Om at nyde livet

I mandags afholdt jeg del 2 af mit foredrag om Mentaltræning. Det 2 fordi det byggede videre på del 1, som jeg har afholdt tre gange tidligere på året. Foredraget var tilpasset, så de, der ikke var med på første del, også kunne følge med.

Jeg har fået en række meget flotte tilbagemeldinger efter foredraget, dem sætter jeg meget stor pris på!!

Det betyder rigtigt meget for mig, at noget, som for mig ”bare” er en beskrivelse af min egen udvikling som hundefører, kan være inspirerende for andre. Jeg siger tusind tak for interesse og kæmpestort engagement.

Det, der har betydet allermest, er dog, at jeg er kommet så langt i min udvikling, at jeg kan se på den udefra, relativt nøgternt, men dog fortsat følelsesmæssigt involveret i allerhøjeste grad. Det er også noget af det, der er fremhævet mest i feedbacken: at jeg er hudløst ærlig og åbenlyst ikke pynter på noget. Jeg fortæller min oprigtige oplevelse af forløbet fra nedsmeltningen med Lille Bjørn til dato. Hvad der skete, hvorfor skete det, hvilke konsekvenser tog jeg, og hvad affødte det.

Jeg kunne let finde stof til en del 3, men først og fremmest har jeg lyst til at fortælle hvor jeg er lige nu.

 

Mit udgangspunkt er ovenstående grundsætninger, som et fundament for min mentaltræning i hundesammenhæng.

Nedsmeltningen skete for over 8 år siden. Jeg er rykket vildt siden, men det er først efter at jeg er startet i seniorklasse, mere specifikt den 4. juni 2023, da jeg var til dobbeltprøve i Islandsk Fårehundeklub, at jeg åbent kunne erkende, hvad der var sket.

Jeg er ikke nået endeligt i mål - det tror jeg aldrig jeg/man gør – men det er åbenlyst, at jeg er rykket så vildt som fører, at mine omgivelser tydeligt kan se det.

Det er en udvikling, der er kommet gradvis, og jeg har fået mange positive kommentarer undervejs. Men, den 4. juni var noget særligt. For første gang havde jeg åbent meldt ud, at jeg ikke længere kunne bruge fysiske skavanker som undskyldning, jeg var kommet mig helt over rygoperationen.

Samtidig var alt det mentale faldet på plads, så jeg kunne gå på banen og fokusere 100 % på at det handlede om Max og mig. Igen, der var været mange fantastiske prøver før, men i tilbageblik tror jeg, at det først var den 4. juni, jeg var klar til helhjertet at have det rette fokus på Max og mig.

Jeg har været igennem en genfødsel, med den vellykkede rygoperation, både fysisk og mentalt.

Jeg har i den grad arbejdet med det mentale fokus ved prøver, og er nået meget langt, men det sidste er først faldet på plads nu.

Forskellen er ikke mindst FLIP og Framestorm.

Jeg har anvendt Framestorm på en række oplevelser/situationer, som fyldte meget på en ikke konstruktiv måde. Ikke at jeg nu har accepteret situationerne, det er slet ikke det metoden handler om, men jeg har formålet at flippe min opfattelse af dem, og fået konstruktive måder at opfatte situationerne på.

Situationer, som jeg objektivt synes er urimelige, unfair og fjendtlige overfor mig. Men jeg har håndteret dem mentalt, så de ikke fylder længere og jeg er kommet videre

.

Det betyder, at jeg nu fx kan gå til rallyprøver på en helt anden måde - og nyde det. Og at jeg i en række andre situationer i processen kan vende en umiddelbart negativ reaktion til en accepterende og konstruktiv. Det skaber nogle helt nye perspektiver og har givet energi på en måde, som jeg ikke havde drømt om, i nogle aktuelle opgaver.

Det er det for mig ekstraordinært storslåede: at det ikke ”bare” handler om min adfærd i forbindelse med hundeverdenen, det handler om min adfærd som menneske generelt.