Hvilken følelse vil du gerne have indeni?

Stjerneparret (foto: Mia Rasmussen)

En del af min træning frem mod kvalifikationsprøverne 21.-22. maj er mental. At styre at jeg er i den rette balance indeni, at jeg får skabt boblen med Max inden vi går i ringen og fastholder den hele vejen, at jeg mentalt tænker det rigtige (fokus på nuet og næste step) og at jeg har den fantastiske følelse indeni både under banegennemgangen og bagefter: den følelse, hvor man bare kan man mærke, at man har ydet sit allerbedste.

Fredag eftermiddag gik turen til Holbæk med Otto, vi havde fået plads til en fyraftensprøve i NW1, et dejligt veltilrettelagt arrangement med 24 deltagere, og de fire søg umiddelbart efter hinanden: køretøj og ude hos Merete, beholder og inde hos Mia.

Jeg havde en mest fantastiske følelse indeni både før, under og efter vi havde været på. Specielt før kunne jeg mærke roen, at jeg bare skulle minde mig selv om, at Otto skulle gøre arbejdet, og jeg skulle være 100% opmærksom på hans arbejde, så jeg kunne markere øjeblikkeligt.

Køretøjssøget, jeg ville som sædvanlig mod uret, men inden vi gik ind, kunne jeg se, at Otto havde fået fært, så han styrede, og gik ind og markerede ganske hurtigt, korrekt. Jeg kan ikke huske tiden, 6-7 sekunder. Fed start, og det alene kunne have reddet min dag.

Udesøget, jeg havde styr på at vi skulle starte med uret, ganske hurtigt fik han fært, og markerede, igen korrekt. Det var helt surrealistisk, jeg tror der gik 13-14 sekunder, Otto gik som en verdensmester, og jeg havde haft helt styr på markeringerne.

Mens jeg ventede på at komme til de sidste to søg hyggede Otto og jeg os, og jeg tror aldrig jeg har følt i så grad at vi var et makkerpar, som i de minutter.

Beholdersøget, 10 i alt, i oval, vi gik med uret, hele vejen rundt; der var to steder lidt tøven, men intet der mindede om en markering, så vi gik i gang med runde 2. Jeg nåede dårligt at tænke, at jeg skulle være gået imod uret denne gang, så kom der en tydelig markering, korrekt!

Indesøget. Igen gik vi med uret i lokalet, da vi kom cirka halvvejs på anden væg, søgte han ind mod midten af lokalet, og begyndte at arbejde intensivt, så ingen tvivl om, at vi var tæt på kilden. På et tidspunkt ville jeg kalde ham ud, for at sætte ham i gang igen fra en anden vinkel, men som Mia sagde i sin feedback, heldigvis lyttede han ikke, for han fortsatte og pludselig var han det rigtige sted, markerede, korrekt!

Fire fantastiske søg. De to første eminente, de to sidste superflotte og faktisk bagefter meget sjovere, for der fik vi mulighed for at vise, hvad vi kan samarbejdsmæssigt, og jeg vil godt rose mig selv, og sige, at vi har aldrig været bedre.

Dette var den bedste Nose Work jeg har gået overhovedet, og uden tvivl den bedste oplevelse jeg har haft med Otto i en prøvesituation. Jeg kunne helt sikkert være fløjet hjem 😊

Præmieoverrækkelsen var den skønneste bonus: vi vandt udesøget og blev nr. 4 sammenlagt med 100 point og 0 fejl, første prøve uden fejl.

Man er vis ikke i tvivl, når man se billedet (tak Mia!!!), det er en lykkelig fører!

Det var mentalt et boost af rang inden turen i går gik til Olofströms Brukshundklubb, hvor der var dobbelt mästerklass. Jeg havde det allerbedste selskab af Liv, som stillede spørgsmålet i overskriften på vejen op. Hvilken følelse vil du gerne have indeni, når du kører hjem? Og det var det perfekte oplæg til mine forberedelser til første bane, evalueringen efter første bane, forberedelserne til anden bane og evalueringen bagefter – samt opsamlingen på vejen hjem.

Liv havde spurgt inden turen, hvad hun skulle gøre og jeg havde kun to ønsker: at jeg kunne bruge hende som coach og at hun filmede, det gjorde hun og det gjorde turen ganske ekstraordinær, at kunne evaluere de to banegennemgangen og min håndtering af hele forløbet på stedet.

Første gennemløb var ok, men ikke helt som jeg havde drømt om; det blev gennemanalyseret bagefter. Først skulle jeg smage min egen medicin, jeg skulle fortælle om de tre bedste ting fra prøven. Efter lidt tøven var der faktisk ikke så lidt; det der skulle korrigeres for, blev diskuteret og der lagt en plan for det. Så blev prøve 1 pakket væk, og fokus var på den næste.

Vi fik gået en kort tur i det naturskønne område, inden vi spiste frokost og fik set en masse rally (der var to parallelle baner).

 

På bane 2 var alt, som det skulle være i mit hoved. Som man kan se af videoen, lavede jeg startøvelsen uden for ringen (bakke, spin, twist) om, fordi Max dæmpede lidt i første omgang. Vores indgang var perfekt, og det kørte fantastisk. I øvelse 6 (dæk under gang gå rundt), fik jeg kludret med signalet og Max dækkede ikke, men jeg fik lynhurtigt parkeret det mentalt og gik videre. Jeg havde en rigtige følelse, og jeg fik arbejdet fint med Max på et underlag, som han synes var vildt tiltrækkende, se fx i spiralen, hvor vi blevet trukket for snus.

Det var en fed oplevelse at gå den prøve! Jeg gik ud, lavede øvelsen uden for, var ude og lege med Max, og havde den perfekte følelse indeni. Dommersedler blev endevendt på vejen hjem, jeg elsker simpelthen muligheden for at kunne sidde med banetegning, dommerprotokol og video og punkt for punkt se, hvor der er trukket for hvad.

På hjemturen kom vi også til at tale om de mest fantastiske følelser indeni.

Max første rallyprøve i lørdags og Ottos NW1 i fredags er på min mentale top-5, ikke dårligt med to topoplevelser indenfor en uge.

To andre havde jeg heller ikke problemer med at nævne: Megans rallyprøve 28. august 2011 (DM i rally 2011) og Lille Bjørn 18. december 2019 HTM senior på En magisk aften.

Alle fire prøver får jeg stadig kuldegysninger når jeg mindes, og også tårer i øjnene, fordi det minder om hvor heldig jeg har været med fire stjernehunde og utallige skønne oplevelser sammen med dem ❤❤❤❤