De første 4 måneder af 2019 er ikke slut endnu, men allerede nu kan jeg konstatere, at det har været mit mest fantastiske hundeår nogensinde.
Jeg har været til 10 prøver med Lille Bjørn og Max, og alting er gået fantastisk. Max vandt to rallyprøver den 9. februar. Lille Bjørn vandt seniorklasse 17. februar og Max bestod sin sidste optræden i Freestyle 1. Max gik to flotte championklasser 23.-24. marts på Bornholm. Den 6. april vandt Lille Bjørn seniorklasse i sin afsked med konkurrencesport og Max bestod i sin debut i Freestyle 2. Den 7. april vandt Max udesøget i Nose Work 1 og den 19. april fik han sin NW1-titel.
Det har været én lang test af, at jeg kunne gøre det rigtige som fører. Og både Lille Bjørn og - ikke mindst - Max har godkendt mig hver eneste gang.
Når jeg ser på det i dag, synes jeg det virker enkelt, men tro mig – og det véd, mine trofaste læsere – det var været en lang, sej kamp at nå der til. Der kommer stadig smuttere, og jeg bliver gal på mig selv, hver eneste gang. Men der bliver færre og færre, og i fredags var der bare ikke nogen fejl. Det var ikke en perfekt dag, men alt det, som jeg synes manglede, blev håndteret løbende, så Max havde en verdensklasse fører med, og jeg var så tilfreds med mig selv, som jeg ALDRIG har været før.
Hvordan kommer vi videre herfra?
Mere af det samme!
Jeg er så bevidst om, hvad der har krævet at komme hertil, og hvad det kræver at fastholde det og komme videre. Jeg bruger alle de dejlige mennesker, som har været bag ved mig i den fantastiske udviklingsproces, og som har troet på mig, nogle gange mere end jeg selv har.
Det er meget, der har været svært. Ikke teknisk, jeg tror alle mine hunde (Megan, Lille Bjørn og Max) var/er ganske veltrænede, og kan ”alt”. Men mentalt, at jeg har skulle forholde mig til, at jeg var anderledes i mange situationer, og påvirkede hundene på en uønsket måde, det har været svært.
At lade være med at tænke på point og resultater, men kun på hvordan Lille Bjørn eller Max havde det, og at vi havde det godt sammen både på og udenfor banen.
Der er så mange ting, der jeg godt kunne tænke mig at nå, og jeg tror inderst inde på, at jeg når det alt sammen, bare jeg lader være med at tænke på det.
Simple but certainly not easy 😉
Billedet har Kirsten taget, da vi spiste frokost på Herthadalen i dag. Jeg skriver nok om den frokost i morgen, men hold da op, hvor var den fantastisk. Og jeg ser så tilfreds ud, som jeg kan være efter 69 dage med fantastiske hundeprøver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar