mandag den 18. oktober 2021

En perfekt weekend på Samsø

Søndag morgen på stranden ved Vesterløkken

Hvad er perfekt?

Ifølge Den Danske Ordbog betyder perfekt: ”Uden fejl eller mangler; fuldstændig tilfredsstillende”. Derfor synes jeg overskriften er passende 😊

Der er ikke noget jeg efter weekenden kunne have ønsket anderledes: Jeg fik en masse gode oplevelser, en masse læringspunkter og først og fremmest den helt rigtige følelse indeni hele weekenden. Det VAR en PERFEKT weekend.

Lørdag gik turen til SamBiosen på Samsø, hvor der var HTM-arrangement. Otto var tilmeldt Færdighedsprøve 1 og Freestyle 1, begge med det formål at Otto skulle vænne sig til at arbejde i en større hal med helt andre forstyrrelser end vi tidligere har arbejdet med. 

Jeg havde valgt at lave øvelserne efter sværhedsgrad, så de sværeste kom først og de nemmeste sidst.

Det var ikke et nemt miljø for Otto, som man kan se på nedenstående video (tak Liv!) med de første tre øvelser:


Anita fortalte bagefter, at det var meget tydeligt at jeg havde taget dybe indåndinger mellem nogle af øvelserne og havde rystet på hænderne, da jeg skulle tage godbidder – jeg var overrasket, hvor svært det var for Otto.

Men som man forhåbentlig kan se på videoen tog jeg det roligt og det gik bedre i de resterende øvelser.


Det allerbedste var Mias afsluttende feedback, hvor hun roste mit førerarbejde og ønskede at hun kunne give bonuspoint for det.

En fin oplevelse, og virkelig god træning.


Senere på dagen gik vi op i Freestyle 1. Jeg havde slet ikke overvejet at få den filmet, så det er den ikke. Men et foto af Ottos halsbånd (overtaget fra Max) og min T-shirt, en gave Liv, Sandie og Tina En ganske særlig weekend for to år siden.

Otto og jeg havde en fed oplevelse i ringen. Han arbejdede supergodt og vi gennemførte med et væsentligt bedre resultat end ved generalprøven fredag.

To skønne citater: ”Rigtigt fine øvelser og god udstråling hos glimmerdrengene 😊” (Anja, dommer).

Jeg var så imponeret over den fantastiske fokus han havde på dig at jeg glemte at se hvad I egentlig lavede. Med den fokus og logrende hale kan du lære ham alt.” (Louise, tilskuer).

Jeg blev faktisk lidt tændt på at gå en rigtig Freestyle 1 med ham, så vi har tilmeldt en prøve 21. november og glæder os til at træne frem mod det.


Jeg deltog også i det traditionelle lotteri, med skarpe formaninger hjemmefra om kun at tage eventuelle gevinster med hjem, hvis det var noget der kunne bruges. Kassen med grønt og rodfrugter var derfor et stort hit!


Dagens drama var aftensmaden. Jeg havde for en måned siden booket bord på Restaurant Sak i Ballen, hvor Anita, Amanda, Louise, Henrik og jeg traditionen tro skulle spise. For at gøre en lang historie kort: Det viste sig at stedet er gået konkurs, og vi endte på Skipperly også i Ballen, og det bytte var der ingen utilfredshed med. Vik fik fantastisk mad og drikke og meget engageret betjening, så det får en stor anbefaling herfra.

Søndag efter morgenmaden kørte jeg til Vesterløkken. Der var ikke et øje, så hundene kunne løbe løs. Vi gik forbi Ilse Made Kilde og nød det skønneste efterårsvejr inden turen gik tilbage til SamBiosen og en dobbelt rallyprøve med Amanda og Brian som dommere.

Første start var med Max i championklasse hos Amanda. Perfekt start og totalt fin kontakt. Jeg havde den rigtige følelse hele vejen, boblen er kommet for at blive 😉 Vi mistede øvelse 321 – jeg troede Max dækkede, men han havde ligget i buk 😊 Og så der var 4 1’ere.

Anden start var med Otto i begynderklasse hos Brian. Otto var lidt træt, og det er godt, for så er han normalt mest på og præcis. Og det var han bestemt også i går. I bakningen var jeg for langsom og han nåede at sætte sig, og i tyskeren blev der en stram line, det var det.

Brian gav fin feedback – det var i øvrigt min første prøve med ham som dommer – og ud over fradrag også nogle gode iagttagelser om noget, der ikke var trukket for. Og ros for førerarbejdet. Fedt.

Tredje start, vi har nu sidst på prøvedagen, og Otto og jeg skulle op næstsidst på Amandas begynderbane. 12 skilte, 5 stationære, Otto stadig på det rette træthedsniveau (han havde hvilet i bilen) og han gik som en drøm!!!

Jeg tror det var vores bedste bane ever!!! Masser af ros fra Amanda og et enkelt fradrag for en stram line. En endnu gladere fører, som hurtigt byttede hund.

Fjerde start var championklasse hos Brian, hvor Max og jeg var sidste ekvipage. Jeg tror vi gik vores bedste start ever, fuldstændig sømløs overgang fra øvelserne uden for banen og ind på banen og i gang. Der var fed kontakt hele vejen. Jeg kan præcist genkalde situationerne, hvor der skete ”noget”. Max var så fokuseret på mig, at han ved den anden sideskift om kegle slet ikke kiggede ud ved min forkommando, på næste kommando gik han (1’er for langsom reaktion). Skift side foran drejede han og ditto i ommeren (13’er, jeg må have gjort nogen forkert med hænderne), dæk under gang, han var på vej til at dække også kom der en spin (3’er), 3 sidestep til venstre en ommer (3’er) og i ommeren en skæv position (1’er).

Max fokus var eminent hele vejen, og ommerne blev lavet virkelig i flow.

Jeg var meget tilfreds med banegennemgangen!!! Igen flot feedback fra Brian og stor ros for førerarbejdet.

Fire virkeligt gode prøver på dagen, jeg var i boblen hver gang og hundene arbejde begge to supergodt.

Kæmpestor tak til Tove, Rikke, Anja, Johanna og mange flere for igen, igen at skabe rammerne for dette fantastiske arrangement, tak til dommere og hjælpere og tak til alle de dejlige mennesker, som gør det endnu dejligere at bruge en weekend på at gå i hundene.

Og så vil jeg altså sige særligt tak til Max og Otto, det er sammen med dem, at weekenden er blevet PERFEKT 💓💓

Ingen kommentarer:

Send en kommentar