søndag den 20. maj 2012

Max i LP1 og Kristiansminde

Jomfruhummere på grillen

En dag uden planlagt træning eller prøver. Den blev naturligvis anvendt til lidt træning på forskellig vis. Det helt store fokusområde hos os er at få Max glad igen, og jeg synes vi er godt på vej. Det betyder at vi er meget opmærksomme på at holde øje med Lille Bjørn, komme ham i bur af og til, så vi kan lege og kæle med Max – og i det hele taget tænke os om.

Til formiddag, da vi nød formiddagskaffen og et meget stort gåsebryst (kage) i solen, aftalte vi, at jeg skulle lave en fuld LP1 med Max i haven, med Kirsten som prøveleder. Hvis jeg havde været i tvivl (hvad jeg ikke var), så er jeg det ikke længere – Max er meget dygtig. Selvom mor, som synes Lille Bjørn er STJERNEN, ikke er helt enig, så er Max meget mere arbejdsivrig, opmærksom og præcis end Lille Bjørn var i samme alder.

Og Max er bare totalt vidunderlig at arbejde med. Hans fri ved fod (og lineføring) er fantastisk. 2- skridtsøvelserne og vendinger er også ved at være ret skarpe. Stå og spring er fantastiske. Stillingsskiftet gav anledning til en god iagttagelse. Max dæmpede helt vildt da jeg brugte venstre hånd i afdækningen, reagerede nærmest som om jeg ville slå ham. Han dækker nu perfekt på verbal kommando … Lidt skæv plads i indkaldet. Søgningsdelen af næseprøven er flot, apporteringen arbejder vi særskilt med (han tog pinden halvvejs tilbage).

Dækken rejste han sig fra, men det blev også lidt underligt setup, fordi Kirsten og jeg stod og talte sammen; det skal vi selvfølgelig kunne uden at han rejser sig, men det er vi ikke klart til endnu.

Men bundlinje: Jeg føler mig i den grad klar til at tage Max ud i verden og arbejde med generalisering :-)

I eftermiddags gik turen så til Lokalcentret Kristiansminde. Jeg havde sammen med Megan og Lille Bjørn en aftale med Anita og Django, Susanne og Bastian, samt Charlotte og Spot og Laika, om at lave en hundeopvisning for beboerne. Det er vel efterhånden en tradition, vi var alle fire gengangere fra et tilsvarende arrangement sidste år. For os er det hyggelig træning, for beboerne er det dejlig og meningsfuld underholdning, og vi fik en masse gode og positive tilbagemeldinger. Det er virkelig værdsat af beboerne at se noget blandet hundearbejde – i dag rally, LP, agility, brugsarbejde og jagttræning – sat sammen, så der sker noget hele tiden i 45 minutter.

Og bagefter får hundene godbidder ad libitum af beboerne, så jeg måtte virkelig slæbe Megan og Lille Bjørn ud til bilen, for dem var dette paradis på jord :-)

Træningsmæssigt var det ganske udfordrende, for der var simpelthen så mange distraktioner, som var mere interessante for Megan end mine godbidder. Hun havde en fest, og jeg fik med mange smil kæmpet os igennem en svær championbane, som jeg selv havde sat op :-) Hun fik også lov at lave demo af springapport og næseprøve, og hold da op, hun havde bestemt ikke glemt disse øvelser, som vi aldrig træner længere.

Lille Bjørn synes også det var meget spændende og meget distraherende omgivelser, men vi fik da også arbejdet os igennem rallybanen med passende godbidder undervejs. Fællessitten holdt ikke mange sekunder, og han rejste sig da jeg gik tilbage i fællesdækken. Han lavede noget flot fri ved fod, Anita & Django og Susanne & Laika gik ved siden af hinanden/efter hinanden. Næseprøven gik også fint.

Hyggelig træning under anderledes rammer, nogle glade tilskuere som værdsatte vores opvisning Og en lang hyggelig eftersnak med Anita, Charlotte og Susanne.

Der blev taget en masse billeder, men det var tilskuerne der fotograferede os. Så her må I nøjes med et foto af vores jomfruhummere på grillen :-)

Ingen kommentarer: