fredag den 3. november 2023

Præstø og fødselsdag


Først tusind tak til de mange, som har givet sig tid til at sende en hilsen til mig i anledning af, at jeg fylder 71 år i dag. Jeg er virkelig rørt over de mange søde beskeder.

Jeg vender tilbage til fødselsdagen, men først og fremmest skal det handle om Præstø.

Præstø blev ramt utroligt hårdt af stormfloden 20.-21. oktober. Jeg har fået mange bekymrede henvendelser om hvordan det gik for os; vi var heldige ikke at blive berørt direkte.

Som enkeltpersoner kan vi ikke gøre meget, men sammen kan vi gøre en forskel, og der er naturligvis gang i en masse aktiviteter for at skaffe midler til gavn for Præstø.

Sydkystens Hundeskole vil gerne synliggøre, at vi er del af fællesskabet og vil yde vores bidrag. Derfor har vi ansøgt om en dobbelt rallyprøve 23. juni 2024, og bestyrelsen har godkendt at overskuddet går til Præstø. 

Vi håber på og regner med at kunne få sponsorpræmier fra lokale butikker mv. 

Prøverne afholdes på Bårse Stadion og er mig bekendt de første rallyprøver nogensinde i Præstø. Prøverne tæller til Årets Hund i DKK 2024. Vi håber på stor opbakning og jeg slår naturligvis op i relevante grupper på Facebook, når tilmeldingen åbner. Men interesserede kan godt reservere dagen 😉

Kirsten og jeg gør vores for at støtte lokalt. Vi bruger lokale håndværkere til alt, senest gardiner til hele huset. 

Det kan godt være bøgerne kan købes billigere på nettet, men vi handler hos den lokale boghandler. For helt ærligt vil vi hellere betale lidt mere end billigste mulige pris, hvis vi i stedet er med til at sikre et bredt udvalg af butikker lokalt. 

Nogle nye bekendtskaber i denne uge er restaurant Ingrid på Frederiksminde og Bio Bernhard. 

Ingrid har meget begrænsede åbningstider, om aftenen kun onsdag og torsdag 18-20, og der én menu. I onsdags var det Svamperisotto og hvidløgsbrød samt Pæresorbet med ymerskum og crumble. Begge retter i særklasse og et glas Rosso di Montalcino fuldendte oplevelsen af et måltid langt ud over det sædvanlige. Vi vender helt sikkert tilbage. 

Nytårsaftensmenuen er bestilt på Frederiksminde. 


I går var Kirsten og jeg for første gang i Bio Bernhard, hvor vi så The Miracle Club (Thaddeus O'Sullivan, 2023). En film om tro, håb, sorg, vrede, bitterhed, forsoning – om at vove at komme ud af sin komfortzone, at forstå at miraklerne ikke kommer til en, men fødes inde i en selv. En film som også handler om abort og hvilken skade manglende mulighed for legal abort kan medføre, men ganske diskret tematiseret. 

Jeg nød filmen, jeg fældede flere tårer, det er en dejlig film. 

I dag skulle svenskerne være kommet for at være med til min fødselsdag, men desværre var Christian ikke helt frisk, så vi satser på næste weekend i stedet. 

Kirsten forkælede mig med saltimbocca til aften, mit bidrag var Teusner Big Jim Shiraz 2021. En ret i Michelin-klasse med en hammergod vin til. Så er det fedt at blive 71 år. 

I morgen står den på frokost for 2 i stedet for 7 på Muldiverset, en af de allermest spændende spisemuligheder i vores område. 


Og så er jeg altså meget tændt på at smage på to af fødselsdagsgaverne. Den ene er nogle øl fra nano-bryghuset Sønderby Bryghus, jeg har valgt Here Comes the Sun (og ja, den har noget med Beatles at gøre 😊) og Walcher Grappa Pinot Noir.


Jeg skal altså også nævne, at jeg er vild med at kunne gå dejlige ture i nærområdet!!!

Ingen kommentarer: