Viser opslag med etiketten LP stjernehold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LP stjernehold. Vis alle opslag

tirsdag den 12. juni 2012

Seks fotos

Seks fotos, der fortæller den korte historie om de seneste 24 timer.
Mandag aften: LP stjerneholdet i fællessit

Tirsdag eftermiddag: Tur til Karlstrup Kalkgrav med Megan og Max

Tirsdag eftermiddag: Lille Bjørn fotograferet med DKRLCH-pokalen, hjemkommet i går aftes

Tirsdag aften: Hjemme hos Christian med Megan og Max

Tirsdag aften: Aftentur i Vanløse, hvordan kommer flaget op?

Tirsdag aften: Skindet kan bedrage ...

fredag den 25. november 2011

Hold dig til planen

Dette har intet med hundetræning at gøre :-) Det er et foto taget ud gennem et glasparti, og "snemanden" synes jeg er en spændende effekt, og aldeles utilsigtet.

Onsdag var der afslutning på denne runde af to LP-hold i Sydkystens Hundeskole, dels et ”almindeligt” LP-hold, dels et LP-stjernehold.

Alle seks fra LP-holdet og én fra LP-stjerneholdet var friske på en generalprøve som afslutning. Vi nævner det som en, mulighed i kursusbeskrivelsen, og de fleste synes det er sjovt under uhøjtidelige former at prøve af, hvor man står henne i forhold til den næste LP-klasse. Og egentlig er det uhyggeligt let at skabe en prøvelignende situation: et ringbånd på tværs af hallen, lidt instrukser til de kursister, som ikke var oppe, om at de godt måtte træne uden for ringen, lidt opfordringer til at klappe, bedømmelsesskemaer – uha, det var tydeligt at der kom nerver på hos flere af deltagerne :-)
Selv om Mette og jeg i LP1, og jeg i LP2, udfyldte bedømmelsesskemaer og gav karakterer, og der var ”officiel” præmieoverrækkelse til sidst, var det ikke det vigtigste … For mig var det vigtigste at opleve hvor meget de enkelte egentlig kunne (ofte mere end de selv havde troet), og hvor lidt der skal til, før de er helt klar til at gå op til prøve. En gang imellem skal man bare prøve af hvor langt man er!! Og nogen er naturligvis helt klar.
LP-stjerneholdet er et drømmehold! Alle deltagerne er garvede LP-folk, og mine spæde forsøg på at køre et fast program blev tidligt manet til jorden :-) Så det faste program er nu 1) fællesøvelser – og altid med individuelle kriterier og 2) nogle runder med træning af valgfri momenter pr. ekvipage. Alle har nogle momenter de kæmper særligt med, og naturligvis skal de have lov til at have fokus på dem.
I dag havde jeg lovet Annette Olesen og tre af hendes LP-venner fra Bornholm, at de kunne træne i hallen, og da Annette gerne ville træne med andre, var vi pludselig fire nørder og fire bornholmere der trænede sammen et par timer. Meget meget hyggeligt! Jeg havde nogle meget præcise planer for min egen træning, men var lige ved at blive fristet til at tage Lille Bjørn med i nogle fællesøvelser (det stod ikke på planen), men heldigvis – tak Charlotte! – besindede jeg mig, og nøjedes med at være prøveleder!
Jeg havde stillet en lille rallybane op med otte skilte, og min plan var at hente Lille Bjørn, varme ham lidt op, og så gennemføre ”banen”, som bare var nogle tilfældige skilte, og belønne ham efter et antal skilte. Det gik forrygende og han var bestemt helt i hopla, som han skal være. Vi lavede forskellige variationer igennem banerne, og alt var som det skulle være. Så trænede vi én af de svære øvelser, ærespladsen sit ved siden af fører, mens Susanne og Tulle gik igennem banen, og det gik fantastisk!
Så var det Megans tur. Igen lidt opvarmning, og så den stille, rolige og positive start, som jeg har skrevet om tidligere. Og igen gik det strygende. Megan var lidt overivrig indimellem (positivt!), og arbejdede skønt. Susanne Jervin gav noget rigtig fin feedback i forbindelse med min ”højre-plads”, som jeg kalder whisky. Jeg skal bruge en anden armstilling end i plads … og vupti, så søgte Megan over til højre i stedet for til venstre på min verbale kommando (jeg holdt hænderne foran mig i stedet for ned langs siden).
Jeg tror max jeg havde Lille Bjørn og Megan på i 10 minutter hver, og det var præcis planen.
I morgen står den på årets to sidste rallyprøver i Sorø, og vi er så klar som vi kan blive!

fredag den 1. juli 2011

Store flytteuge

Det har virkelig været en uge i mit flytteprojekts tegn. Onsdag flyttede den første afdeling, en række andre afdelinger flyttede i går, og i dag og over weekenden flytter de sidste funktioner. Flytningen sker samtidig med en at en masse ombygninger og istandsættelser finder sted, så der er stadig mange håndværkere i gang, og timingen er afgørende. Gulvet skal være klar fredag aften, så vi kan flytte materialer ind på det lørdag morgen. Det lille lager skal være tømt, så vi kan flytte materialer ind i det. Det store lager skal være tømt lørdag aften, så gulvmanden kan komme i gang søndag morgen. Osv. Hektisk og meget spændende. I modsætning til de IT-projekter, som jeg normalt arbejder med, er der meget synlige resultater i et byggeprojekt :-)
Flytteprojektet har haft konsekvenser for hundetræningen … Jeg havde i god tid aflyst de første to LP-hold i går, det sidste regnede jeg med at kunne nå i god tid, og det kunne jeg også. Der er selvfølgelig kompensationstime til de aflyste hold.
LP-stjerneholdet, som jeg godt tør kalde mit yndlingshold, blev gennemført og jeg elsker virkelig det hold. Vi arbejder med detaljer, diskuterer om det er detaljer den enkelte vil arbejde med og – håber og tror jeg – får skabt fokus på de afgørende elementer i forhold til den enkelte ekvipages udvikling.
Flytteprojektet harogså haft konsekvenser i forhold til diverse hunderelaterede aktiviteter. I dag gik jeg glip af en nørdeprøve og i morgen af et fri-ved-fod-kursus. Og på mandag Sjov Sommer. Ærgerligt, men det kan jeg godt leve med, når jeg er med til at få flytteprojektet sikkert gennemført :-)
Og så skal jeg da lige huske at nævne, at Megan og jeg fik den officielle invitation til DM i rally den 27. august, og vi har naturligvis straks tilmeldt os!!!

fredag den 1. april 2011

Sydkystens Hundeskole gik i sort

Endnu en uge er fløjet af sted.
Ugen startede med at Christian fyldte 30 år, på en herlig solskinsdag. Vi fejrede dagen med en lækker middag på Kultorvet 5, som indgår i Copenhagen Restaurant Week. Vi har allerede besluttet at vi skal ind og have deres store menu, dette er brasserie mad på højt niveau.
Onsdag sluttede denne omgang LP-træning indendørs. Der var ikke lys i hallen da vi kom, og vi kunne ikke få hjælp ... Det var ikke noget problem med LP-holdet, men da LP-stjerneholdet gik i gang var det ved at være ret mørkt, og da det også regnede begyndte det at knibe med mulighederne. Jeg fik set nogle positioner under gang i det svindende mørke, og vi kunne lige hutle os igennem fællesøvelserne. Det var altså lidt spooky at være i næsten mørke mens regnen væltede ned. Man skulle virkelig anstrenge sig for at se hundene … Næste øvelse skulle have været fremsending, men feltet var umuligt at se for os. Men heldigvis, ejerne af ridehallen kom hjem, lyset blev tændt – og resten af træningen forløb i normal belysning. Mørket blev naturligvis taget med godt humør på holdet, og set som en god mulighed for at træne en uvant forstyrrelse :-))))
I går torsdag skulle vi så på La Vecchia Signora (Copenhagen Restaurant Week), dvs. vi kom i god tid, så vi nåede at besøge R vinbar for første men stensikkert ikke sidste gang. Jeg fik et fantastisk glas Ch. Muzar 2003 (fra Libanon), en pragtfuld vin.
I dag har jeg så pakket bil, så Megan og jeg er klar til at tage til Tønder i morgen. Vi skal op i rally championklasse begge dage (DM kvalifikation), og som man kan se på billedet er Megan helt klar. Jeg glæder mig til at skulle op begge dagene, og naturligvis til at følge en masse flot lydighedsarbejde. Megan og jeg skal overnatte på Schackenborg Slotskro, det bliver rigtigt hyggeligt.
Og så har Christian i dag fået nøglerne til sin nye lejlighed i Vanløse, og den skulle vi naturligvis ind og se efter aftensmaden. Nej, hvor han glæder sig til at flytte ind!

fredag den 4. februar 2011

Projektledelse for begyndere 1 - eller Hvad kan hundetrænere lære af projektledelse

Lille Bjørn og Balder i Karlstrup Kalkgrav (foto: Camilla Johannessen)
Inden I får forklaringen på den underlige overskrift på bloggen får I lige lidt fra ugen den gik.
I onsdags var det tredje runde af vores store træningsdag i Sydkystens Hundeskole med dobbelt rallyhold, dobbelt LP-hold og LP stjernehold. Jeg kommer naturligvis altid i god tid og når at følge en masse af rallyholdet, og glæder mig over de mange, der har kastet sig over denne disciplin med entusiasme. Jeg kunne ikke lade være med spontant at rose Birgit og hendes dejlige Welsh terrier Stella;  Birgit har en fantastisk kontakt med sin hund og skal nok nå langt. Hold da op hvor er det dejligt at se hvor langt de allerede er nået.
På LP-holdet kan deltagerne ikke skjule, at de træner derhjemme, og det er virkeligt imponerende, som man kan se fremskridt fra gang til gang. Det er et hold med stor spredning, men vi håber og tror at alle får udbytte af træningen, og der er ingen tvivl om, at der er rigtigt mange stjerner/stjerner på vej på holdet.
LP Stjerneholdet er virkelig et stjernehold. For det første er alle førere og hunde meget dygtige; for det andet er de også alle meget bevidste om hvordan de skal træne; og for det tredje er de meget lydhøre, når de får feedback – og sorterer helt som de skal, i det de kan bruge og det de ikke kan bruge. Engang imellem joker vi blandt trænerne med, at det er meget nemmere med hvalpehold, hvor førerne bare gør som vi siger :-) Men jeg tænder nu lidt mere på at diskutere og arbejde med detaljer i stjernernes træning. Og så giver ridehallen på en god måde mulighed for at få generaliseret momenterne. Det er helt tydeligt, at efter tre ganges træning i hallen begynder hundene på alle niveauer at være vænnet til omgivelserne, uden at det på nogen måde er som ”at træne der hjemme”.
Det eneste sikre ved træningen er, at vi træner fællesøvelser hver gang. Jeg har gjort mig forskellige anstrengelser for at gå distraherende klædt og på anden måde skabe forstyrrelser. I onsdags fik jeg Anitas datter Amanda til at være prøveleder i fællesdæk, og introducerede øvelsen fællesstå – som hundene klarede imponerende flot.
En del af generaliseringen består i, at mindst en hund er tydeligt påvirket af mig (= mandlig prøveleder), så det arbejder vi specifikt med - at den skal vænne sig til mig.
Hvis jeg skulle sige noget sloganagtigt i den forbindelse er det ”Generalisering er ALT!
Torsdag kom der pludselig en invitation på FaceBook, og det endte med at Camilla med Balder og Emma og jeg med Lille Bjørn og Megan gik en hygge-/fototur ved Karlstrup Kalkgrav. De to drenge gik pænt sammen, og begge må have været totalt tørlagt efter turen: Lille Bjørn stod pænt og ventede hver gang Balder skulle tisse, og tissede oven i. Emma og Megan var i hopla, og måtte ret ofte kaldes tilbage fra den ret usikre is. Jeg fik lokket Camilla af en ret smattet sti op mod shelteret, og vi fandt en ”smutvej” ned – fordi Camilla skulle hente Gustav – og den var om mulig endnu mere smattet. Men vi endte som vi skulle ved parkeringspladserne, to tilfredse førere og fire trætte og ret mudrede hunde :-)
rallyfronten er der sket en del i løbet af ugen. Der er bl.a. offentliggjort regler om den nye Rally Superchampion Titel og reglerne for DM i rally er ændret, så der nu ”kun” kræves mindst 95 point ved en prøve og placering blandt de 20 bedste baseret på resultater fra DKK’s kredse. Megan og jeg er tilmeldt de næste fire kvalifikationsstævner, og så må vi se om det går. Det inkluderer en tur til Tønder og en tur til Bornholm, og det er jo en bonus i sig selv.
Sydkystens Hundeskole har fået godkendt sine officielle rallyprøver den 12. juni 2011, vi holder dem i Køge-Herfølge Jagtforening med Trine Dyrgaard som dommer.
Og så er PM og katalog udsendt til Spaniel Klubbens rallyprøver den 26. februar 2011.
Og så tilbage til overskriften.
Jeg arbejder som bekendt som projektleder, og en masse at det jeg bruger professionelt kan direkte overføres til hundeverdenen. Og så fik jeg en mail fra en nørdven, som inspirerede mig til at tage hul på at skrive noget mere om hvordan projektledelse kan anvendes i forhold til hundetræning.
Den klassiske definition af et projekt er: ”En ikke-rutinepræget opgave, som er tids-, ressource- og indholdsmæssigt afgrænset, som retter sig mod et bestemt mål og som løses indenfor en midlertidig organisatorisk enhed.”
I daglig tale bruges ordet projekt i meget bredere betydning, men når jeg i professionel sammenhæng arbejder med projekter, er det essentielt at have fuldstændig styr på de tre sider af ”projekttrekanten”: tid, ressourcer og indhold. Med andre ord:
  • Hvornår skal vi være færdige?
  • Hvor meget må det koste?
  • Hvad skal vi levere?
Et eksempel:
Jeg har i et blogindlæg skrevet dette mål for Megan i 2011: ”Hun skal kvalificere sig til DM i rallylydighed i Championklasse lørdag den 27. august i Allinge (Bornholm)”.
Er det et projekt?
Ja, det er det, for der kan svares konkret på de opstillede spørgsmål:
Hvornår skal vi være færdige? Reglerne for kvalifikation til DM er meget præcise, så før den sidste prøve er gennemført – pt. den 2. juni 2011 – kan vi ikke vide os sikre. Men helt formelt er 30. juni 2011 skæringsdatoen.
Hvor meget må det koste? Jeg har ikke sat økonomiske rammer for projektet.
Hvad skal vi levere? Det er meget præcist: Hvis vi kvalificerer os til DM er projektet en succes, ellers ikke.
Ovenstående skal nedbrydes for at bliver operationelt. Dvs. der skal udarbejdes en specifik plan.
Jeg har naturligvis undersøgt hvilke prøver der er kvalificerende, og har pt. tilmeldt 2 prøver i Tønder, 1 i Ølstykke og 1 i Østerlars.
Derudover har jeg planlagt deltagelse i et rallychampion kursus og et rallychampion plus kursus.
Der er planlagt generalprøver samt prøver udover de kvalificerende.
Men fælles for det hele er, at aktiviteterne er udsprunget af målet for projektet.
Med hensyn til økonomien er det igen en prioritering, jeg har foretaget. Vi har sat os som mål, at Lille Bjørn skal blive Klubchampion i Dansk Terrier Klub i år, men der har vi samtidig sat den ramme, at vi kun vil deltage i udstillinger på Sjælland – det er en måde at gøre det på. I Megans tilfælde har jeg besluttet, at vi deltager i de nødvendige prøver, og så må vi få noget sjov ud af at vi skal forlade Sjælland. Så det bliver også hyggeture med ferieislæt til både Tønder og Bornholm.
Fortsættelse følger.

fredag den 28. januar 2011

Hundeskole, Gustav og freestyle

Gustav og Paul
Jeg har haft nogle ikke-planlagte fridage, og de er gået en del – men ikke kun! - i hundene.
I tirsdags var vi på udsalg i København og fik en lækker frokost på Bøf og ost, jeg fik deres sildebuffet med 10 slags sild for 109 kr., og det kan varmt anbefales!
Om aftenen stod den på instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole. Med seks engagerede instruktører går det ikke stille for sig :-) Vi har nu fået skitseret et skarpere kursusprogram, der gerne skulle give vores kursister endnu bedre mulighed for at følge forskellige flows igennem vores kursusudbud, afhængig af deres interesser. Vi skal arbejde yderligere med kursusbeskrivelser og den konkrete planlægning om nogle uger, men der tegner sig et rigtigt spændende program for de kommende måneder.
Onsdag formiddag fik jeg bl.a. lavet årsregnskab for Norwich Terrier gruppen i Dansk Terrier Klub. Nydeligt, med et overskud på et par tusinde kroner.
Onsdag eftermiddag havde jeg lovet – på mine og Kirsten vegne – at passe Gustav, Camilla og Runes skønne dreng! Kirsten er bestemt ikke den store børneelsker, men selv hun indrømmer at Gustav er noget særligt, og jeg synes det var overhyggeligt. Udover at alt muligt skulle undersøges, og der skulle spises, og hygges og leges, fik jeg set noget ret sjovt børnefjernsyn sammen med Gustav. Jeg var nødt til at gå et par timer før Gustav skulle hentes – undervisning i Sydkystens Hundeskole! – og fik at vide at Gustav havde grædt da jeg gik, men heldigvis hurtigt faldt i søvn derefter. Dejlig dejlig dreng, som jeg gerne vil passe noget mere … hvis Kirsten giver mig lov :-)
Onsdag aften stod den så på de to dejlige LP-hold. Det første, hvor Susanne Jervin og jeg underviser sammen, er på 12 deltagere, opdelt i 3 grupper cirka efter niveau, og jeg havde fokus på lineføring i den ene gruppe og fremsending i de to andre i min del af træningen. Dagens bedste oplevelse (undskyld alle I andre), var at se de fire LP1-hunde være nået meget langt med deres lineføring. Fantastisk kontakt, skarpe vendinger, et afstemt tempo, og gode belønningsstrategier. En fornøjelse. Og så fik jeg lejlighed til at diskutere en række forskellige strategier i forbindelse med indlæring af fremsending – det bliver rigtigt godt at se udviklingen på den del også.
Stjerneholdet har jeg efterhånden lært mine begrænsninger at kende … jeg skal finde noget mere fantasifuld påklædning/udstyr med for at distrahere hundene. Og – er der fuld enighed om på holdet – udover fællesøvelserne har vi hver gang fokus på én bestemt øvelse, i onsdags dirigeret apportering. Der var der rig lejlighed til at diskutere kriterier og generalisering. Den ridehal vi bruger bliver brugt som ridehal, der er to hold hunde lige inden stjerneholdet, deriblandt en tæve i løbetid, og det giver rigtigt mange distraktioner, og vi lavede fremsendingen i retning mod den halvdel af hallen, hvor de andre trænede. Svært og god anledning til at konstatere, at der kan være brug for at sænke kriterierne i starten.
I torsdags var jeg først oppe hos Sofie Eggert Hjorth. Jeg havde bestilt en enetime for at få gennemgået/kommenteret/inspiration til mine htm-programmer for Lille Bjørn og Megan. Jeg havde sendt mine to musikvalg inden, jeg havde lavet skemaer med opdeling af de to programmer, og jeg havde forslag til program for de første 40 sekunder for Lille Bjørn og det første minut for Megan. Det var meget spændende at arbejde med at udvikle programmerne. Hundene kom slet ikke på banen, men vi fik gennemspillet musikken, fik arbejdet med hvad de to hunde kunne/kunne lære i forhold til at sammensætte et fornuftigt program, der bl.a. skulle leve op til følgende krav: det skulle være realistisk, der skulle være tid til at trække vejret/begå mindre fejl – uden at det samlede program kollapsede, der skulle være fleksibilitet, så kompleksiteten kunne øges (når vi nu skal udvide programmet), og ikke mindst skulle det være meningsfyldt og timet i forhold til musikken.
Så der skete en hel masse med mine oplæg. I begge fik vi introduceret en intelligent anvendelse af en rekvisit (en stok). Jeg fik nogle af de komprimerede dele udvidet, så der var mere tid til at vise hvad vi kunne – og mindre hæsblæsthed og dermed risiko for at det faldt sammen ved mindre fejl. Jeg fik bevidsthed om at tænke på arealet, herunder dommernes placering, så arealet blev udnyttet og tricksene blev vist, så dommerne kunne se dem. Osv. osv. Det er rigtigt meget nyt at lære, og det var rigtigt betryggende at være i erfarne hænder, og opleve Lille Bjørns program udviklede sig på en spændende måde, fordi stokken blev introduceret og anvendt spændende. Og Megans program blev hurtigt skrottet (alt for meget htm, og jeg vil jo freestyle), og pludselig blev der introduceret de detaljer, der får forløbet til at blive den kærlighedserklæring til Megan, som jeg havde drømt om! Tusind tak til Sofie for en time, som virkelig rykkede meget indholdsmæssigt, men ikke mindst mentalt i forhold til min forståelse af disciplinen freestyle.
Jeg har aftalt med Sofie, at jeg skal have en næste enetime, når jeg er kommet godt i gang med de to programmer. Og hun har også spurgt ind til mine mål ..., så dem kom jeg også til at sige højt, men jeg skrive dem ikke her ... endnu!
På vejen hjem var jeg omkring DKK og hentede papirerne vedr. rallyprøven 26. februar 2011. Så nu kan kataloget snart udarbejdes.
Om aftenen stod den på 1) møde med Anne Ingevold om træning mv. i Spaniel Klubbens region 2. 2) Dummyhygge, hvor vi var en lille håndfuld der lavede vores egne dummyer med lækkert kaninskind. Jeg fik lavet en meget stor og en lille, og jeg glæder mig til at prøve dem med Megan i morgen. 3) Generalforsamling i Spaniel Klubbens region 2. Jeg blev valgt som dirigent, og det var en dejligt fredsommelig oplevelse. 10 deltagere, og ingen vilde diskussioner, så det hele var overstået på en time.
I dag kl. 10 står den på møde med Solrød Kommune om træningsarealer, det er vi ret spændte på – vi vil så gerne kunne tilbyde vores medlemmer noget mere!!!

torsdag den 13. januar 2011

Gang i træningen igen

Rallyholdet i gang i ridehallen
De dårlige undskyldninger står i kø, når den manglende eller begrænsede træning den sidste måneds tid skal forklares, men nu sker der endelig noget!
I søndags startede Lille Bjørn på Camillas LP begynderhold. Et lille, lækkert hold med 6 deltagere: en stabyhoun, en border collie, to engelske springer spaniels, en grand danois og så altså Lille Bjørn. Som tidligere nævnt følger vi det normale forløb, bortset fra at jeg stiller nogle rallyskilte op, så belønning bliver forbundet med skiltene. Hold da op, hvor var det lækkert at arbejde med Lille Bjørn! Han var virkelig tændt og opmærksom, så vi fik arbejdet rigtigt godt hele timen, og fik krydret med nogle rallyøvelser ind i mellem.
Træningen foregik på en parkeringsplads ved Ejby Kirke, med gode forstyrrelser, og det generede bestemt ikke Lille Bjørn.
Og så har vi en ualmindeligt engageret og entusiastisk træner, og så kan man da ikke forlange mere!!! Vi glæder os til at fortsætte træningen.
I går lød startskuddet for den indendørs træning i Sydkystens Hundeskole 2011. Og hvilken start:
  • Et dobbelt rallyhold med Susanne Jervin og Charlotte Worm Larsen som instruktører og i alt 13 deltagere, heraf ikke mindre end 8 cocker spaniels
  • Et dobbelt LP-hold med Susanne Jervin og mig som instruktører og i alt 12 deltagere, heraf 4 collier
  • Og endelig et LP-stjernehold med mig som instruktør og i alt 7 deltagere, heraf 4 sheltier
Træningen foregår i en ridehal i Gadstrup, hvor det summede af aktivitet i næsten 4 timer, med hunde og førere der tydeligt trængte til at komme i gang igen efter vinterpausen.
Stjerneholdet er for ”Førere, med ambitioner om at deres hund skal blive stjerne indenfor DKK's lydighedsprogram.” Alle deltagerne har fået mulighed for at skrive deres ønsker til træningen på forhånd, og ordet ”forstyrrelser” fremgik af mange af tilbagemeldingerne. Så jeg bød velkommen iført pandelampe, safarihat og ledsaget af Megans favoritlegetøj, en pibende plysand – heldigvis blev jeg vist ikke fotograferet :-)))))
Læs en af deltagernes beretning fra aftenen.