fredag den 1. juli 2011

Store flytteuge

Det har virkelig været en uge i mit flytteprojekts tegn. Onsdag flyttede den første afdeling, en række andre afdelinger flyttede i går, og i dag og over weekenden flytter de sidste funktioner. Flytningen sker samtidig med en at en masse ombygninger og istandsættelser finder sted, så der er stadig mange håndværkere i gang, og timingen er afgørende. Gulvet skal være klar fredag aften, så vi kan flytte materialer ind på det lørdag morgen. Det lille lager skal være tømt, så vi kan flytte materialer ind i det. Det store lager skal være tømt lørdag aften, så gulvmanden kan komme i gang søndag morgen. Osv. Hektisk og meget spændende. I modsætning til de IT-projekter, som jeg normalt arbejder med, er der meget synlige resultater i et byggeprojekt :-)
Flytteprojektet har haft konsekvenser for hundetræningen … Jeg havde i god tid aflyst de første to LP-hold i går, det sidste regnede jeg med at kunne nå i god tid, og det kunne jeg også. Der er selvfølgelig kompensationstime til de aflyste hold.
LP-stjerneholdet, som jeg godt tør kalde mit yndlingshold, blev gennemført og jeg elsker virkelig det hold. Vi arbejder med detaljer, diskuterer om det er detaljer den enkelte vil arbejde med og – håber og tror jeg – får skabt fokus på de afgørende elementer i forhold til den enkelte ekvipages udvikling.
Flytteprojektet harogså haft konsekvenser i forhold til diverse hunderelaterede aktiviteter. I dag gik jeg glip af en nørdeprøve og i morgen af et fri-ved-fod-kursus. Og på mandag Sjov Sommer. Ærgerligt, men det kan jeg godt leve med, når jeg er med til at få flytteprojektet sikkert gennemført :-)
Og så skal jeg da lige huske at nævne, at Megan og jeg fik den officielle invitation til DM i rally den 27. august, og vi har naturligvis straks tilmeldt os!!!

Ingen kommentarer: