Holdkaptajn Maria Rahelt skrev til mig på holdets vegne i forbindelse med at vi stoppede samarbejdet: ”Udover at du har været god til at forkæle os, så synes jeg samtidig, at du har været rigtig god til at give os en følelse af vi var dygtige og gjorde det godt. At vi fx kunne være stolte af både bronze og sølv :-) Men samtidig også være meget ambitiøse! Ikke mindst. Det betyder meget.”
Jeg mener, at det afgørende, hvis man vil opnå virkelig succes, at sætte sig nogle ambitiøse mål. Hvis målene er sat for lavt, er de for nemme at nå, og motiverer ikke. Hvis de er sat for højt, kan de virke (og i virkeligheden også være) urealistiske, og dermed umulige at opnå, og det motiverer heller ikke. Men hvis overliggeren er placeret lige så højt, at man ikke bare kan nå den, men skal anstrenge sig ekstra, så kan det virke overordentligt motiverende.
Og det var netop hvad det handlede om med Team Lysholdt Consulting. Deres ambition var HVERT år at blive Danmarksmestre; de blev skuffede, når de ikke blev det; og jeg lagde vægt på, at bronze og sølv ikke er dårlige resultater, men blot trin på vej mod målet.
Ligesom vi som hundeførere skal finde ud af, hvad der kan motivere vores hunde til at arbejde, skal vi også finde ud af, hvad der driver os selv.
Der er tre konkrete situationer, som har fået mig til at skrive ovenstående (konkrete navne er redaktionen bekendt!):
1) Person A har på ganske kort tid opnået nogle meget flotte resultater indenfor sin disciplin, og finder pludselig ud af, at nogen som hun træner sammen med, ikke engang vil ønske til lykke, når hun får et godt resultat. Udover almindelig undren over hvor små folk kan være, er dette vendt til noget positivt: Jeg vinder næste gang, jeg skal konkurrere, og lukker dermed effektivt munden på misundelige kritikere. En super motivationsfaktor!
2) Person B har med en ganske ung hund opnået nogle imponerende resultater indenfor sin disciplin. ”Nogen” synes B går for hurtigt frem. Vi har analyseret situationen og fundet fire mulige forklaringer:
- oprigtig bekymring for at hunden bliver pacet frem – det gør den ikke
- bekymring for at hunden pludselig bliver træt af det hele – det kommer egentlig ikke andre ved, og det overlader jeg til B at forhold sig til
- bekymring for at hundens led, muskler og knogler bliver belastet for meget. Det er B naturligvis helt opmærksom på.
- Almindelig misundelse fordi det går så godt
Den bedste forklaring vi kan finde er den sidste. Den er mulig at ignorere, men virker i virkeligheden modsat – fordi den skaber en ”jeg skal vise dem” effekt, og dermed er stærkt motiverende.
3) Person C har været til en del LP3 prøver med sin hund, og mangler kun én 1. præmie i at hunden bliver DKLPCH. Efter nogle lige ved og næsten resultater opnår ekvipagen ved den sidste prøve fem nuller, og går sin dårligste prøve nogensinde. Hvad gør man så? Siger det hele er noget lort og holder op med at gå til LP-prøver? Giver dommeren, vejret, arealet eller noget fjerde skylden? Nej, person C, og ja rigtigt gættet, det er mig selv, har sagt til sig selv:
- Det var en dårlig prøve, men vi har opnået nogle fornuftige resultater inden, så vi véd vi kan gøre det bedre
- Der er videooptagelser af prøven, som jeg kan bruge til at analysere de forskellige øvelser, og det er blevet gjort til den store guldmedalje
- Alle øvelser er trænet igen og igen, så vi ved kan gennemføre dem godt
- Samlet har den dårlige prøve været en fantastisk mulighed for dels at erkende, at marginalerne kan være ganske små indenfor LP, dels at få fokus på nogle kritiske forbedringsområder
Så moralen er: Tro på dig selv! Hvis du tror på dig selv, tror hunden også på dig (ja, det smitter). Og så bliver dine resultater endnu bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar