som helst om fremtiden. Vi kan træne, til vi bliver blå i hovedet, vi kan gøre utallige ting for at ruste os bedst muligt til fremtiden. Men i sidste ende er det kun tiden der kan afgøre, hvordan fremtiden vil forme sig.

Jeg er sikker på., at fremtiden gemmer på en masse skønne oplevelser for Lille Bjørn, Max og vores kommende hund og mig, og nogle af dem vil blive fantastiske minder. De ligger bare og venter på os, og jeg skal være åben og lydhør og tage imod oplevelserne, når de kommer.

For det er måske den enkle læring: Jeg kan styre, om en specifik oplevelse er et godt eller et dårligt minde. Der er kun én person i hele verden, som kan bestemme hvordan fx min Nose Work prøve i søndags gik: Det er Paul. Det er mig, der kan beslutte om det var en lorteprøve med kun 25 point og 6 fejl og en placering som nummer 38 ud af 38. Eller om det var et brag af en prøve, hvor vi lavede det mest fantastiske køretøjssøg ever, og vandt søget.

Din mentale indstilling er din allerbedste ven, hvis du bruger den korrekt 😊

Gode og dårlige minder

 

Det vil være synd at sige, at jeg interesserer mig voldsomt for håndbold. Men en VM-finale med Danmark som den ene part, den ville jeg alligevel ikke gå glip af :-) Så sammen med et par millioner andre danskere og sikkert mange andre tilskuere rundt omkring i verden, så jeg finalen i går. Vi fik champagne til, for det synes vi nu engang var passede til så stor en finale. Champagnen var en gave jeg har fået i hundesammenhæng, og jeg synes der er noget særligt ved at nyde værdsatte gaver i en særlig sammenhæng, det gør gaven endnu mere værd.

Aftensmaden fik vi efter finalen, jeg fik blæksprutte i olivenolie og to oste. Vi fik rødvin til, den første rødvin vi har drukket herhjemme i år. Det var bestemt ikke en tilfældig rødvin, det var en gave fra en meget god ven og det gjorde nydelsen endnu større. I overensstemmelse med min nye livsstil blev flasken ikke drukket op, faktisk fik jeg det sidste til aftensmaden i dag og lige nu, mens jeg skriver dette blogindlæg. Det er jo også en fin test af en vin, om den kan holde sig i 24 timer i åbnet tilstand, og det kan denne bestemt!

Jeg var træt og gik ret tidligt i seng i går, jeg blev vækket lidt over 2 ved at Max peb, og lukkede ham ud, og der gik vel 5 minutter før han kom ind igen. Jeg var blevet lysvågen og kunne ikke falde i søvn igen. I stedet fik tankerne lov til at køre helt vildt. Faktisk sporede jeg dem bevidst ind på en masse negativt, bl.a. om min far – han ville være blevet 100 år i næste måned, og jeg prøvede at komme i tanker om et positivt minde … det lykkedes ikke, så jeg spolede videre. Jeg var inde over nogle andre dårlige minder, bl.a. flere episoder, hvor jeg selv har været et fjols, og heldigvis kan tænke tilbage på, at jeg er i bund og grund er omgivet af mennesker, som vil mig det godt og er i stand til at tilgive, og det er da vidunderligt!

Jeg fik også mentalt arbejdet en del med Max’ og mit FS-nummer. Jeg fik justeret nogle detaljer og prøvede det af med musik (uden Max) et par gange her til aften, og det begynder at hænge godt sammen.

Der er også ved at være styr på Sydkystens Hundeskoles næste dobbelte rallyprøve den 9. februar. Det bliver første gang Anita og Amanda sammen skal dømme en dobbeltprøve, og det er naturligvis ikke tilfældigt at vi står for det. Charlotte skal være prøveleder og jeg er ”bare” deltager og klarer lidt administration. Jeg glæder mig rigtigt meget til den prøve. Udover at det bliver mine første prøver i år, bliver det også første gang i år Mathilde skal gå med Max i juniorklasse, som opvarmning til Bornholm og Roskilde, hvor hun skal op med både Lille Bjørn og Max, og så med Boogie i Øvet klasse.

De fleste Facebook-minder er heldigvis positive, således også dette fra for et år siden. Tre hunde der hygger sig gevaldigt :-)

Og så er drømmen om næste hund måske ved at være mere end en drøm. Jeg ønsker mig så meget en ny hund, men det hele skal afbalanceres, og på den ene og på den anden side. S¨å dette må blive en cliffhanger.