Oz Clarke: English Wine (2022)

Undertitel: From Still to Sparkling. The Newest New World Wine Country

Engelsk vin fylder ikke meget i de vinuddannelser jeg har gennemført. Eller rettere: De fylder intet. Hverken på Vinakademiets sommelieruddannelse eller på WSET Level 3 Award in Wines er engelsk vin omtalt.

Jeg har besluttet, at jeg ville blive lidt klogere på hvad der rører sig i England på vinfronten. De første skridt blev taget på en kort tur til London i sidste uge. Foyles på Charing Cross Road var første stop, jeg havde besluttet at jeg skulle købe én bog, og det blev Oz Clarkes: English Wine. Jeg fik på turen lejlighed til at smage Roebuck Estates Rose de Noirs 2019 og Chapel Down Kit’s Coty Blanc de Blancs 2019, og specielt sidstnævnte imponerede meget.

Men jeg skriver dette nyder jeg Simpsons Wine Estate Canterbury Sparkling Rosé Brut 2020. Jeg sidder på terrassen og får den perfekte sommervin. Duft af jordbær, hindbær, citrus, grape, abrikoskerne, marcipan. Tør, fed mousse, fyldig, velbalanceret, frisk. Lang, blød eftersmag. Et fantastisk glas vin.

Tre glas engelsk mousserende vin på højt niveau, det er en beskeden referenceramme, men efter at have læst bogen giver det så meget mening.

Oz Clarke skriver rasende godt. Selvfølgelig kan han stoffet ud og ind. Han får det præsenteret pædagogisk, underholdende, på en uprætentiøs måde. Ikke mindst de 2/3 af bogen ”A Tour of the Regions”, med gennemgang af de engelske (og walisiske) vinregioner er vidunderlig læsning, præget af Oz Clarke detailkendskab til mange af de involverede, hans engagement og hans kærlighed til de mange, der brænder for at skabe fantastisk vin.

England har historisk ikke en stor tradition for at være vinproducerende land. Der er et stort potentiale på mange fronter, men vejret har været den store fjende: for køligt, for meget regn. Men på den front har klimaforandringerne været til fordel for engelske vinproducenter (som det også gælder for danske). De stigninger som er oplevet de seneste 20-30 år har groft sagt gjort, at geologisk og på andre områder meget sammenlignelige områder i Champagne og England har oplevet, at det er ved at blive lidt for varmt (Champagne) og har det helt rette niveau (England). Det betyder at der flere steder i England er ideelle betingelser for at fremstille mousserende vin af tårnhøj kvalitet – og de gør det.

Selvom der også produceres stille vin i England, også på druer som normalt ikke ”regnes for noget” (Bacchus, Rondo, Seyval Blanc m.fl.) er ca. 80 % af den engelske beplantning Champagnedruerne: Pinot Noir (inkl. Pinot Noir Précoce), Chardonnay og Pinot Meunier.

Portrætterne af de enkelte vingårde er skønne, nogle nærmest magiske. Producenter i alle mulige størrelser, nogle mikroskopiske, andre giganter. Men alle drevet af passionerede mennesker. Oz Clarke kender dem, har besøgt dem og har fingeren på pulsen.

Jeg tager Simpsons Wine Estate som eksempel, fordi det ”tilfældigvis” er den jeg har i glasset lige nu. Charles Simpson fortæller, hvorfor han kom til Kent efter 17 år i Frankrig, og troede på at ”in Kent we can have, not the best vineyard sites in England, but the best vineyard sites in the world”. Oz Clarke kender området godt, han har boet i nærheden. Og det hele bliver personligt og meget læseværdigt. Simpsons er topprofessionelt på alle fronter, og jeg glæder mig til at smage andre af deres vine – jeg har netop købt 4 forskellige mousserende fra Gourmet Wine.

På helt samme måde har jeg fået voldsom appetit på andre engelske vine, og mon ikke der pludselig kommer et gennembrud i Danmark?

Jeg har noteret et sted jeg MÅ besøge næste gang jeg kommer til London er London Cru. Jeg fandt netop ud af det ligger tæt på, hvor jeg boede i London. Så er der en god undskyldning for at vende tilbage til London!

Vin for begyndere – og øvede (Jonas Landin og René Langdahl, 2022)

Som ”opvarmning” til at gå i gang med Sommelieruddannelsen i næste måned, faldt jeg over Vin for begyndere – og øvede af Jonas Landin og René Langdahl. Det er en fornøjelse at læse bogen, som giver en fortrinlig introduktion til vinens verden og disponerer de 362 sider rigtigt godt.

Del 1. Sådan bruger du vin

• Det fundamentale. Om glas. Om at opleve med alle sanser: Lytte, kigge, lugte, smage, føle, den sjette sans.
• Om vintyper. Hvid, rød, rosé og orange.
• Om vin og mad. Om principper for kombinationer af vin og mad.
• Gem vinen. Om vinens holdbarhed.
• En simpel årgangsoversigt (2000-2021)

Det er en fantastisk oversigt over det mest fundamentale, og måske det eneste en læser, der bare vil vide lidt om vin behøver at vide.

Del 2. Sådan skabes vin

• Terroir – smagen af sted. Klima, lys, landskabets former, jordens beskaffenhed, menneskets betydning
• Kom med ud i marken og ind på vineriet. I marken, druesort, landsbrugsfilosofi, opbinding og beskæring, plukketidspunkt, på vineriet, afstilkning eller ej, maceration og gæring, vinbeholderen, bærmekontakt, aftapning og stabilisering, hedvinsproduktion, mousserende vin

En oversigt, der gør det klart for den, som ikke allerede véd det, hvor kompleks en proces vinfremstilling er. Det sted, hvor vinen skal gro og de personer, der skal udnytte mulighederne, er fundamentale. Derefter er der utallige beslutninger, der skal tages, for at omsætte mulighederne til det produkt, som ender i et glas foran os, som forbrugere,

Del 3. Mennesker og vin

• Vinens historie fra oldtid til i dag. Vin i oldtiden, vin i middelalderen og kolonitiden, vin i oplysningstiden og under industrialisering – og vin i dag
• Drik, druk, tænk – kulturforskelle i vinforbrug
• Mennesketyper i vinens verden. Vinbonden, ejeren af vingården, sommelieren, supersmageren, keminørden, blærerøven, detaljerytteren, hverdagsvindrikkeren, antinørden, den unge vindrikker, den apatiske vindrikker, snobben, samleren

Et lille hyggeligt afsnit om vinens historie, om kulturforskelle – at være bevidst som vindrikker – og en humoristisk oversigt over vintyper, som man kan møde på sin vej som vindrikker.

Del 4. Sådan smager druerne

En oversigt i alfabetisk orden af 51 druer, der hver beskrives: Farver, personlighed, steder, Jonas’/Renés oplevelse af druen, vidste ud og hvis relevant reference til forfatterens podcast Vin for begyndere

Meget præcist halvdelen af bogen er sat af til en beskrivelse af hvordan forskellige druer smager. Det er superspændende læsning. Forfatterne er fantastiske til at sætte ord på vinenes duft, smag, helhedsindtryk – med masser af billedskabende beskrivelser. Jeg er overbevist om, at det bliver disse beskrivelser jeg vender tilbage, når jeg smager en vin fremstillet på én drue, og sammenholder mine noter med bogens beskrivelser.

Det er en ambitiøs bog, og samtidig er den i umiddelbart til at læse og få glæde af. Det, jeg holder allermest af, er den boblende glæde og entusiasme, der er åbenlys i hele bogen, men ikke mindst i drueafsnittet.

Jeg har studset over, at der er meget få illustrationer i bogen, men har overbevist mig selvom, at det faktisk er en fordel. Foto af hver af 51 druer har sikkert været overvejet, men helt ærligt, ville det bidrage til noget? 

Jeg har også spekuleret på om det var bevidst, og det er det helt sikkert, at vinanmeldelser ikke mindst pointgivning af vin, ikke er nævnt overhovedet.

Det vigtige er, som bogen fremhæver, at den enkelte vindrikker træffer sine egne valg. Med denne bog i hånden er de særdeles godt rustede til at kunne foretage kvalificerede valg!

2022 - et exceptionelt og magisk år

Det lyder som begyndelsen på noget langt, og det kan det meget vel blive. Jeg ved det ikke, jeg kan bare mærke at det mentalt er begyndt at trænge sig på, myriader af tanker om alt muligt godt, som jeg har oplevet i år.

I hundesammenhæng, dette er jo officielt en hundeblog 😉, er det Max’ og mit år. Vi har i snart 11½ år været makkere og oplevet meget sammen. Men i år gik det hele op i en højere enhed, fordi Max’ fører endelig nåede så langt i sin udvikling – blev voksen, har jeg kaldt det et sted – at vi kunne stråle sammen.

Udefra vil mange nok tænke, at NM i rally 2022 var det største overhovedet, ikke bare i år, men i det hele taget. Og det var det nok også, men ikke helt som man måske umiddelbart forestiller sig.

Fra starten var jeg opmærksom på, ikke at gøre det at deltage i NM til MÅLET. Det var en vanvittig klog beslutning, som ikke bare kom af sig selv, men involverede coaching af højeste karat.

Glæden og det jeg altid vil mindes, var hele forløbet: fra at beslutte at deltage i udtagelsesweekenden (og ja, også meget før det), at deltage i en meget følelsesmæssigt svingende weekend, at blive udtaget, at planlægge forløbet frem mod NM med træning, konkurrencer (som træning), coaching, mere planlægning og først og sidst mental træning.

Hvert eneste step har været spændende, der har været masser af udsving, men det er gået fremad, det er sikret ved løbende systematisk opfølgning, læring og coaching, og konstatering af at der skete en positiv udvikling.

De tre prøver Max og jeg gik til NM gik fantastisk, fordi jeg havde sat nogle klare mål, og var tro mod dem. Der er naturligvis teknik, der skal trænes i rally, specifik adfærd, hvor jeg efter udtagelsesprøverne lavede en meget konkret plan for, hvordan der skulle trænes og sikres udvikling.

Men hovedfokus har været på mentaltræning. På at jeg tænkte rigtigt. Det er en udvikling, som jeg har været i gang med mange år, men i år har det hele været koncentreret og der har været så meget fokus på, at jeg bare er rykket helt vildt. 

Det er jeg meget bevidst om, så jeg kan uden videre, når folk kommer hen og fortæller, at de kan se, hvor meget Max og jeg har rykket, svare: Max har ikke udviklet sig ret meget, men han har fået en fører, som opfører sig på en måde, så Max kan udfolde sig fuldt ud.

Det lyder (næsten) banalt, men jeg skriver det alligevel: Max afspejler mig 100 %. Hvis jeg er det mindste ude af balance, så reagerer han. Når han gør noget, som jeg ikke havde forventet i en situation, er det enten fordi jeg siger eller gør noget forkert – forkerte håndtegn eller signaler – eller at jeg føler eller tænker forkert indeni. Begge dele kan trænes, og det er det blevet.

Og det bliver vi ved med.

For lige at springe ud af 2022 et øjeblik: den 7. januar skal Max og jeg til finalen i Årets Hund i rally 2022 (Otto kommer selvfølgelig også med, han er også kvalificeret) og deltage i de to første kvalifikationsprøver til NM 2023 i Oslo.

Kan vi kvalificere os?

Det vil jeg ikke svare på 😊 Jeg vil fortælle, at vi vil gå ind og gøre det så godt vi kan, forhåbentlig kunne deltage i alle 6 kvalifikationsprøver, og hvis det rækker til en kvalifikation, så kvalificerer vi os. Målet er IKKE at kvalificere os, en kvalifikation er en BONUS.

DET er nok den allervigtigste læring eller erkendelse i 2022. Jeg har sagt eller gjort det før, men i år blev det rendyrket. Jeg kunne ægte og stort set hver eneste gang glæde mig over at gå en skøn bane med Max, nyde følelsen undervejs og bagefter lege med ham, notere alt det positive og læringspunkter (i den rækkefølge). Og derefter tage gode point og placeringer som bonus og glæde mig over dem, notere mindre gode som pyt, og bare bevarer at jeg havde glædet mig over samarbejdet med Max, som var målet.

Der HAR været udsving, faktisk lidt flere end jeg egentlig synes var rigtigt godt, men de er alle sammen, som i hver eneste en, vendt til noget positivt. Med sparring fra nogle fantastiske mennesker er der analyseret, korrigeret, lagt strategier og så er vi kommet videre. Mange af dem er også noteret som: godt det skete nu.

Der var en dobbeltprøve i Sverige, hvor Max skulle op i Mästerklass, og på den første bane skete der forskelligt, som slog mig noget ud af kurs. Men jeg var tro mod strategien, fremhævede det positive, fik mulighed for at tale med Liv om situationen og få hendes input til min strategi for bane 2, og så gik Max og jeg en fantastisk bane 2 og alt var godt igen – og ja, det udløste også et svensk championat som bonus.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg ville skrive om en stribe konkrete situationer, men jeg kan godt mærke nu, at det har jeg egentlig ikke lyst til, eller brug for.

Jeg tror og håber at mange der er kommet hertil, også har fulgt lidt med i denne blog og kan huske forskellige af de historier, jeg har fortalt, og i bund og grund er de ikke vigtige.

Jeg kan mærke, at jeg nu er meget disciplineret med at nyde nuet. At nyde at være sammen med Max og Otto; nyde at træne; nyde at gå til prøver; nyde at gå skønne ture; nyde at melde til Sirius-prøver og ikke høre ordentligt efter og aflevere fejlbehæftede besvarelser, og vide det, inden jeg har hørt det officielt: for det er jo ikke resultatet der er det vigtige, det er det at stille op til et eller andet, prøve at få det til at lykkes, hygge sig med processen. Jeg kan garantere for, at jeg ikke bliver lykkeligere, hvis vi får en titel og en roset mere.

I samme åndedrag kan jeg så sige, at jeg synes godt vi kunne have fået et lidt flottere minde fra NM en et diplom, så det har jeg fået organiseret: hele det danske landshold inkl. Brian som holdleder får en erindringsroset – Max sidder stolt (eller noget) med sin på billedet øverst.

2022 har indeholdt meget andet end Max’ og min udvikling mod NM.

Otto, som er 3½ år, er trænet meget løsere end Max og – sagt med et kæmpesmil – ikke i nærheden af at være der, hvor Max var i hans alder teknisk. Men jeg hygger med ham på en ganske anden måde end jeg gjorde med stakkels Max den gang. Jeg glemmer ikke, da Anita engang ynkede ham, og sagde at han skulle holde ud til han blev 8 år (eller deromkring), så ville jeg begynde at tage det mere roligt …

Otto kan så meget andet og så han tager han fusen på mig indimellem, som da han og jeg vandt en stor Nybörjarklass i Sverige totalt og ganske uventet for mig. Den bonus var så overraskende og så meget desto gladere blev jeg, det var måske kandidaten til årets prøve!

Han har også været en stjerne til flere NW-prøver,

* * *

Ovenstående skrev jeg i går aftes.

Fredag eftermiddag blev jeg enig med mig selv om at supplere med ti magiske øjeblikke fra året, derefter genlæse ovenstående, så finde nogle fotos (det endte med ét) og så lukke.

Her er der 10 + 1 magiske øjeblikke i kronologisk orden:

• Træningen hos Karina med begge hunde 31. marts
• Det ganske særlige glas vin
• Max' bane til DM
• Øjeblikket hvor jeg fandt ud af at Otto og jeg vandt prøven i Sverige
• Et magisk lykønskningskort til NM
• Træningsbanen hos Johanna med Max 22. november
• Et ganske særligt blik på det helt rigtige tidspunkt til NM
• Den sidste halvdel af søndagens bane til NM – vi har aldrig gået bedre
• Life coachingsessionen
• En ganske særlig psykologisk rådgivning
• Den tilbagemelding jeg fik, efter at have rost en blændende præstation

Det er bare overskrifter. Det er indforstået, ja, men sådan er magi jo. 

Jeg kan huske detaljerne. Jeg kunne sagtens skrive mange flere punkter. Magien er alle vegne, hvis man har et åbent sind, så kommer den til en. 

TAK til alle, der har læst med, endnu større TAK til alle, som er med til at give mit liv magi.

Dagbog for uge 9

Nordisk træningsbane

Kære dagbog,

Jeg har slet ikke haft tid til at fortælle dig om ugen endnu.

I mandags havde jeg flere spændende møder udover dem på arbejde. Der er mange spændende ting på beddingen på rallyfronten, visioner lyder stort, og det er det også. Jeg havde møde med en formuerådgiver i Nordea, det lyder flot 😊 Vi skulle tale om hvordan min situation ser ud, når jeg bliver pensionist; den ser fornuftigt ud uden at være vild. Vi kom til at tale om, hvor længe pensionen skal holde, og ud fra statistikker skal jeg forvente at leve til jeg bliver 86. Det lyder af meget, men når det er om 17 år lyder det pludselig ikke af så meget. Jeg kom da til at tænke på, at jeg snart skal have hund nr. 3, hvis jeg skal have hund resten af livet.

Jeg fik booket værelse til 20.-21. maj, Max og jeg skal overnatte i Århus i forbindelse med kvalifikationsprøverne til landsholdet 21.-22. maj. Jeg har ikke besluttet hvor vi skal spise, men jeg har nogle ideer udover Møf! Den weekend skal være en totaloplevelse!!!

Mandag aften var vi til sidste runde bootcamp i denne omgang, igen skøn træning, og det er lidt sjovere, når vejret er som det er nu.

Tirsdag fik jeg tjekket tænderne og heldigvis er alt ok.

Kirsten havde set af det var international pandekagedag, så jeg fik tre pandekager med is ud på eftermiddagen. Lækkert!

Sidst på eftermiddagen var Otto og jeg til Nose Work hos Merete, det var ved Karlsvognen, et skønt sted at træne. Otto var en superstjerne – det tror jeg, at jeg har skrevet mange gange. Jeg skal arbejde lidt med at få ham i gang indimellem, han kan være meget hanhund … men det meste af tiden arbejder han med sin næse, så jeg bliver totalt blød indeni.

Vi var hjemme og vende, jeg fik to hurtige stykker med spegepølse, og så gik turen med Otto og Max til Ringsted og træning hos Johanna.

Vi havde individuel tid, hvor jeg havde fokus på Ottos bagpartskontrol, og som det så ofte sker hos Johanna: han rykkede helt vildt. Både hans højreposition udviklede sig, og den skarpe ”smækplads”, på venstre side er kommet meget videre.

Max kom til at gå en af de ”sædvanlige” lange, kringlede baner. Han gik igen igen som en drøm. Jeg var vildt fokuseret på starten, og det var også det eneste vi talte om ved feedbacken (resten var tæt på lige i øjet, cirka 99,7 %). Jeg er så anspændt, fordi det er der, det ”plejer” at gå galt, Max dæmper, når øvelse 1 er overstået ånder jeg lidt op, og så kører det! Så jeg skal have styr på den sømløse start à la Helle Sejer.

Onsdag var der intet specielt i kalenderen.

Jeg kan godt mærke, at hofterne/benene ikke er helt som jeg vil have det, jeg kontaktede kiropraktoren, som Kirsten går hos, og fik en tid i torsdag.

 

Det har ikke været helt nemt at få arrangeret noget nordisk træning, men ret spontant var vi tre, der fik lavet en aftale fredag, og jeg designede en vild og vildt fed bane, når jeg selv skal sige det!

Torsdag, jeg kontaktede PFA fra morgenstunden og fik umiddelbart godkendt kiropraktorbehandlingen, godt med sundhedssikring.

Jeg gik til kiropraktoren, og på turen (hjemmefra og til Solrød Center, cirka 1,4 km.) fik jeg lidt af den gene, som jeg henvendte mig om. Jeg fortalte om mig selv, blev tjekket, fik noget indledende behandling, og specielt en øvelse til venstre ankel. Og desværre også besked om, at nogle af skavankerne er naturlige i min alder :-(

Om eftermiddagen skulle Kirsten til hjertescanning i Roskilde, jeg kørte, hundene var med, og vi gik en dejlig tur i det skønneste solskin i området omkring sygehuset. Kirsten fik meget positiv tilbagemelding, alt er ok!

Til aften var vi til første runde i den nye runde bootcamp. Ninna havde igen lavet et alsidigt program og med masser af rekvisitter, det sætter vi pris på! Der var tre nye på holdet, Tina har talt om dem længe. Det er tre seje piger, som kender hinanden fra kemobehandling, og nu beriger vores hold, tak for det!

Aftensmaden var bestilt hjemmefra, 2 x pizza fra Braunstein til afhentning, fed måde at afslutte dagen på.

I dag blev rallykalenderen opdateret med de seneste aftaler.

Jeg har opdateret de nordiske guidelines til vores næste møde 14.3.

Liv, Mette og jeg mødtes i Stestrup 13-15 for at træne den nordiske bane, jeg havde nævnt ovenfor. Det var en lidt mærkelig oplevelse for mig. Da Max og jeg gik banen gik det helt i skuddermudder, fordi jeg blev irriteret på ham. Han snusede, og gjorde meget mærkeligt. Diagnosen var nem at stille, dog ikke da jeg var midt i situationen. Men jeg kan bekræfte, at når jeg bliver anspændt, kan han ikke stå, bakke mv. Så jeg skal lade være med at blive anspændt, det bliver aldrig godt.

I anden runde gik det meget bedre 😊

Dagens bedste forstyrrelse var Aura på 1 år, som er helt vildt skøn.

 

Til aften fik vi årets første stenbiderrogn, mums!

Weekendplanerne? Træning med både Max og Otto hos Camilla i morgen. På søndag skal vi besøge svenskerne … det er naturligvis fordi de savner os vildt tænkte jeg, indtil Chris skrev: ”Tager I Otto med?” 😉 

Ja, vi ville ikke drømme om andet! 

 Det er tydeligt, at der er forår i luften og hvor er det bare skønt.