Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
En fantastisk øl, der blev nydt for at fejre at rejsen mod NM er godt i gang :-)
Dette blogindlæg er nr. 2.477. Det er lidt over 3 år siden jeg skrev nr. 2.000, som Berit Bilde foreslog skulle hedde 20 ting du ikke vidste om Paul.
Jeg vil gerne have ideer til indholdet af blogindlæg nr. 2.500, skriv til mig, og så beslutter jeg når vi når dertil 😊
Jeg udskriver samtidig en lille konkurrence. Send mig senest 3. juni 2022 kl. 24:00 et bud på, hvornår blogindlæg nr. 2.500 bliver opslået: dato og klokkeslæt, så giver jeg et gebyr til en rallykonkurrence som præmie, til den der kommer tættest på.
3. juni er en ganske særlig dag, dels fordi det er Megans fødselsdag (min første LP- og rallyhund), dels fordi det er Frasses fødselsdag (mit første barnebarn).
Jeg skrev i onsdags blogindlægget Rejsen mod NM 2022, og den rejse bliver naturligvis et fremtrædende tema i min blog det næste halve år.
Jeg er ved at have styr på planerne for det næste halve år, med fleksibilitet indbygget, og med en altoverskyggende overskrift: det skal være sjovt for Max og mig hver gang.
Der er nogle detaljer (se nævnte blogindlæg fra i onsdags), som jeg skal arbejde med, der er prøver, der er træning, der er enetimer.
Mentalt føler jeg mig helt på toppen. Jeg er superheldig at kende nogle dejlige mennesker, som hjælper mig, udfordrer mig, inspirerer mig. Det er skønt, og det er præcis hvad jeg har brug for.
I fredags trænede jeg med Anita i Sjællands Agility Center. Der kom nogle hurtige, skarpe iagttagelser og pludselig var der gang i sidestep med Max på højre side & rækkefølge af kommandoer og fødder i snævre vendinger.
Derudover fik jeg arbejdet med sideskift om kegle på 3-4 meters afstand (ingen problemer), og jeg kørte virkelig opløftet hjem. Rejsen mod NM 2022 er godt i gang.
Weekenden er helt uden hundeplaner – og det føles godt!
I dag var vi i Sverige med Otto for at fejre Frasse og Sandras fødselsdage og i morgen står der intet i kalenderen.
Jeg har haft nogle fantastiske og også lidt mærkelige dage siden jeg søndag aften kom hjem fra Hangaren med en landsholdskvalifikation i bagagen.
Jeg er ubeskriveligt lykkelig og stolt, for det er en drøm af de helt store, der er gået i opfyldelse. Max og jeg har været makkere i snart 11 år, og vi har været gennem mange op- og nedture sammen. Det er de sidste par år vi er begyndt at gå rigtigt godt i rally, og det er det seneste år vi er begyndt at gå stabilt også. Det føles rigtigt godt til hver prøve! Præcis den følelse gør det hele værd.
Dagene har også været lidt mærkelige, det var vist først tirsdag eftermiddag det gik op for mig, hvor træt jeg var. Det er altså ikke normalt at jeg kommer uoplagt til træning hos Johanna, som i: det kan jeg ikke mindes overhovedet. Der var tre baner: ond, ondere, ondest, og alle hunde skulle gå den sidste.
Otto gik fantastisk, 23 ud af 20 var flotte, jeg kan mærke at udholdenhed og fokus udvikler sig fra gang til gang.
Max var på først i sin runde, og jeg fortalte Johanna, at jeg følte mig ret træt og ville tage hjem umiddelbart efter. Max og jeg gik en ret flot bane, men han var også lidt træt. Så der kom nogle gode råd om at huske at vi begge skulle slappe af, og noget input om fokuspunkter i forbindelse med den ændrede start. Og jeg fik aftalt, at jeg skal vende tilbage, så vi kan få en kickstart på rejsen mod NM med en enetime.
Jeg sov som en sten tirsdag nat, og i går gjorde jeg det uhørte fra morgenstunden: Aftalte med Anja, at jeg meldte fra aftens Motivationskursus, jeg ville simpelthen ikke være bekendt at komme så uoplagt, det var ikke fair overfor nogen og slet ikke overfor Otto. Pladsen blev solgt, og jeg nød en stille hjemmeaften i stedet.
Fra NM i HTM 2017. Siden har Max være til DM i rally 2017, 2018, 2019 og 2021
Det kommende halve år indeholder to arrangementer, som min træning er rettet imod: DM 4. september og NM 25.-27. november, altså om præcis et halvt år.
Jeg skal tilrettelægge denne periode så Max og jeg fortsætter det fantastiske samarbejde uden at miste gejsten, toppe ved DM og siden toppe ved NM, som uden nogen som helst diskussion er det største vi overhovedet kan drømme om at komme til.
Jeg har - ud over at lytte rigtigt meget til, hvad indersiden af hovedet siger - haft nogle supergode coachingsamtaler de sidste to dage..
Jeg har nøje gennemgået dommersedler fra weekendens prøver, sammenholdt med banetegninger, derefter set videoer og draget konklusioner.
Det positive først: Max’ fokus er eminent. Han hører efter og udfører kommandoerne når de kommer på en måde, han kan genkende. Han kan miste fokus lidt undervejs, men kun indtil jeg minder om, hvad vi er i gang med. Der er mange flotte øvelser. Jeg holder fokus på trods af en del fejl undervejs, og støtter rigtigt godt.
Der er også mange udviklingspunkter, som jeg har sammenfattet her:
Jeg skal køre kampagne på sidestep specielt med Max på højre side
Jeg skal generelt gå mere afslappet, jeg virker anspændt
Jeg skal rose mere undervejs
Jeg skal sige kommandoerne inden jeg selv stopper. Jeg har arbejdet meget med at Max skulle stå, når vi stopper, så hvis jeg skal have en sit/plads, så skal jeg sige det inden vi stopper, så kommer de. Hvis han står, og der kommer en sit, kan jeg næsten se han tænker, øh mener du det
Jeg skal være bedre til at udnytte, at vi må sætte farten lidt ned
Jeg skal i god tid inden øvelsesområdet være 100 % sikker på at have hans fokus og have ham tæt på, for så laver vi bl.a. verdens flotte 321’ere og sideskift om kegle. Hvis han er lidt fra mig (som i 15-25 cm) så gør vi det meget svært for os selv
Jeg skal have arbejdet med at skabe flydende starter, da mit ”danske”/”svenske” startritual ikke umiddelbart kan overføres, da linen skal tages af lige ud for kantbåndet
Jeg skal arbejde med at bakke 4 hundelængder, så der ikke er tvivl om at Max bakker langt nok
Det er ikke svært, det er bare at gøre det.
Endelig er der det med spinalstenosen. Jeg har booket tid hos en osteopat næste fredag. Hvis vi skal performe godt, så skal både Max og jeg være fit for fight. Jeg var det så nogenlunde på de tre første baner, men på den sidste bane, sov mit venstre ben – det er ikke en undskyldning, men det er tydeligt, hvor skævt jeg går med ryggen, og jeg går altså lidt mærkeligere på bane 4. Hatten af for Max, som alligevel følger sin fører i tykt og tyndt. Jeg håber nogle behandlinger og mere systematisk træning kan gøre, at jeg går mere frit.
Det danske landshold fotograferet søndag eftermiddag
Kalenderen kommer til at bestå af en skøn blanding af:
Træning hos Johanna, og som Johanna nævnte, jeg kunne jo også træne andet end rally, for afvekslingens skyld
Træning hos Karina
Enetimer, hvor der skal arbejdes med detaljer
Coaching
Landsholdssamlinger/-træning, herunder nyde at være en del af et hold
Prøver i championklasser – der var en der foreslog mig, at jeg gik dem uden at lave ommere, for at træne det; det skal jeg lige tænke over, om jeg kan håndtere
Prøver i Mästerklass
Sidst men ikke mindst planlagt pauser, ferier, afbræk – som gør, at både jeg og Max bevarer gejsten. For det skal først og fremmest være en sjov periode og jeg skal huske at nyde hvert øjeblik.
Jeg tror på at summen af alt dette vil gøre mig og Max toprustede til DM og NM. Jeg håber at skabe det bedste grundlag for en spændende rejse mod og nogle mindeværdige oplevelser ved mesterskaberne.
Der kan og vil ske justeringer, apropos sidste bullet ovenfor. Først og fremmest skal jeg mærke efter indeni og lytte til mig selv, så er jeg sikker på at agere fornuftigt.
Dette blogindlæg handler om ug 20, 2022, som endte med finalen til kvalifikationsprøverne til landsholdet i rally 2022. Det er skrevet løbende over ugen, så der kan være selvmodsigelser :-)
Mandag 16. maj
På morgenturen tænkte jeg på, hvad Liv ville have spurgt mig om, hvis vi havde talt sammen på netop det tidspunkt. Det var nemt at svare på: "Hvilken følelse vil du gerne have indeni, når du kører hjem på søndag?"
Så da jeg kom hjem, skrev jeg følgende:
”Jeg vil gerne have den boblende følelse, som kommer når jeg kan mærke, at jeg har gjort mit allerbedste, de fire gange Max og jeg skal på banen. Det er ikke noget med turen, selskabet, snakken og alt muligt udenoms. Det er de fire banegennemgange det handler om.
Jeg kender følelsen fx fra Osby for 8 dage siden, SAGC for 3 dage siden og Bornholm i går. Og endnu bedre: jeg ved hvordan jeg skal skabe den.
21.-22. maj minder meget om de nævnte dage, med to prøver på samme dag, og jeg skal gøre som jeg plejer: Én prøve ad gangen.
Hver prøve skal have en fantastisk start, så jeg går først ind når Max er 100 % på, jeg har fokus på ham hele tiden, masser af ros undervejs, huske fokus på næste element, husk mentalt at kassere ting, der ikke var ønsket.
Få max ud af legen bagefter (note til mig selv, find ud af hvor du kan lege, når der er prøve udenfor).
Når Max er i bilen, nævn de tre bedste punkter, analyser evt. forhold, som kræver det. Pak prøven væk.
Pointene bliver offentliggjort, jeg ved ikke om jeg vil se dem, for jeg kan ikke bruge dem til noget.
Husk at det er en hård tur for Max (og mig selv), så ikke en lang tur til Feldballe og omegn, Max skal ligge i bilen det meste af dagen indtil næste prøve. Samme procedure som første.
Når dagen en omme, så gå en god tur med Max (note: find sted mellem Feldballe og Århus).
Slap af på hotellet, vi trænger begge til det.
Middag (note find sted og evt. selskab 😊).
Søndag. 2 x det samme.
Det lyder enkelt og det er det, for 21.-22. maj er prøver som alle andre, og jeg skal ikke lave noget om på det, som har fungeret de sidste måneder.
Hvis jeg kører hjem før landsholdsudtagelsen og føler at jeg har haft fire fede prøver med Max, så har jeg gjort alt hvad jeg kunne, og vil føle mig som verdensmester!
Annoncering af landsholdsudtagelsen er bonus i forhold til det foregående, ligesom point og placeringer ved alle konkurrencer. Jeg har jo annonceret tidligere og gentaget i går, at jeg vil deltage hvis jeg bliver udtaget hvad enten det er på holdet eller som reserve, og jeg vil naturligvis være aktiv i forhold til at skaffe sponsorer og vil selv gerne have sponsorbidrag, det synes jeg er en del af det at være en holdspiller.
Og uanset hvad, ved jeg at mit hoved vil køre på højtryk på vejen hjem, med at planlægge de kommende måneder, og det vil være forskelligt afhængig af hvad der sker, men jeg vil bare få det maksimale ud af det vidunderlige Max og jeg har sammen lige nu.
Det blev lidt længere end jeg havde troet, og det var egentlig meget nemmere at sige tror jeg, men jeg synes det rammer meget godt hvordan jeg vil svare på spørgsmålet.
Hvad siger du?”
Jeg kunne mærke at det føltes godt at skrive det ned, og det gav mig fuldstændig ro.
Anita gav mig et perfekt tip til turen lørdag efter prøverne: Kalø Slotsruin, som ligger 15 minutter fra Hangaren.
Lidt Googling ledte frem til en reservation lørdag aften på Mefisto.
Planen for weekenden
I øvrigt en stille dag.
Til frokost Sol over Gudhjem med de hjembragte røgede sild
Til aften fitness med bl.a. step ups med 10 kg. hver hånd
Aftensmaden var rejemadder med de hjembragte rejer
Tirsdag 17. maj
Jeg bestilte et nyt dobbeltbur til bilen, det skulle gerne nå frem onsdag eller torsdag, så det er klar til at installere, når jeg får ny bil torsdag.
Otto og jeg var sidst på til Nose Work træningen hos Merete. Selvtræningen inden var flyvende, bl.a. fik han arbejdet fint med de høje søg.
Hos Merete blev der virkelig knoklet igennem. Der var 10 kilder over et langt stræk langs Nordsiden af Aktivitetscentret. Der var nogle, der var ret svære for Otto, og jeg fik stresset ham lidt ved at stå stille et sted (note: det var du ellers holdt op med Paul) men ellers knoklede han løs, lidt over 13 minutter! Han var også lidt træt til sidst 😉
Aftenens rallytræning hos Johanna var igen fantastisk. Hun havde forberedt to baner: ”En led ekspert/champion bane & en lækker begynder/øvet bane”
Otto og jeg gik sidstnævnte, og vi havde en fin start, og så lidt ”underlige” situationer. Johanna kunne som altid komme med en præcis diagnose:
Mine kommandoer kommer tit for sent, fx ”Plads” efter at jeg har bevæget mig
Mine håndtegn og noget af det jeg gør med fødderne, som jeg tror skal hjælpe ham, fungerer modsat
Vi gik banen og det var det bedste vi har gået. Da jeg derefter på den anden bane øvede en sekvens, var hans fokus 100 % på mig, fordi jeg var helt præcis i mine kommandoer, han var på intet tidspunkt i tvivl om, hvad han skulle, og så var alting meget nemmere. En lille detalje, der gør en kæmpeforskel.
Max gik den lede bane to gange – først som opvarmning, derefter hos Johanna. Jeg lavede nogle forbedringer. Bl.a. var der et sted man kunne vælge mellem sit gå rundt og derefter hund snur indad, eller send frem til kegle og indkald. Det udførte jeg: sit gå rund, dreje mod kegle, sende til kegle, indkald, snur indad 😊
Hos Johanna tror jeg, at jeg lavede to øvelser om, fordi jeg kom til at gå for stærkt og det blev hektisk. Max var 110 % på hele vejen og følelsen var uforlignelig. Som til de allerbedste prøver.
På den ”nemme” bane, igen hos Johanna, var der ingen ommere, det var en fantastisk følelse at gå den.
Jeg badede mig i kæmpe ros fra Johanna for det hele, men specifikt for detaljer, der bare fungerer, og den ro jeg udstråler, og at jeg støtter eminent. Hun kan se udvikling også inden for den sidste måned.
Jeg kunne flyve hjem, og fik endnu mere sat ind på den mentale konto, vores forberedelser kan der ikke sættes en finger på.
Onsdag 18. maj 2022
Onsdagens
træning hos Karina (Hund med mening) var som altid meget inspirerende. Karina
finder på temaer fra gang til gang, og i går var temaet at udfordre vores måde
at tænke indgang på banen: Tre fire øvelser før kantbåndet uden belønning, ind
og starte den ”officielle” bane, belønne 2-4 gange, undervejs, efter kantbåndet
lave et par øvelser, rose og klappe (ingen godbidder eller leg), koble og få
feedback.
Pointen
er at hunden kun får belønninger i form af godbidder/leg PÅ banen = indenfor
kantbåndet. Der kan udføres øvelser før og efter, og de kan blive rost, men de
bedste belønninger får man på banen.
Hvis
det lyder bekendt, så er det ikke tilfældigt, for Karina kom sprudlende af
ideer fra en rally camp som bl.a. Helle Damkjær havde undervist på 😊
Jeg er
(næsten) altid med på den værste, men i går valgte jeg starten fra med Max, det
er ikke tre dage før udtagelseskonkurrencer til landsholdet jeg havde lyst til
at eksperimentere med starterne, som jeg har fået styr på – så jeg gjorde som
jeg plejede, og gik en fantastisk bane med Max 😉
Med
Otto var afprøvningen af Karinas setup genialt: Jeg har ALDRIG oplevet sådan et
fokus så lang tid, jeg fik timet belønningerne perfekt og vi gik det bedste vi
kunne og lidt til! Feed træningsoplevelse.
Bagefter
gik vi en kort stump bane, han fik sit boldbelønningssignal på banen, og så legede
vi med hans elskede bold!!!
Torsdag
den 19. maj
Torsdag
var en travl dag på kontoret. Jeg havde indrettet som det kan se på billedet, for at få en topmotiverende udsigt. Tre rosetter fra sidste weekend, mindet om Max' bronzetitel og et held og lykke kort til landsholdskvalifikationen.
Der
var dog en væsentlig, planlagt afbrydelse, da jeg skulle aflevere vores veltjent
C-Max, som næsten på dagen fejrede 9-års fødselsdag hos os, og har tjent os på
næsten 258.000 km.
I
bytte (inkl. lidt betaling 😊) fik vi en Suzuki Vitara.
Der er en masse at sætte sig ind, og det glæder jeg mig til.
Den
første ”længere” tur gik til Herfølge og bootcamp hos Ninna, en af de mindre
fede af slagsen, da mit venstre ben absolut ikke samarbejdede, så jeg kørte på
omkring 50% kapacitet.
I
morgen skal Vitaren på sin første længere tur, til lufthavnen og derfra videre
til Århus.
Fredag
den 20. maj
Jeg havde aftalt at hente Tytti, som skulle dømme weekendens
udtagelseskonkurrencer til landsholdet, i Kastrup og vi havde en meget hyggelig tur
til Århus med snak om alt mellem himmel og jord, specielt fik vi udvekslet en masse tanker om mental træning. Efter en hurtig indtjekning
på Hotel Atlantic fik vi sen aftensmad på Møf.
Bobler og snacks
Hvide asparges med miso blanquette, katsuobushi og vilde urter
Kalvebrisler & tunge med ramsløgsauce, cremet kartoffel, bacon og radiser
3 franske råmælksoste med kompot og knækbrød
Jeg fravalgte for første gang ever (det var mit fjerde besøg
på Møf), oksetataren, fordi jeg elsker indmad og VILLE prøve kalvebrisler og
tunge, og det fortrød jeg ikke et sekund. En genial ret fyldt med velsmag, med
nogle råvarer som man ikke så tit møder. En fantastisk ret og et vidunderligt
måltid!
Lørdag den 21. maj
Max og jeg gik til Feldballe inden vi gik i Hangar 17
Der var kun 10 deltagere til kvalifikationsprøverne til
rallylandsholdet, der var næste flere officials, men det var et hyggeligt og
velplanlagt arrangement, som jeg nød at være med til.
Tytti og Helle dømte med henholdsvis Brian og Liv som
sekretærer, og i dag skulle vi først gå en af Tytti baners, dernæst en af
Helles.
Jeg var meget tilfreds med begge gennemløb med Max. Følelserne var som de skulle være og Max var totalt fokuseret. Jeg fik flere meget positive tilbagemeldinger fra deltagere, som ikke har set mig gå rally et stykke tid: det er så åbenlyst hvor meget Max og jeg er rykket! Jeg sætter kæmpestor pris på sådanne tilbagemeldinger.
Prøve 1, tak til Annette Grønbæk for video
Efter den første prøve talte jeg om mine kriterier (øverst
i denne blog), med nogle af de andre deltagere, og det vigtige i at adskille følelserne
og oplevelserne fra pointen, og det var rigtigt godt, for 50½ point var ikke
prangende.
I den anden prøve måtte jeg lave vores startritual om, fordi
de nordiske regler foreskriver at man tager linen af lige uden for ringen. Det havde Max og jeg ingen problemer, og starten på den prøve var måske vores
bedste ever. Jeg kunne mærke ved skilt 3 (fristende 8-tal) og 4 (sideskift om
kegle), hvor totalt afslappet jeg var, en virkelig god fornemmelse. Der var
nogle ærgerlige småfejl, men intet der tog glæden eller følelserne ud af gennemløbet.
Da jeg havde leget med Max og evaluerede, røg jeg i et sort
hul – jeg glemte mine kriterier og gik i resultatmode, dumt, men det sker – jeg
besluttede at tage til Kalø Slotsruin umiddelbart efter og gik en skøn tur med Max,
og undervejs fik jeg talt med Amanda, og fortalt om mine følelser, det sorte
hul, og hvordan jeg hurtigt kom op igen. Det var vigtigt at tale om det, med en
der har oplevet mig sådan mange gange før, og så føle mig flyvende igen.
Jeg nåede præcis tilbage til præmieoverrækkelsen og kunne højlydt
glæde mig over 52½ point: Det er 2 mere end ved første prøve, det går i den
rigtige retning 😊
Lørdag aften spiste Tytti og jeg på Langhoff & Juul.
Jeg
fik:
Cava & snack
Appetizer
Bisque – Fisk – Skaldyr
Okse ballotine – Strandkål – Persille
Søndag den 22. maj
Prøve 3, tak til Annette Grønbæk for video
Dagens første bane, vi gik en fin bane, der var masser af flotte øvelser, men jeg manglede den sidste skarphed og det er der ikke råd til. Med 39½ point blev vi nr. 9 ud af 10.
Til finalen blev startrækkefølgen at de dårligst placerede sammenlagt startede først, så jeg startede som nr. 4 ud af 10.
Max gik fantastisk, det var ikke til at se på ham, at det var fjerde prøve på to dage på udebane (hotel mv., langt fra normal hverdag). Hans fører var træt og begik nogle dumme og dyre fejl.
Efter at have leget med Max – og noteret tre positive ting! – gik jeg for anden dag i træk i et sort hul, og skrev om min skuffelse over ikke at være kommet på landsholdet til nogle få.
Stor var min overraskelse da landsholdet blev råbt op, og jeg kom med, helt regulært. Top-5 ved kvalifikationsprøverne udgør landsholdet, og da en havde meldt ud, at hun ikke ønskede at deltage, blev jeg nr. 5 …
Amanda skrev det så sødt: ”Jeg tror lige vi skal snakke om at du skal lære først at blive skuffet efter du har fået hele resultatet."
Jeg kan forsikre, at jeg ikke er skuffet, jeg er jublende glad, for det er en drøm der går i opfyldelse, at Max og jeg skal være med på det danske landshold i rally til NM 2022.
Jeg har lappet alle lykønskninger i mig, og … det skriver jeg mere om en anden dag!
I dag var også en dejlig dag. Klasserne lå modsat lørdag, så Otto skulle op ved 10-tiden, Max ved 14-tiden.
Jeg havde styr på kriterierne og sendte dem til Liv: ”Otto, lang opvarmning er der kl. 9 og øvet starter 10:15. 100 % fokus på at holde hans fokus uden belønninger. Max ca. 13:45, same procedure.”
Opvarmningen med Otto blev helt som jeg havde planlagt. Jeg kunne se på hans øjne, at han var lidt træt, da vi skulle på banen, og det er godt 😉 Jeg havde også skærpet mig som fører.
Resultatet var, at jeg i modsætning til i går, følte mig i kontrol, og lavede to ommere i forvisning om at de ville lykkes anden gang. Jeg havde en rigtig god følelse hele vejen igennem, og var MEGET tilfreds.
Pausen frem mod championklassen blev brugt til at køre til Gudhjem, købe rejer og røgede sild til at have med hjem, få en Sol over Gudhjem, gå tur med hundene og vende tilbage til Østerlars og se seniorklasse inden vi skulle på igen.
Starten med Max var perfekt, der var lidt kludder med min signalgivning ved dæk under gang (om), lynet (om) og 322 (om). I den sidste begik jeg en dum fejl, idet jeg ”hjalp” med højre hånd, hvilket bestemt ikke er en hjælp for Max. Da jeg lavede ommeren, var den helt perfekt.
Pernille og Gitte kommenterede, at 1) det var tydeligt at Max var træt, og 2) jeg gjorde underlige ting med højre hånd til sidst. De har helt sikkert ret, det kan også godt være at jeg var træt 😉
Det jeg har noteret, var at vi gjorde det godt alligevel. Egentlig ville jeg ikke have lavet 322 om, men jeg blev faktisk flov over, hvordan jeg fik rodet Max ud i en lettere kaotisk udførelse, så vi lavede en knivskarp ommer.
Jeg bevarede mit fokus hele vejen.
Vore største udfordring var igen noget med legetøjet … Da jeg kom ud, trak jeg det og kastede det langt, så Max kunne ikke finde det, og det tog en rum tid bagefter at finde det, men det lykkedes heldigvis!
Det eneste dårlige jeg kan sige om weekenden er, at jeg ikke fik en softice ☹ Præmieoverrækkelsen trak ud, så jeg satsede på at jeg kunne nå Kjærstrup i Rønne, inden jeg skulle på færgen, men ak, de havde lukket i dag, så ingen softice. Kirsten har lovet at vi får en trøste softice hos Kjærstrup i Køge næste uge.
Næste weekend er der kvalifikationsprøver til rallylandsholdet. Jeg har for længst booket overnatning fredag og lørdag, aftensmad fredag i Århus (lørdag står åben endnu) og har håndteret de bump, der er dukket op.
”Hvis vi ikke bliver udtaget, så har vi gjort hvad vi kunne, men der var andre, der var bedre; det er ingen skam, for der er mange supergode rallyekvipager i Danmark.
Hvis vi bliver udtaget, så tager vi med, og vil nyde hvert et sekund af turen sammen, Max og jeg. Det kan ikke blive større, og jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis jeg ikke sagde ja tak.”
Jeg har fulgt mine træningsplaner trofast, i stort og småt:
Jeg har trænet bredt på mine svage sider teknisk og mentalt
Jeg er gradvis på alle områder, hvor det giver mening, begyndte at gå dansk rally som nordisk/FCI
Jeg har gået til prøver i Sverige, for at udfordre mig selv med fremmede omgivelser, regler og øvelser som jeg ikke er helt stiv i
Jeg har trænet nordiske baner
Den afgørende forskel har været at få styr på starterne, og det har vi fået. Jeg ved præcis hvordan jeg skal varme Max op, og hvornår vi er klar til at gå ind. Og en god start er – ganske banalt – grundlaget for et succesfuldt banegennemløb.
Et succesfuldt banegennemløb handler om følelser. Hvis det føles godt, meget godt eller fantastisk, så er det godt eller bedre. Jeg har gået fem vidunderlige baner i weekenden, og en, hvor jeg var en dårlig fører for Otto, den har jeg lært af og pakket væk.
5 ud af 6 er ikke dårligt. Jeg kan mærke roen, nydelsen, følelsen bagefter, at mærke at jeg har givet alt, og skal puste ud, glæden ved at lege med Max eller Otto.
Max fik RLCHS-titlen i går, og måden det skete på kunne ikke være bedre: ved en prøve arrangeret af Sydkystens Hundeskole og med Liv som dommer (det havde været fedt hos alle dommere, men det var en bonus med Liv), jeg har skrevet om det i Verdens bedste Max - igen.
Jeg vil give mig selv en særlig erindring om denne milepæl, ligesom jeg gjorde da vi fik RLCHB-titlen, som beskrevet i Et fantastisk år – i fællesskab.
Jeg nåede ikke så langt i overvejelserne og så var det sengetid, for weekenden stod i rallyens tegn på Bornholm, prøver lørdag og søndag med Maiken som dommer, og begge tællende til årets hund 2022.
Max skulle op som nr. 5 i championklasse, og opvarmningen var perfekt. Jeg talte med Liv om prøven sidst på eftermiddagen, og fortalte at følelsen havde været 99 % klar, og det var godt nok 😉
Starten var fantastisk – igen igen – og sådan fortsatte det – igen igen 😉
De der starter …, jeg skrev til Johanna i går ”Jeg er nødt til at skrive!!! Jeg har arbejdet med bakke/spin/twist, lavet om, hvis det ikke var ok, og kun gået ind hvis Max var 100 PÅ ... og det virker i den grad, HVER gang. To geniale starter i dag, og i Sverige sidste søndag."
Der var lige ved at være lidt snus, lige ved at være noget hæng, men jeg var over Max hele tiden, og han gik SÅ flot. Vi endte med 100 point.
Tusind til til Mette for at filme, jeg har set videoen og det bekræftede bare at det var 100 point …
Det var tredje gange på 188 championprøver med Max, at vi fik 100:
14-05-2022 DKK Kreds 8 Østerlars
12-09-2021 DKK Kreds 2 Tuse Næs
16-05-2021 Sydkystens Hundeskole Hårlev
Jeg havde tænkt mig at køre til Svaneke til frokost, men ombestemte mig og endte hos Bay Frost i Listed, og fik en fantastisk sandwich med serranoskinke og comté og en Vienna Lager til.
Otto var på som nr.1 i en lille øvet klasse, og det kan siges kort (jeg kan NÆSTEN høre Helle Sejer sige det): far, det er for svært for mig.
Jeg har noteret en masse positivt fra prøven og nogle læringspunkter, meget mere er der ikke at sig om den.
De 100 point blev fejret med diverse smårettter og fire lækre glas vin hos Provianten i Gudhjem havn.
Jeg har besluttet at hvert eneste resultat med Max skal fejres ... vi har trænet sammen i mange år for at nå til det niveau, vi har i dag, og jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke ønskede at fejre hvert eneste resultat ❤
Det har aldrig været en større fornøjelse at gå til prøve med Max end i år.
Jeg skrev søndag 17. april indlægget Verdens bedste Max om bl.a. en fantastisk dobbeltrallyprøve.
I dag kunne jeg genbruge overskriften.
Ved onsdagens træning hos Karina var temaet forstyrrelser, og både Max og Otto var superskarpe til at holde fokus på mig, trods intensive fristelser. Pga. fristelserne var jeg ekstra påpasselig med at støtte hele tiden, og den enkle konklusion var, at jeg fik præcis det samme igen fra både Max og Otto. De fik ikke tid til at overveje alternativer til at holde fokus på mig.
I dag havde Sydkystens Hundeskole arrangeret dobbelt rallyprøve med championklasse og seniorklasse i Sjællands Agility Center. Den blev planlagt for ikke så længe siden, fordi jeg synes jeg manglede en prøvemulighed med Max, hvor jeg kunne gå to gange, og Liv var straks frisk på at dømme.
Der opstod en mindre krise forleden, da vi blev inviteret til min svogers 75-års fødselsdagsbrunch i dag kl. 10, men med meget værdsat hjælp fra Johanna, Liv og Conni, fik vi mulighed for starte 7:30 i stedet for 8:00, fik lagt de to championklasser i forlængelse af hinanden, og Conni overtog sekretærposten. Så jeg kunne nå begge prøver og brunch 😊
Championklasserne var små, 4 i hver, og jeg startede i begge.
Startritualet kørte perfekt og jeg havde den måske bedste start på en prøve ever ved den første prøve. Og så fortsatte det bare. Der kom nogle uønskede tanker, som lynhurtigt blev håndteret, og Max og jeg gik en drøm af en fantastisk bane.
Jeg rystede, da jeg kom ud, jeg kunne mærke at jeg havde givet ALT, og Liv sendte os ud og lege uden at give feedback.
Jeg fik set nr. 3 og 4 i klassen, og kunne mærke, at jeg var lidt brugt, men det var en god træningsmulighed at gå en bane til i netop den situation.
Igen en fantastisk start, og igen fortsatte det. Der var en øvelse, som skulle laves om: ”Der var en fed sekvens mod slutningen: snur indad på venstre side, springvand, snur udad på højre side, og jeg aner ikke hvorfor det skete: i sidste del sagde jeg det rigtige (twist) og havde det rigtige håndtegn, men Max snurrede indad …” Det er et citat fra første prøve i Osby i søndags, Liv havde kopieret sekvensen, og sørme om den ikke mislykkedes igen. Sidste øvelse var bakke 1, bakke 2 på højre side, første bakke var lidt tvivlsom, jeg valgte ikke at lave den om.
Følelsen var igen fed. To superbaner, og Max og jeg ydede sammen vores allerbedste begge gange.
Som bonus rakte den første prøve til 99 point (og 1. vinder) og det udløste sølvtitlen RLCHS.
Selvfølgelig er jeg glad for titlen, og ikke mindst for måden jeg har opnået den på. På 9 prøver i perioden 26. februar til 13. maj har vi fået mindst 97 5 gange. Det betyder at vi er stabile.
Men først og fremmest er jeg glad for, at jeg kan nyde hver eneste træning og prøve fuldt ud, og værdsætte den glæde det giver mig, at træne og konkurrere med Max.
Katrine, Connie, Conni og Annie under seniorbanegennemgang :-)
En forlænget weekend i rallyens tegn er slut. Tre dage som indeholdt en masse af det, jeg elsker ved rally.
Fredag formiddag havde jeg en aftale om nordisk træning. Der var lidt frafald, så det endte med at være Liv, Aura og mig. Liv havde forberedt en bane. Vi er ret gode (som i SUPERGODE) til at aftale kriterier på forhånd, sige dem højt, tale om plan B/C, og evaluere bagefter.
Vi trænede i Roskilde, et område med gode forstyrrelser, og det var en ekstra bonus.
Jeg satte rammerne for Max og mig præcis som planlagt, vi gik en superfin bane, hvor vi var i boblen. Der var masser af positivt at sige efter at jeg havde leget med Max. Der var nogle fejl, de blev evalueret, og der var intet kritisk.
Otto var med og vi gik banen, men fokus var på hans fokus, og fastholdelse af det. Så vi udførte stort set ikke skiltene, men typisk noget à la eller noget helt andet midt i det hele. Hans fokus var godt, men jeg skal virkeligt arbejde for at fastholde det over længere stræk.
Det ledte naturligvis hen til at vi kom til at tale om mine kriterier med Otto for prøven lørdag. For at holde mig selv op på det blev de også sendt til Liv senere på dagen inkl. målene for Max lørdag og søndag:
”Max i morgen og søndag. Kort opvarmning, ligesom i dag, ingen af øvelserne på banen (medmindre der er apportøvelse søndag 😊), bakke/spin/twist skal være i skabet, når vi går ind; derefter moment for moment, støtte hver stump, huske at trække vejret undervejs og det er vel det.
Otto i morgen. Lang opvarmning, ikke nødvendigvis træning, men modsat at sidde i bilen. Opvarmningsritual, 7 ok skilte, legetøjsbelønning, og så gennemfører vi resten måske med yderligere engang legetøj undervejs og engang lige før mål. Hvis der er kludder før nr. 7, så afventer jeg en god, og så belønning.
Forbudte tanker: point, ÅH, det går lige så godt så … (NEJ!)”.
Fredag eftermiddag og aften dømte jeg rally i Rødovre Brugshundeklub, som altid en skøn oplevelse. Pernille er primus motor og rammerne er meget flotte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid den fede følelse, når jeg kommer dér, at det er sådan meningen med rally er: hyggelige rammer, god stemning, blandede resultater, glæder og skuffelser og vi ses igen i morgen til en ny sjov rallydag 😊
Lørdag var Sydkystens Hundeskole arrangør af kvalifikationsprøver til Årets Hund i rally, afviklet hos Dansk Hundeskole i Roskilde.
Det var en dejlig prøve som jeg oplevede det, og understøttet af en masse skøn feedback bagefter. Conni og Maiken dømte, Connie var runner, Annie og Katrine sekretærer og jeg selv prøveleder og vi hyggede.
Max og jeg gik en fantastisk prøve, tak til Connie for video. Fed kontakt, og det var dejligt at opleve at jeg selv, på trods af nogle fejl (faktisk 4 i alt), holdt fokus hele vejen. Conni roste os i feedbacken, og flere tilskuere roste mig bagefter, det var fedt. Jeg havde en super god følelse bagefter. De fire fejl er analyseret og jeg har forklaring på dem alle, læring noteret, case closed.
Otto og jeg gik (også) helt i henhold til det jeg havde besluttet på forhånd. Jeg havde fortalt flere andre om min plan, så jeg havde ingen mulighed for at ”snyde”. Tre gange leg på banen, det føltes rigtigt godt, og Ottos fokus var eminent. Det eneste jeg burde have gjort anderledes, var at jeg skulle have belønnet efter første øvelse, en højre spiral, hvor Ottos fokus var uovertruffet.
Jeg havde tid til at se flere andre banegennemgange på dagen, og helt ærligt, den jeg blev gladest for, var Anita og Girahs banegennemgang i begynderklasse, som jeg filmede. De har udviklet sig meget og det var lækkert at opleve.
Der blev nørdet rally – og også lidt andet – både frem og tilbage, og det er altid superhyggeligt.
Max’ første bane. Fed boble. Der var nogle dele af banen som var meget svære for Max, bl.a. fristelsen, men jeg støttede ham fint, og det føltes godt. Der var en fed sekvens mod slutningen: snur indad på venstre side, springvand, snur udad på højre side, og jeg aner ikke hvorfor det skete: i sidste del sagde jeg det rigtige (twist) og havde det rigtige håndtegn, men Max snurrede indad …
Men super god første prøve.
Max’ anden prøve, der var jeg endnu mere i boble. Det følte fantastisk og jeg gik med den helt rigtige følelse. Der var et par fejl, som naturligvis er blevet analyseret, men Max’ fokus var som det skulle være. Indkalderen roste os, og jeg rankede ryggen 😉
Hvor er vi efter denne weekend i forhold til før weekenden?
Otto har jeg fået sendt et klart signal om, at belønninger på banen er mulige, og hvem ved, om det sker igen næste weekend?
Max og jeg har fortsætter som hidtil – der er intet jeg har lyst til eller har behov for at ændre. Vi har en dobbeltprøve 13.maj og to prøver på Bornholm 14. og 15. maj som de sidste prøver inden landsholdsudtagelsen 21.-22. maj, og de skal ikke bruges til eksperimenter, det er ”bare” at gøre som vi plejer.
"Bare" fordi det er noget der virkelig er analyseret og tænkt over. Liv kan virkelig stille de spørgsmål, som får mig til at gå i selvcoachingmode, stille mig selv spørgsmål, argumentere med mig selv og træffe beslutninger.
I forbindelse med weekendens FCI-møde i Wien var de rig lejlighed til at tale om rally i bred sammenhæng. Vi kom bl.a. til at tale om det mentale, og jeg fortalte begejstret om Lanny Basshams With Winning in Mind.
En af deltagerne skrev til mig bagefter for at høre nærmere om bogen, og det var en god anledning for mig til at genlæse min anmeldelse fra for snart 7 år siden.
Det satte en masse tanker i gang og mindede mig specielt om, hvor afgørende det er for mig i forhold til både Otto og Max, at tænke rigtigt hele tiden. Citat:
Din selvopfattelse (Self-Image) får dig til at gøre det din bevidsthed forestiller sig – og da du selv styrer, hvad din bevidsthed forestiller sig, er det vejen til udvikling.
Selvopfattelse og performance er altid lig hinanden. For at ændret performance skal du ændre din selvopfattelse.
Du kan erstatte den selvopfattelse, du har, med den selvopfattelse du ønsker, og dermed permanent ændre din performance – intet ændrer sig, hvis du ikke ændrer dig selv først.
Forstærkningsprincippet: Jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker.
Ved gårsdagens træning hos Johanna blev jeg mindet om det, specielt da jeg gik med Max. Jeg lavede opvarmningsritualet, men Max var ikke helt på, jeg havde noget rod fra træningen i baghovedet og det blev noget bras. Johanna stoppede os, vi lavede en ny opvarmning, 3-4 gange, så Max var helt på – og så gik vi banen med fantastisk energi og fokus. Nogle konkrete fejl blev analyseret bagefter, og jeg blev mindet om, hvordan jeg skal sige nogle kommandoer.
Perfekt træningsrunde.
Otto gik også fantastisk, jeg støttede ham fint, faktisk gik vi i passager strålende. Men der var også nogle situationer, hvor han agerede lidt ”underligt”. Johanna stillede diagnosen helt præcist: Han agerer af og til, som om han tror jeg vil trække legetøjet, fordi jeg ikke skelner mellem belønningssignal til forskellige typer af belønninger. Mit klik betyder normalt godbid, men kan betyde legetøj, og hvis han ud fra mit kropssprog læser legetøj, så opfører han sig anderledes end hvis det er en godbid, der kommer.
Super god information.
Aftenens challenge opstod tilfældigt, da Max’ fører elegant eller noget kastede legetøjet over hegnet til naboens mark, og ikke havde en anelse om, hvordan man kunne komme derind. Med hjælp fra Johanna og Stine blev løsningen, at Max blev ført under hegnet, og på cirka 20 kommandoer (apport har vi ikke trænet i mange år 😉) fik hentet legetøjet så tæt på, at jeg kunne nå det, og Max kunne komme tilbage.
Der er flere der har spurgt interesseret til mit knæ mv. Jeg var til forundersøgelse hos en ortopædkirurg for en uge siden. Det var egentlig ret opløftende. Jeg har lidt slidgigt i venstre knæ, og cysten i knæhasen er en naturlig og ufarlig reaktion på dette (væske som kompenserer). Jeg har let spinalstenose (symptomer: smerte/let lammelse når jeg går), men det er ikke alvorligt.
Intet af det er af en karakter så der skal opereres, og bundlinjen er, at i min alder er det naturlige skavanker. Jeg skal ikke gøre noget anderledes, og endelig fortsætte med fitness mv.😊 Derudover kan jeg lave specifikke øvelser for at afhjælpe følgerne af spinalstenosen.
Det er også nyttigt med mental træning i den sammenhæng: at glæde sig over, at jeg som 69-årig kan det jeg kan og kan fortsætte med det forhåbentlig mange år endnu.
FCI’s rallyudvalg havde sit første møde 17.-18. oktober 2018 i Helsinki. Vi havde det næste møde 28. oktober 2019 hos DKK, det var bevidst mandagen efter det første NM, som DKK stod for. Så blev det pludselig bøvlet med fysiske møder; vi holdt i stedet en masse videomøder, som der kan siges meget godt om, men at mødes i virkeligheden er på mange måder bedre.
Og så lykkedes det endelig, efter 2½ år mødtes vi igen face to face, i et Wien, som præsenterede sig på allerbedste vis med forår, varme og solskin.
Jeg kom fredag ved middagstid, tjekkede ind på magdas HOTEL, med det dejlige motto ”stay open-minded”.
Et MEGET hyggeligt bekendtskab, desværre skal de snart flytte, jeg er glad for, at jeg fik oplevelsen med.
Det eneste jeg havde planlagt fredag, var aftensmaden, og ellers at nyde turen på alle måder. Jeg kan garantere for at det blev opfyldt i allerhøjeste grad!
Det var den skønnest weekend på en masse punkter, og det er et privilegium at være sammen med en gruppe entusiastiske personer, som brænder lige så meget for rallysporten som jeg selv gør, og vil arbejde sammen for at udvikle den.
magdas ligger ganske tæt på centrum, så jeg gik ind og nød at kunne gå rundt uden plan overhovedet og suge indtryk til mig.
Jeg faldt for denne situation. Jeg synes der var virkelig mange, der luftede hunde i centrum, og det var lunt, og så er der naturligvis sørget for at hundene kan få frisk vand mange steder.
Jeg passerede en del af de kendte seværdigheder, herunder Stephanskirche, som på sin måde viser støtten til Ukraine.
Jeg overvejede at finde et sted hvor jeg kunne nyde en øl, da Tytti, det finske medlem af udvalget, skrev til mig, og spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe i Prater, som ligger ved siden af hotellet. Da jeg fortalte at jeg var i centrum, endte det at vi mødtes der til en hyggelig snak og fulgtes hjem til hotellet, det sidste stykke langs Donaukanalen.
Tytti ville have en selfie, og sådan blev det 😉
Som nævnt havde jeg booket på Walter Bauer. Der var to kriterier for valget: 1. det skulle være en Michelin-restaurant, 2. det skulle være i gåafstand fra magdas.
Det er en superhyggelig restaurant, med knivskarp betjening, indrettet ret gammeldags. Jeg valgte en 4-retters menu, på anbefaling tog jeg en femte ret – nye asparges og kartofler – jeg valgte en vinmenu udelukkende med østrigske vine, og jeg fik en masse gode oplevelser.
Maden var glimrende, vinene ligeså. Nogle af kombinationerne kunne være en diskussion værd, men det var et meget fint måltid.
Den kvindelige tjener var meget korrekt, og da jeg med et glimt i øjet sagde, at aspargesserveringen var dejlig, men at danske asparges var endnu bedre, kom der ingen reaktion …
Hvis man fornemmer lidt tilbageholdenhed i rosen, er det korrekt fornemmet. Jeg skal ikke nævne nogen navne, men jeg kan da godt uden videre nævne en stribe danske restauranter, som i bedste fald har en BIB Gourmand, som laver mere spændende, kreativ, eksperimenterende, velsmagende mad. Walter Bauers mad er pæn, veltillavet, traditionel og ikke-eksperimenterende.
Lørdag morgen gik jeg en morgentur i Prater bl.a. med denne selfie.
Som cineast måtte jeg naturligvis tage et billede af Wienerriesenrad, kendt fra den tredje mand.
8:30-17:00 have vi møde i udvalget, kun afbrudt af en lækker frokost i det grønne i fantastisk solskinsvejr.
Sidst på eftermiddagen var Christian, formand for udvalget og vært i weekenden, guide på en tur til den centrale Wien med en rundvisning og derefter tilbage til Prater.
Vi fik en traditionel middag på Kolarik i Prater og gik rundt i Prater bagefter. En hyggelig måde at afslutte dagen på, og der blev næsten ikke talt om rally.
I dag gik jeg igen en kort morgentur – sært uden hunde – inden den flotte morgenmadsbuffet på hotellet.
Vi havde møde 8:30-14:30 igen med dejlig frokost indlagt.
Vi var otte lande repræsenteret på mødet: Beatrice (Sverige), Solveig (Norge), Tytti (Finland) og jeg, dvs. alle nordiske repræsentanter, samt Tamás (Ungarn), Martina (Tyskland), Karin (Estland) og Christian (Østrig).
Vi er nået langt i arbejdet, og er enige om at vi ikke fortæller om detaljer før det formelle er på plads. Det vi må sige, er at ambitionen er et første VM i 2024 arrangeret af Finland.
I dag oplevede vi for første gang lidt regn, det var egentlig meget rart.
Jeg gik til centrum og tog toget til lufthavnen og glædede mig faktisk hele vejen hjem over, hvor fantastisk en weekend det havde været.
.jpg)
.jpg)
