søndag den 9. juli 2023

Magi i luften & Støtte til Rallylandsholdet


Fotoet er taget for 8 år siden, på en morgentur på stranden. Megan, Lille Bjørn og Max, tre vidunderlige hunde, som hver har givet mig utallige magiske oplevelser. Jeg er sikker på at alle hundeejere (forhåbentlig) har dejlige oplevelser med deres hunde, også nogle der virkelig skiller sig ud. Med Megan tænker jeg umiddelbart på hendes korte NW-træning dagen inden vi tog afsked. Med Lille Bjørn juleafslutningen hos Anja/Johanna, hvor vi gik vores livs bedste HTM-prøve nogensinde.

Med Max kom der en ny magisk oplevelse i torsdags, oveni alle de andre. Sydkystens Hundeskole havde arrangeret dobbelt rallyprøve hos DKK Ringsted, Stine og jeg dømte, og jeg havde aftalt at Stine dømte begge seniorklasser, så jeg kunne gå op to gange med Max. Vi startede kl. 16:00, min tidsplan havde været lidt for optimistisk, så det endte med at de to seniorklasser kom til at ligge efter at alle andre klasser var afsluttet inkl. præmieoverrækkelsen.

Jeg tror klokken var omkring 21:30, da vi havde første banegennemgang. Der var to sekretærer (Mette og Gitte), en dommer (Stine) og tre deltagere (Anni, Cathrine og mig), solen var på vej ned, der var helt stille, det føltes magisk.

Magien fulgte med, da Max og jeg varmede op og gik ind på banen. Max og jeg var bare ét og gik en drøm af en bane. Stines feedback gjorde mig ekstra varm indeni; Max strålede og vi strålede og jeg nød bare dette fantastiske eventyr.

Lidt senere gentog det sig på anden bane, tusmørket havde sænket sig, og vi gik endnu en magisk bane.

Jeg kan huske at jeg tænkte, at dette ville være den smukkest tænkelige afslutning på vores rallykarriere (hvad jeg bestemt ikke håber det er!!!).

Jeg tjekkede lige mine noter efter prøven, skrevet fredag morgen: ”Jeg sidder med de mest fantastiske følelser. Det var helt magisk. Alle var gået i går. Stine dømte, Mette og Gitte var i sekretariatet og Anni, Cathrine og jeg var de tre seniorførere, som skulle op to gange hver. Der var en dejlig temperatur, det var ved 22-tiden, der var stille og perfekte rammer til at gå ind og lave nogle af vores livs to fedeste baner. Max var så meget på, fuld kontakt, og jeg gjorde alt det jeg havde skrevet jeg ville gøre. Vi gør det igen i dag og i morgen, og jeg husker først og fremmest at nyde hver tur, som var det den sidste. En uforglemmelig dag!!!” 


Nørdende detaljer: Den anden prøve var Max og min rallyprøve nr. 300 og den udløste Max’ fjerde og min 16. championtitel over en periode på 27 år.

* * *

Sydkystens Hundeskole har afholdt tre dobbelte rallyprøver 6.-8. juli 2023. Oprindeligt var tanken bare at der skulle være lidt flere prøver på Sjælland i kalenderen, der talte til Årets Hund i rally. Men det endte med at blive et arrangement, hvor overskuddet gik til det danske landshold i rally, som skal repræsentere Danmark ved NM i Norge til november.

Alle dommere, sekretærer og prøveledere er honoreret efter DKK’s regler, præmierne var helt som til Sydkystens Hundeskoles andre prøver, da vi ikke har kunnet finde sponsorer. Så det eneste specielle har været, at bestyrelsen for Sydkystens Hundeskole har sponseret vinderrosetterne til 1.-3. vinder i alle 30 klasser (fem pr. prøve).

Overskuddet er derfor et reelt udtryk for, hvad der er tjent på prøven. Jeg har netop overført 27.500 kr. til landsholdets konto.

Det er et resultat jeg er meget, meget stolt af, tak til alle der har bidraget til disse tre fantastiske dage, og dermed har ydet et bidrag til rallylandholdet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar