søndag den 14. juni 2009

Generalprøve den 14. juni 2009

Dagens generalprøve foregik på DCH’s arealer i Køge, og det var meget fornemt! Tak til Erik, som havde skaffet det, selvom han ikke selv kunne være med.
Det var også den største generalprøve hidtil, det var faktisk som en rigtig prøve: 11 førere med i alt 14 hunde fordelt således 6 LP1’er, 3 LP2’er, 4 LP3’er og 1 LPE.
Og det kom til at vare betydeligt længere end jeg havde planlagt. Så det blev meget realistisk, med prøvestart kl. 10.00 og afslutning godt 15.00.
Og der var almindelig enighed om, at dette opfattede hundene bestemt som en prøvesituation, og førerne nok også ret meget.


Lille Bjørn debuterede i LP2 sammen med to andre debutanter: Katrine og Laika samt Camilla og Nova. På billedet (tak til Bjarke Sejersen for alle fotos) ses de i fællesdækken sammen med Karens Lupus.
Dommer i LP2 var Karen Ulrich og her er hendes bedømmelse af Lille Bjørn debut:
  • Fællesdæk (9,5). H rejser sig da F kommer ind. [Vi arbejder med afslutningen, men det fungerer ikke endnu]
  • Fri ved fod (6). Momentvis pænt følge. H stopper en enkelt gang og er meget distraheret. F får kontakt igen og gennemfører med god appel og hjælp til H. Flere skævsidninger. [Jeg var meget tilfreds med hans fri ved fod. Der var nogle steder hvor der skulle snuses en del, men jeg fik kontakt igen – stort! Jeg var overrasket over antallet af skævsidninger]
  • Frem/tilbagespring (5). Flere ekstra kommandoer. H springer først idet F går frem og animerer med krop og håndtegn. [Det er ellers en favoritøvelse, men Lille Bjørn sprang ikke, så jeg måtte træde frem og pege mod springet, før der skete noget. Da vi lavede øvelsen om var der ”kun” en 90 graders skævsidning]
  • Apportering (7,5). 2 ekstra apportkommandoer plus håndtegn til apport. Skæv plads ved aflevering. [En anden favorit, som vi havde problemer med. Lille Bjørn løb ikke på apportkommandoen, så jeg måtte gentage og pege]
  • Stå, sid (6). H følger efter da Fører er på vej retur i første position. Meget ukoncentreret følge til 2. pos. Bliv kommando da F passerer H i 2. pos. Flere ekstra kommandoer ved afslutning. [Noget rodet øvelse. Jeg giver nogle gange blivekommandoer, når jeg går tilbage, fordi han har tendens til at gå med, det skulle jeg have gjort ved ståen. Afslutningen: Jeg stod med troede jeg Lille Bjørn i plads, jeg forstod ikke hvorfor Karen ikke sagde tak. Det var fordi Lille Bjørn stod, og skulle have to ekstra sit kommandoer :-(]
  • Fremsending (0). H løber ikke frem og F går frem og hjælper. [Hmmm]
  • Stillingsskift (0) H reagerer ikke på kommandoer og F afbryder øvelsen. [Og mere hmmm. 4 sitter uden reaktion, når vi plejer at gøre det på 10 m.]
  • Indkald fra dæk (9,5) H dækker før kommando, ellers nydeligt. [Meget tilfreds]
  • Næseprøve (9,5) Skæv plads, ellers fint. [Meget meget tilfreds]
  • Helhedsindtryk (8). F arbejder med god præcision og appel. H mister indimellem koncentrationen, men giver ellers god kontakt. Mere træning vil givet et fint resultat.

Jeg er godt tilfreds med resultatet, og jeg kan ikke påstå at resultaterne kom bag på mig (måske bortset fra stillingsskift).
Jeg er specielt tilfreds med at starten af øvelserne fungerede meget bedre i forhold til prøven i Hårlev, hvor jeg ikke kunne få Lille Bjørn til at indtage pladsposition ved start.

Megan var med i Eliteklasse – det var jeg ikke tilfreds med. Der var en del førerfejl, men desværre ingen væg at slå hovedet ind i. Den største fejl var, at jeg ikke havde ladet Megan blive i bilen, så hun var træt da hun skulle op. Og så var det dumt at spilde godbidder lige uden for ringen, så hun lige trak derud flere gange. Og så blev jeg så fokuseret på det med godbidder, at jeg glemte at belønne med klap og leg. Kom igen Paul!!
Ellers havde jeg aftalt med Conni at hun skulle dirigere, og der var intet med karaktergivning.
Mine kommentarer til dagens øvelser:

  • Sid i gruppe: Sidder sammen med LP3 hunde. Lægger sig efter ca. 10 sek.
  • Fællesdæk: Ligger sammen med LP3. Rejser sig ganske kort tid efter at jeg er kommet i skjul.
  • Fri ved fod: Det program, som jeg havde lavet til Marianne december sidste år. Conni dirigerer, en del hængen, men også en del pænt følge. Det med at dreje og stoppe overrasker Megan hver gang. Hænger i løb. Camilla syntes jeg skulle være stoppet langt tidligere og det har hun ret i.
  • Stå, sid og dæk: Indtager alle tre positioner, men hænger i følget de to første gange.
    Indkald med stå og dæk: Kommer vistnok 3 længder i stå, og skal have ekstra dækkommando.
  • Fremsending: Løber forbi kegle et par gange. Først da jeg fra modsat side sender 5 m til kegle virker det. Derfra pænt til felt og afslutning.
  • Fjerndirigering apportering: Kommer ikke korrekt til kegle. Løber derefter mod midterste kegle.
  • Springapportering: Flot, rasler lidt i munden, men pæn plads.
  • Næseprøve: Rigtigt pænt.
  • Fjernkontrol: Flere ekstra kommandoer og nogle skifter indtages ikke. Rykker samlet en længde.
  • Helhedsindtryk: Ikke særlig godt. Belønning mellem hver øvelse, men ikke koncentreret hund. Løber ud af ringen flere gange.

De generalprøver er bare guld værd.

2 kommentarer:

Camilla Johannessen sagde ...

Det er ok du selv tænker på helhedsindtryk, men så vidt jeg husker er det ikke et punkt i eliteklassen vel? :)

Paul sagde ...

Nej, men det er fast punkt i min træningslog :-)