torsdag den 5. april 2012

Rally i Humlebæk

Heidis Zita læsker sig efter en flot prøve med nogle få førerfejl :-)

I dag gik turen til DcH Humlebæk hvor der var et stort rallyarrangement med to ringe; Frank Kuhfeld dømte begyndere og øvede i den ene, Johanna Allanach champions og eksperter i den anden.
Bloggen efter sidste rallyprøve for en uge siden var naturligvis ærligt ment. Det ER ikke motiverende i længden at hundene gør det godt, hvis resultaterne ikke følger med.
Hvis jeg skal være venlig ved mig selv, så var sidste uges resultater måske ikke SÅ dårlige som pointene kan give indtryk af. Megans 82 point var inkl. minus 10 på fristende 8-tal- Lille Bjørns 71 var inkl. 2 x minus 10 og en ommer. Hvis det ikke havde været for dem havde pointene været 92 og 94, og der lyder unægtelig lidt bedre.
Så jeg besluttede i dag, at jeg ikke ville lave om på vores prøverutiner, bortset fra at jeg tog tidligere af sted end jeg normalt ville have gjort, fordi begynderklassen begyndte noget tidligere end championklassen, og så kunne jeg nå at se nogle kursister gå op.
Det blev nu ikke til så meget, for de to ringe lå et stykke fra hinanden, så jeg holdt mest fokus på vores egen ring.
Championbanen var ganske regulær, med et godt flow synes jeg. Megan startede som nr. 1 af 7 deltagere, og efter lidt hæng i starten, som jeg IKKE lod mig påvirke af, gik hun rigtigt pænt. Ingen ommere og bestemt ingen 10’ere. Men konkurrencen var hård i dag. Amanda og Osseau gik det måske bedste jeg har set dem gå, og Charlotte og Spot gik fantastisk. Og det endte med en fornøjelig præmieoverrækkelse hvor Amanda blev nr. 3 med 92 point, jeg blev nr. 2 med 93 point og Charlotte fik en yderst velfortjent og meget populær 1. pind med 97 point! Tre nørder var med og de tog de tre første pladser. Vi syntes også det var lidt sjovt, at det var en Chesapeake, en engelsk springer og en sheltie der blev top-3 :-)
Ekspertklassen bestod af en bagatel af 35 deltagere og med to banegennemgange. Lille Bjørn var oppe som nr. 4, og det gik fantastisk med ham. I øvelse nr. 2, højre spiral med hund yderst, stoppede han og kløede sig undervejs, så den lavede jeg om, men ellers var han bare totalt på – lidt for meget indimellem, der kom lidt gøen af og til. Ærespladsen var sit foran, absolut ikke en favorit; Lille Bjørn var meget urolig de første sekunder, men derefter sad han flot resten af tiden. Johanna fortalte at vi var blevet trukket for uro i positionen. Nettoresultatet var 95 point og dermed Lille Bjørns 2. pind! Han blev vist 5. vinder på dagen, men det er ret ligegyldigt når pinden kommer hjem!
I virkeligheden synes jeg ikke der var den store forskel på forløbet af prøverne sidste torsdag og i dag, det er virkelig små detaljer der gør forskellen på dagen, når vi konkurrerer på dette niveau. Så jeg har bestemt fået blod på tanden igen.
Jeg fik desværre næsten ikke set noget af begynder eller øvet, men alle i champion og en del ekspert. Der var to gennemgange jeg specielt nød.
Først og fremmest Amanda og Osseaus championbane; Amanda er meget mere bevidst om at ikke overdrive sit kropssprog, og hun smiler under banegennemgangen og var rigtigt glad bagefter – og fuldt berettiget, superflot førerarbejde med en arbejdsivrig hund. De to kan nå rigtigt langt, hvis Amanda vil :-)
Og så Oldfruen og Peia, der endte med 92 point; hvis der er nogen der har kæmpet med at opbygge et forløb, hvor hunden (Peia) ikke stresser helt op efter få skilte, så er det Conni, og i dag var det så tæt på at hun fik den anden pind – 92 point og superflot førerarbejde.
Næste rallyprøver for os er 6. maj i Roskilde, det bliver spændende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar