En tidligere udgave af bogen Konsten at läse tanker blev udgivet 2007 og på engelsk 2012. 2019-udgaven er en ”completely revised and updated” udgave af 2007/2012-udgaven.
Spændende, tankevækkende, inspirerende, humoristisk, skræmmende. Det er nogle af mine reaktioner på Henrik Fexeus’(HF) let læste bog om at læse tanker, med undertitlen ”Forstå andre for at opnå det du vil” 😊
En sjette reaktion var fascinerende, for det er nok det jeg primært har tænkt: hvor er det fascinerende at man på ganske enkel vis, kan lære disse teknikker til at skabe bedre relationer til sine medmennesker.
Kort om bogens 12 kapitler.
- Udgangspunktet for at læse tanker er den kendsgerning, at al mental aktivitet afspejles fysisk. For HF er tankelæsning at få forståelse af andre menneskers mentale processer ved at iagttage deres fysisk reaktioner og funktioner.
- Begrebet Rapport, dvs. at tilpasse sig den måde din modpart foretrækker at kommunikere.
- Rapport i praksis. Fx tilpasning af vores kropslige kommunikation med modpartens (Matching/Mirroring). Tilpasning af vores stemme til modpartens. At tilpasse sin vejrtrækning til modpartens. At være enig med – ikke som i snakke efter munden, men intelligent, fx ”Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var dig!”, men … At tilpasse modpartens skriftlige kommunikation. Få folk til at tale om sig selv. Og når vi mener der er rapport: sikring af at der er rapport.
- Sanser og tænkning. Om at vi bruger vores erindringer om forskellige sensoriske indtryk og erfaringer for at tænke. Introduktion til NLP-teknikken Eye Accessing Cues (EAC) – hvor den forenklede/populære beskrivelse går på at man ser op til venstre/højre når man husker/konstruerer billeder; man ser til siden til venstre/højre når man leder efter minder/tænker nyt; fysiske sanser og følelser nedad til højre; når man taler til sig selv, nedad til venstre. Denne udgave passer på mange, men Bandler & Grinder, fædrene til NLP, tænkte det dog kun som eksempel – generelt vil individet dog have en systematisk måde at bevæge øjnene på. Det vigtige er at kende modpartens primære sans, så man taler på samme kanal. Og hvis man taler foran en gruppe at dække alle kanaler.
- Følelser. Hvad er følelser, hvordan opstår de og hvordan kommer de til udtryk. De syv universelle basisfølelser ifølge psykologen Paul Ekman: Glæde (Joy/Happiness), Vrede (Anger), Frygt (Fear), Afsky (Disgust), Sorg (Sadness), Overraskelse (Surprise), Foragt (Contempt). Blandede følelser. Om at aflede negative følelser.
- En lille fortælling om at huske at etablere rapport …
- Om at være en menneskelig løgnedetektor. Man lyver for at opnå en gevinst, man ellers ikke ville opnå eller for at undgå en straf, man ellers ville få. Ved at iagttage modstridende signaler mellem det, der siges og det der vises (ansigt, øjne, hænder, resten af kroppen), gentagne små handlinger, ændring af stemmeleje, stemmeføring, sprog. Og en advarsel om, at man skal kende en persons normale adfærd, før man kan begynde at få indtryk af de lyver.
- Den ubevidst forfører. Om hvordan man kan bruge nogle af teknikkerne til at tiltrække en modpart og hvordan mange gør det ganske ubevidst.
- Usynlige påvirkningsstrategier. Indtil dette kapitel har det mest handlet om at identificere andres følelsesmæssige tilstand og dermed give sig selv fornemmelse af hvordan de føler og tænker. Men det har også handlet om at kunne påvirke andres mentale processer, skabe gode relationer eller få andre til at synes om sig. Dette kapitel handler om at så meninger, billeder og tanker i andres bevidsthed uden at de er bevidst om det. En meget udbredt teknik er negationen: Du må endelig ikke gøre xxx. Og lytteren vil tænke på xxx. HF foreslår en ”Ikke” øvelse, hvor man en hel dag undgår at bruge ordet ikke, så man øver sig at udtrykke sig mere udtryksfuldt og positivt. En anden teknik er at tale på flere forskellige niveauer. Andre teknikker er ubevidst forslag, påvirkning gennem underforståethed (fx udelade information, sammenligning uden reference) med flere.
- Om at plante og udløse følelsesmæssige tilstande handler om ankre, dvs. en situation, en ting, en oplevelse som vi ubevidst associerer med en bestemt følelse. Vi har en masse opbygget gennem vores liv, men i denne sammenhæng handler det om at sætte ankre og kunne udløse dem bevidst. Så man i en given situation, hvor man har brug for en bestemt følelse, fx i en konkurrencesituation, kan udløse den.
- Pral (Show off), med nogle eksempler på enkle tricks, som kan udføres med det man har lært i bogen.
- Nogle afsluttende noter og perspektiver.
Det er for at gentage mig selv både spændende og fascinerende. Ved at gøre mig lidt mere umage, ved at træne et eller flere områder, som HF har beskrevet, kan jeg komme endnu bedre på bølgelængde med folk, jeg kan læse dem bedre, forstå dem bedre, og dermed få bedre dialog og gøre vores samvær bedre for begge (alle) parter. Jeg kan målrette kommunikation, jeg kan sælge bedre, jeg kan … alt muligt!
Bogen er velskrevet, underholdende, pædagogisk, udfordrende ... og læseværdig som bare pokker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar