Planer og træning

14. oktober 2017 på Samsø

Jeg har lovet at skrive lidt mere om dels de to halve enetimer i går, dels coachingsessionen.

Det første halve time handlede det om Lille Bjørns HTM3-program. Bare at skrive det er lidt vildt 😊

Lille Bjørn debuterede i HTM 14. oktober 2017 på Samsø, og jeg jokede med at han skulle gå i HTM3 året efter. Det er flere prøver siden, det ikke var en joke længere, og jeg begyndte at planlægge HTM3-programmet. Efter 4 x HTM1 og 5 x HTM2 (heraf 2 svenske) blev Dengang da jeg var lille udskiftet med Paddington, som jeg 30. juni gik i en HTM2-udgave. Ud fra bl.a. dommerkommentarerne har jeg revurderet min skitse til HTM3-versionen, og tænkt at det trængte til nogle nye, konstruktive øjne på, hvordan det kunne skrues sammen.

Det fik det bestemt, da Anja havde hørt musikken og vi fik talt om indholdet. Jeg har fået til opgave at se filmen (ideer til indhold/historie), nogle rekvisitter var totalt oplagte, da vi havde lagt os nogenlunde fast på en sød historie – Paddington-bamsen er på vej, kuffert er jeg på jagt efter – og en masse ideer er noteret.

Nogle oplagte overgange i musikken er som skabt til små tricks, og som jeg bl.a. noterede: Hvad kan Lille Bjørn med en Bjørn, og hvad kan han med en kuffert?

Der er masser af muligheder, og det er så spændende at skulle udvikle programmet fra grunden.

Derefter var Anita på med Osseau. Det er spændende at følge udviklingen af det program, og hvor godt der kan arbejdes med håndtegn med den ene hånd (til næsten døve Osseau), og laves flot og udtryksfuld koreografi med den anden. Det bliver så godt!

Derefter skulle der arbejdes med ideer til Max og mit program, og det fik jeg naturligvis i massevis. Stokken som rekvisit slipper jeg ikke for, og hat og slips kom også ind i nummeret. Der er ikke en egentlig historie, men stemningen oser i mit hoved af en stilig englænder i New York,

Coachingsessionen i går var virkelig fantastisk. Det har alle de tidligere også været, men denne udviklede sig på en måde, som jeg ikke var helt forberedt på. Jeg var i gang med at opsummere siden sidst (7. december) og det var en lang lovprisning af Lille Bjørns og mit samarbejde, hvordan jeg havde det med ham, hvad der gjorde, at vores relation var noget særligt og alt sådan noget.

Samtalen blev drejet over på Max, ved at Anja spurgte til min sprogbrug: jeg, han, Lille Bjørn, Max vs. VI. Jeg fortalte om Max og mig, og Anja kunne fortælle mig at mit kropssprog, min attitude, mine følelser, ALT afslører, hvor forskelligt jeg agerer overfor Lille Bjørn og Max.

Jeg brugte selv Mads Skjerns forhold til et par af sine børn: Lille Bjørn er Inger, som ikke kan gøre noget galt, Max er Daniel, som ikke lever op til fars forventninger, uanset hvad.

Jeg véd det, jeg har hørt det flere gange før. Men aldrig har det været så åbenlyst.

Jeg er i fuld gang med at blive bevidst om denne forskel og bearbejde den, så jeg kan bruge den konstruktivt. Som Anja udtrykte det: Jeg må acceptere begge hunde, som de er; hvis jeg holder af dem (og jeg elsker dem!), så må jeg tage hele pakken inkl. de dårlige sider.

Begge hundene spejler til hver en tid mig, og hvis Max skal være tryg ved mig, så vi får samme relation som jeg har til Lille Bjørn nu, så skal jeg bare have fat i og styr på VORES værdier, så vi er helt trygge sammen og stoler 100 % på hinanden.

Vi afsluttede uden at aftale, hvordan jeg kom videre, der var meget at tænke over, bl.a. fik jeg nævnt måske at vælge forskellige discipliner til de to hunde, så de ikke begge to er med hver gang til den samme træning og de samme konkurrencer.

Eftermiddagens træning med Anita var jeg nødt til at starte med at fortælle om coachingsessionen, og der var vist ikke de store overraskelser for Anita … Og hun kunne godt minde mig om, at de relationer jeg har til Lille Bjørn, ikke er kommet af sig selv, der har været lange perioder hvor vi havde et mere anstrengt forhold til hinanden 😉

Nå ja, jeg havde valgt kun at tage Max med, for jeg havde brug for at prøve at træne kun med ham, og mærke, hvordan jeg havde det. Jeg stillede et par spring, et felt og en kegle op, lavede nogle rallyøvelser og mærkede godt efter, hvordan jeg reagerede, når noget ikke gik, som det var tænkt. Fuldstændig ro indeni. Anita og jeg fik også talt om, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis han forlader banen på lørdag, tjek.

Til sidst trænede vi P5 og den første sidebevægelse til venstre, der skal arbejdes mere med det, og foran et spejl, men det var en virkelig god træningssession, og Max var helt tilfreds.

Det er ham der håber ”I wanna be loved by you”, og det skal han nok blive, det lover jeg.

You don't know what it's like …

Den daglige HTM-træning består pt. alene af visualiseringer. I morgen skal jeg arbejde max 15 minutter i alt med begge hunde i haven. Så er vi klar til generalprøven på lørdag i Ejby. Vi er kun tre førere: Jette med to hunde, Lone med en og jeg med to, jeg har start nr. 2 og 5, der er lige til at overskue.

Jeg regner med at starte med Max. Englishman i den afslappede udgave, som jeg har gået de sidste gange til træning. Det bliver (naturligvis) med belønninger. I mine visualiseringer er der kommet mere og mere koreografi på, og jeg kan mærke den følelse indeni, som er så svær at sætte ord på (og som Anja vil have mig til at sætte ord på til coachingsessionerne), men som, når den er der, er den mest fantastiske i verden.

Lille Bjørn kommer op som den sidste. Det blev definitivt i dag, at han skal debutere med Paddington-musikken, som jeg klippede til en HTM2-udgave. 6 sekunders klip fra sangen og derefter de første 2½ minutter af det instrumentale tema.

Starten af musikken skal jeg lige overveje, den er ikke helt blevet, som jeg havde drømt om, men det bliver den udgave på lørdag, som jo er ren træning, så må jeg evaluere bagefter.

Jeg glæder mig meget til at gå det nye nummer for første gang. Jeg var rigtig glad for Dengang da jeg var lille, men Paddington passer bare så fint til os. Sværhedsgraden er højere end det forrige HTM2-program, det er helt bevidst, for det er jo denne musik i fuld udgave (et minut længere), som skal bruges ved vores debut i HTM3 20. oktober. Der er flere overgange, mere bakning, en ny position, alt sammen noget, der giver lidt uro. Det er bare et spørgsmål om træning, så det skal nok komme på plads. Det vigtige for mig er at Lille Bjørn og jeg føler os komfortable med nummeret.

Træningen har kun givet mig endnu mere lyst til at udvikle det.

Jeg føler mig rigtig klar med begge hundene. Jeg véd at jeg efter lørdagen vil foretage nogle justeringer, og også skal have planlagt lidt mere træning i den kommende uge, for at få nogle detaljer trænet. Og så vil jeg være helt klar til 30. juni. Den prøve har været mentalt skubbet lidt væk, men jeg ved at fra mandag vil jeg havde fuldt fokus på den igen. Alt papirarbejdet er på plads, og jeg tror der er styr på alle aftaler, alt det der skal til, for at det giver mening både at være ansvarlig for prøven og selv gå op.

Den kombination har jeg tænkt meget over, fordi jeg som udgangspunkt havde planlagt at gøre præcis det samme ved rallyprøverne i Vejen i weekenden begge dage. Da det endte med at jeg skulle dømme en klasse hver dag, besluttede jeg efter nogen tid at melde begge hundene fra i championklasse, fordi det at gå op med dem selv ikke var fair. Det var jeg rigtig glad for begge dage. Der var lidt stress på i starten, og det ville have smittet af på hundene.

Sådan vil det nok også være lidt den 30. juni, men jeg tror også at planlægningen har gjort, at det bliver lidt mere roligt. De to prøver er vigtige for mig, ikke resultatmæssigt, men fordi jeg er kommet til et punkt i træningen, hvor jeg har brug for at vise programmerne. Englishman har udviklet sig meget siden vi viste det 2. juni, og Paddington er som sagt et nyt program, som jeg rigtigt gerne vil vise.

Det er noget helt andet med de HTM-programmer end fx at gå en rallyprøve. Ikke at man ikke kan have præcis den samme følelse indeni, når man går rallyprøver fx Men et HTM-program bliver en del af en selv. Der ligger masser af følelser (og masser af træning) i et (færdigt) nummer – ja, de bliver altså aldrig færdige – og at vise et nummer er på mange måder at krænge sjælen ud og vise sine følelser i fuld offentlighed.

Det lyder lidt højtravende, men mange, der har arbejdet med freestyle eller HTM kan formentligt genkende noget af det. Det er fascinerende, og en af flere grunde til at jeg er blevet så fascineret af HTM.

HTM-træning og -konkurrencer

Fokuseret Lille Bjørn

Mit fokus er meget klart lige nu: Cirka 100 % på HTM 😊

Jeg er i den gode proces med at lære Paddington udenad. Jeg har designet programmet, så rammerne er på plads. Det er en kombineret HTM2-/HTM3-udgave. Jeg skal debutere med det til prøven 30. juni, og det er absolut realistisk at have en god version klar dér.

Slidt HTM3-manuskript

I går aftes ved 20-tiden gik jeg det tre gange i haven til musik og med manuskriptet i hånden. Max var med i haven, og tredje gang jeg gik i gang ville han pludselig være med, og så gik vi lige en fuld HTM3-udgave. Det passer perfekt til Max (også!), og det kunne da være sjovt at gå det med begge hundene til en prøve! Jeg opdagede først i dag, at jeg havde noteret i kalenderen, at jeg skulle melde til en NW-prøve som åbnede kl. 20. Det glemte jeg, og så har det ikke været vigtigt nok!

I dag har jeg hørt Paddington en del gange i bilen, og Englishman et par gange. Jeg synes det tager lidt længere tid at lære Paddington end det gjorde med Englishman, jeg tror simpelthen det er fordi jeg ikke har de håndtag i den instrumentale musik, som jeg har i sangens tekster. Men det kommer hurtigt alligevel.

Anita og jeg mødtes til en times træning i eftermiddags, og med Lille Bjørn viste jeg en fuld HTM2-udgave, og det fungerer ganske udmærket. Der, hvor det ikke fungerer, er det mig, der ikke har helt styr på overgangene og gør mærkelige ophold, og så er der en ny position, som jeg nok lige skal grundindlæres først! Så efter nummeret arbejdede vi med dét samt nogle af positionerne.

Med Max havde jeg i sidste øjeblik planlagt en fuld udgave, med belønninger styret af Anita (stop af musik).

Det gik intet mindre end forrygende! Jeg slappede af, kiggede op, og Max var med. I den passage hvor jeg på stedet drejer 360 grader til højre og derefter til venstre, kiggede han op på mig, som kiggede op, helt synkront sagde Anita. Jeg kunne mærke, at han var, hvor han skulle.

Der var nogle steder, hvor jeg ikke ventede på ham (fy!), men altoverskyggende var der den fede fornemmelse af at Max var med, han var på, detaljerne fungerede og det føltes så godt.

Træningen frem mod 30. juni er ikke planlagt i detaljer endnu, men takket være Jette Porter har jeg fået mulighed for at optræde med begge numre til en byfest i Ejby 23. juni. Det er en ren foræring træningsmæssigt, at kunne gå to fulde programmer med belønning, det glæder jeg mig meget til.

Idé til påklædning?

Mit eneste problem, som jeg kom i tanker om i dag, er, at jeg ikke har tænkt kostume til Paddington-nummeret. Ideer er mere end velkomne! Og nej, det skal ikke være en bjørnedragt 😉

Apropos 30. juni. Når jeg planlægger prøver kan jeg lide at have kontrol med forløbet. Mange års erfaring gør, at vi i Sydkystens Hundeskole kan afvikle rallyprøver helt uden videre, det er bare så nemt.

En af Max' dommersedler 30.6

Prøven den 30. juni er vores første HTM-prøve, og jeg kan godt mærke, at jeg har fået en meget bedre fornemmelse efter at de første forberedelser efter tilmeldingsfristens udløb er kommet på plads. 101 katalognumre er fordelt på de 5 dommere, rækkefølge og en tidsplan er udsendt, Kate sørger for ”det sædvanlige” til indskrivningen, og jeg har gjort klar til udskrivning af de 180 dommersedler.

Musikanlæg, hegn, tæpper (tak Johanna), resultatark (tak Sonja), backup-musik anlæg (tak Liv), dommerskemaer (tak Tine), DJ’s (tak Helle, Trine og Jette) og alt muligt andet (tak Emmy, Mia, Helle mfl.). Det er dejligt at kunne henvende sig til alle mulige erfarne, alle stiller bare op og er utroligt hjælpsomme.

Rosetter er bestilt (tak Charlotte og Amanda), præmier er bestilt og det skal nok blive en fantastisk dag.

Lovende HTM-programmer

Foto fra Paddington-filmen

Jeg havde en skøn formiddagstræning i hallen i Viby med Sidsel med Wawe og Shadow samt Anita med 11-års fødselaren Osseau. Jeg holdt mig pænt til mine egne planer 😊

Jeg viste en fuld udgave af Englishman in New York med Max, belønning med godbidder undervejs. Jeg ville gerne vise, hvor vi er kommet til, og have feedback på det.

Jeg kan godt mærke, at jeg har det rigtigt godt med musikken, og programmet, som det ser ud nu. Jeg har virkelig fået det ind under huden, jeg har gået det program mindst 100 gange i hovedet. Det giver mig den sikkerhed, som jeg måske savnede i Que reste-t-il de nos amours. Det giver overskud og dermed meget bedre mulighed for at støtte Max.

Det kan også ses, kunne jeg høre på Sidsel og Anita 😉 Den mentale træning har virkelig skabt overskud, det er kun 1½ måned siden nummeret poppede op Om at finde HTM-musik.

Det, jeg har brug for at arbejde med, er først og fremmest at variere linkene og skabe værdi i dem. Det er tydeligt, at positionerne er sjovere for Max, for det er dér, belønningerne falder. Starten på positionerne bliver ofte lidt sen, fordi Max er for længe om at komme ind; der skete hurtigt noget andet, da jeg fik belønnet for selve starten af linket.

Og så fik jeg endnu engang – omend det går fremad! – at vide, at jeg godt må kigge mere op, Max har ikke behov for at jeg kigger på ham …

Med Lille Bjørn tog jeg for alvor fat på Paddington-musikken. Jeg gik simpelthen det første minut med semi-improviserede positioner, og konklusionen var klar: det nummer er som skabt til Lille Bjørn og mig. Jeg blev revet helt med, og måtte mindes om, at jeg godt måtte belønne Lille Bjørn undervejs.

Vi fik talt om den udgave jeg har klippet sammen, og der var enighed om at den 3½ minutters instrumentale version krydret med nogle små lydklip om Paddington, kan være lige i prik, for at hjælpe dem, der ikke kender filmen/musikken.

Jeg er i fuld gang med at tænke mere koreografi, det bliver et skønt nummer!

Tak Sidsel og Anita for den allerbedste start på en forlænget weekend 😊

An Englishman in Benløse

Foto: Anita

Jeg vågnede kl. 4, kunne ikke falde i søvn igen, og visualiserede Englishman og Dengang da jeg var lille et par gange hver og jeg havde mærket den fantastiske følelse efter gårsdagens reception, som inden jeg tog afsted til træning blev til blogindlægget Et minde for livet.

Jeg ankom derfor i høj stemning til træningen med Anita kl 9 i Benløse, hvor vi som sædvanlig startede med at afstemme planer. Jeg skulle arbejde med Max’ nye HTM-program, Anita med nye positioner med Osseau samt justeringer i starten af programmet og endelig skulle jeg have inspiration til starten af Lille Bjørns nye program (Paddington).

Max’ program til Englishman kan jeg rigtigt godt allerede. Det er gået virkelig mange gange på papiret og ikke mindst i hovedet. Men i dag var debut med den fulde udgave, først med julemand som agerede hund, og derefter med Max.

Det gik rigtigt godt! Jeg har virkelig musik, positioner og links inde under huden, Max er dejligt på, både fordi det er nyt, og der bare sker mere end i det gamle nummer. Anita og jeg fik talt om nogle positioner, der kunne ændres, timingen af links, og tempoet i nogle af positionerne. Det bliver bare dejligt at arbejde videre med det nummer og jeg glæder mig endnu mere til debuten 20. maj.

Lille Bjørn og jeg fik gået forskellige varianter af starten til Paddington-musikken. Der er masser af muligheder og jeg skal i første omgang have tænkt det første minut grundigt igennem; musikken passer os fantastisk, men er også krævende, der er mange steder, der kræver links, og så skal vi have lidt flere positioner med end i Dengang da jeg var lille.

Afhængig af hvordan det går med udviklingen af nummeret, kan der blive tale om debut den 20. maj, men ellers er planen at udvikle Paddington de kommende måneder, og så bevare Dengang da jeg var lille som det sikre valg til HTM2.

Jeg kørte hjem i endnu højere stemning end jeg ankom, efter 1½ times skøn træning, hvor vi virkelig på en god måde fik set på detaljer og helheder i vores respektive numre. En skøn start på lørdagen!

Mexicansk brunch – og mere om Englishman in New York

I går aftes bookede vi bord til brunch på Sanchez i Istedgade i dag. Vi havde forberedt os lidt og glædede os til en utraditionel brunch.

Det blev en oplevelse, som slog benene væk under os, og hold da op, der kommer vi helt sikkert igen, igen, igen.

Hvis du ikke kender stedet, eller ikke har hørt om Rosio Sanchez, så prøv at Google hende, og du vil forstå, hvorfor hun er noget særligt.

Vi startede med Salmon Tostada (Crispy tortilla, cream, smoked salmon, red onion and jalapeno) og Two oysters (With habanero and sea buckthorn).

Derefter Huevos Rancheros (Corn tortilla, Beans, 2 eggs, tomato salsa and fresh cheese) og Rice Bowl (Eggs, avocado, kale with spicy macha salsa).

Vi fik vand med brus til, Kirsten Hibiscus Tea (Floral, concentrated and juicy) og jeg Pollo Sin Cabeza (en mexicansk udgave af Bloody Mary).

Kirsten ville gerne have en kop kaffe til afslutning (Filter coffee from Prolog), jeg ville hellere have den sidste forret Flautas (Three crispy tortillas filled with papas al pastor, lettuce and salsas), så den delte vi.

Maden var fantastisk. Enkel, fuld af smag og styrke (på den gode måde) og hver eneste mundfuld en nydelse. Jeg kan garantere for, at vi aldrig har fået en brunch som denne, og vi drømmer bare om at komme igen og få alt det andet på kortet, og komme en aften, og få en tasting menu med tilhørende drikkevarer

Vi sad ved disken, så vi kunne se arbejdet i køkkenet, det er altid en fornøjelse at se, når noget kører topprofessionelt. Max’ og mit nye HTM-program har været i fokus i dag. Det er vildt fantastisk at skabe et nyt program, og virkelig føle, at jeg har en god ballast til at skabe et rigtigt godt program.

Englishman in New York er et fund af et nummer til os, jeg har gået programmet en del gange på papiret, jeg har justeret, jeg har gået det i haven uden hund endnu nogle gange, og jeg har gået hele programmet med Max uden musik. Og nogle passager med musik. Og helt ærligt, det passer så godt til os, det er lige os at gå til den musik.

Jeg har arbejdet med programmet før brunch, i toget både til og fra København, jeg synes allerede jeg kan det ret godt. Det er ligesom en af Johannas rallytimer, hvor vi skal lære en bane på 20 skilte, og bare gør det. Der er måske lidt mere i et cirka 3½ minutter langt HTM-nummer, men så alligevel ikke.

Nu har jeg grundlaget for at kunne visualisere det – og de – relativt få – nye links og nye retninger, dem arbejder jeg særskilt med.

Jeg har tænkt meget over, hvad der gør dette nummer anderledes end Que reste-t-il de nos amours, som jeg har arbejdet med meget længere, og også synes er godt. Jeg kan ikke sætte præcis ord på, men det FØLES bedre, programmet hænger bedre sammen, og jeg kan mærke den rigtigt fede fornemmelse, når jeg går til musikken.

Hvad med Lille Bjørns program? Vi er totalt skarpe med vores HTM2-program, og der sker ingen ændringer til 12.5. 20.5 i Sverige bliver det igen det samme (til begge prøver), og med Max det nye program til begge prøver.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at gå det nye program ved træningen med Anita på lørdag – det var jo også hende der fandt musikken 😊 – og jeg glæder mig vildt meget til at debutere med det nye program den 20. maj.

Det er mærkeligt at skrive, men jeg gør det alligevel. Jeg er mentalt helt klar til at blive fyret i morgen. Jeg véd, at der er stor sandsynlighed for, at det bliver mig, jeg har stillet champagnen klar, og jeg er SÅ klar til at aktivere netværket. Det er nok det skub jeg har brug for, for at komme videre med mit professionelle liv, ligesom erkendelsen af, at der skulle ske noget med HTM-nummeret fik mig i gang med et helt nyt stykke musik.

The Best Things in Life

Jeg har skrevet det flere gange tidligere, men nu kommer det igen: Jeg er privilegeret.

Jeg er kommet på et nyt projekt på arbejde, vi havde officiel igangsættelse med kunden i går, og endte på NOHO i Kødbyen til en meget hyggelig og lækker middag.

På mandag bliver de, der bliver ramt af fyringsrunden informeret. Jeg kan sagtens tænke mig, at jeg er i farezonen, men jeg har også besluttet, at jeg vil tage det konstruktivt, hvis det er mig. Så det bliver med champagne herhjemme og igangsætning af netværket, og så dukker der sikkert noget op 😊

Aftensmaden i dag var simpel og dog luksus. Vi havde købt 2 kg. jomfruhummere, så aftensmaden var English muffins med jomfruhummer, dertil champagne.

På privatfronten er der kommet nogle fødselsdagsinvitationer, som ikke lige ramte så godt – altså rigtige luksusproblemer. Leos fødselsdag 12. maj kl. 13, kolliderer med at jeg skal dømme rally, op i HTM med Lille Bjørn, og Mathilde skal op i juniorklasse med Lille Bjørn og Max.

2. juni kl. 13 er vi inviteret til Sandra og Frasses fødselsdag, der er jeg tilmeldt Hornsherred FS/HTM Cup, som betyder noget for mig. Jeg har en plan B, som hedder at gå cirka 11:30, men det kommer selvfølgelig helt an på dagens program.

Det nager noget, at skulle sige nej tak til fødselsdage for begge børnebørn og svigerdatter ….

Mit hundemæssige fokus lige nu ligger på de nye HTM-numre. Vuffillivov i en version klippet ned til 2:40, som skal være Lille Bjørns nye HTM-musik. Og Englishman in New York i en 3:30 udgave. Kæmpestor tak til Lonni, som har redigeret!

Jeg har skemaerne klar og weekendens hovedfokus er at få styr på programmerne på papiret. Jeg har hørt musikken mange gange de seneste dage, og det er en fed følelse at mærke at det er skidegode numre og at jeg kan mærke hvordan jeg skal opbygge begge numre. Det er én af grundene til at jeg elsker HTM!

Om at finde HTM-musik

Jeg har meget usædvanligt ingen hundeplaner de kommende to weekender. Men der er meget at tænke over og planlægge i hundesammenhæng.

Jeg blev mindet om det mentale i Lanny Basshams seneste nyhedsbrev, jeg citerer indledningen: ”I wrote a book called "With Winning In Mind” but I think I should write a new book called "With Whining In Mind." I don't think I'd have any problem getting proof the title is true. All I would have to do is to go to any golf or gun club and find a person who has just come off of the course and ask “How did you do?” The first thing out of the mouth of most people is not the thing that went right; it is the thing that went wrong”.

Jeg gik en ganske kort tid i den fælde i lørdags, da jeg gik ud af banen, med begge hunde. Jeg tænke ganske kort på det, der ikke fungerede, hold da op hvor er det typisk. Heldigvis var jeg hurtigt mentalt tilbage, glædede mig over specielt indgangen og starten af Max’ program, og Lille Bjørns utrolige udstråling og energi hele vejen igennem.

Så er der selve programmerne. Linas kommentarer til musikvalget har virkelig fået mig til at overveje valg af ny musik, og jeg har kunnet mærke det meget tydeligt til de sidste træninger med musik: der mangler cues til positionsskift og temposkift.

Som nævnt i blogindlægget i søndags fandt Anita en hel masse musik på turen til Hangar 17 i lørdags, og nogle få ideer blev noteret. Jeg har lyttet til en masse Beatles de seneste par dag, Anita har ledt (bl.a. noget så for mig noget så atypisk som Michael Jackson) og Liv har også tilbudt at hjælpe og lyttet til mulig musik.

Og så stod jeg i dag med ganske kort tids mellemrum med to rigtigt gode muligheder.

Figaros arie Non Piu Andrai fra Figaros bryllup i en instrumental udgave (link). Et eminent valg af Liv fra min yndlingsopera, og lige det langsommere end jeg plejer at høre, så det passer til Max og mig.

Og så var der Anitas forslag: Stings Englishman in New York:

Kirsten behøvede ikke mange sekunder for at godkende det valg, jeg er selv vild med det. Jeg har gået det i haven for at mærke, hvordan det føles. Det føles helt rigtigt! Faktisk fantastisk!! Det er lige os.

Det skal klippes ned til cirka 3½ minut, jeg skal udtænke et program og så prøver Max og jeg at opbygge et nummer i en helt anden stil end vores nuværende HTM-nummer.

Jeg er også på jagt efter noget ny musik til Lille Bjørn. Det er ikke så nemt (heller). Jeg har lidt med Shu-bi-dua’s Vuffilivov, der er nogle gode cues, musikken er lidt monoton, så det bliver nok ikke det nummer jeg vælger. Lidt temposkift kunne jeg godt bruge oveni.

Det med at vælge musik det er noget af det ganske særlige ved HTM (og FS), og jeg elsker den proces 😊

PS: Lille Bjørn og jeg er sørme også meldt til et 3-timers kursus i HTM-positioner hos Anja, det er vist på tide, at han også kommer på kursus i vores foretrukne disciplin ;-)