Viser opslag med etiketten Nose Work prøve 19. april 2019. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nose Work prøve 19. april 2019. Vis alle opslag

lørdag den 20. april 2019

Paul 100 %, planer og om at blive i Superligaen

Gamle danske, nye danske, svenske og nordiske skilte

Hvis jeg sagde, at jeg var meget tilfreds med min egen indsats til Nose Work prøven i går, ville det være en kæmpe underdrivelse. Jeg var ualmindeligt meget tilfreds, og som jeg skrev i går ”jeg følte mig i den grad ovenpå og som verdens bedste fører”.

Jeg havde nok ikke lige forestillet mig, at det skulle ske første gang til en Nose Work prøve, for det er trods alt ikke så tit, jeg kommer til dem, men timingen var præcis til det, og tak for det! Jo, jeg har været en god fører tidligere, men aldrig så udpræget som i går.

Det allerbedste er, at jeg præcis kan redegøre for den proces, jeg har været igennem, for at nå dertil. Jeg føler mig ret sikker på, at jeg kan genskabe følelsen og det er naturligvis mit hovedfokus til de kommende prøver.

I morges fik jeg en fantastisk mail, det var et svar på en af de mails jeg har udsendt, hvor jeg har bedt folk vende tilbage med eksempler på, hvornår de har oplevet mig som Paul 100 %. Mailen lyder:
”Igår lagde jeg mærke til dit smil og overskud da der var velkomst - afslappet og du nød øjeblikket.

Stilen fortsatte hele dagen igennem.....

Keep it up!!!!!!”

Hvis jeg ikke var flyvende i forvejen, ville jeg være blevet det af at få den mail. Min selvtillid er blevet boostet i den grad 😊

I dag er der ikke sket det store, men hundemæssigt er der fuldt fokus på de kommende prøver.

Nå ja, jeg skal de lige nævne en skuffelse, som jeg ikke har omtalt. Vi var ret opsatte på at få en border terrier havlp, forventet fødsel 17. april, men der kom desværre ikke nogen levende hvalpe, så drømmen om næste hund er skubbet på ubestemt tid. Men ingen tvivl om, at jeg i den grad ønsker mig en ny hund!!!

Skøn påskelørdagmorgen

Tilbage til de kommende prøver.

Jeg har jo ”kun” Max tilbage at træne med, så bortset fra at Lille Bjørn skal op i juniorklasse i rally 11.-12. maj i Roskilde med Mathilde, så handler stort set alt nedenfor om Max og mig.

I Freestyle er vi debuteret i klasse 2, og vi klør på med at udvikle os i den klasse. Vi er tilmeldt et hold hos Johanna 10.5-12.7., hvor vi skal have fokus på at øge sikkerhed og sværhedsgrad, inden vi skal til prøve igen. Næste prøve er ikke engang booket, det er sørme svært at få indpasset i kalenderen, men jeg har kig på et par datoer før Samsø 19.10!

Frokost på nyindkøbt kongelig tallerken

I Nose Work har jeg først efter i går overvejet fremtiden seriøst. Det var i syvende forsøg, Max og jeg fik NW1-titlen, selvom jeg (og andre) længe synes vi har haft niveauet til det. Skal jeg blive i klasse 1 eller rykke i klasse 2? Der er argumenter for begge dele, men bl.a. med rådgivning fra Lonni og Merete har jeg i dag truffet beslutningen, at vi til næste prøve 29.6 rykker i klasse 2. Vi træner i forvejen på det niveau, og det tiltaler mig bestemt at skulle arbejde i denne meget sværere klasse.

Jeg har nærlæst Nose Work reglementet (igen), og vi er bare klar til at gå videre.

Træningen hos Merete fortsætter, kun har jeg måtte skifte tidpunkt, fordi det skal hænge sammen med noget rallytræning, som Amanda og jeg skal gennemføre.

Endelig er der rallyen, som fylder stort set alt i min kalender den kommende tid.

Jeg skal dømme fire prøver i maj, bl.a. de to første officielle seniorklasser den 3. og 4. maj. Den 12. maj bliver noget ganske særligt, der skal jeg dømme kvalifikationsprøve til det danske landshold – Nordisk klasse – i Roskilde. Det glæder jeg helt vildt til. 37 deltagere, det bliver så spændende.

Som udøver er der også nogle særlige prøver på planen.

Den 28. april skal Amanda og jeg til Lund, og deltage i en 3-dobbelt Mästerklass i Lunds Brukshundsklubb. Vi skal køre fra Solrød kl. 6:00, der er første banegennemgang 8:00, og med tre hunde til hver prøve kommer vi ikke til at kede os.

Som ”opvarmning” tager Max og jeg lige en dobbeltprøve i Nakskov den 27. april, så det bliver igen igen en weekend i rallyens tegn. Jeg HAR taget fri 29. april, jeg er sikker på at jeg trænger til at slappe af sammen med Max 😊

Forberedelse til svensk rally

Amanda og jeg har aftalt at mødes i morgen eftermiddag og træne svenske skilte, det skader ikke at være lidt forberedt. Jeg har gjort nogle baner klar i dag, og læst adskillige beskrivelser i Ida Lindgrens fremragende bog Rallylydnad.

Den 11.-12 maj i Roskilde er jeg prøveleder begge dage, søndag skal jeg som nævnt dømme nordisk klasse, og så skal jeg op med Max begge dage i championklasse og lørdag i nordisk klasse (og han skal også op i juniorklasse begge dage). Bare rolig, det er planlagt, så der bliver det helt rigtige fokus på Max begge dage.

Derudover står de er del andre rallyprøver i kalenderen, det bliver rigtigt hyggeligt.

Træningen på Amandas konkurrencetræningshold fortsætter, og sammen med Amanda gennemfører jeg en runde undervisning i nordisk klasse.

Der sker også en masse på den administrative side, vi arbejder intenst på at finpudse bedømmelser i det nordiske regelsæt og på den danske rallyfront er der også vigtige aktiviteter, der skal arbejdes med.

Så de kommende måneder bliver helt sikker ikke kedelige, heller.

Mit hovedfokus er til alle prøver, uanset disciplin, at fortsætte arbejdet, som er kommet så godt i gang i år, med at være i den rigtige mentale tilstand og støtte Max 100+ %. Teknisk kan han det hele, og han kan gøre det til konkurrencer, hvis hans fører er der HELT for ham.

Det har jeg været til årets rallyprøver, og til FS og til NW, og det er ikke bare mit hovedfokus, det er mit ENESTE fokus. Det har taget år for mig at komme hertil, og selvom det er blevet nemmere og nemmere (mere og mere styret ubevidst), så skal jeg ikke sløse med det.

Jeg får lyst til at citere en chef, som ønskede mig tillykke med mit vægttab, og tilføjede: ”Husk, at én ting er at komme i Superligaen, en helt anden er at blive i Superligaen.” Jeg vil så gerne bliver i Superligaen både fitnessmæssigt og hundemæssigt, så jeg kan garantere, at jeg ikke sløser med nogen af delene.

fredag den 19. april 2019

Max nu NW1 – vores bedste prøvedag ever


Flot start på dagen

I dag fik Max sin NW1-titel.

Jeg er meget glad for titlen, og synes bestemt, vi har fortjent den. Jeg er specielt glad for den måde, det skete på, hvor ALT fungerede for os. Alt det vi har trænet, det gjorde vi også til prøven, og boom boom, så var titlen i hus.

Jeg har aldrig været så afslappet før og under en prøve, og været så overbevist om, at vi bare var 100 % klar
.
DKK set fra parkeringspladsen

Prøven blev afholdt ved Dansk Kennel Klub, stort set hjemmebane, kun lidt over én km fra os, så jeg kunne komme dryssende lidt over 9:00, gå en tur på 1½ km med Max. Og så indskrive.

Kl. 10:00 var der velkomst, så banegennemgang og kl. 11:00 gik søgene i gang.

Vi startede med indesøg (dommer Hanne Nielsen). Max startede med at søge ud af søgearealet, blev guidet ind og vi gik en hurtig runde uden reaktion. Så tog vi anden runde, og næsen blev slået til, der kom tydelig reaktion ud for LP-buret og markering på stillingsskifttrekanten, fundet og korrekt. Perfekt start.

Næste var beholdersøg (dommer Lars M. Hansen). Jeg sad og slappede af ved bilen og overvejede at se, hvor langt vi var kommet, da gruppeleder Pernille dukkede op og markerede, at vi snart skulle på. Vi kom lige ud af starthullerne og var topklar, da vi skulle ind. Vi gik forbi alle bokse uden egentlig at søge, og så kom næsen på på tilbagevejen, tydelig markering og igen korrekt.

Jeg var meget tilfreds!

Frokostpausen var meget luksusagtig. Kirsten kom cyklende med to afsindigt lækre laksesandwicher, og efter at have nydt dem, gik jeg godt en km med Max, inden han kom i bilen igen.

Eftermiddagens to runder startede 13:20, hvor vi skulle gå udesøg og køretøjssøg i forlængelse af hinanden. Vi var nummer 14, og jeg holdt omhyggeligt øje med dem før os. Jeg havde timet min opvarmning, så når Michelle gjorde klar (hun var nr. 11), så skulle jeg hente Max. Det passede ganske perfekt!

Udesøget (dommer Anja Christiansen) var i en vinkel af en bygning, vi startede med at gå den ene vej, med lidt sving væk fra muren, som jeg accepterede, for da vi vendte, vidste jeg at Max ville slå næsen til, og det gjorde han!

Vi kom til et område, hvor han stoppede op, arbejdede intenst og markerede, og igen korrekt.

Meget, meget fed følelse.

Vi gik direkte videre til køretøjssøget (dommer Lonni Prirsching), der var en lille anhænger og en varebil. Max fik lov at styre, vi gik mellem de to køretøjer, kom lidt uden for det markerede område, jeg fik ham guidet ind, rundt om bilen (med en enkelt op med poterne), hen til anhængeren, rundt om den og pludselig fik han fært og arbejdede sig hurtigt frem til flot markering! Yes, den var også korrekt.

Efter Lonnis korte tilbagemelding spurgte hun, hvordan det var gået, og det kram jeg fik, da jeg viste fire fingre, det føltes RET godt 😊

Jeg havde en rigtig god følelse over det samlede resultat. Ikke overdreven glæde, men meget à la følelsen 9.2 efter begge prøver.

Der var længe til præmieoverrækkelsen, så jeg udnyttede hjemmebanefordelen til at køre Max hjem, få en kop kaffe og noget chokolade, hvorefter jeg cyklede tilbage til DKK.

Det var en totalt hyggelig prøve. Jeg fik snakket med mange, jeg følte mig i den grad ovenpå og som verdens bedste fører, og jeg støttede Max supergodt hele vejen igennem.


Jeg gjorde alt det rigtige hele vejen, og Max kvitterede med at lave fire superflotte søg.

Fejring med champagne 😀

Jeg er glad og stolt. Max har nu titler indenfor LP (LP2), Rally (DKRSCH), HTM (HTM2), FS (FS1) og NW (NW1), det er ret flot af lille, forsigtige Max. Til gengæld – i luksusproblem enden 😁 - har jeg ikke fået nogen prioritering i forhold til discipliner: skal Max fortsætte i rally, FS og NW, eller?

Svaret er nok, at jeg ikke er klar til at pensionere ham i nogen af disciplinerne ❤