Viser opslag med etiketten LIKO-15. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LIKO-15. Vis alle opslag

torsdag den 27. oktober 2016

Hundetræning er godt for hjernen


Jeg har tidligere skrevet om Livsstils- og Kognitionsopfølgningen 2015, et projekt der undersøger betydningen af sociale forhold, helbred og livsstil, for ændringer i tænkning og problemløsning gennem voksenlivet. Deltagerne i projektet var blevet inviteret til et foredrag om kognitiv aldring og jeg deltog i arrangementet i går.

Det var overordentligt spændende!

Den første time stod Erik Lykke Mortensen for; han er psykolog og professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og projektleder af projekt LiKO-15. Citat fra invitationen: ”Han vil fortælle lidt om, hvad intelligens og kognition er, hvordan man måler intelligens, hvordan det udvikles, samt hvilken betydning intelligens har gennem livsforløbet. Derudover vil han give dig et indblik i, hvad forskningen allerede har vist mht. aldersrelaterede ændringer i intelligens og kognition.”

Det var meget informationsrigt (positivt ment!), og det var tydeligt, at Erik Lykke Mortensen godt kunne have brugt hele aftenen på bare at komme bare en anelse dybere i det spændende stof. Der er omfattende datagrundlag til stede i mange sammenhænge – og der er med LIKO-15 endnu mere på vej, som vi fik de første smagsprøver på. Vi fik bl.a. at vide at gennemsnitsresultaterne af vores tests viser at vi i gennemsnit har et godt 4 % lavere resultat end for cirka 40 år siden, men med individuelle forskelle naturligvis. Min stigning fra 63 til 66 (på en 78-skala) er således atypisk, men ikke unormal.

Der er statistiske sammenhænge mellem intelligens og alt muligt, som jeg ikke skal forsøge at komme dybere ind på, men bl.a. kan nævnes forældrenes intelligens/barnets intelligens, intelligens/uddannelsesniveau, intelligens/helbred og intelligens/sandsynlighed for at dø i trafikulykke. Det er forbundet med mange fordele at være mere intelligent fremfor mindre intelligent.

Jeg var primært kommet for at høre det andet foredrag, med følgende oplæg: ”Anden del holdes af Ellen Garde, der er læge, ph.d. og ansat ved MR-forskningssektion, FBE, Hvidovre Hospital & Center for Sund Aldring, Københavns Universitet. Hun vil med detaljerede billeder give dig et indblik i, hvad synlige aldersforandringer betyder for hjernens funktion og den nyeste viden om, hvordan du får mest muligt ud af din fantastiske hjerne - uanset alder.”

Det var et fremragende foredrag med en foredragsholder, som kan sit stof og ind og kan formidle det på en seriøs og underholdende måde.

Den korte konklusion: Det er vores eget ansvar at udvikle og vedligeholde vores hjerne. Hjernens ønskeseddel, som var den sidste slide i foredraget, opsummerer de væsentligste punkter:
  1. Hjertet skal banke, vi skal have pulsen op, så vi kommer til at svede. 3 x 1 time om ugen som tommelfingeregel.
  2. Vi skal spise og drikke fornuftigt. Ingen løftede pegefingre her. Vi skal bare spise afvekslende. Jeg fik ikke noteret et link til en side med råd i den forbindelse, men skal nok finde det.
  3. Vi skal have ordentlig søvn, hver nat, så hjernen kan arbejde med og arkivere dagens input.
  4. Vi skal dyrke socialt samvær, som eksempel på at der skal ske noget nyt, det skal være sammen med andre, vi skal tale dem, vi skal diskutere, argumentere og træffe valg – det er ren gymnastik for hjernen. Det er godt for hjernen at være sammen med andre mennesker.
Aktivering af hjernen udsætter aldringen og kan muligvis også forebygge demenssygdomme.

Så hvis du – mod forventning :-) – skal bruge nogle ekstra arbgumenter for at træne og konkurere i hundeverdenen, så er det bare at tage punkt 1 og 4 ovenfor.

Hundetræning ER godt for hjernen!

Foredraget handlede om menneskehjernen, kan der drages paralleller til en hunds hjerne? Selvfølgelig kan der det, jeg fandt til aften flere spændende artikler, her er en af dem How Does Your Pet's Brain Compare to Yours?

Jeg lader definitivt tvivlen komme mine egne hunde til gode, og er sikker på, at de værdsætter, alle de underlige ting, jeg udsætter dem for, både når vi træner og til konkurrencer. Jeg kan sagtens bilde mig selv ind, at det er medvirkende til at vi alle er friske og unge inde i hovedet, selvom vi er lidt oppe i årene ;-)

tirsdag den 20. september 2016

Livsstils- og Kognitionsopfølgningen 2015

Morgen

Jeg fik for en måned siden en invitation til at deltage i et videnskabeligt forskningsprojekt Livsstils- og Kognitionsopfølgningen 2015 (LIKO-15). Projektet har sin egen hjemmeside, hvorfra jeg citerer: ”Det overordnede formål med projektet er at undersøge betydningen af sociale forhold, helbred og livsstil, herunder alkoholforbrug og rygning, for ændringer i tænkning og problemløsning gennem voksenlivet.

Jeg synes det lød spændende og tilmeldte mig, og i dag var jeg så til små 2 timers arrangement, hvor vi fik en kort gennemgang af projektet, skulle gennemføre en psykologisk test og derefter svare på en stribe spørgsmål om sociale forhold, helbredsforhold og livsstilsfaktorer.

Testen var BPP (Børge Priens Prøve), som indeholder i alt 78 spørgsmål, og var helt den samme, som vi skulle gennemføre, da vi var til session. Dvs. det kan objektivt konstateres, hvordan tænkning og evne til problemløsning (kognition) har ændret sig i perioden. Det kan så analyseres i forhold til vores svar på spørgsmålene om livsstil.

BPP tager 45 minutter og består af fire delprøver, med spørgsmål om matricer, talrækker, ordrelationer og figurer. Jeg scorede 66 ud af 78 og jeg har bedt om at få resultatet fra sessionen, hvilket vi ekstraordinært har fået mulighed for. Jeg er ret spændt på resultatet, ikke at det kan bruges til noget :-)

Der var ikke noget med hunde, anden end indirekte i forbindelse med spørgsmål om, hvor meget man motionerede. Jeg er overbevist om, at mennesker, der har hunde, har det bedre og sjovere end mennesker uden hund, og vi der er hundenørder, har det endnu bedre og endnu sjovere ;-)

Efter aftensmaden fik jeg lyst til at gå en tur med Max alene, så vi sneg os ud, mens de to andre hunde hjalp Kirsten med opvasken.

Max på "den anden badebro"

Vi gik ned til badebroen ved Staunings Ø og vi nød den skønneste solnedgang, Max fik leget med en golden og jeg fik lavet et par flotte indkald.

Specielt det sidste var sejt. Vi havde mødt den anden hund på vej ud, på vej hjem så vi den på afstand, Max var løs og løb, og jeg stoppede ham, da han var i fuld fart på vej væk (små 10 meter fra mig) og masser af belønning. Det gjorde jeg to gange og så fik han lov at løbe.

Aften

Vi gik måske tre kvarter, og den mentale energi sådan en tur giver er uforlignelig.