Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
tirsdag den 26. marts 2019
Omsorgsdag
Jeg har overenskomstmæssigt 5 årlige omsorgsdage. Sidste år blev de brugt på hundeaktiviteter. Kirsten synes godt jeg kunne bruge nogle på hende. Så i dag havde jeg taget årets første omsorgsdag for at gå til fitness med Kirsten.
Dagen startede efter morgentur og morgenmad med noget rally 😊 Jeg sov ikke særlig godt lørdag nat på Bornholm, og brugte noget af tiden, hvor jeg ikke kunne sove, til at tænke over, hvordan DM-kvalifikationslisten kunne laves nemmest muligt. Jeg fortalte Anita og Amanda om det søndag morgen, og så havde Anita lige den rigtige idé.
I dag skulle den stå sin prøve, og det fungerede helt som det var planlagt. Så det er nu ret enkelt og uden for meget manuelt arbejde, muligt at danne DM-kvalifikationslisten i rally, og som bonus blev den første kvalifikationsliste til Årets Hund også udarbejdet.
Jeg er bestemt ikke anderledes end andre, jeg tjekker først, hvor mine egne hunde er placeret 😊 På DM-listen er Max nr. 22 på championlisten, på juniorlisten er Lille Bjørn nr. 4 og Max nr. 5. på ÅH-listen er Lille Bjørn nr. 3 og Max nr. 7 i juniorklasse.
Selvfølgelig står der er en stribe prøver på programmet, for at opnå bedre placeringer, men weekenden har lært mig (mindet mig om), hvor sjovt det er, bare at være med og det er et privilegium i sig selv. Og mon ikke der følger nogle resultater med?
Fitness for to, det var første gang vi prøvede det, men forhåbentlig ikke sidste gang, Tina tilrettelagde et varieret program, så både Kirsten og jeg blev udfordret, og også nogle øvelser hvor vi skulle konkurrere og arbejde sammen. Sved på panden, pulsen i vejret og i ekstra godt humør, sådan er det at træne fitness!
Efter frokost gik vi luftetur sammen, små 5 kilometer, og Lille Bjørn var superfrisk, det var en fornøjelse.
Amanda og jeg har inviteret til introduktion til nordisk klasse på søndag, et arrangement som kun livestreames, og der er stor interesse for det. Det er dejligt med den interesse, der er for NM, jeg har meget store forventninger til det.
Til aften var Max og jeg til Nose Work træning, og endnu engang var det en fantastisk oplevelse. Jeg startede med en ny tradition sidste uge, en luftetur i nabolaget før start, 710 meter målte jeg den til.
Max var igen, igen en forrygende stjerne. Vi startede med to arealer med selvtræning, med tre og to kilder. Max arbejdede fint og systematisk, og ingen problemer med at finde det hele og markere. Så fandt vi to i det tredje område, inden vi skulle til indesøg hos Merete.
Fire kilder, og Max kløede på og arbejdede virkelig flot. Specielt en kilde under et skrivebord arbejdede han enormt hårdt med, men han kunne ikke stå fast op ad den glatte side og markere ordentligt, men fik alligevel gjort det til sidst.
Vi tog lidt flere søg inde, inden vi gik ud og i gang med dagens lille konkurrence, hvor mange kilder var der i det område, som man får et indtryk af på fotoet? Vi arbejdede godt og grundigt, vi fandt to ret hurtigt, og jeg havde voldsom mistanke om en tredje kilde, men Max lavede aldrig en markering. Men der var sørme en tredje, i dåsen som ses forrest i billedet.
Jeg huskede at holde pause, da klokken var 18:45, da havde vi også været i gang i 40 minutter.
Det er virkelig for hver gang en større og større fornøjelse at arbejde med Max i denne disciplin, uha hvor var jeg bare glad og tilfreds.
Som afsked fik jeg en fantastisk sød hilsen fra Hanne, og så var jeg bare flyvende på hjemturen.
Kirsten havde som altid noget lækker mad klar, og jeg har lovet mig selv en øl og en whisky, når dette blogindlæg er lagt ud.
En dejlig omsorgsdag 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar