søndag den 14. april 2019

En weekend i rallyens tegn


Det har igen været en weekend i rallyens tegn, om end den ikke omfattede prøvedeltagelse …

Lørdag havde vi kick-off i det ”nye” DKK rallyudvalg, som består af fem medlemmer. Jeg har mere anciennitet i udvalget end de fire andre tilsammen, så der var al mulig grund til at mødes - udvalgsmedlemmer og sekretær (Lonni) - for at lære hinanden at kende, tale om vores opgaver, afklare forskellige problemstillinger, nedsætte udvalg mv.

Der sker rigtigt meget på rallyfronten. DKK skal afholde kvalifikationsprøver til Nordisk mesterskab og til Årets Hund, afholde NM og Årets Hund-finale, opdatere skilte/øvelsesbeskrivelser sammen med DcH mv. Med det nye udvalg er der samlet masser af erfaring og energi, både til at løse aktuelle opgaver og til at sikre at rallyen udvikles de kommende år. Jeg er uændret alderspræsidenten, men de to yngste medlemmer er tilsammen yngre end mig, så udvalget burde være fremtidssikret.

Jeg tog meget opløftet hjem!

I dag havde Amanda og jeg fjerde runde (af fem) af Rallyinstruktøruddannelsen i Sydkystens Hundeskole. Det er femte gang vi gennemfører den og jeg synes i al ubeskedenhed at det bliver bedre for hver runde 😊

I dag var der gennemgang af alle championskilte og et indlæg om at træne mod konkurrencer. Dernæst gik turen fra Solrød Bibliotek til Dueslaget i Jersie, hvor vi arrangerede markedsplads; hver instruktør havde en stand med tre forskellige skilte, og de syv inviterede ekvipgaer cirkulerede mellem standene.

Det var bestemt også en opløftende dag. Tolv meget talentfulde instruktører og syv meget engagerede ekvipager – tre af dem kom direkte fra rallyprøve på Tuse Næs! – og det var næsten ikke til at stoppe træningssessionerne, når de først var kommet i gang!

Og så er det altid en stor fornøjelse at undervise sammen med Amanda!

En fed weekend, som sagtens kunne fortrænge den lille bitte ærgrelse over ikke at kunne deltage i prøverne på Tuse Næs.

Jeg havde opdateret mit indlæg om træning mod konkurrencer i går, og det gav anledning til, at en masse gode oplevelser blev genopfrisket. Jeg kan godt mærke, at jeg virkelig har fået ”den rette mentale tilstand” i vid forstand ind under huden, og det er ren forstærkning for mig.

Jeg tog ovenstående foto i går aftes. Årets høst af rosetter og en enkelt glasstatuette. Det er en del af forstærkningen af mig selv 😊 9.2: Max i rally vinder, supercert., vinder, DKRSCH. 6.3 Lille Bjørn i HTM vinder, Max i FS 3. vinder. 7.3 Max vinder i NW.

Vi er SÅ klar til de kommende konkurrencer.

Ingen kommentarer: