Viser opslag med etiketten Svaneke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Svaneke. Vis alle opslag

lørdag den 28. juni 2025

Hjørnet, Svaneke


Hjørnet, Storegade 1B, Svaneke åbnede 4. april i år. Det drives af Christina Ivang (konditor) og Mathias Smed (kok og tjener). Jeg havde læst om stedet, og kunne straks mærke, at det var et sted der skulle besøges. 

I dag fik vi frokost på Hjørnet og jeg kan allerede sige, at jeg vildt gerne vil genbesøge stedet! Vi havde reserveret bord, fik valget mellem inde og ude, og vi fortrød bestemt ikke at vi valgte at sidde ude, med udsigt til havnen og det livlige lørdagsliv. 

Frokostkortet er ikke voldsomt stort, men alsidigt og spændende. Udover diverse drikkevarer er der et lille men meget spændende vinkort med vine, der serveres glasvis. 

Som første servering valgte vi:
  • 6 Regaløsters med udvalgte spicy og salte garnitures
  • 3-dags focaccia med pisket urtesmør

Som anden servering valgte vi begge:
  • Ceviche på helleflynder, nye ærter, løvstikke, peberrod & grønne æbler 
Som dessert valgte Kirsten:

  • Citronkage med birkes og mascarpone creme
Maden var fremragende. 

De 6 østers hver med sin garniture, den ene lækrere end den anden, og nej, jeg kunne ikke vælge en favorit. Dertil fik jeg en cava Flama d’Or, druer Xarel-Lo, Macabeo og Parellada, fra Catalonien og produceret på den klassiske metode. Citrus, lime, grønne æbler, tydeligt autolytisk karakter, god struktur og frisk. Et super godt glas vin og perfekt til serveringen.

Cevichen var genialt god, en smagssymfoni hvor det hele gik op i en højere enhed. Dertil valgte jeg Franck Lihour, Autres pentes, Jurancon, Frankrig, druer Petit- og Gros Manseng, Lækker syre, lidt eksotisk frugt, let krydret, let fedme, god struktur – et rigtigt godt match til cevichen. 


Til Kirstens dessert ”nøjedes” jeg med et glas Joiseph, Piroska 2022 fra Burgenland, Østrig på Zweigelt, Blaufränkisch, Pinot Noir. Det var et særligt godt valg, fordi producenten lå tæt på den østrigske servitrices hjemegn 😉 Og jeg var helt enig. Hindbær, kirsebær, urtet, frugtig, saftig – en karakterfuld vin som jeg forelskede mig i. 

God og omhyggelig betjening, dejlige rammer, fremragende mad, spændende og velvalgte vine. Et af de bedste måltider jeg har nydt – bestemt en rejse værd.

mandag den 14. marts 2022

Endnu en dejlig weekend på Bornholm

Max med en flot roset :-)

Weekenden stod i rallyens tegn, som så ofte før. Og endnu engang gik turen til Bornholm, hvor jeg skulle op med begge hunde lørdag og dømme søndag. 

Første stop da vi ankom var traditionen tro Kanondalen, hvor vi gik en tur i området omkring Kastellet. Derfra kørte vi til Hønsehuset, hvor Annette Bonderup Olesen skulle dømme. 

Hendes øvet bane kan ses her: 


Hele forløbet frem til jeg skulle op med Otto var som planlagt inkl. belønning med legetøj inden vi gik på banen. Otto gik superflot. Han var på fra start, han kom lidt på afstand indimellem, men blev hos mig. Selvom vi have et par ommere som begge mislykkedes, var halen i fuld gang hele tiden, så jeg har også håndteret dem ok. 

Annette fortalte, at der var et par gange, hvor han var ved at snuse, men valgte mig til, og det er jo skønt! Fedt fokus og en rigtig dejlig prøve. 

Jeg talte kort med Liv lige efter prøven, jeg havde bare brug for at fortælle om deen og det var skønt at få fortalt om den gode oplevelse.

På Sose Strand

Der var god tid inden championklassen så vi tog til Sose Strand, nød det gode vejr og at hunden kunne løbe løs.

Championbanen kan ses her: 



Jeg afprøvede en lidt ændret start ved at lave flere bakker inden vi skulle ind og lige da vi var kommet ind og det virkede rigtigt godt: Max var på fra start. Jeg havde den fedeste følelse hele vejen: jeg mistede ikke fokus et splitsekund, jeg havde den rette grad af anspændthed og det føltes bare som det skulle. 

Jeg kan også mærke at mit fokus på nordisk træning med Max virkelig har rykket os på flere områder. Flotte, skarpe vendinger og større præcision i fodarbejdet i mange øvelser. 

Det var en af vores allerbedste prøver ever, og ja dem er der efterhånden en del af, heldigvis. Jeg havde tårer i øjnene bagefter og så er det altså supergodt og jeg ved vi begge har givet alt ❤️ 

Jeg skrev med Karina lidt efter prøven og takkede for nogle tips jeg fik i onsdags og afprøvede bl.a. en ændret kommando til sideskift om kegle, som virkede perfekt. Det er lækkert, når man kan justere lidt og få en tydelig positiv effekt med det samme. 

Som bonus fik Max 97 point, fik sin anden sølvpind og blev 2. vinder 👍 

Kammusling

Selleri

Kulmule

Tiramisu

Aftensmaden fik jeg på restaurant 1B i Svaneke. Menuen:
  • Snacks: Popcorn & Trøffel. Cava
  • Kammusling. Stenbiderrogn – Peberrod – Calvados. 2020, Gabel, Sauvignon blanc, Pfalz
  • Selleri. Vallesauce – Svampe – Smør. 2006, Heyl zu Herrnsheim, Riesling kabinett, Magnum, Rheinhessen
  • Kulmule. 2016, Dr Heger, Spätburgunder, Baden
  •  “Tiramisu”. Salt Karamel – Mascarpone – Kakao. Vores egen sammensætning af limocello og mousserende vin.
Der er mulighed for en ”Køre vinmenu”, så jeg fik mulighed for at smage alle vinene. 

Jeg vil gerne sende en masse roser til det for mig helt nye bekendtskab, hvor jeg fik et dejligt måltid, nogle spændende vine og fin betjening. Et dejligt første møde, og jeg håber jeg kommer igen en dag.

Jeg fik også opsummeret mine oplevelse af prøverne i forhold til mine mål. Med Max: fortsat fokus på starten, så den bliver helt flydende. Generelt: Fortsætte det vi allerede gør 😊 Med Otto: vi skal også fortsætte det vi har gang i. Og så skal vi køre kampagne på sit-stå 😉 

Søndag skulle jeg dømme. Mine baner ligger her. Jeg synes de havde passende sværhedsgrad. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis der er god spredning af resultater med IB'er på alle baner, flotte point i toppen og lidt indimellem, så er det ikke helt skævt. 

Vi er klar til at løbe ned til vandet!

Max og Otto var lidt ude indimellem og jeg lovede at vi skulle til vandet, når prøven var slut. Vi tog til Sose Strand og gik en tur, der var ikke et øje.


Jeg spiste tidlig aftensmad på café Gustav i Rønne (pariserbøf), inden vi sluttede af med en kort tur ved Kanondalen.

Hundene (og jeg!) var godt trætte efter den weekend, men på den gode måde for alles vedkommende ❤️