mandag den 13. oktober 2008

Canis seminar om lydighed

Weekenden har stået i lydighedens tegn. Det undrer næppe nogen, der læser denne blog :-) Men denne weekend var markant anderledes end så mange andre weekends ved at den var uden vores egne hunde i centrum. For to fulde dage blev tilbragt på Roskilde Universitetscenter sammen med små 200 andre interesserede til et seminar arrangeret af Canis om klikketræning. Der var i alt otte indlæg med Kathy Sdao, Cecilie Køste og Morten Egtvedt og i alt cirka 11 timers præsentation. Der er masser at fordøje efter sådan en intensiv omgang, og mange forhold der skal relateres til min egen træning.

Cecilie Køste og Morten Egtvedt har stiftet Canis, og jeg er stor fan af dem. ”Lydighetstrening i teori og praksis” er uomgængelig for alle, der interesserer sig seriøst for lydighedstræning. Og ”Klikkertræning for din hund” er en rigtigt god introduktion til klikketræning.
Jeg har ikke oplevet dem som foredragsholdere før, og jeg må indrømme at de ikke var så imponerende, som jeg havde regnet med. Først og fremmest er det synd, at de ikke har fået noget hjælp til den pædagogiske og præsentationsmæssige side af deres indlæg – de har så stor viden og erfaring, at det er synd at præsentationen bliver forringet af fx:
  • Usikkerhed omkring hvordan skift mellem de to indlægsholdere skulle foregå
  • Meget usikker skiften mellem PowerPoint præsentation og videoklip
  • Nogle i mange tilfælde indholdsmæssigt rigtigt dårlige videoklip til at illustrere emnerne
  • Meget lidt professionel anvendelse af tavlen til at illustrere under indlæggene
  • Meget usikkerhed omkring belysningen i auditoriet under indlæggene

De holdt tre indlæg.

Klikkertrening for konkurranselydighet”. Dette indlæg var en gennemgang og eksemplificering af 17 af de 19 grundfærdigheder fra ”Lydighetstrening i teori og praksis”. Disse grundfærdigheder skal udvikles til delmomenter, som dernæst skal baglænskædes til færdige øvelser. Doggie-Zen anvendes til kvalitetssikring af øvelsens stabilitet. Øvelserne blev illustreret af en masse videoer af klikkertrænede hunde, som tilbød masser af adfærd, og det var nogen gange lidt svært at forstå, at der åbenbart ikke var sat signal på nogen af øvelserne. Meget imponerende og noget at tage i brug på næste hvalp i huset :-)

Baklengskjeding”. Dette indlæg var en gengivelse af kapitel 9, på i alt 8 sider, i ”Klikkertræning for din hund”. Jeg bruger selv baglænskædning, og synes det er en vældig god idé, i den rette sammenhæng. Men her blev det næsten præsenteret som en religion, og der var nogle rigtigt dårlige (=afskrækkende) videoeksempler. Et eksempel var et stillingsskift under gang i Eliteklassen, hvor hunden ikke havde det godt under den enerverende baglænskædning, og indtog flere positioner langsomt/dårligt. Et andet eksempel var en LP3 fremsending til felt, med en afdækning lige ved kanten af feltet – jeg ville ikke turde se mine trænere i øjnene hvis jeg accepterede sådan en afdækning til træning!

Endelig holdt de et indlæg ”Klikkertrening for brukshunder”, hvor de demonstrerede anvendelse af klikkertræning og baglænskædning i forbindelse med spor, feltsøk og IPO. Jeg savnede en introduktion til, hvordan hver af de færdige øvelser skulle se ud, fokusområder ved træningen, og typiske faldgruber. Så jeg var noget hæmmet af, at jeg ikke helt var med på alle detaljer i øvelserne, og dermed ikke kunne vurdere om træningen virkede hensigtsmæssig. Jeg tror nu nok indlægget også var lidt indforstået, for der kom en del spørgsmål fra salen i relation til hvor der konkret blev klikket i forløbet, så helt pædagogisk har det nok ikke været.

Kathy Sdao (se hendes hjemmeside), var et nyt bekendtskab for mig, men absolut positivt, for at sige det mildt. Hun holdt de øvrige fem indlæg på seminaret, og det var helt tydeligt at hun er en meget erfaren foredragsholder. Hun er meget levende og entusiastisk, hun kan underbygge teorien og pointerne med masser af praktisk erfaring, fra mange forskellige dyrearter, og hun kan bare holde tilhørernes interesse fangen!

Jeg skal ikke forsøge at gengive hendes foredrag, men kun give en megakort opsummering og så nævne de hovedpointer, jeg selv har fået med hjem.

Positive Reinforcement: Beyond Food”. Forstærkere er meget mere end mad, og indlægget beskrev med udgangspunkt i noget teori en række konkrete forslag til at finde nye forstærke.

  • Teori 1: Thorndikes ”Law of Effect”, en adfærd er en funktion af dens konsekvenser, eller med et Jean Donaldson citat ”Dogs do what works” (dvs. det de får noget ud af).
  • Teori 2: Premacks princip: ”High probability behaviour reinforces low probability behavior”. Hvis du gerne vil se en fodboldkamp, kan det være forstærkeren for at du støvsuger stuen. Hvis hunden laver stillingsskiftet, får den lov at snuse i græsset. Gode forstærkere er hundens naturlige distraktioner.

Så der er ingen præmie for at gætte, hvad jeg vil forsøge at finde frem til af forstærkere for Megan :-)

Sure You Should Lure?". Er du sikker på at det kan betale sig at lokke? Jeg en af dem, der har lært at træne med lokning, en godbid til at få hunden i plads eller dækket af; er det et problem? Det kan det være, og det argumenteres der for og imod. For mig er hovedargumentet imod, at træningen ved hjælp af lokning kan resultere i den samme mangel på initiativ hos hundene som traditionelt trænede hunde. Så lokning skal bruges meget varsomt, højst til at igangsætte en adfærd, som den ellers vanskeligt vil tilbyde selv, og derefter ikke mere.

Cue Tips". For mig weekendens mest inspirerende indlæg! Kathy skelner mellem signaler (cues) og kommandoer (commands). Sidstnævnte er trusler: Gør dit ellers … Hvorimod signaler giver grønt lys for at gøre noget. Der kan være mange grunde til at hunden ikke oplever det grønne lys, nogle eksempler:

  • Den ser ikke signalet
  • Den kan ikke genkende signalet (bruger du signaler konsistent)
  • Den distraheres af noget andet
  • Den er usikker
  • Omgivelserne er ændret

Nogle gode råd, som jeg absolut skal arbejde med:

  • Hundene kan ikke forstå menneskesprog, så vælg signaler ud fra at de skal være lette at kende for din hund, ikke nemme for dig at huske
  • Brug signalerne konsistent, hunden forstår ikke at du mener det samme når du siger dæk, ned, læg dig osv.
  • Undgå sammensatte signaler (fx håndtegn og verbalt signal), fordi du så ikke er sikker på hvad det egentlig er for et signal hunden reagerer på
  • Lad være med at sætte signal på en adfærd før den tilbydes flydende af din hund

Cujo meets Pavlov - Using classical conditioning to treat leash-aggression”. Dette indlæg var en 1½ times opsummering af et foredrag, som normalt varer en dag. Alle hunde har en bidetærskel, hvis de provokeres tilstrækkeligt vil enhver hund bide! Hvis tærskelen udgør et problem må man analysere den ved at finde ud af hvilke stimuli/triggere der udløser den uønskede adfærd, og hvor alvorlig den uønskede adfærd er. Derefter må man specifikt træne på at reducere den uønskede adfærd i forbindelse med en specifik trigger. Hertil kan anvendes kontrabetingning, baseret på Pavlovsk (klassisk) betingning. Hvis fx en hund udviser aggression når den ser en fremmed hund, kan man i det øjeblik hunden ser den fremmede hund klikke og belønne, og efter passende træning vil synet af en fremmed hund være noget positivt.

Spreading the Message”. Kathy delte sine erfaringer med at undervise hold i klikkertræning. Der er masser af forstyrrelser og forvirring, når det er et hold. Der er udfordringer i forbindelse med introduktion af klikkeren. Der er en række mekaniske færdigheder føreren skal lære. Og der er en masse udfordringer i øvrigt under introduktion og den praktiske anvendelse af klikkeren og de tilhørende principper. Jeg kan lære en masse af dette, når jeg skal starte mit første klikkerhold!

Det var et meget informationsrigt seminar, og jeg har virkelig fået meget input, som jeg skal bearbejde de kommende dage. Jeg er sikker på at de første resultater vil kunne ses allerede i morgen i min træningsdagbog :-)

1 kommentar:

Camilla og Emsen sagde ...

Igen har du formået at gøre noget der er hulter til bulter i mit hoved, nemt og overskueligt. Jeg er enig, men jeg har bare skrevet det på en helt anden måde. :0)