Minder & Følelser

10 år siden

Både før, under og efter HTM’en med Lille Bjørn i lørdags kunne jeg mærke, at jeg ikke var helt mig selv. Jeg var faktisk ret påvirket af det, selvom jeg naturligvis havde forsøgt at fortrænge det. Men det var og er meget mærkeligt fra den ene dag til den anden at skulle stoppe med at træne og konkurrere ”for alvor” med Lille Bjørn.

Vi har haft 14 hunde, men det er først med de sidste 3: Megan, Lille Bjørn og Max, at det at træne og konkurrere i lydighedsdiscipliner kom ind i billedet. For Megans vedkommende nærmest ved et tilfælde, og så udviklede det sig helt vildt. Med Lille Bjørn lidt for sjov, nu jeg var i gang med Megan, og først med Max ud fra et bevidst valg.

Lille Bjørn kom lidt på mellemhånd i processen, det var først Megan, siden Max, som jeg ”satsede” på, og Lille Bjørn blev bare trænet lidt for sjov ved siden af, og naturligvis kom han med til konkurrencer.

Jeg havde, ligesom til Megan og Max, urimeligt store forventninger til, hvor hurtigt han var klar til prøver, og mange hundevenner har hovedrystende lyttet til mine frustrationer og planer om at pensionere alle hundene i utide, Lille Bjørn allerede før han var blevet to år. Alle hundene skulle lidt op i årene, før de rigtigt var stabile, og det passede jo ikke deres utålmodige fører. Anita sagde for nogle år siden til Max, at han bare skulle holde ud et par år endnu, så ville han have en ordentlig fører, der forstod ham, og det er vist meget symptomatisk for mit arbejde med hundene …

Heldigvis blev det aldrig alvor med nogen af hundene med den tidlige pension, for sikken en masse fantastiske oplevelser, jeg så var gået glip af.

Rallytræning for 9 år siden (foto: Camilla Johannessen)

I dag var det to minder med Lille Bjørn, som poppede op. Det første var om den dag for præcis 10 år siden, da han fik sin LP1-titel, det andet var fra en nørdrallyprøve for præcis 9 år siden.

Det, der først (næsten for) sent gik op for mig, var, at Lille Bjørn var den mest stabile og pålidelige af dem alle. Det tog godt nok en nedsmeltning  at erkende det fuldt ud, men han var mere præcis og motiveret end Megan, og det var kun uheld der gjorde, at han ikke fik DKLPCH-titlen. I rally gjorde han det rigtigt godt. Jeg tøvede alt for længe med at rykke ham i championklasse, men da han endelig kom der op gik han fantastisk og kom til og med til DM.

I HTM debuterede han 10. oktober 2017 næsten 10½ år gammel, og det blev til 4 x HTM1, 7 x HTM2, 1 x HTM3 og 3 x HTM senior. En kort, gloværdig karriere, og nogle af mine bedste prøveoplevelser nogensinde har været i HTM med Lille Bjørn.

Så ja, det er bestemt vemodigt at skulle sige stop. Men en ting er helt sikker: De utallige gode minder vil altid være der. Og heldigvis er han stadig rask og rørig, og vi har forhåbentlig glæde af hinanden mange år endnu.

Alle de gode minder betinger jeg med henblik på at kunne genskabe dem, som beskrevet i forbindelse med min seneste coachingsession hos Anja. Jeg synes selv, jeg er blevet dygtig til at fremkalde følelserne kontrolleret, men det skal arbejdes meget mere igennem.

For mig er det vigtigste at jeg kan mærke udviklingen. Den har intet med point eller resultater at gøre. Den har noget med følelser at gøre. Har jeg den rigtige følelse indeni, før, under og efter en prøve (eller en træning for den sags skyld), så betyder point og placeringer ingenting. Jeg har været oppe til fem prøver siden coachingsessionen. De to rallyprøver på Bornholm, de var lige efter bogen, jeg gjorde alt rigtigt i forhold til Max, og jeg var glad for point og placeringer, selvom de ”ikke kunne bruges til noget” i forhold til DM og Årets Hund.

HTM-prøven med Lille Bjørn i lørdags, også her ros til mig som fører, Lille Bjørn var lidt træt, men jeg fik støttet ham fint, og det gik ganske fortrinligt.

Max’ debut i FS2; han var bestemt ikke glad for at være på stedet, men jeg støttede ham virkelig godt, og han arbejdede bedre og bedre i løbet af nummeret.

Endelig Nose Work prøven søndag. Det var da træls at miste først udesøg, så beholdersøg og dernæst indesøg. Men jeg gjorde det rigtige, havde fokus på næste søg hele tiden. Det kan godt være, at vi på resultatlisten endte som nr. 38 ud af 38, men for mig vil dagen blive husket for det fantastiske køretøjssøg, hvor Max og mit samarbejde var perfekt: en meget hurtig markering fra Max, en meget cool fører som straks markerede og dermed fik dagens hurtigste køretøjssøg.

Når alt andet er glemt, vil jeg huske det køretøjssøg, som ét højdepunkt i Max’ Nose Work karriere.

Noget af det herlige ved at være menneske og hundefører er, at vi ikke aner noget som helst om fremtiden. Vi kan træne, til vi bliver blå i hovedet, vi kan gøre utallige ting for at ruste os bedst muligt til fremtiden. Men i sidste ende er det kun tiden der kan afgøre, hvordan fremtiden vil forme sig.

Jeg er sikker på., at fremtiden gemmer på en masse skønne oplevelser for Lille Bjørn, Max og vores kommende hund og mig, og nogle af dem vil blive fantastiske minder. De ligger bare og venter på os, og jeg skal være åben og lydhør og tage imod oplevelserne, når de kommer.

For det er måske den enkle læring: Jeg kan styre, om en specifik oplevelse er et godt eller et dårligt minde. Der er kun én person i hele verden, som kan bestemme hvordan fx min Nose Work prøve i søndags gik: Det er Paul. Det er mig, der kan beslutte om det var en lorteprøve med kun 25 point og 6 fejl og en placering som nummer 38 ud af 38. Eller om det var et brag af en prøve, hvor vi lavede det mest fantastiske køretøjssøg ever, og vandt søget.

Din mentale indstilling er din allerbedste ven, hvis du bruger den korrekt 😊