lørdag den 13. marts 2010

Nørdklubbens generalprøve den 13. marts 2010

Inden weekenden er omme vil nettet være oversvømmet af begejstrede beretninger fra dagens officielle LP-generalprøve i Nørdklubben. Og jeg vil naturligvis yder mit bidrag :-)
Vi havde ”købt” Marianne Jensen ved støtteauktionen for LP-landsholdet i 2009, 1500 kr. 2 timers træning. Men Marianne har støttet vores arrangement helt fantastisk, ved at stille op en helt dag, og dømme i alt 22 ekvipager – og det er bare så fantastisk, at hun vil hjælpe os i så stor udstrækning. Endnu en gang mange tak Marianne!
22 ekvipager på en dag, ja du læste rigtigt. Og det er et stort arrangement, faktisk lige så stort som en officiel LP-prøve, og det kræver en del administration og planlægning at få det til at hænge sammen. Det kræver også at alle medlemmer af Nørdklubben er nødt til at yde deres bidrag til arrangementet. Fx til at styre tilmeldinger og udarbejde program, stille bane og telt op, være ringsekretær, være prøveleder, tage fotos (der blev taget 1000+), optage videoer (alle er vist optaget på video), udregne points, rydde op, lægger fotos og videoer ud osv.
Marianne er jo kendt for sin meget behagelige stil og sin gode humor, à la: ”Du ville hjælpe din hund hvis du gik lige …” Vi kørte med åben kritik – så alle kunne følge med i bedømmelserne, og høre hvad der blev trukket for, og oveni fik vi vist alle en række råd til hvordan vi kan komme videre med vores træning. Det var bare en super god dag!
Jeg havde selv glæder mig mest til at opleve Yndlingstræningsmakkeren Camilla & Emmas debut i Eliteklassen, og det gik – synes jeg – ret godt. 173 point er ikke til en præmiering, men der var kun 0 i fri ved fod og dirigeret apportering, og point i 8 ud af 10 øvelser i Eliteklassen første gang er ikke dårligt … Jeg er sikker på at Camilla gør Emma til Elitemester!! Og så var det meget fornemt, at Birgitte Brüel tilbød at komme for at hjælpe med i fællesøvelserne med dygtige Chief!
Der var masser af godt lydighedsarbejde, ingen nævnt, ingen glemt :-)
Hvordan gik det med Lille Bjørn og Megan, vil nogen måske spørge om …
Ikke tilfredsstillende.
Lille Bjørn havde jeg generelt ikke kontakt med under programmet. Som Marianne sødt formulerede det: ”Det han gør, det gør han fint”. Jeg kunne kun efter stort besvær få ham til at indtage startpositionerne, han blev distraheret af alt hvad der rørte sig på og udenfor banen, og jeg blev endnu engang mindet om, hvad der gør det svært at arbejde med Lille Bjørn. I fællesdækken kunne jeg ikke få ham til at sidde i starten, og det var vist meget betegnende for indsatsen i dag.
Megan var meget dæmpende længe inden vi gik på banen, og var absolut ikke i sit es. Men der var mange positive elementer i prøven:
  • Megan blev i fællesdækken (satte sig efter 1½ minut)
  • Hun fik 10 i Sid i gruppe!
  • 9 i springapportering (hun rejste sig da jeg tog apporten)
  • 10 i indkald med stå (kun håndtegn, superflot)
  • Flot fremsending (ekstra dæk), som vi dog ikke fik point for, da Megan havde været ude ved feltet i forbindelse med mislykket apportering :-(
  • 9½ næseprøve (lille skæv plads)
Så det reddede dagen, selvom vi ikke fik nogen præmiering.

Ingen kommentarer: