Lovende HTM-programmer

Foto fra Paddington-filmen

Jeg havde en skøn formiddagstræning i hallen i Viby med Sidsel med Wawe og Shadow samt Anita med 11-års fødselaren Osseau. Jeg holdt mig pænt til mine egne planer 😊

Jeg viste en fuld udgave af Englishman in New York med Max, belønning med godbidder undervejs. Jeg ville gerne vise, hvor vi er kommet til, og have feedback på det.

Jeg kan godt mærke, at jeg har det rigtigt godt med musikken, og programmet, som det ser ud nu. Jeg har virkelig fået det ind under huden, jeg har gået det program mindst 100 gange i hovedet. Det giver mig den sikkerhed, som jeg måske savnede i Que reste-t-il de nos amours. Det giver overskud og dermed meget bedre mulighed for at støtte Max.

Det kan også ses, kunne jeg høre på Sidsel og Anita 😉 Den mentale træning har virkelig skabt overskud, det er kun 1½ måned siden nummeret poppede op Om at finde HTM-musik.

Det, jeg har brug for at arbejde med, er først og fremmest at variere linkene og skabe værdi i dem. Det er tydeligt, at positionerne er sjovere for Max, for det er dér, belønningerne falder. Starten på positionerne bliver ofte lidt sen, fordi Max er for længe om at komme ind; der skete hurtigt noget andet, da jeg fik belønnet for selve starten af linket.

Og så fik jeg endnu engang – omend det går fremad! – at vide, at jeg godt må kigge mere op, Max har ikke behov for at jeg kigger på ham …

Med Lille Bjørn tog jeg for alvor fat på Paddington-musikken. Jeg gik simpelthen det første minut med semi-improviserede positioner, og konklusionen var klar: det nummer er som skabt til Lille Bjørn og mig. Jeg blev revet helt med, og måtte mindes om, at jeg godt måtte belønne Lille Bjørn undervejs.

Vi fik talt om den udgave jeg har klippet sammen, og der var enighed om at den 3½ minutters instrumentale version krydret med nogle små lydklip om Paddington, kan være lige i prik, for at hjælpe dem, der ikke kender filmen/musikken.

Jeg er i fuld gang med at tænke mere koreografi, det bliver et skønt nummer!

Tak Sidsel og Anita for den allerbedste start på en forlænget weekend 😊

Vent!

Otto, som blev født i dag for 20 år siden.

I dag havde jeg taget formiddagen fri for at kunne træne HTM med Sidsel med Wawe og Shadow i Undinehallen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en meget stor fan af Sidsel, og jeg så meget frem til både at vise mine programmer, og at se hendes træning.

Jeg skrev i mandags ”Så ikke flere fulde programmer før næste prøve 24.3, bortset fra én gang, den 18.3, hvor Anita og jeg har aftalt fuld generalprøve i Ringsted.” Der gik så til onsdag morgen, før jeg justerede på den beslutning …

Men det gav rigtig god mening. Sidsel har ikke set mig til de sidste tre prøver, hvor jeg har været oppe, dvs. de tre gange Max har gået HTM3 og Lille Bjørn i HTM1, så hun så programmerne med helst friske øjne.

Det meste af tiden brugte jeg med Max, som lagde ud med at vise sit fulde program. Så drøftede Sidsel og jeg det, og vi gik engang til, hvor Sidsel styrede, hvornår der skulle belønnes med legetøj (Max havde en fest mange gange med julemændene). Og så talte vi deltaljer.

Jeg labbede rosen i mig og jeg lyttede til tilbagemeldingerne og mentalt faldt hele min strategi på plads, eller blev bekræftet. Den korte opsummering:

• På plussiden hæftede jeg mig især ved, at Sidsel bemærkede en stor udvikling i Max’ og mit samarbejde. Det synes jeg også selv, men det er dejligt at få bekræftet 😊
• På udviklingssiden noterede jeg først og fremmest ordet ”Vent!”. De gange, der gik kludder i samarbejdet, var det fordi jeg ikke ventede på Max, eller fordi jeg ikke gav et signal, så han havde en chance for at følge med. Når jeg ventede og gav signal, var han knivskarp!
• På strategisiden vil jeg opsummere det sådan: Der er masser af tid til at udvikle programmet. Tag det i små skridt. Få endnu større sikkerhed i samarbejdet. Og byg koreografien gradvis på, så Max kan følge med.

Det er egentlig meget betryggende, at der ikke kom noget epokegørende nyt frem. Det er det samme jeg har hørt fra andre sider, måske med andre nuancer, men substansen er den samme.

Fokus ved næste prøve 24. marts: Sidsel vil holde øje med at jeg venter på Max, Liv vil holde øje med at jeg smiler, og hvis jeg husker begge dele er jeg kommet langt og Max og jeg vil have det rigtigt godt i ringen!

Så kunne jeg nyde Sidsels træning med Shadow på 9 måneder, og hendes arbejde med Wawes nye HTM-nummer. Meget spændende og imponerende.

Til sidst kom Lille Bjørn ind og vi gennemførte det fulde HTM2-nummer. Lille Bjørn var top oplagt, og bortset fra to små udfald (noget ved gulvtæppet) gik vi tæt på det bedste vi kan. Slutningen med P9 bakke og P9 forlæns var lige i øjet. Jeg huskede at få ham ud i plads og gå ud i P1, ud til julemanden og belønning.

Jeg fik nogle tips, specielt koreografien ved P2 og P6 – og efter den performance glæder jeg mig bare endnu mere til forhåbentlig at debutere i HTM2 7. april.

Og jeg skal da nævne, at Sidsel var vildt imponeret af Lille Bjørns attitude: Totalt fokuseret på mig og med vildt logrende hale hele tiden!!!

Tak til Sidsel for to skønne og inspirerende træningstimer, og hvor var det skønt at tale om drømme, ambitioner, mål og den tredje hund 😉

Om at lytte til gode råd

Fantastisk morgentur, hvor alle hundene løb løs, og jeg nød den fantastiske solopgang

I dag var jeg til rallyprøve i Ballerup med Megan og Max.

Jeg havde forberedt mig ret godt, synes jeg. Telt og stol var stillet op i går, så jeg skulle bare ind med hunde og prøvetasken med belønninger, vand, papirer mv. Vejret var perfekt prøvevejr, med lidt vind, overskyet og 15-16 grader. Vi var 8 i championklassen, som var første klasse, og jeg skulle starte med Max og slutte med Megan (tak Johanna :-)).

Jeg gik banen tre gange, hentede Max og med line gik vi rundt om prøvearealet, udførte nogle af skiltene, og han blev belønnet for cirka alt. Da vi fik ok til at gå ind i ringen tog jeg linen af uden for, belønnede igen, gik ind og stoppede ved startskiltet og gav klartegn. Max var lidt hængende i starten, men efter det 5te skilt synes jeg han var med. Fremsending til kegle var flot, bakke væk fra fører flot, vi måtte lave et springvand om, men det føltes samlet set Great!

Ud og lege, og jeg havde det virkelig varmt, da vi var færdige.

To ekvipager før Megan skulle ind, gik jeg ud med hende, hun gik løs – som hun altid gør under opvarmning – bl.a. for at tisse, det skulle hun ikke.

Ind på banen, klartegn, og en fin start. Skilt 7 fremsending til kegle, hun var på vej ud mod indkaldsskiltet, og så satte hun sig og tissede :-( Øv bøv. Vi gennemførte resten af banen, men ikke så koncentreret. Det gode var, at hun virkede helt frisk.

Præmieoverrækkelse: Megan og Osseau blev begge IB’et, de sidste 6 fik 99, 99, 98, 95, 94, 94. Max blev nr. 5, der var trukket for ommeren og 3x1, rigtigt flot resultat. Vi fik et ekstra point på kontoen til Årets Hund, hvor Max er sikker deltager.

Megan mangler en bestået prøve for at være sikker på at være kvalificeret til Årets Hund, vi prøver igen i morgen, hvilket også er sidste chance.

Lille Bjørn skulle have været med i morgen – han er sikker på at være kvalificeret til Årets Hund – men jeg har fået lov at bytte ham med Megan, fordi han er blevet halt :-(

Der har været lidt, som er forsvundet hurtigt igen, men i dag, da Kirsten og jeg skulle gå tur med alle hundene, måtte Kirsten og Lille Bjørn hurtigt vende om, fordi han haltede virkelig meget. Dyrlægetjek mandag.

Det med de gode råd? Ja, først og fremmest handler det om de mange gode råd jeg fik af Anita, Amanda og Sidsel i lørdags vedrørende Max. Hold da op, der er tænkt over dem, og i dag havde jeg ændret hele startritualet på basis af deres kommentarer. Der skal foretages mindre justeringer, men det virkede samlet set fantastisk, og jeg siger bare tak tak tak!

Jeg er sikker på, at Megan havde bestået, hvis det ikke havde været for hendes lille uheld, så vi består i morgen i stedet. Så er alle hunde kvalificeret til Årets Hund i rally, og det vil være lidt sejt ovenpå et DM, hvor de også var kvalificerede alle tre.

Save the last dance for me

Oxie er ikke så tosset synes Max!

Gårsdagens prøve med Max er blevet dissekeret i mit hoved mange gange det sidste døgn. Jeg fik ret mange forslag da ”tag dig nu sammen Paul”-trioen nævnt i gårsdagens blog (Amanda, Anita og Sidsel) kommenterede specielt de første 15 sekunder af prøven. Og forløbet lige op til jeg gik på banen.

• Hvordan var opvarmningen?
• Hvilke godbidder brugte jeg?
• Havde Max det rette fokus da vi gik ind?
• Hvorfor var det ok at han kiggede væk lige inden start?
• Hvorfor reagerede jeg ikke i det splitsekund jeg kunne se at han ville forlade banen?
• Hvorfor kaldte jeg ikke på ham tidligere?
• Hvad gjorde jeg anderledes nu prøven var mistet?
• Osv.

Jeg havde ikke en chance …

Meget tidligt i morges, ja jeg vågnede tidligt, og kunne ikke falde i søvn igen, læste jeg Lea Nors blogindlæg Livet skal rode lidt og det sætter ret fint ord på at vejen til succes ikke er snorlige. Godt blogindlæg, som jeg følte var rettet til MIG efter prøven i GÅR. Flot timet Lea :-)

Så jeg er naturligvis gået i den konstruktive fase og er i gang med at finde/arrangere træning med forstyrrelser for Max og mig i rally.

I dag gik turen til svenskerne, og vi havde Max med. Han fandt på under 30 sekunder ud af at han kunne komme ud af haven, så derefter var han i line i haven.

Da vi efter frokost kom ud på det skønne grønne område lige udenfor bebyggelsen i Oxie fik han lov at løbe løs, og det var herligt. Der var ikke et øje udover os, der var en sø, han kunne svømme i, og der åbenbart mange interessante dufte.

Vi fandt ud af at der er mange vilde kaniner i området, så vi takkede for at han ikke har Emmys jagtinstinkt, for så havde vi ikke fået ham med hjem …

Jeg har til aften læst korrektur på en ret personlig artikel, og jeg har netop sendt kommentarerne afsted. Men som det sker, røg tankerne undervejs ud af tangenterne, og jeg tænkte over de store temaer, livet og døden … så bliver det ikke mere højtravende ;-)

Noget af det blev udløst af at Kirsten til aften spurgte til min begravelse, nu jeg ikke er medlem af noget trossamfund. Og jeg kom til at tænke på, hvem jeg ønsker skal tale ved min begravelse. Og hvorfor det lige var den person, jeg ønskede …

Men heldigvis er jeg landet på jorden igen, og det nære fokus er:

• Træning HTM/FS på tirsdag
• Tjek af Megan på torsdag hos Thomas, og forhåbentlig ok for at vi kan begynde at konkurrere igen
• Lørdag/søndag – rally i Ballerup, de sidste kvalifikationsprøver til Årets Hund i Herning 6. november

Hvis du er kommet hertil, så undrer du dig måske over titlen på bloggen, og det kan jeg godt (lidt) forstå. Men send gerne dit forslag til pl@lysh.dk, jeg kunne godt finde på at skrive et blogindlæg alene om det!

Hurtigt op af hullet

I dag havde jeg fornøjelsen at dømme Islandsk Fårehundeklubs klubmesterskab i Rally, i alt 18 ekvipager i fire klasser.

Jeg havde fået et foto af prøveområdet inden, og de baner, jeg havde designet, passede perfekt: som man kan ane på fotoet startede banen ved træet, og den første del af banen gik rundt om træet. Udover at det var lidt utraditionelt, var der også en rigtig behagelig temperature under træet.

Der var en masse flot førerarbejde, og der er flere jeg kunne nævne, men jeg vil nøjes med én: Annie og Tira var oppe til deres officielle rallyprøve nr. 101, og for første gang fik de 100 point. Det var superflot og meget velfortjent!

Efter at have sikret mig, at der var mulighed for jeg kunne have hundene tæt på mig, mens jeg dømte, havde jeg tilmeldt Megan og Max til den anden rallyprøve på dagen, som var for alle racer og med Anita som dommer. Megan måtte jeg jo melde fra, men Max skulle op i en flot championklasse med i alt 10 ekvipager.

Det var virkelig en drøm af en bane, med masser af højrehandling og kun 3 skilte på venstre side, og et lækkert flow. Jeg har sjældent følt mig så oplagt og klar til en rallyprøve.

Desværre var Max ikke ligeså klar, så under første skilt, skift side foran, smuttede han ud af banen, og i et lille sekund overvejede jeg bare at stoppe prøven.

Jeg kaldte på ham, han kom med det samme, og vi gennemførte banen, men han var langt fra sig selv, og vi blev IB’et på point.

Jeg har virkelig været på hårdt arbejde med en analyse i hovedet af de to DM-prøver, prøven dagen efter DM, prøven i Osted i søndags og prøven i dag sammenholdt med hinanden. Jeg var lynhurtigt i et sort hul og skuffet og alt muligt negativt over prøven i dag.

Det fik jeg ikke lov til ret længe. Umiddelbart efter præmieoverrækkelsen stod jeg sammen med en gruppe bestående af Sidsel, Amanda og Anita som dissekerede min adfærd og mine tanker, og jeg må indrømme, at det var lidt svært (=umuligt) for mig at blive nede i hullet. Jeg fik en del velfortjente mentale spark bagi, og jeg kan garantere, at jeg næste weekend vil være noget skarpere mentalt end i dag.

En kort kommentarer vedr. Anitas og min casting til Hvem vil være millionær? Vi skulle have hørt noget senest i går, hvis vi skulle gå videre, og da vi ikke har hørt noget må vi konstatere, at det ikke bliver i denne omgang vi vinder millionen. Vi kan glæde os over et sjovt forløb, og en dejlig oplevelse ved castingen. Kirsten har i solidaritet lovet at hun vil boykotte at se udsendelserne, hvilket bliver nemt, fordi hun normalt ikke ville drømme om at se dem.