En dejlig weekend på Bornholm

Præmieoverrækkelse championklasse lørdag

Jeg har haft en virkelig dejlig weekend på Bornholm. Jeg opfattede det selv, som det foreløbige højdepunkt af træningen ikke af Lille Bjørn, ikke af Max, men den sværeste af dem alle sammen: mig selv!

Det er kun 6 uger siden jeg havde en fantastisk dag To strålende prøver med Max – nu Rally Super Champion, jeg omtalte det som ”Dagen i dag var den mest fantastiske jeg har oplevet som hundefører.”

Men der skete noget den dag, som i mit hoved fyldte ret meget. Jeg nævnte det i blogindlægget dengang ”Der var en enkelte lille ting jeg ærgrede mig over, men det var uden Max, så det betød kun noget indeni mig …”.

Men det fyldte og jeg blev mindet om det flere gange, og derfor var det helt klart noget, jeg skulle arbejde med inden turen gik til Bornholm. Og det blev der i den grad. Bl.a. skrev jeg Rallymanifestet, som forhåbentlig mange har haft glæde af at læse, men i bund og grund var min måde at holde mig selv op på nogle løfter, jeg havde givet mig selv.

Hvordan gik det så?

Jeg starter med mine to Facebook-opslag, og så kan jeg jo supplere dem 😊

”Dag 1 i Hønsehuset. Mit fokus var 1. Rette stemning. 2. Smil. 3. Næste moment. Det lykkedes og jeg har en usædvanligt god følelse indeni, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det, jeg havde lovet mig selv og støttede Max fint. Han var ikke helt tryg ved hallen, og det kostede lidt - vi fik 86 point og blev nr. 16 ud af 18(!). Sjældent har jeg følt så meget ægte glæde over et pointmæssigt ikke prangende resultat - men feedbacken fra både dommer (Anita Jakobsson) og tilskuere (især Conni Hansen og Birgit Dahlgren) om hvor tydeligt det var, at jeg støttede Max godt og ikke blev irriteret på noget tidspunkt, den betød alt!

Mathilde var oppe i juniorklasse med først Max. Han synes sit foran skulle forbedres med en twist, og da der var tre af dem endte det med IB.

Til gengæld var Mathilde og Lille Bjørn stjerner og fik 98 point 😀 De blev nr. 2 ud af 6.

Som ekstra bonus fortalte Christina Ulrich Pedersen at han var meget mere smidig i ryggen end tidligere, og det er jo dejligt at høre.”

”Dag 2 i Hønsehuset. Juniorklasse. Mathilde og Max 83 point og 5. vinder. Mathilde og Lille Bjørn 87 point og 4. vinder. Championklasse. Max 92 point og 12. vinder af 16. Igen super god følelse men benhård konkurrence i klassen, Det skulle mindst 94 point til at komme i top 10 til Årets Hund.

Status juniorklasse: både Max og Lille Bjørn skulle være sikre på at komme til DM, og Lille Bjørn til Årets Hund. Max' og mit samarbejde udvikler sig fantastisk og vi arbejder støt videre.

Tak til DKK Kreds 8 alias Ditte Wolsted og Kimmie Wolsted for superarrangement. Tak til dommerne Anita Jakobsson og Amanda Haue Jakobsson for fede baner, god feedback og superhyggeligt selskab og tak til alle andre, der var en del af en skøn rallyweekend 😀”

Nå, vil læserne måske tænke, hvordan kan sådan en weekend matche en weekend, hvor Max og jeg vandt to championklasser, fik to supercerter og blev DKRSCH???

Det kunne den, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det rigtigt hele weekenden. Nogle eksempler:

• Max’ i championklasse lørdag hos Anita. Han var bestemt ikke helt glad ved hallen. Jeg bevarede roen hele vejen, og det havde Paul < 100 % ikke gjort. Anita roste for det i sin feedback, og Conni og Birgit gjorde det i den grad bagefter. Man kan sige meget om mig, men mit kropssprog er meget let at læse, så jeg kan ikke snyde hverken Max eller andre: Hvis jeg ser glad ud, så ER jeg glad, og det var jeg!
• Jeg smilede ÆGTE under præmieoverrækkelsen, da jeg blev kaldt op som nr. 3 af 18, og der er helt bevidst at fotoet fra oven er præcis fra den præmieoverrækkelse. Jeg var glad for mine 86 point, som altså rakte til en 16. plads.
• Amanda, Anita, Christina og jeg spiste en dejlig middag på Griffen Spa Hotel lørdag aften, og jeg kunne helt ærligt fortælle dem, at jeg havde en bedre følelse indeni end den 9. februar, fordi jeg ikke havde begået nogen fejl. Jeg havde været 100 % tro mod mine løfter overfor mig selv og overfor andre.
• Max i championklasse søndag hos Amanda. Han startede med at løbe ud til tidtageren, men kom tilbage da jeg kaldte; da vi kom til skilt 4, det stationære skift side foran, skete der et eller andet da han kom fra højre til venstre og jeg måtte lave øvelsen om. Jeg fik ham på plads på højre side, trak vejret dybt, og smilede til Max og mig selv, og så gik vi videre. Vi mistede 2 point på resten af banen. Præcis dér var jeg Paul, som allerbedst. Under feedbacken smilede jeg til Amanda – som jeg jo også træner hos - og spurgte om jeg havde smilet rigtigt. Og hun sagde, at det var tydeligt, at jeg netop ved skilt 4 var lige ved at blive irriteret, men havde gjort, som jeg lige har beskrevet, og at det var præcis det, der havde gjort prøven til en succes.
• Under præmieoverrækkelsen blev vi kaldt op som nr. 5 ud af 16, en 12. plads, ikke point til Årets Hund. Lige dér, kunne jeg mærke lidt ærgrelse. Den forsvandt et øjeblik efter, da Pernille, som blev nr. 11, fortalte, at hun var blevet nr. 11 begge dage. Tja, sådan er gamet. Niveauet er vildt højt i championklassen, og der er bare ikke råd til 3’ere, hvis man vil ende i toppen.

Så ingen diskussion: Det var en dejlig weekend, og jeg levede op til alle mine mål. Det er meget, meget tilfredsstillende, og jeg har bare fået endnu mere blod på tanden, til at fortsætte arbejdet med mig selv og Max.