Dagbog for uge 9

Nordisk træningsbane

Kære dagbog,

Jeg har slet ikke haft tid til at fortælle dig om ugen endnu.

I mandags havde jeg flere spændende møder udover dem på arbejde. Der er mange spændende ting på beddingen på rallyfronten, visioner lyder stort, og det er det også. Jeg havde møde med en formuerådgiver i Nordea, det lyder flot 😊 Vi skulle tale om hvordan min situation ser ud, når jeg bliver pensionist; den ser fornuftigt ud uden at være vild. Vi kom til at tale om, hvor længe pensionen skal holde, og ud fra statistikker skal jeg forvente at leve til jeg bliver 86. Det lyder af meget, men når det er om 17 år lyder det pludselig ikke af så meget. Jeg kom da til at tænke på, at jeg snart skal have hund nr. 3, hvis jeg skal have hund resten af livet.

Jeg fik booket værelse til 20.-21. maj, Max og jeg skal overnatte i Århus i forbindelse med kvalifikationsprøverne til landsholdet 21.-22. maj. Jeg har ikke besluttet hvor vi skal spise, men jeg har nogle ideer udover Møf! Den weekend skal være en totaloplevelse!!!

Mandag aften var vi til sidste runde bootcamp i denne omgang, igen skøn træning, og det er lidt sjovere, når vejret er som det er nu.

Tirsdag fik jeg tjekket tænderne og heldigvis er alt ok.

Kirsten havde set af det var international pandekagedag, så jeg fik tre pandekager med is ud på eftermiddagen. Lækkert!

Sidst på eftermiddagen var Otto og jeg til Nose Work hos Merete, det var ved Karlsvognen, et skønt sted at træne. Otto var en superstjerne – det tror jeg, at jeg har skrevet mange gange. Jeg skal arbejde lidt med at få ham i gang indimellem, han kan være meget hanhund … men det meste af tiden arbejder han med sin næse, så jeg bliver totalt blød indeni.

Vi var hjemme og vende, jeg fik to hurtige stykker med spegepølse, og så gik turen med Otto og Max til Ringsted og træning hos Johanna.

Vi havde individuel tid, hvor jeg havde fokus på Ottos bagpartskontrol, og som det så ofte sker hos Johanna: han rykkede helt vildt. Både hans højreposition udviklede sig, og den skarpe ”smækplads”, på venstre side er kommet meget videre.

Max kom til at gå en af de ”sædvanlige” lange, kringlede baner. Han gik igen igen som en drøm. Jeg var vildt fokuseret på starten, og det var også det eneste vi talte om ved feedbacken (resten var tæt på lige i øjet, cirka 99,7 %). Jeg er så anspændt, fordi det er der, det ”plejer” at gå galt, Max dæmper, når øvelse 1 er overstået ånder jeg lidt op, og så kører det! Så jeg skal have styr på den sømløse start à la Helle Sejer.

Onsdag var der intet specielt i kalenderen.

Jeg kan godt mærke, at hofterne/benene ikke er helt som jeg vil have det, jeg kontaktede kiropraktoren, som Kirsten går hos, og fik en tid i torsdag.

 

Det har ikke været helt nemt at få arrangeret noget nordisk træning, men ret spontant var vi tre, der fik lavet en aftale fredag, og jeg designede en vild og vildt fed bane, når jeg selv skal sige det!

Torsdag, jeg kontaktede PFA fra morgenstunden og fik umiddelbart godkendt kiropraktorbehandlingen, godt med sundhedssikring.

Jeg gik til kiropraktoren, og på turen (hjemmefra og til Solrød Center, cirka 1,4 km.) fik jeg lidt af den gene, som jeg henvendte mig om. Jeg fortalte om mig selv, blev tjekket, fik noget indledende behandling, og specielt en øvelse til venstre ankel. Og desværre også besked om, at nogle af skavankerne er naturlige i min alder :-(

Om eftermiddagen skulle Kirsten til hjertescanning i Roskilde, jeg kørte, hundene var med, og vi gik en dejlig tur i det skønneste solskin i området omkring sygehuset. Kirsten fik meget positiv tilbagemelding, alt er ok!

Til aften var vi til første runde i den nye runde bootcamp. Ninna havde igen lavet et alsidigt program og med masser af rekvisitter, det sætter vi pris på! Der var tre nye på holdet, Tina har talt om dem længe. Det er tre seje piger, som kender hinanden fra kemobehandling, og nu beriger vores hold, tak for det!

Aftensmaden var bestilt hjemmefra, 2 x pizza fra Braunstein til afhentning, fed måde at afslutte dagen på.

I dag blev rallykalenderen opdateret med de seneste aftaler.

Jeg har opdateret de nordiske guidelines til vores næste møde 14.3.

Liv, Mette og jeg mødtes i Stestrup 13-15 for at træne den nordiske bane, jeg havde nævnt ovenfor. Det var en lidt mærkelig oplevelse for mig. Da Max og jeg gik banen gik det helt i skuddermudder, fordi jeg blev irriteret på ham. Han snusede, og gjorde meget mærkeligt. Diagnosen var nem at stille, dog ikke da jeg var midt i situationen. Men jeg kan bekræfte, at når jeg bliver anspændt, kan han ikke stå, bakke mv. Så jeg skal lade være med at blive anspændt, det bliver aldrig godt.

I anden runde gik det meget bedre 😊

Dagens bedste forstyrrelse var Aura på 1 år, som er helt vildt skøn.

 

Til aften fik vi årets første stenbiderrogn, mums!

Weekendplanerne? Træning med både Max og Otto hos Camilla i morgen. På søndag skal vi besøge svenskerne … det er naturligvis fordi de savner os vildt tænkte jeg, indtil Chris skrev: ”Tager I Otto med?” 😉 

Ja, vi ville ikke drømme om andet! 

 Det er tydeligt, at der er forår i luften og hvor er det bare skønt.

Kiropraktor - og flere nye ideer

I går var Megan og jeg til det halvårlige kontrolbesøg hos Maja Guldborg, og den bedste nyhed var naturligvis at alt går godt med Megan. Vi fortsætter vores øvelser, og hun er bare i topform – næste kontrolbesøg sidst i november.
Jeg benyttede lejligheden til at nævne mit problem med LP-prøverne, og hvordan jeg ubevidst dæmpede Megan. Maja fortalte om en interessant undersøgelse, som jeg fandt dette abstract af:
”Investigating horse-human interactions: the effect of a nervous human.
The heart rates (HR) of horses and the people leading them (10 horses, 20 people), and riding them (17 horses, 17 people), were recorded in an indoor arena. The horses were Swedish leisure horses of mixed ages, sex and breed. All except two of the people were female and all were of mixed age and riding experience. Each horse-human pair walked or rode between points A and B (30m) four times on each test occasion. However, just before the fourth pass, participants were told that an umbrella would be opened as they rode, or led, the horse past the assistant. The umbrella was not opened, so this pass was no different to the previous control occasions, but nevertheless there was an increase in HR for both the person (leading, P=0.06; riding, P<0.05) and the horse (being led, P<0.05; being ridden, P<0.05). The findings indicate that analysis of HR recorded simultaneously from people and horses under different experimental handling or riding conditions presents a useful tool to investigate horse-human interactions.”
Eller sagt kort: Menneskets forventning om at paraplyen slås op resulterer i øget hjertefrekvens hos hesten!
Og ja, dette har også noget med hunde at gøre. Førerens forventning slår igennem på hunden. En af Majas anbefalinger var at videooptage min træning, og sammenholde med videoer fra konkurrencer, så jeg selv kunne sammenligne min adfærd – jeg véd jo selv alt om hvor nemt det er at iagttage og kommentere andres adfærd, og så vil jeg jo se på mig selv som en fremmed!!!
Så det jeg har gjort er følgende:
Sammen med Kirsten har jeg set fri ved foden fra i søndags flere gange. Og ja, jeg går jo slet ikke som jeg siger jeg ville gå.
Vi tog op til Jersie i aftes (undervisningen var aflyst fordi jeg havde møde indtil 18), og Kirsten kommenterede min træning. Og jeg fik følgende råd:

• Sænk skuldrene når du går
• Gå naturligt med armene (også i langsom gang!)
• Brug kroppen mere, fx ved dirigeringen
• Lad være med at belønne med godbidder – brug hop, tricks, klap
• Brug kvindestemme

Og hvad kom der ud af det:

• Flot kontakt i fri ved fod, inkl. ved temposkift
• Megan fulgte min dirigering (håndsignal og noget bøjet krop)
• Superfremsending
• Opmærksomhed ved øvelsesstart
• 2 x ½ minut super sid

Da vi havde kørt nogle sekvenser af 2-3 øvelser fik Megan lidt godbidder, men ellers kun ikke-godbidder.
Da vi var færdige med at træne fik hun og Lille Bjørn aftensmaden spredt ud over et areal, så de skulle søge.
Jeg prøver at bygge videre på dette i morgen.

Sikken herlig dag i går!

Megan og jeg havde tid hos Maja Guldborg kl. 8.30, for at følge op på om det går fremad med Megan. Og det er heldigvis gået rigtigt meget fremad! Selvom Megan formentlig har haft smerterne i lang tid, har det ikke udviklet sig til noget alvorligt, og der er nu kun småting tilbage. Det var en fantastisk lettelse.
Det videre forløb hos Maja er, at Megan og jeg kommer på kontrolbesøg den 2. juni. Vi fortsætter med de øvelser, som jeg beskrev i en tidligere blog, men kan nøjes med to gange om dagen og vibrator to gange om ugen – det er blevet et hyggeligt ritual for Megan og mig. Den 2. juni har jeg også bestilt tid til Lille Bjørn, for en sikkerheds skyld.
Alle mine store forventninger til Maja Guldborg er blevet indfriet og mere til. Det er rigtigt rart og betryggende at komme hos hende, og resultaterne er bare fantastiske.

Så kom jeg hjem efter arbejde og kunne glæde mig over februar nummeret af Spaniel Nyt. Lotte Evers & Jan Buk, de to redaktører, har fået bladet op på et meget flot og professionelt niveau. Og dette nummer indeholder en masse lydighedsstof, absolut ikke hverdagskost i den sammenhæng:

• Lydighedsprøver bliver nævnt i lederen
• Kristine Møller Jeppesen har skrevet en meget interessant artikel om at være til finale i Årets Hund i lydighed
• Mine pokaler til årets lydighedsspaniels er beskrevet på en side
• LP-prøven den 26. september i Køge er annonceret
• Og sidst men ikke mindst bringes min artikel ”Megan – Fra hvalp til lydighedschampion”.

Et pragtfuldt nummer!!
Og så om aftenen var jeg med både Lille Bjørn og Megan til træning hos Charlotte Lyngholm.
Det var to træningsomgange til 5 = "Kom hjem og var glad – og det smittede”.
Fokus var begge steder glæde, og at bruge legetøj som belønning.
Lille Bjørn var totalt ustyrligt glad, og lavede nogle fantastisk pladser, fri ved fod og 2-skridt til højre. Frisbee’en med piv er et superhit som belønning.
Så sad han i 15 sekunder på 4 meters afstand i fællessit, og lå 30 sekunder på 8 meters afstand i fællesdæk, sidstnævnte med en tilsvarende gentagelse.
Alle øvelserne blev succeser: apportering (han holder fast nu …), spring (både LP1 og LP2) og til allersidst en drømmefremsending. Først 10 m med target med flot tempo, perfekt stå og perfekt dæk. Og så fra kort afstand en stå uden target!
Så blev det Megans tur. Der var godt nok opsparet noget energi, men på en god måde. Vi skulle også starte med pladser og fri ved fod med legetøj som belønning. Pladsen gik fint, men fri ved fod blev til en del løberi for mig, for at få Megans interesse, men den kom og nu skal jeg bare arbejde videre med at få hende rigtigt tændt på forskelligt nyt legetøj.
I fællessit var jeg ude af hallen i 5 sekunder, og tog 30 sekunder på 10 meter, og der var ingen problemer (!!).
Fællesdækken: Jeg gik ud af hallen, var der lidt, tilbage på 10 meters afstand i 1 minut, og Megan lå bare superflot.
Så lavede vi nogle stillingsskift mens de andre lå dæk. Vi var altså hinandens distraktioner, og samtidig distraherede Charlotte med forskellige kommandoer, som hundene ikke skulle reagere på. Vi fik lavet nogle flotte stillingsskift, jeg valgte det sikre på dagen: Dæk-sit 10 m. Sit-stå 10 m. Stå-sit 2 m. Stå-dæk ½ m, for det skulle altså bare være succes
Så var der igen engang fællesdæk, hvor Megan rejste sig da jeg var ude i 15 sekunder, men efter ny afdækning kunne jeg gå ud, komme ind og belønne efter 20 sekunder (10 m).
Så trænede vi tempo i Apport udlagt. Først ved at jeg skulle holde Megan, mens apporten blev lagt, og så ved at jeg bakke fra keglen, så hun fik tempo i tilbageløbet. Der kom pæn fart på.
Så var der en superspringapportering. Og endelig en fremsending med supertempo, da jeg lige havde gjort feltet interessant ved at tosse rundt derude.
Det er bare superdejligt at være i gang igen med Megan, og si skal træne leg inden weekendens kursus med Helle Damkjær :-)

Megan hos kiropraktor

Som nævnt i en tidligere blog er jeg blevet ”tvunget” til kiropraktor med Megan. Og det var en meget positiv oplevelse.
Jeg var blevet anbefalet Maja Guldborg af mange tilfredse hundeejere, og efter selv at have mødt hende og oplevet hendes arbejde kan jeg godt forstå de mange roser. Maja er meget sympatisk og behagelig, god til at orientere om, hvad hun gør og hvorfor hun gør det, og jeg gik derfra med fuld tillid til at der kommer noget godt ud af forløbet!

Maja undersøger om det enkelte led bevæger sig optimalt indenfor dets normale bevægelsesområde(motionpalpation) og lokaliserer det eller de led, hvor der er nedsat bevægelse. Konsekvensen af nedsat bevægelse er at hunden begynder at kompensere, og resulterer i smerte og stivhed. Derfor skal ledene behandles.
Og konklusionen var klar: Megan har smerter i lænd og ryg, og stivhed bl.a. i nakken :-(

Så indtil næste besøg den 16. februar er recepten følgende:

• 3 gange daglige skal vi udføre følgende øvelser:
  o med hånden ”massere/vibrere” Megans underside fra for til bag
  o lokke hende til at bukke hovedet ind mellem forbenene
  o lokke hende til at bevæge hovedet ned mod venstre og højre skulder
  o lokke hende til to højre og to venstre cirkelbevægelser
• fodring skal nu alene ske ved at maden spredes ud, så hun skal bevæge halsen mange gange mens hun spiser
• med speciel vibrator skal hun vibreres hver eller hver anden dag til højre og venstre for rygsøjlen
• hun skal gå en masse korte ture frem for lange ture, gerne i kuperet terræn
• hun skal ikke træne lydighedsøvelser, men gerne spor

Det er lidt skræmmende at få denne diagnose, men jeg er sørme glad for at jeg blev tvunget, og er spændt på det videre forløb.

Og jeg skal hilse fra Megan og sige at hun er totalt færdig, hun har stort set sovet siden vi kom hjem ved 15-tiden.