søndag den 12. oktober 2008

Klikkerinstruktøruddannelse - 10. oktober 2008

Den 10. oktober blev 3. dag af Hund & Trænings klikkerinstruktøruddannelse gennemført. Og vi er dermed igennem den første tredjedel af forløbet.

Jeg synes rigtigt godt om formen:

  • Vi har nogle hjemmeopgaver, dels læsestof – artikler, kapitler i bøger – dels træningsopgaver med vores hunde
  • Vi skal aflevere træningsdagbog for træningsopgaverne
  • Vi begynder med noget opsamling fra sidst
  • Vi skal i praksis, sammen med en makker, vise hvor langt vi er nået siden sidst med træningsopgaverne
  • Og så en vekslen mellem baggrundsoplæg og færdighedstræning

I denne omgang var det Christina Ingerslev og Karen Ulrich, som havde indlæggene, og de blev suppleret af Karen Frost i forbindelse med de praktiske øvelser. De tre véd bare så meget og har så meget på hjerte, at tiden næsten ikke slår til, og som deltager er det en udsøgt fornøjelse at høre dem øse af en tilsyneladende uudtømmelig kilde af teoretisk viden og praktisk erfaring.

Dagens program var følgende:

  • Karen Ulrich opsamlede på klassisk og operant betingning
  • Vi skulle sammen med en makker (jeg var i par med Mette og Coco), gennemgå hjemmeopgaverne fra sidst: I apporten har jeg trænet at Lille Bjørn skulle aflevere til hånd for at få et klik, men det var forkert; han skal sidde i plads med apporten og holde den, og det fik vi hurtigt op på 8 sekunder, klik/godbid. I fremsendingen havde jeg trænet at sende Lille Bjørn frem til target, for ham til at stå, klikke, gå frem til ham for at belønne over target. Han begyndte at danse rundt om target da jeg var halvvejs. Så nu blev øvelsen opdelt i to: dels en stå, hvor jeg først fra 6 meter siden fra 5, 4 og 2 meter kunne klikke og komme ind og belønne uden at Lille Bjørn rejste sig; dels selve indgangen i stå, altså stå, skridt ud, og tilbage med hunden i stå.
  • Christina Ingerslev holdt et indlæg om kriterier. Hvad er kriterier, opdeling af øvelser i delmomenter som underopdeles i kriterier? Måling af kriterier (de er altid målbare). Planlægning af en øvelse. Om at hæve kriterierne, herunder opmærksomhed på at hæve bundkriteriet. Om træningsforløbet (planlægning, præcision, tempo, signaler og stabilisering).
  • Efter frokost fik en gennemgang af lineføring/fri ved fod, herunder det at planlægge en øvelse. Derefter skulle vi med udgangspunkt i vores egen hund skrive en plan for indøvning af øvelsen, og derefter ud og træne. Jeg havde strammet kriterier noget, men det gik fint: Lineføring: Her havde jeg sat kriteriet til 6 meter gang, vending og 6 meter gang. Klik/godbid! Fri ved fod. Almindelig gang 6 meter, højre om, 6 meter, højre om og 6 meter. Igen superkontakt og belønning.
  • Karen Ulrich holdt et indlæg om Crossover, både i relation til hunde og førere. Der er en række udfordringer i at få både hunde og mennesker til, der er trænet eller træner efter traditionelle metoder, til at forstå og acceptere klikketræning.
  • Derefter skulle vi træne kreativitet. Først ved at klikke for at vores hund udviste en adfærd, uanset hvilken, og derefter klikke for ny adfærd. Det var bare så lækkert at se Lille Bjørn tilbyde en masse forskellig adfærd; det var helt tydeligt at hans hjerne arbejdede på højtryk på at forstå hvad der skete.
  • Ti sidst skulle vi, og det er opgaven til næste træning, begynde træningen af en adfærd ved at benytte fri shaping.

Det var ekstra spændende i dag med indlægget om Crossover hunde og trænere, for det er jo præcis det jeg har i bagagen. Megan, som i tre år har været trænet traditionelt, og derefter er kommet over i klikkerverdenen. Og så Lille Bjørn, som er klikketrænet fra starten. Og der er en verden til forskel mellem de to hunde: Lille Bjørn er meget lettere at træne end Megan, fordi han hele tiden er fokuseret, hele tiden vil tilbyde adfærd og tydeligt markerer, når han ikke vil mere.
Jamen hvad skal jeg sige? Jeg glæder mig bare rigtigt meget til vi skal mødes igen den 14. november.

Ingen kommentarer: