Viser opslag med etiketten Kunstig intelligens. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kunstig intelligens. Vis alle opslag

torsdag den 29. maj 2025

Livet som pensionist - fortsættelse

Fra morgenturen 29. maj 2025

Jeg minder mig selv om, at jeg skriver min blog for mig egen skyld. For at fastholde noget, som er værd at fastholde, som jeg selv kan have brug for at genlæse (måske flere gange), som jeg kan referere til – det sker faktisk ret ofte efterhånden – og forhåbentlig ”tilfældige” læsere kan finde lidt inspiration i.

Her kommer forskelligt fra de sidste par uger.

En af del af min faste morgenrutine er at høre Darren Hardy Daily, som giver dagligt positivt input. I denne uge og starten af næste er der dagligt råd om, hvordan man bliver 100+ år. De hidtidige råd har handlet om:
  1. At bevæge sig (Movement)
  2. At have et formål med det, man beskæftiger sig med (Purpose)
  3. At huske at geare ned for ikke at brænde ud (Downshift)
  4. At lade være med at spise for meget (Eat until you are 80 % full)
Som pensionist har jeg prioriteret at have formål, med det jeg beskæftiger mig med. Sommelieruddannelsen er et eksempel, som fører andet med sig. Et andet eksempel er den igangværende Master of Mental Training™. Plus forskellige andre ting, som jeg kommer ind på nedenfor.


Sommelieruddannelsen har for mig været afsættet til at have et mere professionelt forhold til at smage vin, kommentere vin og bedømme vin. Som en del af min efteruddannelse har jeg i tirsdags været på et 4-timers kursus hos René Langdahl om bedømmelse af vin.


I den meget korte udgave kom vi grundigt i dybden med akronymet BLIK = Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet. Vi havde for nogle uger siden en virtuel introduktion, hvor vi smagte tre forskellige vine. Vi er blevet opfordret til at træne duosmagning – hvor vi blindsmager to vine på samme druesort, men på forskelligt prisniveau, groft sagt under 100 kr. og over 250 kr. flasken. På 4-timers kurset var der 16 vine der skulle smages to og to, og parvis bedømmes ud fra BLIK.

Det var noget sværere end jeg (og formentlig flere andre) havde regnet med at identificere den potentielt bedste. Først og fremmest var det ekstremt lærerigt at træne at sætte ord på dufte og smage samt at klassificere.

Master of Mental Training™ har jeg skrevet en masse positivt om tidligere, her vil jeg ”nøjes” med at nævne det seneste. Som nævnte i indlægget om modul 7, arbejdede vi sidst med Spiral Dynamics. Jeg har siden da læst bogen færdig. Det er ærligt talt tungt stof, jeg er glad for den One-pager Rasmus har lavet til os, som giver et fantastisk overblik over de 8 niveauer.

En anden bog vi er blevet opfordret til at læse er Henrik Fexeus: Konsten at läsa tankar (2007), som jeg har fået fat i i den vistnok nyeste engelske udgave ”The Art of Reading Minds” (2020). Jeg er godt i gang med bogen og den er vidunderligt lærerig og humoristisk. Den handler om hvordan man ud fra andres kropssprog og nonverbale kommunikation kan læse deres tanker. Jeg skriver om bogen, når jeg har læst den hele. Delen om at skabe Rapport og aflæsning af øjenbevægelser eye accessing cues (EAC) var repetition af stof fra kurset, men med nye lag og masser af sjove og lærerige eksempler.

På hundefronten er jeg i den sjældne situation ikke at være tilmeldt prøver eller træning overhovedet. Jeg træner dagligt med Otto, og har i dag kritisk gennemgået status og ændret træningsplanerne for den kommende periode – jeg kunne mærke at jeg var ved at gå død i træningen, og det kom der ikke god træning ud af. Der kommer noget revitalisering nu.

Jeg har haft den store fornøjelse at dømme fire rallyprøver de seneste to uger. Banerne til alle prøverne kan ses her.


Den 17. maj for Dansk Schnauzer og Pinscher Klub arrangeret af Basta Hundeskole i Allerød havde jeg udfordret mig selv med at designe baner med få skilteholdere, på fotoet championbanen med 19 øvelser og 10 skilteholdere.


Den 23. maj dømte jeg for 7 gang i træk for Dansk Brugshundeklub, Rødovre, hvor jeg havde eksperimentet (igen) med at genbruge skilte på banen, smukkest synes jeg selv på championbanen, hvor deltagerne skulle gennemføre de samme 9 skilte to gange, men på hver sin side.


Dagen efter gik turen til Langeland, hvor jeg havde fornøjelsen at dømme en dobbeltprøve kun for Berner Sennen i forbindelse med et stort klubarrangement. 7 begyndere, 3 eksperter, 1 champion, en dobbeltprøve og et tårnhøjt niveau!

De fire prøver – nr. 237-240 som dommer - mindede mig på allerbedste måde om, hvorfor jeg fortsat synes det er skønt at være rallydommer. Der var kælet for de enkelte arrangementer, så det både som udøver og som dommer var dejligt at være en del af, og præmieniveauet var vildt højt, specielt hos Bernerne fuldstændig fantastisk!

På fitness-fronten fortsætter jeg med enetimerne hos Tina denfittecoach. Jeg rykker virkeligt på flere forskellige parametre, og specielt glæder jeg mig over at min venstre fod er ved at genvinde noget af styrken, og så er det da ikke dumt med en metabolisk alder på 57 år 😉

Jeg har mine daglige ture med hundene, hvor specielt den tidlige, normalt med start ved 7-tiden, langs fjorden og gennem Næbskoven er meget vigtig for den gode start på dagen. I maj har vi – Max, Otto og jeg - deltaget i en indsamling til fordel for Scleroseforeningen, og både hvad angår afstand og indsamlet beløb har vi nået vores mål. Men skulle du kære læser have lyst til at yde et lille bidrag til indsamlingen inden den slutter lørdag aften, så er det mere end velkomment!!!

Hvad hygger jeg med ellers med?

Jeg er i gang med at blive bedre til fransk og italiensk ved brug af duolingo, som jeg er meget begejstret for. Det bliver til typisk 20-30 minutter daglig, jeg skifter mellem de to sprog, hygger mig med min udvikling, og en app der virkelig animerer til at klø på!

Kunstig Intelligens (Artificial Intelligence) er et overordentlig aktuelt emne, som jeg gerne ville blive klogere på. Jeg kan varmt anbefale dette online introduktionskursus udbudt af Helsingfors Universitet.

På hyggelæsningsfronten – og det er helt sikkert ikke nedsættende ment!!! – er jeg færdig med Harry Potter bøgerne, og har set 6 ud af 8 film. På planen står The Lord of the Rings, ikke mindre end 15 diske. Jeg er netop gået i gang med at læse Kampen om tronen, første af fem bind i George R.R. Martins Game of Thrones. 


På madfronten har der været to særlige oplevelser på det sidste. Tirsdag aften en dejlig to-retters på aye aye på Admiral Hotel inden kurset hos René.


I dag fik vi ret spontant lyst til frokost på Muldiverset i Stavreby, og vi fik heldigvis en plads og nød for femogtyvende gang maden fra denne fantastiske perle.

Jeg nyder livet som aktiv pensionist!

onsdag den 20. november 2024

Kunstig intelligens, Bourgogne, Øl - og 3 gode vaner


Jeg lægger hårdt ud.

Jeg vil gerne udvikle mig, blive klogere, blive dygtigere, blive et bedre menneske. Jeg er fyldt 72 år for ikke så længe siden, jeg har en omfattende, bred og dyb erfaring fra mange forskellige områder. Jeg har et solidt fundament at bygge på.

Jeg gider ikke spilde tiden, så hvis jeg kan få adgang til de bedste, så gør jeg det. Derfor har jeg valgt sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, med en perlerække af topundervisere indenfor vinverden. Derfor har jeg valgt Master of Mental Training™ hos Rasmus Bagger.

I den forløbne uge har jeg haft den store glæde at deltage i tre gratis arrangementer, som ”bare” poppede op, og bidrog til den udvikling jeg er i gang med. Og genlæsningen af en meget vigtig bog har skabt store forandringer i mit liv …

Kunstig intelligens

Forrige onsdag hørte jeg via livestream ”Kan kunstig intelligens bidrage til den demokratiske samtale?”, med Andreas Roepstorff professor og direktør for Aarhus Institute for Advanced Studies ved Aarhus Universitet.

At sige at der et gigantisk potentiale i AI er en kæmpeunderdrivelse. Der er forskellige vinkler på det, men grundlæggende handler det om, at AI er baseret på det input AI får, og som deres algoritmer og chatbots arbejder med. Hvis grundmaterialet indenfor æblesorter er amerikanske data, så bliver et dansk æble identificeret som amerikansk.

Det er som altid vigtigt at vi, der anvender AI, er kritiske i forhold til de informationer, som danner grundlag for svar og dialog.

Bourgogne

I mandags havde jeg fornøjelsen at følge en K&S Live-udsendelse (Kjær & Sommerfeldt Live), hvor Mads Eklund Hansen havde René Langdahl som gæst. Emnet var Bourgogne og René og Bourgogne er et perfekt match, så naturligvis lyttede jeg med.

Jeg ville have ønsket, at jeg havde siddet med et glas god Bourgogne i glasset under udsendelsen, men egentlig savnede jeg det ikke. Det var en fremragende udsendelse, med en masse god information om området, de 6 vine, der blev smagt, beskrivelser af passende mad til, som fik mundvandet i gang, og en fantastiske kemi mellem vært og gæst.

Fantastisk program!

Videnskaben bag øl

I går var jeg i Bio Bernhard i Præstø. På Færøerne, i Portugal og mange andre steder var omkring 18.000 mennesker samlet for ligesom jeg, at høre forskningsdirektør Birgitte Skadhauge og brygmester Erik Lund fra Carlsberg Laboratorium fortælle om Videnskaben bag øl.

Vi hørte om Carlsberg Laboratorium, hvor tidligere direktører står bag bl.a. den rendyrkede gær (Saccharomyces carlsbergensis), så man kunne kontrollere brygprocessen, pH-skalaen og genetisk krydsning af gærstammer.

Vi kom igennem Brygprocessen, Bygforædling og bæredygtigt brygproces, Klimarelaterede afgrøder, Humleforædling og Gærforædling. Krydret med smagsprøver af øl, malt og humle.

Det var ualmindeligt spændende og lærerigt at høre om den omfattende forskning og de mål man sigter efter. Om hurtige metoder til forædling af planter, Om regenerativt landbrug modsat traditionelt landbrug. Om anvendelse af to millioner år gamle genvarianter (i samarbejde med bl.a. Eske Willerslev). Om anvendelse af fremtidige afgrøder for at være på forkant i forhold til klimaforandringer.

Det var sjovt at høre om gærens uønskede bidrag til aromaer i øl, fx kål, hestestald og diacetyl (smør), som jo i mange sammenhænge er positive i vinverdenen. Endelig hørte vi om gærtyper som resulterer i øl med nul eller meget lille alkoholprocent. Herved bevares ølsmagen i forhold til nuværende metoder, hvor fx opvarmning for at fjerne alkohol også resulterer i at en del aroma forsvinder.

Superspændende!

7 gode vaner

Afslutningsvis vil jeg nævne, at ”pligtlæsningen” af Stephen R. Coveys ”7 gode vaner” har været en fantastisk øjenåbner for mig, Jeg har jo læst den før, men i sammenhæng med uddannelsen hos Rasmus Bagger læser jeg med helt andre øjne og med meget større erfaring. Jeg er begyndt at arbejde seriøst med de tre første vaner: Vær proaktiv, Begynd med slutningen og Gør det første først. Så sent som i dag er min todo-liste blevet dramatisk omskrevet for at komme i overensstemmelse med det, jeg ønsker, efter at have læst første halvdel af bogen.

Ja, jeg er privilegeret, jeg udnytter det på en positiv måde og jeg regner i den grad med at kunne give igen.

torsdag den 14. december 2023

Hvad gør dig glad?


Jeg fik spørgsmålet forleden, det er også et, jeg ofte stiller mig selv. Det er vigtigt mentalt (for mig), at være bevidst om, at der sker mange ting, hver dag, som gør mig glad. Så nu skriver jeg bare løs.

Det danske sundhedsvæsen. Jeg kan kun kommentere ud fra min snævre synsvinkel, men jeg har været privilegeret i et noget kringlet og langstrakt sygdomsforløb KUN at løbe ind i gode oplevelser. I mandags oplevede jeg det ganske enestående, i forbindelse med en akut tid på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, at lægen jeg havde aftale med, bad om hjælp og pludselig stod der 6 læger og undersøgte mig. Jeg véd at det betyder, at det ikke er lige ud ad landevejen, og ja, jeg kunne da ønske jeg bare fejlede noget almindeligt … men jeg kan da ikke forlange mere fokus. Og heldigvis, så synes jeg det nu langt om længe er begyndt at gå den rigtige vej. 

Møde med Møns Bank i dag, med Jon min bankrådgiver og Michel min formuerådgiver. De er altid topforberedte, det er jeg også. Nu er der styr på forskudsopgørelse 2024, aftaler om budgetter mv., så der er grundlag for at lave en konkret plan for udbetaling af pensioner i starten af 2024, og som bonus noget information om sundhedssikring, som jeg ikke var opmærksom på. Dejligt.
 

Uventet at modtage Claus Boxenbaums Blue By You med posten fra forfatteren og hans kone Susanne. Jeg skrev naturligvis tak og havde skrevet en mini-anmeldelse, og Claus har kvitteret med ”Du er den eneste, af de mange, der har kommenteret, der på bedste vis har nuanceret din bedømmelse af Blue By You, så der både er roser og ris, og det er præcis den vinkel på bogen, en forfatter har den største glæde af.

Min anmeldelse: ”Jeg synes bogen startede lidt trægt, lidt staccato-agtigt. Hvor er vi på vej hen? Men pludselig skete der en hel masse, og de mange spændende personer og handlinger udvikles, og jeg blev virkelig revet med. Jeg synes bogen er elementært spændende både på det ydre plan og på det indre.

Jeg fortalte Kirsten om den, og hun spurgte om det var noget for hende … det kunne jeg med det samme svare nej til. Hun vil gerne have meget mere ”kød” på fortællingerne: ind bag personerne, nuancer i forholdene, beskrivelser der gør, at personernes ageren bliver forståelig/troværdig.

Jeg synes bogen har grundlaget for at blive en fantastisk roman, hvis der bygges videre på den. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg i hovedet ser det for mig som en vildt spændende og fængslende film med masser af stof til action – bare tag Williams selvmord, hovedpersonens nær-død på ski, den uventede datter, Malene/Julies død og hovedpersonens likvidering af to skurke – og rigtigt mange relationer, som der kan komme så meget kød og drama på.

En dejlig og læseværdig bog, men jeg er krævende og ønsker mere, når det er så oplagt 😊

Tusind tak for at give mig oplevelsen!!!


Helt uventet at modtage en julekalender fra Summer Bird (plus nogle bonus flødeboller). En daglig glæde frem til jul, og anledning til en espresso og afslapning.

Jeg købte et lille Panasonic anlæg til mit kontor, og har rå-nydt at høre en masse Rolling Stones, Love, Beatles og aktuelt er jeg i gang med at høre Mozarts klaverkoncerter fra en ende af, i udgaven med Daniel Barenboim og English Chamber Orchestra.
 

Vi (jeg) er ikke helt der, hvor vi har lyst til at gå ud og spise, så nyder vi gode takeaway muligheder i nabolaget, sidste weekend igen noget fra Muldiverset, vidunderlig dansk lammekølle med fantastisk tilbehør.

Jeg faldt for nogle vine hos Crimewine, bestilte dem, fik at vide at de ikke sender, forklarede min situation og endte med at få dem bragt en lørdag. Flemming fra Crimewine kombinerede leveringen med et besøg med fruen på Frederiksminde, så jeg tror vi ude i en rigtig win-win 😊

Vinene er fra Weinhaus Bettina Schumann UG, og i går nød vi ”Weinhaus Schumann: Walk on Clouds 2021”. Nogle noter: Lys, gylden. Flot duft, dåsefrugt, fersken, medium fyldig. Fantastisk i munden, kompleksitet, syre, fylde, nærmest tyggelig, et fantastisk glas vin.” Det er en utraditionel mix af Weisburgunder og Chardonnay. Virkeligt vidunderlig.

Jeg var tvunget til at udskifte min pc, der var lidt for mange taster der ikke rigtigt fungerede. Installation og opdatering af den nye ASUS Vivobook gik tæt på smertefrit. Der var lidt med Outlook, der drillede, det var fordi jeg ikke tænkte mig om. Dreamweaver var lidt mere tricky, men Christian gav mig lige stikordene, og det hele fungerer som det skal nu.

Fedt samarbejde med Lonni og Liv om opdatering af noget rally-materiale. Altså, når man bare kan mærke, hvordan vi spiller sammen, inspirerer hinanden og nyder at der kommer noget fint og sammenhængende ud af det, det er dejligt.
 
At kunne nyde i går aftes at se Mens Juleklokkerne ringer (Alf Nielsen, 1917), en 23 minutter lang dansk stumfilm. Juleaftensdag, enkefru Ejlersen og hendes voksne søn John er fattige, han betaler med sine sidste penge moderens husleje, så hun ikke bliver sat på gaden. Han prøver at få et forskud af sin chef fabrikant Berg, som principielt ikke giver forskud. Berg fejrer en overdådig, men trist juleaften med sin lille datter Else og en barnepige, mens John desperat går rundt i byen. Han er desperat, fordi han ikke har en gave til sin mor og ender med at bryde ind hos Berg for at stjæle en gave.

En stramt fortalt historie, med flot og enkelt fokus på de sociale forskelle, den manglende glæde hos alle bortset fra Else, som sikrer at julefreden indfinder sig på alle sider på den gode måde.

Scenen, hvor hun opdager John, der er brudt ind, er flot fotograferet, se fotoet og lidt efter kommer Berg og følger deres samtale. En dejlig julefilm.

Lige så langsomt er jeg begyndt at træne med hundene igen. Det har ikke været muligt den sidste måned, men nu kan jeg så småt gå i gang. Otto med Sirius Tricks, Max med Rally, nogle ganske korte pas hver dag; jeg kan mærke at jeg er rusten, og det er Otto også. Max er totalt frisk. 

Jeg håber at Max og jeg er klar til at gå til prøve 31. december og dermed kan have generalprøve på Årets Hund finalen 6. januar 2024. Max har kvalificeret sig for niende år i træk, og jeg vil meget gerne have den finale med …
 

I eftermiddags fik jeg mulighed for at se Folkeuniversitets livestream med Anders Kofod-Petersen Kunstig intelligens, kunstigt sprog?, som humoristisk og meget vidende fik sat AI i perspektiv.

Og der er meget andet der har gjort mig glad, men de allerbedste ting hører til privatlivet :-)