Zakkai ligger i Odder, så hvad var mere nærliggende end at tage til Århus fredag eftermiddag og få aftensmad på Møf.
De er netop flyttet til nye og større lokaler i Jægergårdsgade, men naturligvis er betjening, mad, vin og stemning uændret superb. De har meget apropos netop igen fået en Michelin-anbefaling.
Jeg fik tre snacks – specielt tuntataren og arancinien var jeg vild med – derefter fyldt pasta med jomfruhummer, tatar og smørstegt rødfisk, og naturligvis lidt spændende naturvin.
Jeg var især begejstret for Maxime Francois Laurents Pantomine 2023 på grenache blanc (og lidt bourboulenc).
Det er mit ottende besøg på Møf og jeg lovede igen igen igen mig selv, at finde en anledning til at vende tilbage - det er genialt godt.
Efter maden blev jeg i det skønneste sommervejr draget mod Fredens Torv og nød et par kultvine på PLAN B Vin & tapas. Jeg er ved at læse Elaine Chukan Browns The Wines of California, så jeg blev nødt til at smage Opus One 2019, den er vidunderlig allerede nu.
Den betjening jeg fik var bestemt også vidunderlig, jeg siger tusind tak - og jeg vil meget gerne vende tilbage hertil også!
Søndag gik turen til Zakkai og en som altid velarrangeret rallyprøve. Det var en fornøjelse at dømme, der var god stemning og meget flot hundearbejde. Og sørme om der ikke var to i championklasse, der fik deres 10. diamantpind og dermed opnåede titlen Rally Champion Diamant (RLCHD), den højest opnåelige i dansk rally.
Så var der de podcast afsnit jeg nævnte. En tur til Jylland indebærer naturligt en del kørsel, og den blev udnyttet godt til at høre fire podcast afsnit.
Ubegribeligt Med Huxi Bach som vært Alkohol (19. juni 2025) med Maja Thiele som gæst. Hun er professor i Medicinsk gastroenterologi på Syddansk Universitet, hun arbejder bl.a. med klinisk forskning indenfor alkoholrelateret leversygdom. Et spændende emne, og en gæst som kunne fortælle om teorier om hvordan mennesker ”opdagede” alkohol, hvad der sker indeni mennesker både fysisk og mentalt, når vi drikker, og hvorfor vi er så gode til at forbrænde alkohol.
Brinkmanns Briks med Svend Brinkmann som vært Tænk dig til mindre smerte (18. juni 2025) med Bobby Zachariae som gæst, Han er professor ved enhed for psykoonkologi og sundhedspsykologi ved kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og psykologisk institut ved Aarhus Universitet. Det handler om at man mentalt kan mindske eller helt fjerne oplevelsen af at have ondt. Det er jo præcis det jeg lærer om og arbejder med i forbindelse med Master of Mental Training™, at erstatte en mindre ressourcefuld følelse med en mere ressourcefuld mentalt. Udsendelsen beskriver bl.a. hvordan smerten føles mindre kraftig eller glemmes, hvis man beskæftiger sig med noget andet.
Hjernekassen med Peter Lund Madsen som vært Psykiatriske diagnoser (17. juni 2025) med speciallæge i psykiatri Ole Mors som gæst. Udgangspunktet er en diskussion af hvad en psykiatrisk diagnose er; det i sig selv er udfordrende, fordi man – i modsætning til somatiske diagnoser ikke kan måle sig til en masse. Man skal spørge og forstå. Der sker arbejde internationalt for at få et ensartet klassifikationssystem. Der er også bestræbelser på at der ikke behandlingsmæssigt skal være to separate spor (psykisk/somatisk) men ét = et menneske fejler noget.
Visionærerne med Morten Resen som vært Mikkel Bjergsø: Bryggeren, der gik all in (4. april 2024) med Mikkel Bjergsø, som i 2006 sammen med Kristian Keller grundlagde Mikkeller, som gæst. Det er en vanvittigt spændende fortælling om et løbetalent, der drikker sin første øl på scholarship i Kansas, får ølbrygning som passion, bliver uddannet folkeskolelærer og ved et ”tilfælde” fremstiller verdens bedste stout og bliver verdensberømt. En spændende og dramatisk historie, med store menneskelige og økonomiske op- og nedture, og for ikke længe siden på randen af en konkurs. Mikkel fortæller i udsendelsen at der tegner sig et fornuftigt regnskab for 2024 – på daværende tidspunkt havde de haft underskud seks år i træk, samlet omkring 300 mio kr. Meget apropos kom årsregnskabet i går, og der var et overskud på 11,9 mio. kr., det bedste siden 2016. Det er en spændende historie om motivation, innovation, stædighed, perfektionisme osv. Det er meget spændende lytning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar