Viser opslag med etiketten Rallyprøver 9. februar 2019. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyprøver 9. februar 2019. Vis alle opslag

lørdag den 9. februar 2019

To strålende prøver med Max – nu Rally Super Champion

Prøven hos Anita

Dagen i dag var den mest fantastiske jeg har oplevet som hundefører. Det er stadig lidt uvirkeligt for mig, og undervejs har jeg mere haft lyst til at tude af glæde end at juble – men det skal nok komme, det med jublen.

Dagens høst af rosetter

Sydkystens Hundeskole havde arrangeret dobbelt rallyprøve i Herringløse Agilitycenter, jeg var med som privatperson, som Charlotte Lia (prøveleder) så fint sagde det i sin velkomst, og indtil jeg havde været oppe to gange med Max hos henholdsvis Anita og Amanda var mit eneste fokus at gøre det rigtige, alt det som jeg har beskrevet i mine blogindlæg især de seneste dage; den indre ro, det rette fokus, støtte Max, ignorere alt muligt ligegyldigt, ikke tænke på point, men tænke på at holde kontakt, forberede næste øvelse, udføre, forstærke osv.

Jeg havde en masse gode visualiseringer i går, og de to prøver i dag kørte lige som de skulle. Der var en enkelte lille ting jeg ærgrede mig over, men det var uden Max, så det betød kun noget indeni mig, alt andet var, som jeg havde tænkt det. Det fungerede i den grad!

Her er den første prøve hos Anita (filmet af Charlotte Lia) – jeg véd den vender forkert, jeg prøver at fixe det:



Jeg havde den mest fantastiske følelse indeni, man kan sidst på videoen høre min vantro da jeg fik Anitas feedback, men det er altså rigtigt: 97 point. Jeg gik ud og legede med Max, og da vi kom til præmieoverrækkelsen viste det sig at de point rakte til 1. vinder ud af 10, og dermed Max’ andet supercert, det første fik han hos Conni 15. oktober 2017 på Samsø.

Banegennemgangen hos Amanda blev lidt anderledes end normalt, pga. den boblende følelse indeni mig. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om at lære banen udenad, så jeg gik den bare tiden ud, og jeg kunne den vistnok cirka udenad trods alt.

Her er prøven (filmet af Mia Rasmussen)



Ja, det blev igen til 97 point, 1. vinder ud af 10, det tredje supercert.

Prøven hos Amanda

Og dermed er Max DKRSCH, Rally Super Champion. Jeg er glad og stolt og jeg er ekstra glad for at det var på hjemmebane at alt dette skete. To prøver arrangeret af Sydkystens Hundeskole, med Anita og Amanda som dommere (for første gang til samme prøve i øvrigt), og sammen med en masse andre mennesker, som betyder noget for mig. Det bliver bare ikke bedre.

Lidt sekretærarbejde med Conni

Når jeg har fordøjet dagen skriver jeg sikkert en masse mere, lige nu vil jeg bare nyde det, om lidt tager Kirsten og jeg et glas champagne, det er en dag som definitivt skal fejres!

PS: Jeg skal da lige huske at nævne, at Mathilde var oppe med Max i juniorklasse to gange og fik henholdsvis 95 og 93 point, og vandt begge gange, som den eneste i klassen. Stort til lykke med det! Og nej, det er aldrig sket tidligere at Max har vundet hverken 2, 3 eller 4 rallyprøver på én dag :-)

fredag den 8. februar 2019

Gode og dårlige visualiseringer … og endnu en weekend i rallyens tegn


Der har været noget helt galt med mine visualiseringer af rallyprøverne i morgen. De er startet godt, men så er der i stedet for den gode performance sket et eller andet i visualiseringen, som jeg har reageret forkert på. Så jeg måtte lige mentalt ”genlæse” både nogle af de første coachingsessioner hos Anja og nogle fundamentale teknikker hos Lanny Bassham.

Det hjalp gevaldigt :-)

Jeg har haft de fedeste visualiseringer af forløbet lige fra jeg kommer til Herringløse, lufter Max, har ham med inde i hallen inden jeg bærer ting ind, sætter ham ud, bærer ting ind, afleverer det, der skal afleveres, holder mig helt væk fra sekretærbordet, henter Max igen til lidt opvarmning inden banegennemgangen, ud i bilen med ham igen, banegennemgang, lærer banen udenad, henter Max igen, sidder klar, når det er min tur, af med linen, får øjenkontakt med dommeren, går ind på banen, giver klartegn, starter, går en drømmebane og leger med Max bagefter/giver godbidder og med et stort smil tager imod feedback. Tro mig, det har været nogle fede oplevelser!!!

Weekenderne kommer til at stå ret meget i rallyens tegn dels den dobbelte rallyprøve i morgen, dels anden omgang af Rallyinstruktøruddannelsen søndag.

Jeg startede i dag med et kundemøde i byen, og efter det skulle jeg arbejde hjemmefra. På vejen fik jeg klaret nogle væsentlige ærinder: gavekort til i morgen hos Netto, nøgler til mødelokalerne søndag på Biblioteket og en rallyresultatbog i DKK til en deltager i morgen.

I går fik jeg Amandas finpudsede materiale til søndag og jeg fik justeret på min del, så vi nu er helt klar til søndag. De sidste rettelser i kataloget til i morgen er kommet på plads.

Der er også fuld gang i arbejdet på den nordiske rallyfront. Aktuelt arbejder vi med at afstemme kriterier for bedømmelser, det er vildt spændende og ikke alt sammen helt nemt. Det bliver bare så godt til sidst!

Vi synes det er synd kun at fejre fødselsdage én dag, så for x’te gang fejrer vi Kirstens fødselsdag, kun os to denne gang, med oksemørbrad og spændende tilbehør samt rødvin (jeg har ikke valgt flasken endnu) og vi starter med et glas Charles Mignon champagne. Det bliver en fantastisk start på en dejlig weekend ;-)

mandag den 28. januar 2019

Gode og dårlige minder

 
Det vil være synd at sige, at jeg interesserer mig voldsomt for håndbold. Men en VM-finale med Danmark som den ene part, den ville jeg alligevel ikke gå glip af :-) Så sammen med et par millioner andre danskere og sikkert mange andre tilskuere rundt omkring i verden, så jeg finalen i går. Vi fik champagne til, for det synes vi nu engang var passede til så stor en finale. Champagnen var en gave jeg har fået i hundesammenhæng, og jeg synes der er noget særligt ved at nyde værdsatte gaver i en særlig sammenhæng, det gør gaven endnu mere værd.


Aftensmaden fik vi efter finalen, jeg fik blæksprutte i olivenolie og to oste. Vi fik rødvin til, den første rødvin vi har drukket herhjemme i år. Det var bestemt ikke en tilfældig rødvin, det var en gave fra en meget god ven og det gjorde nydelsen endnu større. I overensstemmelse med min nye livsstil blev flasken ikke drukket op, faktisk fik jeg det sidste til aftensmaden i dag og lige nu, mens jeg skriver dette blogindlæg. Det er jo også en fin test af en vin, om den kan holde sig i 24 timer i åbnet tilstand, og det kan denne bestemt!

Jeg var træt og gik ret tidligt i seng i går, jeg blev vækket lidt over 2 ved at Max peb, og lukkede ham ud, og der gik vel 5 minutter før han kom ind igen. Jeg var blevet lysvågen og kunne ikke falde i søvn igen. I stedet fik tankerne lov til at køre helt vildt. Faktisk sporede jeg dem bevidst ind på en masse negativt, bl.a. om min far – han ville være blevet 100 år i næste måned, og jeg prøvede at komme i tanker om et positivt minde … det lykkedes ikke, så jeg spolede videre. Jeg var inde over nogle andre dårlige minder, bl.a. flere episoder, hvor jeg selv har været et fjols, og heldigvis kan tænke tilbage på, at jeg er i bund og grund er omgivet af mennesker, som vil mig det godt og er i stand til at tilgive, og det er da vidunderligt!

Jeg fik også mentalt arbejdet en del med Max’ og mit FS-nummer. Jeg fik justeret nogle detaljer og prøvede det af med musik (uden Max) et par gange her til aften, og det begynder at hænge godt sammen.

Der er også ved at være styr på Sydkystens Hundeskoles næste dobbelte rallyprøve den 9. februar. Det bliver første gang Anita og Amanda sammen skal dømme en dobbeltprøve, og det er naturligvis ikke tilfældigt at vi står for det. Charlotte skal være prøveleder og jeg er ”bare” deltager og klarer lidt administration. Jeg glæder mig rigtigt meget til den prøve. Udover at det bliver mine første prøver i år, bliver det også første gang i år Mathilde skal gå med Max i juniorklasse, som opvarmning til Bornholm og Roskilde, hvor hun skal op med både Lille Bjørn og Max, og så med Boogie i Øvet klasse.


De fleste Facebook-minder er heldigvis positive, således også dette fra for et år siden. Tre hunde der hygger sig gevaldigt :-)

Og så er drømmen om næste hund måske ved at være mere end en drøm. Jeg ønsker mig så meget en ny hund, men det hele skal afbalanceres, og på den ene og på den anden side. S¨å dette må blive en cliffhanger.