søndag den 2. juni 2024

Møf den 31. maj 2024


Den 6. august 2016 var jeg for første gang på Møf, og skrev om besøget her

Den 31. maj 2024 var jeg på besøg for sjette gang; jeg var på meget spontant planlagt besøg i Århus og jeg bookede straks på Møf. Af den simple årsag, at ALLE tidligere besøg har været ekstraordinære og det var bare en aften, hvor jeg havde brug for noget, jeg var sikker på, var på højt niveau gastronomisk og vinmæssigt.

Som de andre gange jeg har spist alene på Møf sad jeg i madbaren, kunne følge madlavningen, tale lidt med kokkene og føle mig som en del af den superhyggelige restaurant.

Madvalget var både nemt og svært. Der var intet jeg ikke havde lyst til at smage, men deres tatar er altså uovertruffen, så den var uomgængelig, ligesom snacks med bobler. Hovedretten blev torsk og kål.

Møf har et fantastisk spændende vinkort: ”Det er hovedsagligt meget små, naturligt tænkende vinbønder der laver rene, og ærlige vine. I disse vine finder vi størst personlighed og de bedste vibrationer. Vi tror på vin der er tilsat mindst muligt, smager bedst, og ofte det der fungerer bedst til vores mad.” 

Jeg fortalte sommelier og tjener Makaya, at jeg var i gang med sommelieruddannelsen … det fik vi talt om … og så blev det ekstra spændende. Alle vine blev serveret blindt, og jeg skulle analysere dem!

Jeg må erkende, at jeg har meget at lære, hvilket er ok når der udestår 9 måneder af min uddannelse. Men hold da op, det var skønt at Makaya tog udfordringen op, og vi fik talt lidt ekstra om de forskellige vine – med fuld respekt for at der også fredag aften er meget travlt på Møf.
   

Til de tre snacks fik jeg en mousserende vin. Skøn frugt, tør, flotte bobler (champagnemetoden) og jeg havde ikke en fornemmelse af druerne. Det var 50 % Auxerrois, 50 % Chardonnay, en crémant d’Alsace fra Kumpf & Meyer. Det kan meget vel vise sig at være den dyreste vin i sortimentet, fordi jeg til aften fandt den danske importør Extra Brut Vinimport, og deres udbud er fascinerende.


Tataren, jeg har fået den ved alle seks besøg, og denne gang var den med et twist, sprødt kyllingeskind.

Det er ikke en nem ret at finde matchende vin til: proteinrig, meget salt og masser af krydderier. Jeg fik to glas vin til, og havde alle muligheder for at smage dem til tataren. Der var en rød, en glimrende vin (græsk, fik ikke noteret navnet), som havde det lidt svært med maden. Makaya fortalte, at den var et alternativ til kunder, der ikke var så vilde med naturvin.

Den orange jeg fik var formidabel, en juicy vin, som bare var lækker – og kunne hamle op med maden. Sødmen og syren i vinen var et perfekt match til det salte og krydrede. Det var Andreas Ziniels Zini 2022, et mix af Gelber Muskateller, Sauvignon Blanc, Welschriesling, & Zweigelt og et perfekt valg til tataren.
   

Til den dampede torsk, med kål og hummersauce, fik jeg aftenens største udfordring: 3 glas hvidvin, og eneste hjælp var, at det var enkeltdrue vine og de to var på samme drue.

Jeg havde én rigtig, ikke prangende, men ok. Blindsmagning ER svært. Jeg fik ikke navnene med de tre vine var en Riesling fra Rheingau, en Chardonnay fra Macônnais og en Chardonnay fra Jura. De passede naturligvis alle til torsken med tilbehør.

Det var en ganske perfekt aften på Møf. Der er megahyggeligt i madbaren, maden er fantastisk, og de udfordringer og snakke jeg fik med Makaya om vinene var bare en kæmpebonus.

Jeg siger tusind tak til hele teamet for en vidunderlig aften.
   

På vej tilbage til hotellet fik jeg lyst til et glas vin til, og tog den meget lille omvej omkring Plan B. De har et imponerende udvalg af vin glasvis og jeg fik Rabl 2020 Steinhaus Rote Erde Riesling (Kamptal). Jeg mediterede i det skønneste vejr over en dejlig dag.

Jeg lover, det siger jeg efter hvert besøg på Møf, at jeg kommer igen, næste gang jeg er i nærheden af Århus!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar