Viser opslag med etiketten Valg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Valg. Vis alle opslag

torsdag den 28. marts 2019

Valg og fravalg

Fra Max' og min eftermiddagstur på Staunings Ø

På vejen hjem fra Bornholm skulle Amanda og jeg koordinere kalendere, og det gik op for mig, hvor tætpakket min kalender er. Det har jeg det helt fint med, men engang imellem bliver det lidt hektisk, og jeg overvejer mine prioriteringer.

I bund og grund er der ikke rigtigt noget, jeg har lyst til at vælge fra, men det er selvfølgelig den eneste logiske løsning. Med Lille Bjørn meget tæt på pension er der nogle ting, der er blevet lettere. Han skal til sin sidste HTM-prøve den 6. april, han skal til DM og Årets Hund i rally med Mathilde og så bliver han fuldtidspensionist.

Med Max er det absolutte hovedfokus på rally. Det mentale momentum (hvor det lyder 😊), som prøverne fra 9.2 og i weekenden på Bornholm har skabt, det kører vi videre på i år og næste år. Det betyder en tætpakket kalender, med både prøver der kvalificerer til Årets Hund og DM, og prøver i øvrigt – både fordi det er god træning, og fordi – og ikke mindst – fordi det er morderligt hyggeligt 😉

Da vi spiste aftensmad lød Englishman in New York i radioen, og jeg fik et lille bitte stik i hjertet og tænkte på Max’ og mit HTM3-program.. Men HTM er definitivt slut for os.

FS går vi videre med, debut i FS2 den 6. april, og så bliver der nogle prøver i løbet af året, faktisk er der stor set ikke nogen muligheder, når rally har fået prioritet, men Samsø kan bruges, og en anden skal også klemmes ind.

Endelig er der Nose Work. Vi har udviklet os gevaldigt, og er tilmeldt to prøver og kommer nok til et par stykker derudover. Summen af det hele er, at der bliver masser af rally, og en lille smule FS og Nose Work i prøvekalenderen.

Træning fortsætter i alle tre discipliner: Rally hos Amanda, FS hos Johanna og Nose Work hos Merete, det er ikke så ringe endda!

onsdag den 11. oktober 2017

Valg og prioriteringer


Pasta med ovnbagt Hokkaido græskar med brunet salviesmør og smørstegt torsk med grov sennep og kapers. Hertil chateau de Caraguilhes, Corbieres, 2015 (vin biologique).

Som bekendt skal jeg til Samsø i weekenden, jeg sejler over fredag 15:45 og hjem søndag 17:30. Det har affødt en masse valg.

Overnatning: Fundet via Airbnb helt tilbage i marts. Det er også aftalt at Anita og Amanda overnatter i sommerhuset (4 soveværelser :-)).

Kirsten er også inviteret, hun vil hellere blive hjemme, og det kan jeg egentlig godt forstå, for det bliver en weekend i hundenes tegn, og det kan blive lidt kedeligt, hvis man ikke interesserer sig for den konkurrencemæssige del.


Mad. Jeg skal spise alene fredag aften og vi skal spise sammen lørdag aften, så der har været lidt skriveri om dette, og det er endt med noget så fantastisk som nogle tapaspakker samt varmrøget laks og rejer fra Skagen Food.

Drikkevarer klarer vi hver især, og jeg har naturligvis planlagt lidt specialøl og noget lækker vin. Til aften smagte Kirsten og jeg ovenstående Sauvignon Blanc, og den var vi enige om passede perfekt til en rejemad, så sådan en flaske kommer med.

Påklædning. Kirsten har krydsforhørt mig om de forskellige kostumer – det er godt nok også meget jeg skal have med – herunder er kostumet til ”Dengang da jeg var lille” blevet testet og fastlagt, med Amanda og Anita som dommerkomite. Det ligger næsten på plads, det endelige valg afgøres når jeg skal klæde om på lørdag.

Kirsten havde købt ind til ekstra spændende mad i dag og i morgen (vi får som bekendt ret spændende mad hele tiden, men dette var lidt ekstra), og da jeg nævnte at jeg skulle til træning i morgen 18-19 med Max kunne jeg godt se, at det var lidt kikset – så der blev meldt afbud. Vi holder fredagsaften i morgen i stedet!

Vi får normalt ikke vin til hverdag, men da Kirsten viste mig, hvad planen var for maden til aften, sagde jeg straks, den kræver en særlig hvidvin – vi havde ikke en liggende, så jeg var lige oppe i Meny og købe øhh 5 flasker hvidvin.

Summen af det hele er, at den normale tjekliste er udvidet ganske betydeligt, så jeg får det hele med.

Hvad med det mentale?

Det er der virkelig styr på, jeg tror det er min bedste forberedte prøvedag på den front. Så bundlinjen er, at resultatet af en stribe valg og prioriteringer, samt en i øvrigt fornuftig forberedelse, giver alle forudsætninger for en fantastisk weekend på Samsø.

torsdag den 20. juli 2017

Engagement, passion og valg

Min søn brygger øl med engagement og passion :-)

Lanny Bassham skriver i juli udgaven af Mental Management News om ”The Three Participation Levels” i aktiviteter, der involverer konkurrence:
  • Training to Learn. Man er interesseret i en disciplin, man træner for at lære den at kende, og for at have det sjovt. Der er ingen organiserede konkurrencer på dette niveau.
  • Training to Compete. På dette niveau træner man med henblik på at konkurrere. Man har udviklet sig fra at være interesseret til at være engageret (committed). Skiftet sker med den første konkurrence. Med konkurrencer er der behov for at investere mere tid og flere penge. Værdien for personen stiger i takt med, at graden af engagement vokser. ”People appreciate things in direct proportion to the price they pay for them.”
  • Training to Excel. Når man træner med henblik på at udmærke sig, er man nået udover stadierne interesseret eller engageret. Så er man passioneret. ”I do not believe you can teach passion at the level the dominate players in the world possess it. Passion seems to be temporary for some and more permanent for others. I do not completely understand it, but I know what it feels like to have it, and it is uncommon. I am suggesting that Passion can be found if you look for it, and once discovered it can be a game changer in life.”
Som bekendt, hvis man bare har fulgt lidt med i min blog, er et gennemgående tema prioritering (= valg). Jeg har to hunde, jeg træner Rally, HTM, FS, 6+ og NW med Max, og Rally, HTM og snart NW med Lille Bjørn.

Jeg konkurrerer også seriøst i Rally med begge, og HTM/FS/6+ med Max. Jeg skal til at konkurrere (mere) i NW med begge hunde.

Max engagement ....

Er jeg engageret eller passioneret? Jeg vil nok sige at jeg er engageret med en pil opefter. Jeg træner ikke vildt meget med hundene – ja, jeg véd, det kan se anderledes ud, når man læser min blog for den sidste tid, eller ser min kalender :-) – men jeg prioriterer helt klart hundeaktiviteter. Og jeg arbejder mentalt en del med hundeaktiviteter.

Engagement/passionen har på det sidste givet anledning til nogle meget klare valg på konkurrencefronten:
  • 29.-30.7 har Sydkystens Hundeskole et stort rallyarrangement i Roskilde. Samme weekend er der HTM-konkurrencer i Viborg, som jeg naturligvis måtte vælge fra – det kunne ellers have været en god anledning til at prøve hallen inden NM.
  • 6.8 ville jeg gerne have været til Rally i Odense, men der var udsolgt, så der blev i stedet noget HTM-landsholdstræning (ikke så dumt et bytte!).
  • 18.8 fristede en rallyprøve i Ølstykke, der kom også en HTM-prøve i Ringsted, men der er vi på Færøerne. Det samme gælder rallyprøven i Sorø 19.8.
  • 2.-3.9 er der det hele i Vejen. Jeg har for længst tilmeldt de to rallyprøver og FS, men 6+ gav god mening, da det bliver Louises og min eneste officielle prøve før NM. Nose Work er valgt fra ligesom HTM.
  • 16.9 er jeg tilmeldt rally i Viby, Jylland, og sørme om der ikke lige blev opslået en HTM-prøve i Herringløse samme dag –den kan jeg desværre ikke deltage i – uha, en 6+ den dag havde været perfekt timing.
  • 8.10 frister en rallyprøve i Ølstykke, men jeg har prioriteret en uofficiel Nose Work prøve i Tåstrup.
  • 2.12 i Sorø er der både Nose Work og Rally, men jeg tror jeg satser på rally begge dage.
Hvis jeg havde en hund til, hvis jeg havde mere fritid (fx var pensioneret), ville jeg så gøre tingene anderledes? Jeg ville naturligvis træne med den nye hund, men jeg tror ikke det samlede billede ville ændre sig betydeligt, men jeg véd det ikke med sikkerhed.