fredag den 4. marts 2022

Dagbog for uge 9

Nordisk træningsbane

Kære dagbog,

Jeg har slet ikke haft tid til at fortælle dig om ugen endnu.

I mandags havde jeg flere spændende møder udover dem på arbejde. Der er mange spændende ting på beddingen på rallyfronten, visioner lyder stort, og det er det også. Jeg havde møde med en formuerådgiver i Nordea, det lyder flot 😊 Vi skulle tale om hvordan min situation ser ud, når jeg bliver pensionist; den ser fornuftigt ud uden at være vild. Vi kom til at tale om, hvor længe pensionen skal holde, og ud fra statistikker skal jeg forvente at leve til jeg bliver 86. Det lyder af meget, men når det er om 17 år lyder det pludselig ikke af så meget. Jeg kom da til at tænke på, at jeg snart skal have hund nr. 3, hvis jeg skal have hund resten af livet.

Jeg fik booket værelse til 20.-21. maj, Max og jeg skal overnatte i Århus i forbindelse med kvalifikationsprøverne til landsholdet 21.-22. maj. Jeg har ikke besluttet hvor vi skal spise, men jeg har nogle ideer udover Møf! Den weekend skal være en totaloplevelse!!!

Mandag aften var vi til sidste runde bootcamp i denne omgang, igen skøn træning, og det er lidt sjovere, når vejret er som det er nu.

Tirsdag fik jeg tjekket tænderne og heldigvis er alt ok.

Kirsten havde set af det var international pandekagedag, så jeg fik tre pandekager med is ud på eftermiddagen. Lækkert!

Sidst på eftermiddagen var Otto og jeg til Nose Work hos Merete, det var ved Karlsvognen, et skønt sted at træne. Otto var en superstjerne – det tror jeg, at jeg har skrevet mange gange. Jeg skal arbejde lidt med at få ham i gang indimellem, han kan være meget hanhund … men det meste af tiden arbejder han med sin næse, så jeg bliver totalt blød indeni.

Vi var hjemme og vende, jeg fik to hurtige stykker med spegepølse, og så gik turen med Otto og Max til Ringsted og træning hos Johanna.

Vi havde individuel tid, hvor jeg havde fokus på Ottos bagpartskontrol, og som det så ofte sker hos Johanna: han rykkede helt vildt. Både hans højreposition udviklede sig, og den skarpe ”smækplads”, på venstre side er kommet meget videre.

Max kom til at gå en af de ”sædvanlige” lange, kringlede baner. Han gik igen igen som en drøm. Jeg var vildt fokuseret på starten, og det var også det eneste vi talte om ved feedbacken (resten var tæt på lige i øjet, cirka 99,7 %). Jeg er så anspændt, fordi det er der, det ”plejer” at gå galt, Max dæmper, når øvelse 1 er overstået ånder jeg lidt op, og så kører det! Så jeg skal have styr på den sømløse start à la Helle Sejer.

Onsdag var der intet specielt i kalenderen.

Jeg kan godt mærke, at hofterne/benene ikke er helt som jeg vil have det, jeg kontaktede kiropraktoren, som Kirsten går hos, og fik en tid i torsdag.

 


Det har ikke været helt nemt at få arrangeret noget nordisk træning, men ret spontant var vi tre, der fik lavet en aftale fredag, og jeg designede en vild og vildt fed bane, når jeg selv skal sige det!

Torsdag, jeg kontaktede PFA fra morgenstunden og fik umiddelbart godkendt kiropraktorbehandlingen, godt med sundhedssikring.

Jeg gik til kiropraktoren, og på turen (hjemmefra og til Solrød Center, cirka 1,4 km.) fik jeg lidt af den gene, som jeg henvendte mig om. Jeg fortalte om mig selv, blev tjekket, fik noget indledende behandling, og specielt en øvelse til venstre ankel. Og desværre også besked om, at nogle af skavankerne er naturlige i min alder :-(

Om eftermiddagen skulle Kirsten til hjertescanning i Roskilde, jeg kørte, hundene var med, og vi gik en dejlig tur i det skønneste solskin i området omkring sygehuset. Kirsten fik meget positiv tilbagemelding, alt er ok!

Til aften var vi til første runde i den nye runde bootcamp. Ninna havde igen lavet et alsidigt program og med masser af rekvisitter, det sætter vi pris på! Der var tre nye på holdet, Tina har talt om dem længe. Det er tre seje piger, som kender hinanden fra kemobehandling, og nu beriger vores hold, tak for det!

Aftensmaden var bestilt hjemmefra, 2 x pizza fra Braunstein til afhentning, fed måde at afslutte dagen på.


I dag blev rallykalenderen opdateret med de seneste aftaler.

Jeg har opdateret de nordiske guidelines til vores næste møde 14.3.

Liv, Mette og jeg mødtes i Stestrup 13-15 for at træne den nordiske bane, jeg havde nævnt ovenfor. Det var en lidt mærkelig oplevelse for mig. Da Max og jeg gik banen gik det helt i skuddermudder, fordi jeg blev irriteret på ham. Han snusede, og gjorde meget mærkeligt. Diagnosen var nem at stille, dog ikke da jeg var midt i situationen. Men jeg kan bekræfte, at når jeg bliver anspændt, kan han ikke stå, bakke mv. Så jeg skal lade være med at blive anspændt, det bliver aldrig godt.

I anden runde gik det meget bedre 😊

Dagens bedste forstyrrelse var Aura på 1 år, som er helt vildt skøn.
 

Til aften fik vi årets første stenbiderrogn, mums!

Weekendplanerne? Træning med både Max og Otto hos Camilla i morgen. På søndag skal vi besøge svenskerne … det er naturligvis fordi de savner os vildt tænkte jeg, indtil Chris skrev: ”Tager I Otto med?” 😉 

Ja, vi ville ikke drømme om andet! 

 Det er tydeligt, at der er forår i luften og hvor er det bare skønt.

Ingen kommentarer: